, ,

Det er fantastisk

Næsten ikke til at tro det

I kan formentlig ikke forestille jer, hvordan det føles, at arbejdslivet er slut fra den ene dag til den anden, og hvordan det er at være ude af et årelangt limbo. Når jeg tænker over det, føler jeg stadig lettelse. Gad vide hvor længe det vil vare? Rehabiliteringsteamets ‘ordfører’ talte om en mulig krisereaktion. Indtil videre mærker jeg på ingen måde en krise. Faktisk synes jeg nærmere, jeg er kommet ud af en krise. Men det var selvfølgelig pænt af hende at sige det.

I min e-Boks kom teamets skriftlige indstilling til pensionsnævnets møde den 8. april, hvor den endelige afgørelse træffes. De har sammen med min sagsbehandler lavet et utrolig solidt stykke arbejde. Det er lidt voldsomt at se hele livet med alle op- og nedture ridset op på ca. otte sider. Ud fra det, de har samlet sammen, er der ingen tvivl om, hvad pensionsnævnet skal komme frem til. Det ses uhyre sjældent, at pensionsnævnet ikke følger teamets indstilling. Min psykolog siger, at vi går i  ‘Aftenshowet’, hvis der bliver problemer. Personligt bryder jeg mig ikke om den udsendelse, men idéen er sikkert god nok.

Man kan deltage i pensionsnævnets møde, hvis man har lyst eller behov, men det ser jeg nu ingen grund til. Hvad skulle jeg der? Jeg har besvaret partshøringen med en kort mail om, at jeg ikke har kommentarer, og at jeg synes, jeg har fået en flot behandling i Hvidovre Kommune. Der er nogle faktuelle – men reelt ligegyldige – fejl i indstillingen. Fx er det ligegyldigt, at Aspergers Syndrom blev diagnosticeret i 2019 og ikke 2009. Det er jo netop denne diagnose, der gør, at jeg ser sådanne detaljer. Herregud, ti år fra eller til…

Man læser altid om alle de tilfælde, hvor jobcenteret og borgeren kommer på kant. Dem er der tusindvis af, og det er sandt, at mange behandles elendigt i hele ‘systemet’ og fx må betale private socialrådgivere som den fantastiske Marianne Stein, så det er så utrolig vigtigt også at fortælle den positive historie, når den findes. Jeg mener, jeg gennem hele forløbet har fremhævet, at Hvidovre Kommune er en god kommune at bo i.

Slægtsroderi

På gravstenen på billedet ses min farmor og farfar, som jeg desværre aldrig har truffet.

Jeg har hjulpet en ven og tidligere kollega med at starte en slægtshjemmeside i TNG, som står for ‘The Next Generation of Genealogy Sitebuilding‘. Det er skønt at kunne give noget videre, når man selv har fået meget hjælp til alle mulige former for nørderier. Jeg har sat en side op i det program mindst 50 gange, så det var en smal sag at hjælpe ham i gang. Han fortæller, at jeg, og en anden kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen, lærte ham at slægtsforske. Jeg husker – som vanligt – intet af det.

Jeg har kastet mange timer efter min egen slægtsdatabase, det er så hyggeligt, og jeg har de seneste dage lært mere om PHP og filstrukturen bag TNGs sprogmoduler, end jeg har vidst i mange år. Når man dyrker det lidt, er det alt sammen så logisk. Jeg har fået etableret nogle bedre (synes jeg da selv) danske tekststrenge, og puslet lidt med at prøve at oversætte noget til engelsk. Sidstnævnte kræver dog, at nogen mere sprogkyndige  ser det efter i sømmene. Det, jeg lægger på nettet, skal være i orden, hvis det overhovedet kan blive det! Hjælpsomheden på nettet er enorm, så det skal nok lykkes at finde nogen, der kan gøre det godt og helt sikkert bedre end mig.

Magien der blev væk

I går mailede jeg lidt med Maj-Britt, der, sammen med hendes mand Per, er en tidligere ‘slægtsforskerkollega’. Vi har tilbragt mange skønne timer sammen. De slægtsforsker heller ikke længere og har fået andre interesser. Hun fortalte blandt andet, at de syntes, at lidt af magien forsvandt, da alt det basale kom på nettet. Og det er  rigtigt. Nu kan alle kirkebøger og folketællinger studeres hjemme bag egen skærm på Statens Arkivers hjemmesider – det er selvfølgelig dejligt, men den magi, der var over at stå i kø på trappen til Landsarkivet i Viborg, eller at måtte tidligt op også lørdag morgen for at få en plads på Landsarkivet i København på Jagtvej, er væk. Og det samme er de venskaber, der knyttedes i rygepauserne, hvor vi udtænkte nye strategier til at finde en forsvunden ane og nye store projekter til gavn for alle slægtsforskere.

Jeg har været med i mange fine og vilde projekter. Det største og bedste var formentlig ‘Nygårds sedler’, der omfattede 425.433  sedler, der blev gjort tilgængelige af bare 36 indtastere, som indtastede de navne, stillinger mv., som fem fotografer havde affotograferet. Nu kan sedlerne findes og søges frem her: https://ddd.dda.dk/nygaard/sogeside.asp. Projektgruppen havde et fornemt samarbejde med Statens Arkiver.

Jeg gider heller ikke finde frem til flere gamle døde mennesker, men jeg morer mig med slægtsdatabasen på nettet! TNG fortæller om:

  • 4.375 personer
  • 1.610 familier
  • 139 unikke kilder
  • 9 arkiver
  • 1.205 billeder
  • 2.031 unikke steder
  • 6.618 notater
  • 76 begivenhedstyper

Det var ti fantastiske år. Men det var det. Nu leger jeg bare med databasen for at optimere præsentationen på både dansk og engelsk.

Det er fantastisk

Fantastiske internet

En løs forbindelse

Tanker om corona-tiden

Corona-tiden er under alle omstændigheder noget skidt! Det er farligt at få Covid19, man kan dø af det, samfundet er gået i stå, børnene mistrives, de små virksomheder lider, jeg trænger til at blive klippet, batteriet i mit armbåndsur er færdigt, og det samme er pæren i sengelampen. Men der er også positive aspekter. Det handler dette indlæg om.

Alt det man kan online

I går var det for koldt at gå nogen steder, og jeg skulle egentlig have været til psykolog. Psykologen tilbyder imidlertid onlinesessioner, så vi mødtes online. Vi kender hinanden gennem ca. fem år, og derfor lykkedes det rigtig fint via Google Meet, som jeg ikke havde prøvet før. Havde vi ikke kendt hinanden godt, ville det muligvis ikke have fungeret. Jeg mener ellers, at man bør sidde overfor hinanden, når der skal tales ‘dybt’, men jeg blev positivt overrasket.

Nettet eksploderer med online-tilbud. Jeg er dybt fascineret af alt det, man pludselig kan online. Jeg håber, det er en tendens, der er kommet for at blive og ikke forsvinder, når vi har fået bugt med pandemien. En aften fortalte TV Avisen fx om, at højskolerne tilbyder, at man kan lære at spille klaver online. Utroligt.

Folkeuniversitetet Aarhus har lige p.t. 23 tilbud, der kan livestreames. Om lidt har jeg tænkt mig at deltage i ‘Tarmens tabuer’. Det er måske ikke det mest ophidsende, men alligevel kan der sikkert falde et par guldkorn af.

Jeg skal til møde i rehabiliteringsteamet den 11. marts. Det bliver også online via Teams (som jeg endelig har fået til at fungere). Sagsbehandleren og jeg har testet, at det fungerer både på PC og iPad. Det bliver let at have psykologen med som bisidder, for jeg skal bare tage iPadden med ud til hende i Høje Taastrup, klikke på et link og så er vi på.

En gammel ven og kollega fandt mig

For mange år siden (2000 – 2004) var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen og knyttede mange gode venskaber på tværs af organisationen. En af vennerne, som jeg traf på et lederkursus, begyndte også at slægtsforske, og vi havde meget til fælles og sås vist en del. Alt dette kan jeg selvfølgelig ikke huske, men det kan han.

I formiddag kom der en mail via min kontaktformular på hjemmesiden. Det var en længere mail, hvor han fortalte en del om, hvad der var sket i hans liv, siden vi sidst sås. Han ville gerne ringes op, og selvfølgelig ringede jeg til ham, da det var en mail med mening. Det blev en rigtig god samtale, og vi har aftalt at ringe sammen igen.

Det havde ikke været muligt uden internettet (og sikkert Google). Og corona-tiden gør måske også kontaktbehovet større end det plejer at være? I hvert fald taler jeg mere i telefon, end jeg plejer, for det er en god måde at holde de sociale forbindelseskanaler åbne på.

Har coronaen ændret din hverdag?

Podcasts

En af mine venner, der ellers ikke er så ‘teknisk’ anlagt, er begyndt at høre podcasts, hvilket hun ikke har gjort før.

SIND-bladet har i sit seneste nummer en guide til at lave podcasts. Jeg har ikke fået læst den endnu, men hvis det ikke er alt for bøvlet, har jeg tænkt mig, at jeg også vil forsøge at lave en – bare for sjov og for at udvide horisonten. Du hører nærmere.

 

 

Nye vandresko

Nye vandresko

Jeg lod mig inspirere

Eric og  Lene går meget, mens jeg er kropsdoven og let forfalder foran min 32″ skærm til enten arbejde eller artiklerne til selvbiografien. Eller jeg bruger en hel formiddag på at spille Wordfeud med to venner eller noget andet, der må henregnes til et driverliv.

Realiteten er, at jeg har masser af tid selv dage, hvor jeg arbejder 9-17, hvilket sker ofte for tiden på grund af Coronakrisen. Mange mennesker vil gerne sende en hilsen til deres kære i ind- og udland for at vise, at de tænker på dem. En anden realitet er, at det er forår og solen skinner fra en skyfri himmel. Vinden er godt nok iskold, men jeg kan jo bare vælge den rette jakke.

Jeg har ladet mig inspirere af Eric og Lene. Tak skal I have.

Nu går jeg med

Ned gennem den fine Vigerslevpark med masser af påske- og pinseliljer – samt i dag et egern – og tilbage ad den temmelig triste Hvidovrevej er der 3.800 skridt, og det tager 35 minutter, som er det, man siger, man minimum skal motionere hver dag. Der er langt til de ‘lovbefalede’ 10.000 skridt, men nu er jeg da kommet i gang, og jeg nyder det. I dag hørte jeg undervejs en spilleliste på Spotify bestående af det bedste fra Højskolesangbogen.

Jeg prøver at gå til, så der kommer sved på panden. Det føles godt sådan. Målet er at blive i stand til at gå Damhussøen rundt, som, så vidt jeg husker, netop er 10.000 skridt og syv kilometer. Den lille café, som plejer at være et godt pit stop, er dog næppe åben for tiden.

Man skal aldrig gå ned på udstyr

For to år siden købte jeg et par Salomon vandresko, men jeg blev aldrig gode venner med snørelukningen. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Jeg har spurgt i forretningen, og jeg har set videoer på YouTube. Lige lidt hjalp det.

Nu har jeg gjort kort proces og købt et par nye vandresko af mærket Trespass med helt almindelige snørebånd. Det ved man da, hvad er. De er noget små i størrelserne, så jeg skal op i en størrelse 41. Det ser lidt voldsomt ud, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg håber mit nye tiltag også kan forbedre søvnen ad naturlig vej. Men uanset hvad så er det skønt at være kommet i gang igen.

,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.