, ,

Slægtsforskning er meget mere end datoer

Slægtsforskning er meget mere end datoer

Slægtsforskning er min særinteresse

For at høre til i diagnosekassen F84.5 , hvilket vil sige, at man har en “Gennemgribende udviklingsforstyrrelse” nærmere betegnet Aspergers syndrom, skal man have en eller flere særinteresser. Bogen “De psykiatriske diagnoser” fra Psykiatrifondens Forlag skriver blandt andet

Aspergers syndrom (F84.5)

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser.

Jeg kan huske, at den søde og dygtige psykiater Pia Bohn Christiansen, der udredte mig i 2019, var meget interesseret i arbejdet med at fotografere gravsten og i min slægtsforskning. Hun stillede mange spørgsmål til begge dele, og jeg var kun glad for at indvie hende i svarene.

Hvorom alting er, så befinder jeg mig særdeles godt i 84.5. Jeg har aldrig haft det så godt, som efter jeg har accepteret diagnosen og viet mit liv til min særinteresse.

Mennesker med Aspergers syndrom har typisk et skarpt blik for detaljer, og det er en nyttig kompetence som slægtsforsker, for hele puslespillet skal passe sammen. Begravelsen skal helst ligge efter dødsfaldet, og vaccinationsdatoen ved vielsen skal være den samme som ved konfirmationen. Sådan noget opdager jeg for det meste.

Jeg har også opgaver med korrekturlæsning, og jeg er ikke hurtig, men jeg finder de fleste fejl.

Jeg har en klassisk Systemizer-profil, da jeg får 137 point, dvs. næsten det dobbelte af det “nødvendige”. Du kan se mine testresultater her.

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point
At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Fra testresultatet, der passer godt til slægtsforskning

Du er meget opmærksom på alle detaljer omkring dig og har en ekstra høj standard i forhold til at informationer skal være korrekte og at ting skal være i orden. I bestemte sammenhænge, hvor der ikke er så meget fokus på detaljen, skal du bruge ekstra mange kræfter på at holde på dig selv, for ikke at kommentere alt hvad du lægger mærke til. Du bliver høj af energi, når alle detaljer er på plads og alle ting er i orden. Du gør, hvad der skal til, for at detaljerne kommer på plads, selvom det kræver en ekstra indsats fra din side.

Slægtsforskning er meget mere end datoer

Da jeg begyndte at slægtsforske, troede jeg (selvfølgelig), at det lige drejede sig om at udarbejde min anetavle, og at det kunne jeg nok hurtigt blive færdig med. Men med tiden jeg blev klogere.

En dag meddelte Rigsarkivet, at der ikke var forbindelse til billedoplysninger. Jeg var helt handicappet men tænk en gang: for bare nogle få år siden eksisterede billedoplysningerne slet ikke. Vi lever altså i en god tid.

Slægtsforskning er meget mere end datoer

Jeg begyndte i stedet på denne artikel.

Det er også læreprocesser

Det første, jeg vil nævne, er læreprocesserne. Jeg synes, jeg lærer noget nyt hver eneste dag. Aldrig har jeg vidst så meget om Danmarks historie. Det ville selvfølgelig være rart, hvis det lærte blev siddende, men når det ikke gør, er det blevet nemt at slå det op igen. På et eller andet tidspunkt bliver det vel hængende.

Det er skønt at kunne finde informationer online, men af og til tyer jeg til opslagsbøger, fordi jeg har brug for det visuelle overblik. Et eksempel er: Jeg slår Højby Sogn op på krabsen.dk og får at vide, at det ligger i Ods Herred, Holbæk Amt (det vidste jeg godt på forhånd). krabsen.dk fortæller selvfølgelig ikke om nabosogne.

Til det brug synes jeg bogen “Sogn Herred Amt” er uundværlig. Jeg har typisk bogen liggende på skrivebordet og kan hurtigt se, hvilke sogne, der grænser op til Højby. Trap Danmark fortæller også om det, men her er intet billede. Her får man dog at vide, at Højby både er herredets og landets største sogn. Det er som om, jeg husker det lærte bedre, hvis jeg slår op i en fysisk bog end online.

Så dum kan man være: For kort tid siden flyttede en anes efterkommere stort set alle til Vig Sogn, hvorefter de forsvandt for mig. Jeg jagtede dødsdatoer i det temmelig store sogn uden resultat, men de kunne jo ikke alle sammen være døde efter 1969 eller flytte. Et eller andet gjorde jeg altså forkert. Trap Danmark kunne fortælle, at annekssognet var det lille Nørre Asmindrup Sogn. Var jeg begyndt med at slå op her, kunne jeg have sparet mange timers bladren.

Der var ganske vist ikke gevinst i Nørre Asmindrup, men jeg havde lært noget, og nu har jeg simpelthen skrevet følgende på Holbæk amts side i “Sogn Herred Amt”

Hvis “forsvinder” fra Vig > Husk annekssognet Nørre Asmindrup.

Det er også hjælp

Slægtsforskere er ualmindeligt hjælpsomme mennesker. Det bedste eksempel er for mig Danske Slægtsforskeres Forum. Når jeg ikke kan læse kilderne, spørger jeg de kloge mennesker i “Hjælp til tydning af tekster m.v.”. De sover vist aldrig, for der er altid lynhurtigt svar (selv om natten), og de er vildt dygtige.

Da jeg i foråret forsøgte at finde mine tyske aner, havde jeg også meget glæde af forum og af siden om Tyskland, idet den offentlige forvaltning er meget forskellige fra den danske. Siden trænger dog til lidt opdatering, da den senest er opdateret for fem år siden (december 2019). Som eksempel går udviklingen på Archion – de tyske originale kirkebøger – stærkt.

Siden kunne måske også med fordel rumme en henvisning til Birgit Flemming Larsens fremragende – men også informationstunge og lidt svære – artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2, 2004? Artiklen kan hentes i Danskernes Historie Online.

DIS Wiki har en meget fin tysk ordliste, som jeg havde meget glæde af. Især forkortelserne drillede mig. Vi er så vant til m.f.P, s.f.B, sst., Bmd., Hmd. osv. Men hvad skrev de i Tyskland?

Det er også samarbejde

Jeg har en meget dygtig slægtsforskerkollega, og i fællesskab vil vi opbygge en database, der danner overblik over de centrale søgemuligheder, der nu findes. Hvor leder man bedst efter hvad?

Selv sidder jeg nemlig ofte og glemmer, hvor jeg også kan søge information, fordi mulighederne nu er mangfoldige. Databasen vil begynde helt banalt med at spørge “Hvad leder du efter?” Det kan fx være dødsfald, aftægtskontrakt, skifte, adoption, plejeforhold, lovgivning osv.

Ved du fx hvad “4/4-55” handler om? August Roesens bog “Dansk Kirkeret” fra 1975 leverede svaret. Det drejer sig om sognebåndsløsere altså mennesker, der foretrak en anden præst end ham i deres bopælssogn. Det er en uundværlig bog, der fortæller alt om ministerialbøgernes førelse. Jeg købte mit eksemplar antikvarisk til en billig penge.

Ud for hvert emne lister vi simpelthen svarene, som er de kilder, vi selv bruger. Hvis jeg kan finde ud af det, vil du få mulighed for at indsende egne bidrag. Målet er at skabe overblik, så vi medtager ikke “alt”, for så er vi ikke nået videre. Når vi en gang om et års tid er “færdige”, forærer vi databasen til Danske Slægtsforskere, hvis de vil have den, og ellers forbliver den bare på min egen hjemmeside, hvilket vil betyde, at den lever og dør med mig. Hvis den bliver brugbar for andre end os selv, er det måske ærgerligt? Problemet med den slags er selvfølgelig, at det konstant skal ajourføres, hvis det skal have værdi. Men det findes der nok en løsning på.

Selv hjælper jeg folk i gang med TNG, der er en slægtsdatabase, du lægger på din hjemmeside. TNG er en forkortelse for “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding”. Jeg laver ikke arbejdet for dig, for så kunne jeg få nok at gøre, men jeg lærer dig, hvordan du selv gør.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

“Dødsdømt” er fremragende podcast for slægtsforskere

"Dødsdømt" er fremragende podcast for slægtsforskere

1800-tallet gøres levende

“Dødsdømt” er fremragende podcast for slægtsforskere

Ved et tilfælde faldt jeg over podcasten “Dødsdømt”, som DR Lyd beskriver sådan:

En julekalender til alle, der er klar til noget helt andet end julehygge. Mange ser Danmark som et fredeligt, lille land, hvor dødsstraf aldrig har været en del af historien. Men sandheden er en anden. Hver dag i december dykker vi ned i de mest grusomme historier om de mennesker, der blev ramt af den ultimative straf, og undersøger hvad de gjorde for at modtage en så grusom dom.

Historiker og forfatter Søren Møgelvang Nielsen har været i arkivalierne. Han baserer sig på virkelige hændelser, men han bruger nutidens ord, hvorved fortid og nutid bindes sammen, så man forstår det bedre. Det er ganske enkelt fremragende, og på mine spadsereture har jeg lyttet til de 6 episoder, der er udgivet indtil videre. Og jeg ser allerede frem til de resterende 18 episoder, der alle finder sted i begyndelsen af 1800-tallet (vil jeg tro).

Perioden er præget af Frederik den sjette, Englandskrigene og statsbankerotten. Danmark har det hårdt på den tid. Det får han også flettet ind på en måde, så man måske lærer noget, man ikke vidste.

Han adderer det, han ikke har fra arkivalierne, og det er det, der gør serien meningsfyldt og fantastisk at følge. Det er eksempelvis:

  • stanken af afføring m.v. i de københavnske gader
  • de dødsdømtes tanker inden øksen falder
  • relationen der opbygges mellem præsten og den dømte i de 1½ år, den dømte venter på straffuldbyrdelsen
  • antallet af tilskuere til straffens eksekvering på Øster Fælled, og det er pivkoldt den dag i april
  • bigamistens tanker om sine tre børn fra det første (og lovlige) ægteskab

Jeg får også lidt inspiration til mit skriveprojekt om Brede Klædefabrik, for det er tydeligt, hvilken betydning det har, at man tilføjer følelser. Dem vil vi lyttere og læsere gerne have med, for det giver en oplevelse. Et godt eksempel er fangen på Christiansø, der har siddet i det lillebitte fangehul i et år. Fangehullet er så småt, at han ikke kan bruge sin krop. Det bevirker, at han er både fysisk og psykisk ødelagt, da han sætter sig til at skrive en benådningsansøgning til kongen.

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset

Hvor Lagkagehuset i dag ligger på Christianshavns Torv i København, lå Tugt-, Rasp og Forbedringshuset.

Jeg har tit tænkt på, hvad det med “rasp-” egentlig betød. Det lærte jeg i episoden “Danmarks største fangeoprør”. Fangerne sad år ind og år ud og filede på noget træ, der var blevet sejlet til Danmark fra fjerntliggende egne. Ofte var de fastgjort med et halsjern: en jernring om halsen, der havde en jernkæde, som kunne fastgøres til noget stationært.

Det, de producerede, blev brugt til at farve klædet i den fremvoksende klædeindustri. Træet afgav en blå farve, så man kunne let kende fangerne fra Rasphuset, fordi de selv blev farvet blå på hænderne og i ansigtet. Det gjorde det endnu mere umuligt at flygte, for de ville selvfølgelig blive genkendt med det samme.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvorfor formidle slægtens historie?

Hvorfor formidle slægtens historie?

Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

  1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
  2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
  3. Man får selv ny viden.
  4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

  • Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
  • Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
  • Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
  • Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Hvorfor formidle slægtens historie?Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdag

Carl Frederik KRISTENSEN (1899-1982)

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdagI dag kunne Carl Frederik KRISTENSEN 1899-1982 være blevet 125 år. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, men morfars skæbne har altid gjort mig så vred.

Hvorfor skulle den gamle udslidte arbejdsmand ende sit liv i baglokalet til en skobutik i Svaneke? Han sad bare og sad på sin divan, mens han så lidt fjernsyn, for han kunne ikke andet. Hans værelse var vel ca. på størrelse med min TV-stue – måske 12-15 m². Han havde sine tre fag reoler med lidt bøger, selvom han ikke var en belæst mand. Han havde et rundt spisebord med fire stole. Det var temmelig grimt. Der var et stribet væg til væg-tæppe; det var også grimt.

Ingen tog sig af ham. Ingen sørgede for, at han kom ud i solen. Han kunne ikke gå op ad trappen til 1. sal, så han måtte spise alene i det forbandede baglokale. Han måtte tisse i en kolbe, som jeg tømte, når jeg alligevel var nede med maden til ham. Hvad han gjorde med det større, ved jeg ikke. Det var uværdigt. Han spiste alene, han sov alene – var der nogensinde nogen, der passede på den gamle mand? Hvorfor var der ingen, der bad ham fortælle sin livshistorie?

Ingen gjorde formentlig andet end at score folkepensionen, for ellers kan jeg ikke se nogen grund til, at han skulle flyttes til et baglokale på Bornholm fra pensionistboligen i Odense. Jeg er mildest talt rasende! Og hvorfor blev jeg ikke inviteret til hverken morfars eller mormors begravelser? Det kunne »de« godt have gjort, når de vidste, at jeg var tæt knyttet til begge mine bedsteforældre på min mors side. Farmor og farfar har jeg aldrig kendt. De døde, før jeg kom til.

Om billederne

  • Det brunlige billede: Morfar var en smuk mand!
  • Morfar og den unge kvinde: Jeg tror, kvinden er hans søster Johanne Kristiane KRISTENSEN (1889-1966)’s datter Bertha Emilie Marie ANDREASSEN (1914-1992). Der er en historie om, at hun engang vandt en skønhedskonkurrence, men om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke.
  • Billedet med hestene: Morfar sidder på aflæggeren på husmandsstedet, inden han går fallit i 1925. Han fik forkøbt sig på landbrugsmaskiner.
    • Bag ham står »Faster Anna« som i virkeligheden var døbt Ane Kristine KRISTENSEN (1894-1974).
    • Hvem de to andre er, er jeg usikker på. Kvinden kan være hans søster Thora Karoline KRISTENSEN (1898-1987) og manden er muligvis hendes ægtefælle?

Aftægtskontrakter

Morfars 125 års fødselsdagEftersom min sociale indignation for morfar altid har været stor, har jeg beskrevet ham og hans liv adskillige gange. Senest i denne ret lange artikel fra januar 2024, som jeg har kaldt »I morfars kolonihavehus«.

Herudover har jeg læst en del aftægtskontrakter, også selvom de ikke lige angik min familie/slægt. Det er ikke fordi, jeg er særlig god til det, men jeg har fået et godt indblik i, hvordan det var at gå på aftægt. Eftersom der jo ikke var nogen form for social sikringsordning, var aftægtsfolkene fuldkommen afhængige af aftægtsgiveren. Det var jo typisk hos børnene, de gamle kom til at bo. Og nogle gange fungerede det godt. Andre gange fungerede det ad helvede til, hvor de gamle kun fik »til dagen og vejen« og egl. ikke holdt ret længe.

Jeg kunne godt tænke mig at lave et lille »sociologisk studie« baseret på de aftægtskontrakter, jeg har læst. Vil du være med? Kan du selv bidrage med kontrakter? Vi kunne skrive en artikel til »Slægtsforskeren«. Kathrine Tobiasen er vist glad for bidrag til bladet.

Man må kunne opstille kriterier, der går igen i alle kontrakterne. I de kontrakter, jeg har gennemgået, er der ikke en form for »skabelon«, og det kan undre. På den anden side set, forudsætter den form for systematisering naturligvis, at man har kunnet skrive, at man vidste, hvordan »de andre« gjorde, at man har kunnet videregive informationer, og det var ikke muligt på den tid.

Lige umiddelbart tænker jeg på:

  1. Hvor gamle er aftægtsfolkene, da kontrakten etableres?
  2. Hvor længe varer aftægten? (altså hvor længe holder de gamle til det …)
  3. Hvad skal aftægtsfolkene have og hvor ofte? Får de det? Passer det sammen?
  4. Hvad skal aftægtsgiver yde og hvor ofte? Passer det sammen?
  5. Er de i familie – i givet fald hvordan?
  6. Opstår der i kontraktens løbetid konflikter (vi kender til …)?
    • Hvordan løses de?

Morfars 125 års fødselsdag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.