/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

Datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

I en herlig gruppe med ligesindede

Posten handler om datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

Min kærlighed til struktur og databaser krævede forklaring for at give mening. Derfor skal du til bunden af posten for at læse specifikt om SPQ.

Facebookgruppen “Aspergers Syndrom Danmark”

Jeg er med i en rigtig dejlig Facebookgruppe ved navn “Aspergers Syndrom Danmark”; den er god, fordi medlemmerne er rare og hjælpsomme, og fordi der aldrig er det, psykologen kaldte “fnidder-fnadder”. Tingene er ligeud ad landevejen.

Jeg skriver ikke selv specielt meget der, i den forstand at jeg ikke ret ofte tager initiativer til opslag, men jeg læser altid med, og er der noget, jeg synes, jeg kan svare på, gør jeg det.

Det sker ofte, at folk spørger “kender I det at…” et eller andet.

I forbindelse med at jeg har det så fantastisk med organiseringen af mine > 2.000 stedkoder, som andre garanteret synes er virkelig sært, når det er 27° C, og jeg kunne gå en tur i stedet, var det i dag min tur til at spørge, om de øvrige kendte glæden ved struktur og data. Og tænk det gjorde de!

Mit oplæg blev lidt langt, for jeg blev nødt til indledningsvist at forklare, hvad det overhovedet går ud på: der skal sogn, herred, amt og land på enhver lokalitet, der skal GPS-koordinater på, præpositionerne skal være korrekte (man er jo ikke født “på” Bjergby Sogn men “i”, man er ikke begravet “i” en eller anden kirkegård men “på” (selvom man godt nok kommer “i” jorden 🙂 ), store og små bogstaver skal være korrekte og konsistente hele vejen igennem, så det fx bliver: “på Brejning Kirkegård, Gauerslund Sogn, Holmans Herred, Vejle Amt, Denmark”.

Her er mit oplæg til debatten

Hej med jer.

Der er så tit nogle, der spørger “kender I det at….”. Nu har jeg et lignende spørgsmål, der kræver lidt indledende forklaring – men hold ud:

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Jeg har gjort mest ud af fortællingerne om de mennesker, jeg har i min database, men stamdata skal jo være på plads og korrekte, før man er en ordentlig slægtsforsker. Jeg er nået så langt, at det er svært lige at finde nye data på mine ca. 4.500 personer i databasen. Nu leger jeg i stedet med data:

Her kommer det så endelig:
Kender I det med at ELSKE at systematisere ting, fx data?
I databasen har jeg fx 2.032 stedkoder, men de har ikke samme struktur, idet de er samlet sammen over 18 år. Det har jeg nu besluttet, at de skal have. Så jeg har det helt fantastisk med at sidde og gennemgå dem alle, og sørge for at de faktisk får samme struktur i betydningen: lokalitet (hvis den findes), sogn, herred, amt og land. Det er et enormt arbejde, der kræver mange opslag rundt omkring for at finde information, men jeg glæder mig sådan over at mine stedkoder nu bliver ens.
På samme måde har jeg lige gjort orden i mere end 1.000 billedfiler: navngivet billedet med personnavne, og hvis det er et gruppebillede, så angivelse af alle personer i filnavnet fra venstre mod højre med efternavn, komma fornavn(e).
Jeg beklager, det blev lidt langt, men min kærlighed til struktur og databaser krævede forklaring for at give mening.

Arbejdet er på en måde lidt kedeligt, men resultatet bliver godt.

Derfor tager det sin tid

Det tager en pokkers tid, for der er næsten ikke grænser for, hvad jeg for 15 år siden fandt det unødvendigt at skrive. Det blev bare til fx “Bjergby kirkegård”. Javel ja – men dem er der jo en del af. Nu skal det være “Bjergby Kirkegård, Stigs Bjergby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark”. Men for at nå frem til det, kræver det en forståelse for, hvad Maren Sophie Christoffersdatter ellers foretog sig i Tuse Herred, hvor hun levede og jeg “kendte” hende.

For 15 år siden skrev jeg bare, at jeg havde fundet dødsfaldet på IGI (International Genealogical Index = amerikansk slægtsfuskerindex, nu slået sammen med Family Search, der kan være fint til at finde spor, men da heller ikke mere).

Jeg havde noteret, at den ægtefælle, hun døde fra i 1885, var den “forkerte”, han hed ganske enkelt noget “forkert”, idet hun jo var gift med Lars Hansen, men døde fra Christen Jensen, jf. kirkebogen. Dog havde jeg noteret, at han jo kunne være død, og hun kunne have giftet sig igen. I aftes sad jeg så og kunne finde på Arkivalier Online, at den var god nok: Lars Hansen var død i 1853 i Kundby, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark, og hun giftede sig anden gang med Christen Jensen den 23 okt. 1858 i Kundby Kirke, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark. Og pludselig stemmer det med folketællingerne, som fantastiske frivillige har transskriberet og tastet ind over en periode på ca. 20 år. Når man sådan lader sig “aflede”, tager det selvfølgelig tid, men det er et billede på de muligheder, vi har nu om stunder, som ikke fandtes for 15 år siden. Dengang måtte man prioritere tiden på arkivet ved mikrokortapparatet.

Nåh, men tilbage til sagen: Facebookgruppen

Det har været helt fantastisk at læse om foreløbigt 23 gruppemedlemmer (nu den 5/7 – 2021 er tallet steget til 39), der genkender min fascination af data, struktur, orden og mønstre. Fascinationen kommer til udtryk på mange forskellige måder, men grundsubstansen er der ingen tvivl om:

  • En bygger Lego, men ordner alle klodserne i en bestemt struktur, inden hun går i gang med et givent byggeri og når hun nedtager projektet.
  • En interesserer sig for psykiatriske diagnoser og er især fascineret af systematikken. Jeg kunne så supplere med, at da jeg blev syg, købte jeg “Medicinske fagudtryk – en klinisk ordbog med kommentarer” af Jan Rytter Nørgaard, NAF, fordi jeg ønskede at forstå det psykiatriske diagnosesystem bedre for at kunne stille bedre spørgsmål.
  • En sætter alt muligt i orden – og bruger også tid på at sætte ting i orden bagud, hvis hun finder et bedre system, selvom det nuværende egl. fungerer.
  • En er en fremragende bogholder, fordi bogholderi kræver systematik og orden. Hun systematiserer ofte (på sit job) flere ting, end hun egl. skal, bare fordi hun kan lide det.
  • En finder “nøglen” i computersystemer, uanset hvor få data, hun får stillet til rådighed.
  • En ser systemer og orden og har sans for detaljerne ligesom et puslespil, der skal gå op. Når hun lægger fysiske puslespil, er der også system i hendes tilgang.
  • En er på vej til at blive en fantastisk slægtsforsker, fordi hun har styr på ufatteligt mange detaljer i forbindelse med Titanics forlis. Hun kan fortælle historier om, hvem der gik først i redningsbådene, fremfor bare at formidle datoer. Og det er om folk hun “kendte”. Sådan skal det gøres!
  • En bruger ikke sine Filia-farver, for hun er ikke kreativ, men de er ordnet efter farveskala nede i æsken.

Det er så herligt at blive forstået helt ind til kernen. Vi med Aspergers syndrom kan altså noget, andre ikke kan – og så må andre mene, vi er sære.

Systemizer-testen (SPQ)

Da jeg blev udredt for Aspergers syndrom, medbragte jeg til 1. samtale en mappe til psykiateren indeholdende det, jeg regnede med, hun kunne få behov for til en start. Selvfølgelig ordnet i et eller andet system. Hun fortalte langt senere, at det var bare en af de små ting, der havde fået hende til med det samme at regne ud, at jeg var på Autismespektret.

Jeg gik igennem mange forskellige samtaler med den søde psykiater, og der var minimum tre tests. Den, jeg husker bedst, fordi jeg scorede vildt højt i den, var “Systemizer”. Så vidt jeg husker, scorede jeg her 94 eller 96 pct. Og det er eksorbitant. Hvis du har lyst at se dine talenter som “Systemizer”, findes testen her.

Afslutningsvist kan jeg fortælle, at mine indkøbssedler er struktureret efter butikkens orden. Så er det jo meget lettere at gå på indkøb. Det forstod psykiateren med det samme. Jeg kan også fortælle, at jeg har sådan et pænt glasskab fra Montana med glaslåger, så man kan se indholdet. Glassene er rettet ind med lineal, for ellers kan jeg ikke holde ud at se på dem. Psykiateren sagde: “Det er bare et eksempel på, i hvor høj grad, du er en Systemizer.

Psykiateren hed i øvrigt Pia Bohn Christiansen, og jeg fandt frem til netop hende, fordi hun havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers Syndrom, og det havde jeg “krævet”. Hun havde godt nok en ventetid på ca. ni måneder, men det var der så ikke noget at gøre ved, og i øvrigt var hun værd at vente på.

Min egen historie om vejen til diagnosen

Er du interesseret, kan du her læse min personlige beretning om Aspergers syndrom og om udredningen.

Nyttige eksterne links

Logo Facebookgruppen Aspergers Syndrom Danmark

Logo fra Facebookgruppen Aspergers Syndrom Danmark. Klik på billedet bringer dig til gruppen.

Dansk Facebookgruppe om Aspergers syndrom: Den hedder Aspergers Syndrom Danmark. Gruppen er for alle med interesse i Aspergers Syndrom i Danmark.

Endnu en Facebookgruppe om Aspergers syndrom. Gruppen er kun for piger og kvinder med en Autismespektrum-forstyrrelse. Det vil sige at du skal have en officiel autismediagnose.

Aspergerforeningen. Jeg bruger ikke selv siden så meget, men de har mange fine links til yderligere information og viden.

/i , , , /af , , ,

Farvel til psykologen – det kunne have været værre

Farvel til psykologen – det kunne have været værre

(Billedet er helt hen i vejret og hænger overhovedet ikke sammen med teksten. Det er et udsnit af min farmors og farfars gravsted på Sorgenfri kirkegård. Gravstedet findes endnu, og billedet er egenhændigt taget. Jeg har aldrig mødt de to mennesker, for de var døde, længe før jeg kom til Vestjylland. Men jeg kunne ikke finde på andet)

Vi startede i 2014 eller 2015

Der var engang i 2014 eller 2015, hvor jeg kom fast i Psykiatrifonden ved Nørrebro station, faktisk på Hejrevej, i et “afklarings- og udviklingsforløb” hed det vist, og havde Anette som erhvervspsykolog og Jane som erhvervsrådgiver, for jeg ville jo med djævlens vold og magt arbejde, selvom de begge tænkte ved sig selv, at tiden vist var inde til pension.

Der er løbet meget vand i stranden siden. Det er mange indlæggelser siden. Det er mange fleksjobs siden. I det hele taget er det længe siden.

For første gang i livet mødte jeg behandlere, der accepterede mig, som den jeg var (og er). Og jeg er lidt speciel; det ved jeg godt selv. Ingen af dem prøvede at lave om på mig. Det var godt og rart. Jeg blev beriget – men ikke belært.

Janes rolle var udspillet, da jeg blev godkendt til fleksjob eller måske allerede, da hun fandt den første praktikplads til mig. Anette har jeg kunnet holde ved, fordi jeg har fået exceptionelt mange lægehenvisninger, og så er egenbetalingen omkring en tredjedel. Den resterende del betaler regionen vist.

Vi har ryddet op i alt l*****

Jeg bander helst ikke – og da slet ikke på skrift, så du må selv gætte, hvad stjernerne står for. Men her er de berettigede, og måske kunne jeg have skrevet de rigtige bogstaver! Det ville også være berettiget. For mindst 10. gang er jeg gået igennem et behandlingsforløb. Men endelig er jeg blevet fri. Jeg er blevet den, jeg altid har været, og det er grunden til, at jeg nu nyder hvert et sekund af mit nye liv. Hver eneste dag. Jeg har ikke længere den bagage fra fortiden, jeg ellers har slæbt rundt på, og som jeg troede skulle være en livsledsager til den dag, jeg lukker mine øjne for sidste gang. Jeg håber at få 30 år i denne tilstand. Hvis jeg holder, til jeg er 87 år, er det også okay. (Jeg er 57 år nu.)

Allerede på børnehjemmet, hvor jeg var i 2½ år, syntes de, jeg var mærkelig, muligvis “retarderet”, fordi jeg “lå så underligt sløvt og slap hen”. Heldigvis var der en kvik socialrådgiver, der mente, jeg bare trængte til et rigtigt hjem med rigtige forældre efter så langt et ophold på institution. Dette er direkte citater fra adoptionssagen.

Min biologiske mor havde aldrig så meget som set mig, idet hun fødte bag et (vist nok) blåt klæde og jeg blev overgivet til “Dear Home” i Hellerup, der var navnet på børnehjemmet, straks efter fødslen. Sådan foregik det i 1963, når moderen (og evt. faderen) ikke ville have barnet.

Jeg kom til et virkelig godt hjem i Vestjylland, det var bare “ærgerligt”, for nu at bruge et mildt udtryk, at min far døde i november 1972, da jeg var ni år, og min mor herefter giftede sig med en mand, der var pædofil. Anette siger, at han var “psykopat psykopat”. Min mor kendte til det seksuelle misbrug gennem seks år (1974 -’80) men greb ikke ind, da hun ikke kunne finde ud af, hvad hun så skulle stille op med to børn (jeg har også en halvbror født i marts 1976). Klaphat/Skvatrøv! Engang for flere år siden skrev jeg et indlæg, jeg kaldte “Barn af uønskede forældre”, for det var sandheden, og det står jeg ved.

Så mange år op ad bakke troede jeg aldrig, jeg ville slippe fri af, men det har Anette hjulpet med. Nu er jeg fri, og hun er dygtig! Jeg har skrevet afskedsbreve til de relevante personer, og jeg har stadig brevene på harddisken. Pga. min dårlig hukommelse gemmer jeg stort set alt. Det er ikke så længe siden, jeg læste disse breve igen. De er “spot on”, og der er ikke stukket noget under stolen; det er en del af det at have Aspergers Syndrom. De rå sandheder har været nødvendige. Det har været svært men nødvendigt, og Anette har accepteret, at sådan er jeg. Sådan har hun hjulpet med at rydde op.

Hun er også kunstterapeut (hedder det vist). Det er sikkert godt for en masse mennesker, men det er ikke noget for mig. Jeg har ikke engang lyst til at høre om det. Det har hun videre accepteret, at jeg ikke ville. Jeg er fra et sted, hvor de havde mange kreative evner med netop tegning/maling, musik og al den slags. Jeg kan bare intet af sådan noget, så jeg havde ikke lyst at komme til kort endnu engang og udstille min manglende talentmasse.

Anette har også af og til været usikker

Når der kommer en “patient” med så massive problemstillinger, som er så højt oppe i alderen uden at have fundet fred og et ståsted, er det naturligt at selv en meget erfaren psykolog kan blive usikker. Men vi “har gået vejen sammen”. Vi har eksperimenteret sammen.

Hun har ladet mig optage alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen for at afbøde den svigtende hukommelse. Optagelserne er naturligvis fortrolige. Jeg har aldrig mærket/hørt hendes usikkerhed, og den skal jeg heller ikke betale for, men hun har fortalt om den i dag, hvor vi skulle sige “farvel”, hvilket kom lidt bag på mig. Jeg har sikkert bare glemt, hun har oplyst det tidligere.

Vi har sagt farvel i dag, men vi har prøvet det tidligere. Hun fortalte, der var et helt år, hvor jeg ikke kom. Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, der var et farvel, der var værre. Eller måske ikke ligefrem huske, men jeg har genlæst en blogpost, vist nok fra 2018, hvor vi også sagde farvel.

Jeg kan selv

Nu kan jeg selv! Og det glæder mig uendeligt meget. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, og jeg har Distriktspsykiatrien til at holde mig på sporet, hvis det skulle skride. I realiteten har jeg ikke noget at komme til en psykolog med mere. Det er slut. Der er ryddet op. Jeg har stort set ikke nogen dagsordner længere, og det er intet mindre end et mirakel, at jeg kan selv. Jeg har fundet både fred og ståsted – takket være Anette. Hun fortæller, at hun får følelsen af “Yes”, når nogen går ud ad døren og kan selv og ikke har aftalt en ny tid. Hun har “kunder” nok i sin butik.

Dukker der noget op, er hun jo bare flyttet til Holbæk, og der kører DSB også til – vist endda hver time. Måske kan jeg få en eller anden ordning med Flextrafik, nu hvor jeg er blevet (en glad) pensionist. Det er jeg gået i gang med at undersøge hos Hvidovre Kommune. Og så: vi kender hinanden godt nok til, at vi også kan få det til at fungere med online-sessioner. Det prøvede vi en gang i sidste uge, og det gik rigtig fint. Så har jeg ganske vist ikke en lydoptagelse at støtte mig til, men så har jeg gode gammeldags noter. Dem skal man heller ikke kimse ad.

Jeg har mistet et fast holdepunkt i tilværelsen, men realiteten er, at jeg ikke har brug for hende mere. Faktisk siger hun det selv. Det er virkelig fantastisk. Kære læser: Glæd dig sammen med mig.

/i , /af ,

Så tåbelig kan man (jeg!) være

Så tåbelig kan man (jeg!) være

Er der 465, 519 eller 1.085 gamle billeder?

Det er ikke ret længe siden, jeg systematiserede navnene på alle de gamle billeder. Det gik der vel et par dage med.

I aftes gik det op for mig, at jeg kun havde versionerne med vandmærkerne. Originalerne var simpelthen væk! Og nogle havde to vandmærker. Herudover var det uklart, om der skulle være 465 eller 519. Hvad/hvor/hvem var de 54? Endelig oplyste TNG ved importen, at 87 enten manglede eller havde forkert filnavn.

Hvordan jeg kan have lavet så meget rod, ved jeg ikke.

Endnu engang: Hurra for backup

Heldigvis tager jeg jævnligt backup af hele C-drevet, så på den eksterne harddisk lå en backup fra den 11. juni. Naturligvis med de gamle navne og incl. alle dubletterne og billeder af alle de kirker, jeg engang syntes, det var interessant at samle sammen. Derfor rummer den 1.085 billeder. Der er kun en vej, og det er forfra. Men sikke en orden der kommer (endnu engang). Jeg er bare glad for, jeg fandt dem, eftersom det har taget 15 – 18 år at samle dem sammen, og de ville være helt umulige at genskabe.

Belært af første omgang vil jeg denne gang alfabetisere med efternavnet først efterfulgt af et komma og så for- og mellemnavne. Det gør det nemlig meget hurtigere at knytte billeder og personer sammen i Legacy, da billedværktøjet dér er baseret på efternavne i den primære kolonne.

 

Så tåbelig kan man (jeg!) være

Birthe Marie Pedersens to døtre Ida Elisabeth Marie Christensen og Ingeborg Christine Magdalene Christensen

 

/i , /af ,

Venskab med forskellighed

Venskab med forskellighed

Jeg nyder hvert et sekund

Venskab med forskellighed.

Jeg talte med min ven om det med at kede sig ctr. ikke at kede sig. Hun har en masse interesser, jeg ikke deler og vice versa. Sådan er det at have et venskab. Vi kender hinanden på et metaplan; det sætter jeg utrolig stor pris på. Hun har fx. umådelig stor forstand på operaer, men kommer til kort, hvis jeg nu skulle begynde at tale om hjemmesidedesign; så det gør jeg ikke. Det udvikler forhåbentlig os begge! Eller også tier vi bare stille i respekt for, at vi er forskellige! Hvis man grundlæggende holder af hinanden, skal man jo ikke være enige om alting.

(Senere: det gik ikke, og vi har sagt farvel. Man skal ikke ændre mig.)

At kede sig

Min ven har forladt arbejdsmarkedet for mange år siden. For mig er det nyt ikke længere at skulle måles og vejes – og på det seneste blive fundet for let hver dag – men jeg elsker det. Jeg elsker hvert et sekund af mit nye liv.

Vi talte om det med at kede sig eller ej. Ingen af os keder os.

Nogle anskaffer sig et Netflixabonnement som det første, når de bliver pensionister – førtids- eller ej. Jeg har kontakt med tidligere medpatienter, der er tilkendt pension, fordi de er hammer-syge, og som bruger dagen på at se serier på Netflix.

Jeg har omvendt skyndt mig at afmelde mit abonnement på Netflix. Hvorfor betale 79 kr. pr. måned for noget, jeg alligevel aldrig brugte?

Kognitive deficitter

En kognitiv deficit er for mig, at jeg ikke kan holde på en historie fra den ene aften til den anden. Andre mennesker kan starte på en serie om mandagen og se videre om tirsdagen og om onsdagen. Det kunne jeg også engang, men det kan jeg ikke længere. Det er lidt træls, men det er på den anden side ikke noget, jeg begræder. Der er så meget andet, der optager mig mere.

Det sker en sjælden gang, jeg finder en film, jeg gerne vil se; jeg tænder for den, ser præamblen og tyve minutter ind i den, hvorefter det går op for mig, at jeg reelt ikke ser/lytter. Jeg har meget mere lyst til at lave noget selv, selv at være aktiv. At sidde og “glo” ind i TV-skærmen er ikke noget for mig.

Da jeg havde Parkinsonisme

Jeg tegnede abonnementet på Netflix, da jeg havde Parkinsonisme i sommeren 2020, for der var jeg alvorligt bange for, at jeg også var dement, og så kunne tiden vel gå med at glo passivt ind i en skærm?

Det gav sig allerstærkest udtryk, da jeg en morgen ikke kunne huske, hvordan man lavede kaffe. Det var frygteligt. Forestil dig, at der er noget, du har gjort mindst 14.600 gange tidligere, og og som du pludselig ikke længere kan huske, hvordan man gør. Jeg forestillede mig, at jeg skulle holde fast i livet med det alleryderste af neglene. Og at der måtte komme nogen og lave kaffen for mig! Jeg skruede op for nødkaldet og ringede til Hvidovre Kommune for at sikre mig, at det nu også virkede.

Næh – jeg vil ikke pive. ECT er godt for mig, og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til medicinen, som var det, der fremkaldte Parkinsonismen. Jeg vil bare fortælle, at Parkinsonismen var værre end både manierne og depressionerne tilsammen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.