Diverse
En gæst
Lejligheden har fået nyt liv, idet jeg har haft en frokostgæst. Den bliver lidt anderledes af, at det ikke kun er mig, der er her. Pludselig bliver stuerne taget i brug, spisebordet udsat for en kraftig afstøvning ilagt knofedt, stolene behandles med en hårdt opvredet klud osv.
Hyggen ved at forberede et par måltider – ikke bare til mig selv men også til en ven. Måltidsfællesskabet er ikke udelukkende mellem Jesus og disciplene. Det findes også hos os mere jordnære – men min ven er blandt andet også præst.
Min ven ville gerne prøve noget af alt det spændende mad, jeg skriver højt og lavt om. Det er hende, der har fået skubbet mig ud i køkkenet igen. Det er jeg hende taknemmelig for. Min ven er både gourmet og gourmand.
Jeg var bekymret for, om jeg kunne styre op til flere opskrifter og få det hele til at passe sammen, den rigtige tid osv. Min ven havde på forhånd sagt, at vi kunne hjælpes ad, hvis der var meget at ordne. Jeg havde gjort alle grøntsager (og der var en del) klar som det første, og jeg havde luret hende af: hun finder alle råvarerne frem på en gang og lægger dem på køkkenbordet. Det fungerede faktisk vældig godt. Så skal koncentrationen ikke brydes op i alt for mange små stykker. Ved opgaver som disse kan jeg virkelig mærke de kognitive deficitter: Jeg kan ikke holde det hele inde i hovedet på en gang; jeg skal hen at se på opskriften 25 gange. Det kunne jeg i gamle dage. Den tid er ovre – men jeg lever jo ret godt alligevel. Og er der så lidt udefrakommende hjælp, går det rigtig godt.
Vi fik en fin makrel, som min ven parterede (eller hvad man nu kalder det med en makrel – vist “udbenede”?). Jeg egner mig ikke til den slags, for jeg ender med alle de irriterende ben. Da jeg for en menneskealder siden (som barn) boede på Bornholm, fik jeg tilstrækkeligt med ben fra røgede sild… Jeg behøver nu hverken ben eller sild. Jeg er inviteret derover, og jeg vil gerne, men jeg forholder mig afventende overfor de røgede sild!
Min ven gjorde det helt perfekt. Jeg fik ét lille bitte ben – og det smagte rigtig godt, ja altså ikke benet men fisken.
Når man har en god gæst, kan man være heldig at få en smuk buket.
Æbledimser
Når jeg skal gå mine ture, vil jeg gerne lytte til bøger mv., så det ikke er så kedeligt at nå de ca. 8.962 skridt hjemmefri og rundt om Dam´hussøen. Gennem årene har jeg prøvet adskilligt lytteudstyr i form af forskellige in-ear-løsninger, men jeg har aldrig nogensinde fundet noget, der passede i mine ører. Faktisk endte jeg med at konkludere, at det nok var mine ører, der var noget galt med.
Senest havde jeg et lille “høreapparat”, der krogede sig bagom øret (Jabra), men øredimsen kom aldrig rigtigt ind i øret, og konsekvensen var, at jeg intet kunne høre, hvis jeg gik på en gade med trafik. Løsninger med ledning er også prøvet (Atomic Floyd), fin kvalitet og dyrt, men jeg brugte det meste af tiden på at fiske dem op fra brystkassen og forgæves forsøge at få dem jaget ind i ørerne. Det holdt maks to minutter. Jeg var ved at give op og bede om en ombytningsseddel på mine sære ører…
Jeg lavede et lille opslag i Facebookgruppen “Support PC og andet ” og berettede om min kvide med diverse “løsninger”. Min Cyberven oppe på Mors foreslog med det samme “AirPods”. Jeg googlede lidt, og det, der var slående ved alle anmeldelserne, var, at dimserne blev inde i ørerne uanset om anmelderne løb eller gik. Jeg hoppede på dem, og de kom i dag.
Jeg er solgt… Men generelt kan jeg så også godt lide “Æbledimser”, for de er af høj kvalitet, holder længe og er konstant lækre at have med at gøre.
De er geniale – fx:
- man tager dem ud af ørerne, hvorpå de slukker
- man tager den ene ud, hvorpå de stiller sig på pause
- man siger “skru ned” og Siri fatter, at jeg ønsker at skrue ned
- Siri kan også hitte ud af, at jeg gerne vil tage telefonen
- Den lille oplader er på størrelse med en æske med tandtråd
- En opladning holder 24 timer
- Er man kommet ned i batteritid, kan man lade op i 15 minutter, hvorpå der er lyd i tre timer
- Lyden er virkelig god. Jeg har testet dem på en befærdet gade, hvor lyden gik fint igennem, og jeg har siddet og set lidt TV herhjemme. Lyden er knap og stærk.
Der er flere fede features, og dem kan man finde overalt på nettet. Hvis de bare kan blive i mine ører, når jeg spadserer, er jeg tilfreds. Jeg er indtil videre mere end tilfreds.
Jeg har flere æbledimser, og jeg har aldrig været utilfreds med dem. Havde jeg pengene og et eller andet diminutivt behov, ville jeg også købe en Mac – men jeg kan ikke trylle et behov frem. Og det er måske også OK, for så kan tandlægen få sit, når jeg nu “kun” skylder 21.615 kr. ud af det oprindelige beløb på 103.615 kr. Et afdrag med 82.000 kr på ca. et år er da også en slags penge… Jeg glæder mig utrolig meget til den post er af vejen.
Det har været mange penge; de er det hele værd. Det er svært at måle på effektiviteten ved at kunne smile!
Sundhed og social slagside
Min ven og jeg vendte i dag emnet med hvor mange mennesker, der må gå fra apoteket uden deres medicin, ganske enkelt fordi de ikke har pengene til det. Hun har overværet det på sit apotek på Frederiksberg, og jeg har hørt om det fra min apoteker her i Hvidovre. Jeg har positivt spurgt min apoteker, og han bekræfter at der er folk, der går tomhændede, eller som beder om en afdragsordning. Hvad han svarer på sidstnævnte, er jeg ikke klar over. Han har vel også sine retningslinjer…
Jeg har korresponderet en smule med lægen Charlotte Bøving fra udsendelserne “Lægen flytter ind”, og vi er ret enige om, at der er en voldsom social slagside i sundhed og sygdom. Sund mad koster penge! Det koster at flytte fokus fra Coca Cola til fem flasker vand. Alting koster – måske ikke kun i kr. og øre men i mental energi. At lægge energi, fodrer at man kan tro, at man også trækker vejret i morgen.
Jeg vil ikke gøre mig til dommer! Jeg ved ganske udmærket, hvordan det var at leve af skod-mad i to til tre år. Der var ikke overskud til ordentlig mad, og der var i hvert fald ikke overskud til at håndtere det. Skulle jeg have have håndteret fem slags grøntsager, kunne jeg ikke have gjort det. Jeg kan gøre det nu, med hjælp, og det er jeg evigt taknemmelig for.
Ordentlig mad koster ordentlige penge! Men at prioritere koster noget at prioritere med/af.
På mandag den 9. april kl. 20:45 flytter læge Charlotte Bøving ind hos en borger med en psykiatrisk diagnose. Det afsnit glæder jeg mig virkelig til at se. Vi har altså nogle andre “udfordringer” end resten af det normal samfund.
Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.