Glad mad ctr. madglad?

Maddag

Hos nogle mennesker er “maddag” den dag, en bestemt person i husstanden laver mad. Hos mig har jeg så maddag hver dag, da der kun er mig til at lave det.

Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.

Engang i fordums tider havde jeg maddage, og dengang kunne jeg lave medisterpølse på sådan en fætter, når jeg satte pølsehornet på, sylte, finker, blodpølse, og jeg ved ikke hvad, men i hvert fald alt det, der kan komme ud af en halv gris. Selvom jeg kunne igen, ville jeg aldrig gøre det. Varmebehandlet hakket svinekød er ikke så kønt at se på, og smager ikke så spændende.

POV International

POV International har ret ofte gode artikler. Denne om grøntsagsjægeren sætter nærmest sulten på overarbejde. Han har en holdning til det, han laver, og han er ved at brække sig af bæredygtigheden. Sidstnævnte er vi nu ikke enige om. Hvem skulle tænke på bæredygtighed, hvis ikke vi forbrugere skulle? Man kan måske tilføje, at staten glemmer at spille sin rolle i det samlede regnskab?

Vi er derimod enige om, at man skal spise råvarerne, når de er i sæson – vel deraf kommer navnet “Aarstiderne”. Lige nu er det fx stenbiderrogn, så hvis jeg havde en fiskemand her i nærheden, ville jeg købe en hel del af det bare for sjov. Hvidovrevej repræsenterer desværre primært “skodfastfoodrestauranter”, ditto ejendomsmæglere og frisører.

Netop det med “i sæson” tiltaler mig. Jeg bryder mig ikke om tanken om det CO2-udslip, der ellers er knyttet til mine varer. Det er noget af det, man får forærende ved maden fra Aarstiderne: man spiser varerne, når de er her på naturlig vis. Det kan dog godt blive lidt rigeligt med grønkål 🙂 Og jeg undrer mig over, at der er så mange tomater, og i indholdsfortegnelsen står der ikke, hvor de er avlet, men jeg gætter på Italien. På den anden side: Hvis man hele vinteren skulle leve af det, der kan produceres på vores breddegrader, ville det blive en trist affære bestående af kartofler og kål, og det laver Aarstiderne næppe en forretning ud af.

Poserne

Aarstiderne sender 40.000 (!) kasser afsted hver uge. Det er helt vildt. De er sørme vokset, siden de startede som et lille venstrefløjsaktivistisk forsøg i 1999. Jeg under dem det bedste. De har garanteret knoklet for at få en forretning op at stå.

På deres hjemmeside har de mange store og små tips. Et af dem er så simpelt som: “Brug posen, der er i trækassen, som affaldspose”. For pokker da – det burde jeg selv have tænkt på. Den passer ganske vist ikke videre godt i stativet, men der kan være køkkenaffald for nogle dage, og i de dage spares en alm. affaldspose. Lidt har også ret. Det er en tænkemåde, der skal indarbejdes.

Der skal bruges en del fryseposer/små poser til fx at opbevare kål i, til at placere krydderurterne med fusserne i vand mv. Men det gør ikke noget, for poserne kan bruges mange gange. Mindst 6 – 7 gange.

I starten jeg handlede hos dem, havde de også et menupunkt, de kaldte “Tøm køleskabet”, der var virkelig godt. Idéen var, at man indtastede de råvarer, man havde til rest, og så regnede hjemmesiden selv ud, hvad man kunne lave med netop de varer. Det reducerede madspild og var godt for mig, da jeg ikke er videre kreativt anlagt. Jeg har skrevet til dem, om vi ikke kan få den tilbage.

Inspiration

Jeg fandt ikke på hele dette madglad-/glad mad-cirkus af mig selv. En virkelig god ven, der også er single, havde altid fyldt køleskab. I mit stod en liter yoghurt, en kvart mælk og noget andet dødssygt, som jeg ikke engang kan huske. Slet ikke rart at spise. Hun inspirerede mig til selv at gå i gang med at få noget ordentligt.

Det med levering til døren med opskrifter, fandt jeg nu selv på, for så behøver jeg ikke tænke selv.

Oprindeligt tænkte jeg, at tiden til at købe ind, fremstille og vaske op slet ikke stod mål med de 13 minutter, det tog at spise det. Nu har det ændret sig til, at jeg hygger mig med at lave det, nyder synsindtrykkene og alle smagsprøverne*, og så gør det egl. ikke så meget, at det ikke tager så lang tid at spise det.

* Peter Plys ville have kaldt det “en mundsmag”.

God søndag!

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *