/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg glæder mig

Jeg glæder mig

Det bliver så rart

Jeg ser sådan frem til at starte i mit kommende job og til at få orden på mit arbejdsliv igen. Det er alt for mange år siden, der har været det. Det er en belastning ikke at kende dagen efter at den ene eller den anden kontrakt løber ud, eller jeg selv siger op på grund af overbelastning.

Der har været alt for meget kontakt til jobcentret, så selvom de er søde og flinke, vil jeg gerne slippe for kontakten til dem.

Starten er desværre udsat nogle dage, idet ham, der skal installere diverse programmer og headset, er blevet syg. Det er ærgerligt, men sygdom er ingen herre over.

Jeg glæder mig til at komme i gang og til at se, om jeg i det hele taget kan finde ud af det, men det burde jeg kunne. Der er noget med nogle systemer. Den del er jeg ikke bekymret for, for det er jeg som hovedregel god til.

Det er mere situationer som: “Goddag Interflora. Jeg vil gerne have en pæn buket til omkring 300 kr.” Hvordan søren ved jeg, hvad en “pæn buket” er? Jeg regner dog med, at jeg vil få en eller anden form for oplæring i sådanne spørgsmål. Herudover har jeg fået at vide, at jeg altid kan stille om til kundeservice, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Der er altså et sikkerhedsnet.

Vagtplaner

Der vil være rullende vagtplaner:

  • Uge A: mandag, onsdag, fredag 15:00 – 17:00
  • Uge B: tirsdag, torsdag 15:00 – 17:00 plus lørdag 9:00 – 12:00
  • Højtider og særlige dage: vist nok 9:00 – 17:00, men det kan jeg ikke huske.
  • Kontakten lyder på 6 til 15 timer ugentligt.

Vi er to, der deler vagterne, og den anden er også en lidt ældre fleksjobber. Vi må bytte, alt det vi vil, bare vagterne altid er besat. Det er jo absolut rimeligt og vældig fint.

På lidt længere sigt

Jeg forventer at kunne undgå de mange indlæggelser, når jeg først er kørt ind i det nye job. Jeg forventer at få det godt og trygt i min egen lille verden med et job, jeg kan bestride og kan lide.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Bevægeglæde

Bevægeglæde

Jeg har ikke en muskel tilbage

Det er sandt, jeg har ikke en muskel tilbage, men jeg har tænkt mig at arbejde hårdt på at få dem igen.

  1. Ved at cykle
  2. Ved at arbejde

Ad cykling

Odometeret (triptælleren) på cyklen har siden tirsdag til og med i dag bevæget sig fra 0 til i alt 42 km., og jeg er så glad for igen at kunne bevæge mig ved egen kraft. For at være uafhængig og for at kunne tage afsted, når jeg selv vil, og ikke når lokoføreren vil.

Nuvel det kræver noget. I går besøgte jeg venner i Charlottenlund og besluttede at tage cyklen de 16 km., og det gik faktisk rigtig godt. Gennemsnitshastigheden er ikke som i gamle dage (dengang ca. 20 nu 16 km./t.), men den skal jeg nok få trænet op. Havde jeg taget tog og bus havde det såmænd også taget en time. Jeg var træt i benene og kunne mærke mine sædeknogler men var tilfreds med mig selv.

I dag inviterede jeg mig selv på en kop kaffe på 808, så de kunne se, jeg kan cykle igen efter at have fulgt deres vejledning. Det gav lige 10 km. ekstra i benene.

I morgen har jeg tænkt mig at køre ned til Friheden St. bare for at se, hvor langt der er, så jeg kan blive uafhængig af den bus, der ellers skulle køre mig dertil. Fra stationen kører toget til Hundige, og jeg kan tage cyklen med i toget. Nemmere kan det næsten ikke være. Når det bliver forår cykler jeg alle 16 km. – tror jeg nok 🙂

Det er er lidt ærgerligt, at det er efteråret, ikke foråret, der nærmer sig. Men jeg er kommet i gang, og jeg føler mig glad og fri. Det er det vigtigste.

Ad arbejde

En anden måde, at få “mullerne” tilbage på, er ved at arbejde. Jeg har en eller anden forventning om, at arbejdet i “Bilka to go” (BTG) er fysisk krævende, og så har jeg bestemt også noget at indhente. Jeg har jo nærmest ikke lavet noget i fem år, og derudover har jeg hele mit arbejdsliv siddet ved en skærm. Jeg er ikke vant til at smide rundt med dåsemajs og frosne ænder. Det bliver et andet liv. Jeg er spændt på, om fysikken kan holde, men jeg kan på den anden side ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne. De 5.000 læger, der har undersøgt mig, har aldrig fundet noget somatisk.

Jeg skal starte i BTG på onsdag kl. 08, og jeg er spændt på hele cirkusset. Jeg er indstillet på, at det vil være anstrengende den første tid. Sådan er det at være ny, også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg foretrækker at være verdensmester fra dag et 🙂

De første tre måneder vil være en ulønnet virksomhedspraktik men med idelige opfølgninger. Det har jeg det faktisk okay med. Der bliver sat en retningsgivende strømpil på op til flere gange, og kan de bruge mig er det godt, og kan de ikke, er det ærgerligt.

Jeg vil gøre det bedst muligt, men bedre kan jeg heller ikke gøre det.

/4 Kommentarer/i /af

Lær at cykle igen

Lær at cykle igen

Pedalhingsten er sat fuldstændig i stand

For et par år eller flere siden gik det helt galt med min balancesans, så jeg ikke kunne cykle. Herudover blev jeg påkørt bagfra af en anden cyklist, så bagskærmen krøllede helt sammen. Siden da har cyklen stået i mit kælderrum. Jeg har ikke turdet bruge den. Paradoksalt nok efter at have kørt på cykel i Købehavn i 40 år kunne jeg pludselig ikke

Nu er min – i øvrigt meget fine – cykel sat fuldstændig i stand med vask, nye dæk, slanger, ny krans (otte), ny klinge, ny kæde, nye reflekser, nyt alting… Det blev da også 2.098 kr., men så har jeg også cykel resten af mit liv. Gearingen er blevet meget bedre end den gamle. I det hele taget har cykelsmeden gjort et pokkers godt stykke arbejde. Jeg er meget tilfreds.

Ergoterapeutens råd

Afsnit 808 har en sød og dygtig ergoterapeut tilknyttet, så jeg drøftede balanceproblemet med hende for snart længe siden. Jeg vil nemlig gerne cykle og have min frihed igen. Jeg er træt af offentlige transportmidler, men jeg har ikke fået gjort noget ved det. Jeg turde vist ikke. Hun sagde jeg skulle trække cyklen til den nærmeste park og på vejen dertil holde forskellige steder på styret for at få en fornemmelse af tyngde mv. Herefter træne ved at køre på græsset så jeg ved rullefald ikke slog mig så pokkers meget. Jeg kunne jo også tage en gammel slidt jakke på.

I praksis

Mit problem er ikke, at jeg ikke kan køre på cykel, for det kan jeg altså godt. Problemet er at komme op på sadlen efter lyskryds mv. og at få svinget benet over bagagebæreren (det er en herreramme), hvilket jeg synes er svært. I gamle dage var det aldrig et problem. Pludselig føles rammen for stor; som skulle den være vokset de år nede kælderen?

Så i eftermiddag har jeg altså cyklet rundt på en græsplæne i Vigerslevparken 🙂 Op og ned og op og ned ad sadlen. Det blev langsomt bedre. Jeg følte mig som en idiot, men har tillid til ergoterapeutens ord, så når hun siger det, er det formentlig rigtigt. Det gik faktisk ret godt omend usikkert, så jeg belønnede mig selv med en tur omkring Damhussøen med pitstop ved den lille café, hvor de passende sælger belgiske vafler og cafe latte. Ved store kryds valgte jeg krystervejen nemlig at trække over.

Turen blev bare på ni kilometer og det er ingenting, men jeg er glad og tilfreds, for nu har jeg fået hul på problemet. Nu drejer det sig blot om at træne og blive sikker igen. Det vil nok tage sin tid, men jeg skal ikke nå noget. I morgen har jeg en aftale i Valby, og jeg overvejer, om jeg tør cykle dertil. Et er, at jeg kan være til fare for mig selv, et andet er, at jeg kan være til fare for mine medtrafikanter, og det har jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Drømmemaskinen er allerede i gang. Kan jeg komme til at køre langt igen?

/2 Kommentarer/i /af

Sommernat

Personlig blog og hjemmeside i det hele taget

Det er nat, men jeg kan ikke sove

Kugledynen er for varm, men jeg har ikke andre – det er egl. dumt, for jeg kunne bare gå ud at købe en. Men hvad kan man så lave i en sommernat?

Aktiviteter

  • Fuglene pipper så glade efter den store sommerregn er ovre.! Det er hyggeligt at høre på.
  • Jeg har fået mit højt elskede slægtsforskningsprogram Legacy 9 til at køre ret stabilt i Linux under noget, der hedder Wine, hvor man kan få rigtig mange Windowsprogrammer til at køre på Linux. Det kan være praktik, hvis man ikke kan finde et alternativ, der decideret passer til Linux. På den måde får man det bedste af to verdner.
  • Alle billederne til Legacy er bragt på plads. 1.500 billeder på et splitsekund. Jeg har en fantastisk computer og med en SSD går tingene altså rigtig stærk. Og det er min fornemmelse, at det går endnu stærkere med Linux.
  • Jeg har kæmpet (videre) med at få Ubuntu til at køre i en Virtuel Boks. Jeg har gjort Google træt, så nu opgiver jeg, og jeg lever nok også uden at lege med Ubuntu. Egentlig har jeg vel nok legetøj i forvejen…
  • Har hørt et par af psykologsesionerne fra 2015. Du milde hvor var jeg langt ude, og hvor havde jeg det dårligt. Jeg kan takke psykolog og erhvervsrådgiver for at være i live i dag. Det hele så så sort ud, og der var ingen ende på de dystre udsigter. Hold da op. Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har fået her fire år efter.
  • Jeg har forberedt mig lidt på det patientfeedbackmøde, jeg skal til om 12 timer. Det skal dreje sig om PSI-pladserne/-konceptet (PSI står for PatientStyret Indlæggelse), og det er grundlæggende godt, men jeg synes ikke, man skal være blind for, at der også kan være tale om en stor besparelse, hvis man kan sende patienten hjem efter de fem dage, hun kan være i PSI-sengen i modsætning til en ‘rigtig’ indlæggelse på måske tre uger.  Men det er en positiv besparelse for alle parter. Det er ikke en sommerlejr at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, så de fleste vil nok helst hjem hurtigst muligt. Af og til ved man bare, at man ikke kan tage vare på sig selv, og så er psyk. det rigtig sted at være.

Og nu vil jeg gå i seng igen og prøve at sove bare en smule. Hvis nu bare de fugle kunne stoppe deres pip pip.