/i , , , /af , , ,

Thesis tema til WordPress

Thesis tema er nemt og fascinerende

Jeg syntes nok, jeg flottede mig, da jeg fredag morgen over morgenkaffen besluttede at købe en livstidslicens til Thesis, men jeg ved nu 15 timer efter, at jeg ikke vil fortryde købet. En video overbeviste mig sammen med det faktum, at jeg ikke er – og sikkert aldrig bliver – videre god til CSS. Jeg har ikke tiden til at sætte mig ned og lære det til bunds.

I videoen giver en kunde det gode eksempel, at hver gang man downloader et af de gratis temaer fra WordPress, giver man sig til at bruge 10 timer på at tilpasse det til egne behov. Hvad er så den reelle kostpris? Det har jeg også gjort så ofte – og det er aldrig lykkedes mig at få noget brugbart ud af det. Af samme grund har I i årevis set “Cutline” af Chris Pearson (det var nu også flot!).

Hertil kommer, at der aldrig nogensinde vil kunne skrives et tema, der ramme alle mine ønsker, og altså må jeg enten gå på kompromis, skrive et selv eller købe Thesis, for her kan jeg indstille alt selv.

Det er imponerende, som de har taget et CSS og skåret det ud i småstykker, og så kan man selv indstille hver enkelt lille del. Alt kan blive, som du vil have det. Jeg har allerede moret mig med de vildeste kombinationer, men er indtil videre endt med noget, der hverken er revolutionerende eller innovativt – det skyldes, at jeg regner med, at mine læsere ikke er revolutionære, men dog nok innovative 🙂

Det er Chris Pearson (ham med Cutline), der står bag Thesis og skabt konceptet og firmaet, og jeg synes kun, man kan ønske den unge mand al mulig god vind i sejlene, og tænke på, at han formentlig har ret i, at det er det sidste tema, man nogensinde behøver at købe, for man har allerede købt al den fleksibilitet, man kan forestille sig. Hvis du blogger med WordPress og selv hoster siden, kan jeg med andre ord varmt anbefale dette tema, som ikke kun er et tema, men som samtidig tager var på din SEO!

/2 Kommentarer/i , /af ,

Det gode arbejdsliv

Medarbejdersamtale sætter tanker i sving

Jeg er så småt ved at forberede mig til den årlige medarbejdersamtale og i den forbindelse konstaterer jeg, at jeg er tilfreds med mit arbejdsliv.

Hvad skal man bruge til et godt arbejdsliv? Her er et bud:

  • Nogle opgaver man kan lide
  • Et godt lokale
  • En ordentlig arbejdsstation med en stærk pc
  • En god chef
  • Nogle gode kolleger
  • En ordentlig hyre

Jeg kan ikke finde på mere og vurderet på disse parametre, har jeg simpelthen et godt arbejdsliv – og skal jeg vurdere det på en skala fra 1-10, havner jeg på 9, da der ellers ikke er plads til forbedring. Der er altid ting, der kunne optimeres, men overordnet set er jeg godt tilfreds.

På én måde kunne jeg godt tænke mig ikke at sidde med eneansvaret for 3.000 brugere af mTID, men det er i og for sig kun et problem, når jeg ikke er her. I det daglige går det fint, selv om der kun er mig til drift, support og udvikling af tidsregistreringssystemet mTID. Problemet opstår først, hvis jeg har ferie eller er syg. Efter sådanne perioder kommer jeg som hovedregel tilbage til alle de mails, der er kommet, mens jeg var væk. Vi har talt meget om, hvordan det kunne løses, men ingen af os har en god løsning.

Jeg kunne også tænke mig at have nogle opgaver med at skrive tekster til vores intranet, og det står også i mit ansættelsesbrev, at jeg skal gøre det halvdelen af tiden, men der stiller sig altid en driftsopgave i vejen. Der er altid et eller andet større projekt på vej med mTID.

På én måde kunne jeg også tænke mig at have kolleger, der beskæftigede sig med det samme som mig, men i vores kontor er det hovedreglen, at vi passer hver vores butik – og egentlig går det jo også så glimrende.

Det er med fuldt overlæg, jeg kalder det “medarbejdersamtale” og ikke “medarbejderudviklingssamtale” for jeg har forlængst indset, at min faglige udvikling ikke sker på arbejdspladsen, men via alt det jeg lærer mig selv i min frie tid. De traditionelle skemaer tager altid udgangspunkt i, hvad man så har lært gennem året på jobbet. Ofte svarer jeg “minus”, men der mangler traditionelt herefter en boks, hvor man kan afkrydse, at det er OK, at det forholder sig sådan.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Til Sapa fra Hanoi via Lao Cai

En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.

Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”

Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.

Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.

Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?

Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.

Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).

Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!

Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.

Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.

I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?

/9 Kommentarer/i , /af ,

Tak, Gud, for denne lyse morgen

I skal nu lige have resten af nr. 911 med jer – syng den med rytme og “rock i synagogen”, så er den rigtig fed:

Tak, Gud, for denne lyse morgen
Tekst og musik: Martin G. Schneider 1963 (rettet i 2024 pba. informationer fra Ole Engel)

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.