, , , , ,

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Madglad

Diverse hvor jeg vandt over ASE

  1. Det er søndag – derfor billedet!
  2. Det er lykkedes at partere en frisk røget makrel på 400 gr, uden at noget af vægten var fordelt på mere end fem ben.
  3. Denne uge røg der lige et kilo parmesan med i kasserne. Muligvis ikke så godt for “projekt vægttab”, men af og til må jeg gerne “synde”, og en klods ost er vel ikke det værste?

De sidste fire

Min lokale Kvickly har en vældig vestibule, hvor der dels stinker af indisk fastfood, dels altid står påtrængende repræsentanter for alt muligt.

Forleden dag var det Hjerteforeningen, der antastede mig. Jeg plejer altid at starte med at sige til de typer, at jeg ikke vil købe noget, og det gjorde jeg også her. Ih næh hun var helt altruistisk. Hun ville blot fortælle mig om risikofaktorerne, men jeg afbrød hende ved at sige, at jeg er i risikogruppen, og det ved jeg ganske udmærket. Men hun ville alligevel gerne give mig forskellige serviceoplysninger. Hun skulle bare bruge min fødselsdato og de sidste fire i CPR-nummeret, som skulle tastes ind på en iPad, godt nok blindt. Men de vil jo ikke være “blinde” i det øjeblik, de anvendes. Jeg spurgte, hvad hun skulle med dem. Det var så noget med koordination med sundhedsvæsen og politi…

Mit svar var selvfølgelig nej, og jeg må sige, at min tillid til Hjerteforeningen faldt drastisk. Hvad komme mine sidste fire cifre dem ved?

Cowboyland – slut på føljetonen

ASE erkendte, at de havde rådgivet virksomheden forkert. Det vil sige, at jeg har fået de frister, der fremgår af funktionærloven. Jeg er naturligvis tilfreds med, at virksomheden har tænkt sig at overholde gældende lovgivning. Virksomheden oplyser, at jeg er den eneste, der er ansat under funktionærloven, og at jeg har fået meget bedre betingelser end de øvrige, og at det har stillet virksomheden ringere. Jeg undrer mig, men jeg må hellere tie stille, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om bare at hytte mit eget skind og lade andre sejle i deres egen sø, når jeg ved, det er ulovligt. Jeg er normalt mere solidarisk end som så.

Med kort og kompas – visuospatiale forstyrrelser

Topografisk desorientering: Termen omfatter både evnen til personlig topografisk orientering, dvs. at finde vej i velkendte omgivelser og til at orientere sig på landkort eller arkitekttegninger. Kilde: En lærebog.

Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at finde vej, og de 51 ECT-behandlinger har bestemt ikke gjort det bedre. Jeg har nul fornemmelse af, hvor jeg er.

Lige p.t. er det lidt af et cirkus for mig at at finde de to km fra Farum station til arbejdspladsen. Jeg bruger selvfølgelig Google Maps og drejer til højre og til venstre, som “damen” befaler. Problemet kommer, når hun af og til siger fx “gå mod nordøst”. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvor nordøst er? Den første dag gik jeg 50 pct. længere, end jeg skulle. Dagen efter fandt jeg ud af, at min iPhone faktisk har et indbygget kompas. Så med kort og kompas kan jeg finde vej til min arbejdsplads. Jeg håber, det bliver bedre.

Med kugledyne

Jeg har vovet at sige mange tak til en fin invitation til Nordjylland i Store Bededagsferien sammen med dejlige mennesker, som jeg kender ret godt. En af de ting, der var medvirkende til mit “ja tak”, var, at jeg kan tage min kugledyne med, da de har bil. Det er første gang i mange år, jeg vover mig ud på den slags ekspeditioner. Spændende projekt!

God søndag!

,

Diverse

Diverse

En gæst

Lejligheden har fået nyt liv, idet jeg har haft en frokostgæst. Den bliver lidt anderledes af, at det ikke kun er mig, der er her. Pludselig bliver stuerne taget i brug, spisebordet udsat for en kraftig afstøvning ilagt knofedt, stolene behandles med en hårdt opvredet klud osv.

Hyggen ved at forberede et par måltider – ikke bare til mig selv men også til en ven. Måltidsfællesskabet er ikke udelukkende mellem Jesus og disciplene. Det findes også hos os mere jordnære – men min ven er blandt andet også præst.

Min ven ville gerne prøve noget af alt det spændende mad, jeg skriver højt og lavt om. Det er hende, der har fået skubbet mig ud i køkkenet igen. Det er jeg hende taknemmelig for. Min ven er både gourmet og gourmand.

Jeg var bekymret for, om jeg kunne styre op til flere opskrifter og få det hele til at passe sammen, den rigtige tid osv. Min ven havde på forhånd sagt, at vi kunne hjælpes ad, hvis der var meget at ordne. Jeg havde gjort alle grøntsager (og der var en del) klar som det første, og jeg havde luret hende af: hun finder alle råvarerne frem på en gang og lægger dem på køkkenbordet. Det fungerede faktisk vældig godt. Så skal koncentrationen ikke brydes op i alt for mange små stykker. Ved opgaver som disse kan jeg virkelig mærke de kognitive deficitter: Jeg kan ikke holde det hele inde i hovedet på en gang; jeg skal hen at se på opskriften 25 gange. Det kunne jeg i gamle dage. Den tid er ovre – men jeg lever jo ret godt alligevel. Og er der så lidt udefrakommende hjælp, går det rigtig godt.

Vi fik en fin makrel, som min ven parterede (eller hvad man nu kalder det med en makrel – vist “udbenede”?). Jeg egner mig ikke til den slags, for jeg ender med alle de irriterende ben. Da jeg for en menneskealder siden (som barn) boede på Bornholm, fik jeg tilstrækkeligt med ben fra røgede sild… Jeg behøver nu hverken ben eller sild. Jeg er inviteret derover, og jeg vil gerne, men jeg forholder mig afventende overfor de røgede sild!

Min ven gjorde det helt perfekt. Jeg fik ét lille bitte ben – og det smagte rigtig godt, ja altså ikke benet men fisken.

Når man har en god gæst, kan man være heldig at få en smuk buket.

Æbledimser

DiverseNår jeg skal gå mine ture, vil jeg gerne lytte til bøger mv., så det ikke er så kedeligt at nå de ca. 8.962 skridt hjemmefri og rundt om Dam´hussøen. Gennem årene har jeg prøvet adskilligt lytteudstyr i form af forskellige in-ear-løsninger, men jeg har aldrig nogensinde fundet noget, der passede i mine ører. Faktisk endte jeg med at konkludere, at det nok var mine ører, der var noget galt med.

Senest havde jeg et lille “høreapparat”, der krogede sig bagom øret (Jabra), men øredimsen kom aldrig rigtigt ind i øret, og konsekvensen var, at jeg intet kunne høre, hvis jeg gik på en gade med trafik. Løsninger med ledning er også prøvet (Atomic Floyd), fin kvalitet og dyrt, men jeg brugte det meste af tiden på at fiske dem op fra brystkassen og forgæves forsøge at få dem jaget ind i ørerne. Det holdt maks to minutter. Jeg var ved at give op og bede om en ombytningsseddel på mine sære ører…

Jeg lavede et lille opslag i Facebookgruppen “Support PC og andet ” og berettede om min kvide med diverse “løsninger”. Min Cyberven oppe på Mors foreslog med det samme “AirPods”. Jeg googlede lidt, og det, der var slående ved alle anmeldelserne, var, at dimserne blev inde i ørerne uanset om anmelderne løb eller gik.  Jeg hoppede på dem, og de kom i dag.

Jeg er solgt… Men generelt kan jeg så også godt lide “Æbledimser”, for de er af høj kvalitet, holder længe og er konstant lækre at have med at gøre.

De er geniale – fx:

  • man tager dem ud af ørerne, hvorpå de slukker
  • man tager den ene ud, hvorpå de stiller sig på pause
  • man siger “skru ned” og Siri fatter, at jeg ønsker at skrue ned
  • Siri kan også hitte ud af, at jeg gerne vil tage telefonen
  • Den lille oplader er på størrelse med en æske med tandtråd
  • En opladning holder 24 timer
  • Er man kommet ned i batteritid, kan man lade op i 15 minutter, hvorpå der er lyd i tre timer
  • Lyden er virkelig god. Jeg har testet dem på en befærdet gade, hvor lyden gik fint igennem, og jeg har siddet og set lidt TV herhjemme. Lyden er knap og stærk.

Der er flere fede features, og dem kan man finde overalt på nettet. Hvis de bare kan blive i mine ører, når jeg spadserer, er jeg tilfreds. Jeg er indtil videre mere end tilfreds.

Jeg har flere æbledimser, og jeg har aldrig været utilfreds med dem. Havde jeg pengene og et eller andet diminutivt behov, ville jeg også købe en Mac – men jeg kan ikke trylle et behov frem. Og det er måske også OK, for så kan tandlægen få sit, når jeg nu “kun” skylder 21.615 kr. ud af det oprindelige beløb på 103.615 kr. Et afdrag med 82.000 kr på ca. et år er da også en slags penge… Jeg glæder mig utrolig meget til den post er af vejen.

Det har været mange penge; de er det hele værd. Det er svært at måle på effektiviteten ved at kunne smile!

Sundhed og social slagside

Min ven og jeg vendte i dag emnet med hvor mange mennesker, der må gå fra apoteket uden deres medicin, ganske enkelt fordi de ikke har pengene til det. Hun har overværet det på sit apotek på Frederiksberg, og jeg har hørt om det fra min apoteker her i Hvidovre. Jeg har positivt spurgt min apoteker, og han bekræfter at der er folk, der går tomhændede, eller som beder om en afdragsordning. Hvad han svarer på sidstnævnte, er jeg ikke klar over. Han har vel også sine retningslinjer…

Jeg har korresponderet en smule med lægen Charlotte Bøving fra udsendelserne “Lægen flytter ind”, og vi er ret enige om, at der er en voldsom social slagside i sundhed og sygdom. Sund mad koster penge! Det koster at flytte fokus fra Coca Cola til fem flasker vand. Alting koster – måske ikke kun i kr. og øre men i mental energi. At lægge energi, fodrer at man kan tro, at man også trækker vejret i morgen.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer! Jeg ved ganske udmærket, hvordan det var at leve af skod-mad i to til tre år. Der var ikke overskud til ordentlig mad, og der var i hvert fald ikke overskud til at håndtere det. Skulle jeg have have håndteret fem slags grøntsager, kunne jeg ikke have gjort det. Jeg kan gøre det nu, med hjælp, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Ordentlig mad koster ordentlige penge! Men at  prioritere koster noget at prioritere med/af.

På mandag den 9. april kl. 20:45 flytter læge Charlotte Bøving ind hos en borger med en psykiatrisk diagnose. Det afsnit glæder jeg mig virkelig til at se. Vi har altså nogle andre “udfordringer” end resten af det normal samfund.

Kram din kål

Kram din kål

Det ender (sgu) da som en madblog

Igen i dag var der grønkål på menuen. Heldigvis kan jeg virkelig godt lide grønkål. Det er vist også frygtelig sundt, og endelig er grønt godt for øjnene.

I opskrifterne står der altid “kram kålen med lidt sukker og lidt salt”, og det har jeg så forsøgt på uden synderligt held. I dag overvandt jeg dovenskaben og fandt foodprocessoren frem. Det hjalp!

Først hakkes stokken fint, den smager i øvrigt vældig godt, derefter kommes også bladene op i hakkeren, og på splitsekunder er der en fint hakket masse, der kan krammes. Der er jo blevet større overflade via hakkeren, og der er kommet lidt naturlig væde ud, som salt og sukker kan binde sig til.

Og farven har slet ikke taget skade. Prøv det selv. Det smager fantastisk.

Opbevaring

Inden kålen skal bruges, opbevares den i en plastpose i køleskabet. Jeg stænker den lige med lidt koldt vand, og skyller forinden posen med lidt vand, før jeg lægger kålen ned i den. På den måde kan sådan et par stokke fint holde sig i en uge eller lidt mere.

Velbekomme.

Glad mad ctr. madglad?

Glad mad ctr. madglad?

Maddag

Hos nogle mennesker er “maddag” den dag, en bestemt person i husstanden laver mad. Hos mig har jeg så maddag hver dag, da der kun er mig til at lave det.

Glad mad ctr. madglad?Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.

Engang i fordums tider havde jeg maddage, og dengang kunne jeg lave medisterpølse på sådan en fætter, når jeg satte pølsehornet på, sylte, finker, blodpølse, og jeg ved ikke hvad, men i hvert fald alt det, der kan komme ud af en halv gris. Selvom jeg kunne igen, ville jeg aldrig gøre det. Varmebehandlet hakket svinekød er ikke så kønt at se på, og smager ikke så spændende.

POV International

POV International har ret ofte gode artikler. Denne om grøntsagsjægeren sætter nærmest sulten på overarbejde. Han har en holdning til det, han laver, og han er ved at brække sig af bæredygtigheden. Sidstnævnte er vi nu ikke enige om. Hvem skulle tænke på bæredygtighed, hvis ikke vi forbrugere skulle? Man kan måske tilføje, at staten glemmer at spille sin rolle i det samlede regnskab?

Vi er derimod enige om, at man skal spise råvarerne, når de er i sæson – vel deraf kommer navnet “Aarstiderne”. Lige nu er det fx stenbiderrogn, så hvis jeg havde en fiskemand her i nærheden, ville jeg købe en hel del af det bare for sjov. Hvidovrevej repræsenterer desværre primært “skodfastfoodrestauranter”, ditto ejendomsmæglere og frisører.

Netop det med “i sæson” tiltaler mig. Jeg bryder mig ikke om tanken om det CO2-udslip, der ellers er knyttet til mine varer. Det er noget af det, man får forærende ved maden fra Aarstiderne: man spiser varerne, når de er her på naturlig vis. Det kan dog godt blive lidt rigeligt med grønkål 🙂 Og jeg undrer mig over, at der er så mange tomater, og i indholdsfortegnelsen står der ikke, hvor de er avlet, men jeg gætter på Italien. På den anden side: Hvis man hele vinteren skulle leve af det, der kan produceres på vores breddegrader, ville det blive en trist affære bestående af kartofler og kål, og det laver Aarstiderne næppe en forretning ud af.

Poserne

Aarstiderne sender 40.000 (!) kasser afsted hver uge. Det er helt vildt. De er sørme vokset, siden de startede som et lille venstrefløjsaktivistisk forsøg i 1999. Jeg under dem det bedste. De har garanteret knoklet for at få en forretning op at stå.

På deres hjemmeside har de mange store og små tips. Et af dem er så simpelt som: “Brug posen, der er i trækassen, som affaldspose”. For pokker da – det burde jeg selv have tænkt på. Den passer ganske vist ikke videre godt i stativet, men der kan være køkkenaffald for nogle dage, og i de dage spares en alm. affaldspose. Lidt har også ret. Det er en tænkemåde, der skal indarbejdes.

Der skal bruges en del fryseposer/små poser til fx at opbevare kål i, til at placere krydderurterne med fusserne i vand mv. Men det gør ikke noget, for poserne kan bruges mange gange. Mindst 6 – 7 gange.

I starten jeg handlede hos dem, havde de også et menupunkt, de kaldte “Tøm køleskabet”, der var virkelig godt. Idéen var, at man indtastede de råvarer, man havde til rest, og så regnede hjemmesiden selv ud, hvad man kunne lave med netop de varer. Det reducerede madspild og var godt for mig, da jeg ikke er videre kreativt anlagt. Jeg har skrevet til dem, om vi ikke kan få den tilbage.

Inspiration

Jeg fandt ikke på hele dette madglad-/glad mad-cirkus af mig selv. En virkelig god ven, der også er single, havde altid fyldt køleskab. I mit stod en liter yoghurt, en kvart mælk og noget andet dødssygt, som jeg ikke engang kan huske. Slet ikke rart at spise. Hun inspirerede mig til selv at gå i gang med at få noget ordentligt.

Det med levering til døren med opskrifter, fandt jeg nu selv på, for så behøver jeg ikke tænke selv.

Oprindeligt tænkte jeg, at tiden til at købe ind, fremstille og vaske op slet ikke stod mål med de 13 minutter, det tog at spise det. Nu har det ændret sig til, at jeg hygger mig med at lave det, nyder synsindtrykkene og alle smagsprøverne*, og så gør det egl. ikke så meget, at det ikke tager så lang tid at spise det.

* Peter Plys ville have kaldt det “en mundsmag”.

God søndag!