Indlæg

Anders Lund blev økolog

Anders Lund

En god podcast på 40 minutter

Anders Lund blev økolog i 1999, hvor han havde mistet glæden ved sit konventionelle landbrug, som han havde arvet efter sine forældre, der atter havde arvet det efter deres forældre. Stemningen i befolkningen hældte allerede i 1999 mod økologien og fra midt i 1990’erne ydes der tilskud til at lægge om til økologi.

Han er planteavler og driver et landbrug på 70 ha ved Horsens.

Han mistede blandt andet glæden, fordi planteavlskonsulenten stod på gårdspladsen og udstedte recepter på, hvad han skulle sprøjte med inden næste uge. Landbruget blev for intensivt, og han så kun to muligheder: enten skulle han stoppe eller også skulle han lægge om til økologi.

Du finder podcasten her.

Sprøjtemidlerne

Når Anders Lund havde været ude at sprøjte, følte han sig dårlig, bl.a. fordi spytkirtlerne kom på overarbejde, så han måtte spytte hele tiden, og han havde konstant en metalsmag i munden. Han var godt klar over, at der måske var noget galt, men at omlægge til økologi er en proces både i selve landbruget men også i det enkelte menneske.

Stofferne han sprøjtede med var godkendt af Miljøstyrelsen, men ingen kendte langtidsvirkningen. Han kommer ind på hele sagen om Atrazin, der var et ukrudtsbekæmpelsesmiddel introduceret i 1958. Det har været forbudt siden 1994, hvor det dukkede op i drikkevandet i Ejstrupholm i koncentrationer, der var 13 gange større end det tilladte. Samme sted var der en overrepræsentation af børn født med rygmarvsbrok. En familie mistede tre piger kort efter fødslen til denne sygdom. Systemet har dog aldrig villet anerkende en sammenhæng.

Atrazin brugtes typisk til majs, men ville man dyrke noget andet året efter, måtte man ikke sprøjte med midlet året før, for så kom der ganske enkelt ingen afgrøder frem!

Når han alligevel forblev som konventionel landmand, skyldtes det, at en landmand op til 1985 fik en økonomisk belønning for at kunne intensivere udbyttet. Jo mere han sprøjtede, jo mere kunne han få for afgrøderne.

Som ung

Anders Lund fortæller om sine unge år på landbrugsuddannelsen og som ung landmand, hvor han grinede af de økologer, der spirede frem fra ca. 1981.

På uddannelsen var der mange diskussioner om sundhed og drikkevand, og alle mente økologerne var hysteriske. Man troede på, at de firmaer, der fremstillede sprøjtegiftene, også passede på miljøet. Holdningen var, at giftene var sikre og kunne ramme præcist et skadedyr men lade fx mariehønsene gå fri. Man troede ganske enkelt ikke på farerne. Nu nærer Anders Lund stor beundring for dem, der gik foran.

Ukrudtet

Anders Lund er nu blevet en håndværker med en ny værktøjskasse, og den skal bl.a. bruges til ukrudtsbekæmpelse.  Da han havde besluttet sig for omlægningen, vågnede han med mareridt over alt det ukrudt, der ville komme på hans ellers rene marker. Og mareridtene blev til virkelighed. Det er et problem, der skal løses; det går ikke at have tidsler alle vegne. Han fortæller om foreløbigt to metoder:

  • så rødkløver blandt den egentlige afgrøde. Rødkløveren tilfører næringsstoffer til fx vårbyg og hvede. Kløveren danner kvælstof og bekæmper ukrudt fx tidsler.
  • Udvide mellemrummet mellem rækkerne fra 12 til 36 cm. så han kan høre med radrenseren og luge ukrudtet.

Post scriptum

En dejlig fri podcast, hvor man dels lærer noget om et menneske, dels noget om de to former for landbrug. Det er spændende at læse om det økologiske landbrug, og det er uhyggeligt at læse om det konventionelle.

Det interessante er tillige om en ny regering kan lande en klimalov, der får landbruget til at svine mindre, for noget må der ske.

Glad mad ctr. madglad?

Maddag

Hos nogle mennesker er “maddag” den dag, en bestemt person i husstanden laver mad. Hos mig har jeg så maddag hver dag, da der kun er mig til at lave det.

Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.

Engang i fordums tider havde jeg maddage, og dengang kunne jeg lave medisterpølse på sådan en fætter, når jeg satte pølsehornet på, sylte, finker, blodpølse, og jeg ved ikke hvad, men i hvert fald alt det, der kan komme ud af en halv gris. Selvom jeg kunne igen, ville jeg aldrig gøre det. Varmebehandlet hakket svinekød er ikke så kønt at se på, og smager ikke så spændende.

POV International

POV International har ret ofte gode artikler. Denne om grøntsagsjægeren sætter nærmest sulten på overarbejde. Han har en holdning til det, han laver, og han er ved at brække sig af bæredygtigheden. Sidstnævnte er vi nu ikke enige om. Hvem skulle tænke på bæredygtighed, hvis ikke vi forbrugere skulle? Man kan måske tilføje, at staten glemmer at spille sin rolle i det samlede regnskab?

Vi er derimod enige om, at man skal spise råvarerne, når de er i sæson – vel deraf kommer navnet “Aarstiderne”. Lige nu er det fx stenbiderrogn, så hvis jeg havde en fiskemand her i nærheden, ville jeg købe en hel del af det bare for sjov. Hvidovrevej repræsenterer desværre primært “skodfastfoodrestauranter”, ditto ejendomsmæglere og frisører.

Netop det med “i sæson” tiltaler mig. Jeg bryder mig ikke om tanken om det CO2-udslip, der ellers er knyttet til mine varer. Det er noget af det, man får forærende ved maden fra Aarstiderne: man spiser varerne, når de er her på naturlig vis. Det kan dog godt blive lidt rigeligt med grønkål 🙂 Og jeg undrer mig over, at der er så mange tomater, og i indholdsfortegnelsen står der ikke, hvor de er avlet, men jeg gætter på Italien. På den anden side: Hvis man hele vinteren skulle leve af det, der kan produceres på vores breddegrader, ville det blive en trist affære bestående af kartofler og kål, og det laver Aarstiderne næppe en forretning ud af.

Poserne

Aarstiderne sender 40.000 (!) kasser afsted hver uge. Det er helt vildt. De er sørme vokset, siden de startede som et lille venstrefløjsaktivistisk forsøg i 1999. Jeg under dem det bedste. De har garanteret knoklet for at få en forretning op at stå.

På deres hjemmeside har de mange store og små tips. Et af dem er så simpelt som: “Brug posen, der er i trækassen, som affaldspose”. For pokker da – det burde jeg selv have tænkt på. Den passer ganske vist ikke videre godt i stativet, men der kan være køkkenaffald for nogle dage, og i de dage spares en alm. affaldspose. Lidt har også ret. Det er en tænkemåde, der skal indarbejdes.

Der skal bruges en del fryseposer/små poser til fx at opbevare kål i, til at placere krydderurterne med fusserne i vand mv. Men det gør ikke noget, for poserne kan bruges mange gange. Mindst 6 – 7 gange.

I starten jeg handlede hos dem, havde de også et menupunkt, de kaldte “Tøm køleskabet”, der var virkelig godt. Idéen var, at man indtastede de råvarer, man havde til rest, og så regnede hjemmesiden selv ud, hvad man kunne lave med netop de varer. Det reducerede madspild og var godt for mig, da jeg ikke er videre kreativt anlagt. Jeg har skrevet til dem, om vi ikke kan få den tilbage.

Inspiration

Jeg fandt ikke på hele dette madglad-/glad mad-cirkus af mig selv. En virkelig god ven, der også er single, havde altid fyldt køleskab. I mit stod en liter yoghurt, en kvart mælk og noget andet dødssygt, som jeg ikke engang kan huske. Slet ikke rart at spise. Hun inspirerede mig til selv at gå i gang med at få noget ordentligt.

Det med levering til døren med opskrifter, fandt jeg nu selv på, for så behøver jeg ikke tænke selv.

Oprindeligt tænkte jeg, at tiden til at købe ind, fremstille og vaske op slet ikke stod mål med de 13 minutter, det tog at spise det. Nu har det ændret sig til, at jeg hygger mig med at lave det, nyder synsindtrykkene og alle smagsprøverne*, og så gør det egl. ikke så meget, at det ikke tager så lang tid at spise det.

* Peter Plys ville have kaldt det “en mundsmag”.

God søndag!

, , ,

Madøre

At være et madøre

»Slang: person der er glad for mad, for at spise den, for at lave den eller for at vejlede om den« Min bedste ven er et sandt madøre, og det arbejder jeg også på at blive, jfr. også https://test.stegemueller.dk/blog/madoere-og-recovery/.

Jeg opfylder vist alle kriterierne for at blive et madøre. I fire år har jeg ikke interesseret mig den ringeste smule for mad. Det blev til temmelig mange – ganske vist økologiske – pizzaer fra Netto. Nu ser jeg det som en del af egenomsorgen, at jeg hver dag – bare sådan til daglig – får noget ordentlig mad. Jeg hygger mig med at lave det, og jeg nyder at spise det. Jeg køber kvikkasserne hos Aarstiderne, så det er nemt og lækkert at gå til.

Der er ofte grøntsager tilovers. Dem smider jeg i wokken om lørdagen, og det er slet ikke ringe. Tit er der også lidt krydderier mv. til overs, så de ryger også i. Det er slet ikke ringe. Af og til mangler jeg lidt rester fra ugen, men det har jeg væbnet mig imod ved at købe lidt kød til fryseren, som lige kan tages ud af fryseren aftenen før. De har især noget lækkert kalvekød i tern.

Jeg er kommet frem til, at Aarstidernes lynsyltede rodfrugter virkelig er noget for mig: 1 del sukker og 1 del eddike, fx æblecidereddike, koges op til sukkeret smelter. Herefter kaster man fine skiver af fx rødbede eller gulerødder i, og lader det stå og rode/simre til resten af måltidet er klart. Jeg kan godt lide at lave disse syltede ting og sager senest om eftermiddagen eller den foregående dag. Herregud hverken lagen eller rodfrugterne løber nogen vegne eller spiser nogen brød. De smager rigtig dejligt. Jeg kan godt lide at smage surt på den ene side og sødt på den anden side i det samme måltid. Det er smage, jeg aldrig har tænkt over før.

Og nu har jeg så fået idéen med en slowjuicer. Jeg tror, den har gang på jord. Et glad, godt, glas juice til min Livø-morgengrød. Bedre kan det ikke blive. Det er ikke billigt, men jeg går jo stort set aldrig på café, og det er mindst ti år siden, jeg sidst har været i biografen. Jeg synes, jeg kan tillade mig at være god til mig selv.

Jeg elsker ordentlige råvarer, og de skal være økologiske. Det får man til fulde opfyldt hos Aarstiderne. Alle deres varer er økologiske bortset fra fiskene, hvis oprindelse de jo ikke lige kan kontrollere, bortset fra at de ikke kommer fra diverse “kvotekonger”.

Summa summarum

Jeg glæder mig over at få noget ordentligt at spise. Det er en del af livsviljen, som jeg har fået retur. Jeg er glad.