Tasta(re)tur!

Dag et

Tasta(re)tur!

Jeg vil så gerne have et tastatur til min iPad, så jeg kan fumle lidt på turen mellem Hvidovre Station og Farum Station. Så jeg har købt og bestilt to og konstateret, at de slet ikke passede. Det nummer et, der lå før nummer et og to, var udsolgt, selvom det fandtes i webshoppen. Havde det været til ægte salg, havde jeg været oppe på tre fejlkøb. Jeg er åbenbart en tosse til den slags.

Jeg var ikke opmærksom på at:

  • Der er vældig forskel på en iPad Air, en iPad Air 2 og en iPad Pro
  • En iPad Air er 9,7″ stor
  • Det ikke er alle tastaturer, der er udstyret med Æ, Ø og Å
  • Det ikke er alle tastaturer/etuier, der levner hul til kameraet
  • Det ikke er alle tastaturer, der har ordentligt mellemrum mellem tasterne
  • Det ikke er alle tastaturer, der har konkave taster
  • Det ikke er alle tastaturer/etuier, der har hul til jackstikket.

Det har heldigvis været helt uproblematisk at få nummer et og to sendt retur. UPS kom her og hentede pakken fra Logitech, og PostNord kunne bare undlade at aflevere pakken, efter jeg havde skrevet et bestemt nummer på den. Vupti – jeg er home free.

Næste tastaturforsøg gennemføres med en mellemhandler lidt nede ad Hvidovrevej. Jeg har sagt, hvad jeg vil have, og så er det ikke mit problem, hvis de skaffer noget forkert hjem. Jeg har ydet mit på den front.

,

Impulskøb – ikke her?

Søndag

Søndag er Aarstidernedag. I dag kom chaufføren først ved 16-tiden, så jeg var helt bange for, om der var gået noget galt i logistikken, men det var der heldigvis ikke.

Når jeg pakker kassen med grøntsager ud, står jeg mutters alene og siger “Uhm”, “mums” og synonymer her til. I denne uge er der grønkål med. Jeg elsker grønkål: Det er smukt at se på med den dybe grønne farve, og så smager det ubeskriveligt godt.

Genoptræning

Inden mit liv gik i stå, tænkte jeg ikke så meget over det med at lave mad. Jeg gjorde det bare. Måske var det ikke så spændende kreationer, men det var da mad, og det var hjemmelavet. Efter det “lille” intermezzo på tre fire år er det som om, hjernen skal genoptrænes:

Jeg har endnu noget at lære mht. den rigtige opbevaring, men det går fremad. Jeg har da i hvert fald fundet ud af, at kålen skal i en plastikpose, inden den kommer i køleskabet. Friske krydderurter skal også i en pose med et par skefulde vand i bunden, som stilkene skal dyppe sig i. Herefter kan posen stille i køleskabsdøren med en lille klemme på toppen, og krydderurterne holder fint en lille uge. I dag brugte jeg koriander, der havde været opbevaret som beskrevet i en uge. De var fine og lækre. Derudover er der noget med, at der er forskellige grøntsager, der ikke må opbevares sammen, da nogle udskiller et eller andet, der går ud over de sagesløse andre. – Nå men det klarer Google nok for mig.

Jeg bøvler med igen at kunne dosere salt. Før i tiden var det aldrig et problem, nu smager det enten alt for salt eller også smager det slet ikke af noget. Sidstnævnte er trods alt at foretrække. I mange opskrifter står der: “En knivspidsfuld salt”. Jamen det kommer da an på, hvilken kniv man har!

Impulskøb

Mange hævder, at en af fordelene ved at handle hos fx Aarstiderne er, at man ikke foretager impulskøb. Det er noget sludder, synes jeg.

I dag kiggede jeg lidt rundt på deres flotte hjemmeside, og blev fristet af en “Herlighedskasse” med alskens lækkerier. Måske nok lidt dyrt – men dejligt. Og det er rart at have lidt i reserve til de dage, hvor der måske ikke er så meget af selve måltidskassen tilbage.

Går jeg i et supermarked, har jeg altid huskeliste med, og jeg køber kun det, der står på sedlen. Andet har jeg sådan set ikke fantasi til.

Juleferie

Firmaet holder juleferie i 14 dage. Jeg tror, jeg køber lidt ekstra ind inden, så slipper for selv at skulle finde på i to uger, for det, jeg selv finder på, er temmelig trivielt: kartofler, noget dødt dyr på en pande og champignon-fløde-sauce. Når man er blevet vant til noget spændende, er det simpelthen for kedeligt.

, , , , ,

Som fod i hose

Gås til

Man kan overveje, om jeg har lavet en masse gode grøntsager, som der skal serveres gås til, eller om det handler om handler om fodtøj, der skal gås til?

Det handler om fodtøj! Og mit fodtøj skal ikke gås til.

ecco

Mine “ballerinasko” i størrelse 40 er ikke egnede til vinterbrug. Det bliver for koldt, og modstanden mod snedriverne er utilstrækkelig, så jeg gik til ecco, hvis sko og støvler passer godt til mig.

De har en en fantastisk service, for jeg fik min egen personlige assistent. Han tog tålmodigt støvler frem og tilbage fra kælderen. Efterhånden fik jeg indkredset, hvilken model jeg kunne lide, men ak den var ikke i størrelse 41. Størrelse 40 duede ikke for pløsen gnavede på vristen. Og jeg er af den faste overbevisning, at fodtøj ikke skal gås til. Det skal være som fod i hose. Det skal passe med det samme. Det skal være som at komme hjem.

Jeg prøvede mindst syv par. Endelig faldt valget på “ecco gora”, og de er fede. Jeg synes godt nok, prisen er lidt hamper. Men hvis de nu holder ti år, og vi snyder og regner sommermånederne med, er den månedlige omkostning reduceret til 12 kroner og 50 øre. Det er da til at holde ud.

Skulle snedriverne denne vinter blive eksorbitante, finder jeg mine elskede vandrestøvler frem. De har været på toppen af både Kilimanjaro (Tanzania) og Fansipan (Vietnam), så de er for længst gået til.

,

Søndag

Levering

Det er søndag, og dermed i dag min kasse fra Aarstiderne kommer. Det er altid spændende at pakke ud, og det er lækkert at stå med alle disse friske varer.

Ugens menu:

I den kommende uge skal jeg blandt andet have palmekål. Det har jeg vist aldrig smagt før, så det vil jeg glæde mig til.

Palmekål

Varerne i termokassen skal tørres af i et viskestykke, da de selvfølgelig er fugtige af isen, de leveres i. I dag skulle varerne i trækassen, som primært består af grøntsager, også tørres af, da de formentlig har stået ude i nattens regn og storm.

Hver uge medfølger opskrifter og vejledning i, hvordan man opbevarer fx et palmekål, så det bevarer saft, kraft og vitaminer, lige til det skal serveres.

Basisvarer

Før i tiden kunne jeg have en flaske olivenolie i flere år… Og så var den naturligvis intet værd men dog ikke harsk. Nu forsvinder den ret hurtigt, og hurtigt nok til, at det kan betale sig at købe op til flere på tilbud.

Måltiderne fra Aarstiderne kræver af og til specialiteter, og jeg har købt dem, efterhånden som de dukkede op i opskrifterne. Hvem ligger fx lige inde med kokosnøddeolie? Flasker og krukker gør nytte og pynter på køkkenbordet.

God søndag.