Tag Archive for: Madspild

,

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Genopdaget glæden ved kogekunsten

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

En bekendt fortalte mig om HelloFresh, og jeg har nu handlet hos firmaet et par måneder. Konceptet er ligesom Aarstiderne: madkasser der bringes til døren en gang ugentligt.

HelloFresh slår på, at man faktisk kan spare lidt penge, fordi der ikke forekommer impulskøb, at der ikke forekommer madspild, da alt leveres i afpassede mængder, og at de forstår, at man gerne vil have ordentlig og sund mad uden at ville stå længe ude i die Küche. De leverer det, man skal bruge og ikke mere.

Ugens menu

  1. “Hurtig kyllingewok med jasminris og stegte grøntsager.” Er spist. Smagte skønt. Masser af krydderier
  2. “Hurtig æg- og baconburger med pandestegt champignon og grøn salat.” Er spist. Fint at spare på kødet.
  3. “Vegetariske bønnetacos med saftig ananassalat og spicy cajundressing.”
  4. “Char siu-inspireret svine- og kalvekød med hoisinvendte nudler og stegte grøntsager”.
  5. “Hvidløgsmarineret svinemørbrad med kogte kartofler og ovnbagt broccoli.”

Jeg ville aldrig nogensinde have fået købt så spændende ting ind selv eller gide at finde kogebøger frem og planlægge andet end en færdigret fra Coop, der skulle 25 minutter i ovnen ved 180°. Mit temmelig gode køkkentøj kunne have fået tilladelse til at ruste (videre) op.

Fik jeg endelig købt ind til et eller andet, havnede jeg altid med noget, fx krydderier, der var til tre års forbrug af, men sidste salgsdato lå kun et år ude i fremtiden: altså madspild, og jeg hader at smide mad af alle slags ud, når millioner af mennesker i verden sulter.

Jeg har ikke noget imod gulerødder, men jeg orker ikke at sidde og tygge mig gennem de 1.850 gram, der blev til overs, når jeg kun skulle bruge en enkelt revet gulerod til salaten.

Mad for idioter

Grøntsager og krydderier fra HelloFreshDa jeg var barn, samlede jeg på opskrifter. Kirsten Hüttemeier huserede i Familie Journalen, og jeg klippede ud og klistrede ind et andet sted.

Engang for mange år siden var jeg ret skrap til at lave mad, siger andre, og fx har min fars ungdomskæreste gemt nogle af mine opskrifter. Det må være meget længe siden, for jeg kan ikke huske det.

I nyere historisk tid handlede jeg en periode hos Aarstiderne, men det blev for dyrt – og jeg syntes, jeg brugte mere tid i køkkenet, end jeg havde lyst til.

HelloFresh gør noget smart: De tilbyder en måltidskasse, hvor retterne kan tilberedes på 20 – 30 minutter. Jeg har taget tid, og det er sandt.

En anden positiv ting er, at man kan slippe for fisk. (“Slipfisk” – ikke “Klipfisk”).

Der er opskrifter med. Alt er beskrevet. Det er mad for idioter: start med at vaske hænder, tænd ovnen på 200°, gør sådan og sådan, det skal se sådan ud, når du serverer det osv.

Mit lækre køkkentøj har stået ubrugt hen i flere år. Nu synes jeg, det er hyggeligt tage det frem og at lave maden, der altid smager godt. Der er altid godt med krydderier og masser af grøntsager. Bevidstheden om at spise noget ordentligt er rar. Opvasken følger gratis med.

Jeg smager på det meste i rå tilstand (æg og kylling naturligvis undtaget), fordi jeg har et eller andet med, at jeg gerne vil have en fornemmelse af, hvordan ingredienserne smagte/føltes, før de blev varmebehandlet på forskellig vis.

Hertil kommer at jeg ikke findeler ingredienserne nær så meget, som opskriften tilsiger. Jeg bryder mig ikke om mad, der er blevet fuldstændig ukendelig mos og mast sammen. Det skal have både vid og bid ved serveringen. Jeg skal helst kunne “genkende” ingredienserne. Jeg har for årevis siden læst, at det er almindelige autismetræk.

Et firma man kan kontakte

Efterhånden er det sjældent, man kan kontakte et firma. De små robotter nede i højre hjørne, der tror, de kan svare på alt, bare man stiller de rigtige spørgsmål, vinder frem. Det kan være utrolig svært at stille spørgsmål, der passer til robottens svar. HelloFresh kan man faktisk ringe til.

Et par gange har jeg haft spørgsmål enten til regningen eller til en ingrediens, en “pak choi” der var blevet noget slatten. Uden videre trak medarbejderen temmelig meget fra på den næste regning. Det var jeg ret imponeret af, at jeg skulle opleve begge gange. De gør virkelig meget for at have tilfredse kunder.

Kun en enkelt anke: prisen

Jeg abonnerer på fem måltider til to personer pr. uge. Og jeg kan snildt spise for dem begge, måske fordi jeg kun spiser det ene måltid pr. dag. Det er lidt vel dyrt, når man indtænker, at det ikke er økologisk; eller også er portionerne simpelthen for små. Prisen er (inkl. levering) 699,- kr. Det er altså 140 kr. pr. dag.

Nå, men mad skal man jo have, og lige nu er jeg i færd med noget andet, der vil spare mig for mange penge hver måned, hvis det lykkes. Men det er hemmeligt …


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Glad mad ctr. madglad?

Glad mad ctr. madglad?

Maddag

Hos nogle mennesker er “maddag” den dag, en bestemt person i husstanden laver mad. Hos mig har jeg så maddag hver dag, da der kun er mig til at lave det.

Glad mad ctr. madglad?Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.

Engang i fordums tider havde jeg maddage, og dengang kunne jeg lave medisterpølse på sådan en fætter, når jeg satte pølsehornet på, sylte, finker, blodpølse, og jeg ved ikke hvad, men i hvert fald alt det, der kan komme ud af en halv gris. Selvom jeg kunne igen, ville jeg aldrig gøre det. Varmebehandlet hakket svinekød er ikke så kønt at se på, og smager ikke så spændende.

POV International

POV International har ret ofte gode artikler. Denne om grøntsagsjægeren sætter nærmest sulten på overarbejde. Han har en holdning til det, han laver, og han er ved at brække sig af bæredygtigheden. Sidstnævnte er vi nu ikke enige om. Hvem skulle tænke på bæredygtighed, hvis ikke vi forbrugere skulle? Man kan måske tilføje, at staten glemmer at spille sin rolle i det samlede regnskab?

Vi er derimod enige om, at man skal spise råvarerne, når de er i sæson – vel deraf kommer navnet “Aarstiderne”. Lige nu er det fx stenbiderrogn, så hvis jeg havde en fiskemand her i nærheden, ville jeg købe en hel del af det bare for sjov. Hvidovrevej repræsenterer desværre primært “skodfastfoodrestauranter”, ditto ejendomsmæglere og frisører.

Netop det med “i sæson” tiltaler mig. Jeg bryder mig ikke om tanken om det CO2-udslip, der ellers er knyttet til mine varer. Det er noget af det, man får forærende ved maden fra Aarstiderne: man spiser varerne, når de er her på naturlig vis. Det kan dog godt blive lidt rigeligt med grønkål 🙂 Og jeg undrer mig over, at der er så mange tomater, og i indholdsfortegnelsen står der ikke, hvor de er avlet, men jeg gætter på Italien. På den anden side: Hvis man hele vinteren skulle leve af det, der kan produceres på vores breddegrader, ville det blive en trist affære bestående af kartofler og kål, og det laver Aarstiderne næppe en forretning ud af.

Poserne

Aarstiderne sender 40.000 (!) kasser afsted hver uge. Det er helt vildt. De er sørme vokset, siden de startede som et lille venstrefløjsaktivistisk forsøg i 1999. Jeg under dem det bedste. De har garanteret knoklet for at få en forretning op at stå.

På deres hjemmeside har de mange store og små tips. Et af dem er så simpelt som: “Brug posen, der er i trækassen, som affaldspose”. For pokker da – det burde jeg selv have tænkt på. Den passer ganske vist ikke videre godt i stativet, men der kan være køkkenaffald for nogle dage, og i de dage spares en alm. affaldspose. Lidt har også ret. Det er en tænkemåde, der skal indarbejdes.

Der skal bruges en del fryseposer/små poser til fx at opbevare kål i, til at placere krydderurterne med fusserne i vand mv. Men det gør ikke noget, for poserne kan bruges mange gange. Mindst 6 – 7 gange.

I starten jeg handlede hos dem, havde de også et menupunkt, de kaldte “Tøm køleskabet”, der var virkelig godt. Idéen var, at man indtastede de råvarer, man havde til rest, og så regnede hjemmesiden selv ud, hvad man kunne lave med netop de varer. Det reducerede madspild og var godt for mig, da jeg ikke er videre kreativt anlagt. Jeg har skrevet til dem, om vi ikke kan få den tilbage.

Inspiration

Jeg fandt ikke på hele dette madglad-/glad mad-cirkus af mig selv. En virkelig god ven, der også er single, havde altid fyldt køleskab. I mit stod en liter yoghurt, en kvart mælk og noget andet dødssygt, som jeg ikke engang kan huske. Slet ikke rart at spise. Hun inspirerede mig til selv at gå i gang med at få noget ordentligt.

Det med levering til døren med opskrifter, fandt jeg nu selv på, for så behøver jeg ikke tænke selv.

Oprindeligt tænkte jeg, at tiden til at købe ind, fremstille og vaske op slet ikke stod mål med de 13 minutter, det tog at spise det. Nu har det ændret sig til, at jeg hygger mig med at lave det, nyder synsindtrykkene og alle smagsprøverne*, og så gør det egl. ikke så meget, at det ikke tager så lang tid at spise det.

* Peter Plys ville have kaldt det “en mundsmag”.

God søndag!

, , , ,

Aarstiderne kommer søndag

Søndag: Så kommer der friske forsyninger fra Aarstiderne

Det er søndag, så det er maddag. Det ser lækkert ud. Jeg har pyntet lidt op med et par tomater, en lime og et rødløg. Jeg kan godt lide, når maden ser indbydende ud med dens mange farver.

Webdesign. Lige p.t. har jeg vældig travlt med alle de websider, jeg fumler rundt med. Jeg er meget omhyggelig med backup, så helt galt kan det ikke gå, hvis – men nok rettere når – jeg roder for meget rundt.

Bladbeder

Søndag

Hver søndag hygger jeg mig med at pakke varerne fra Aarstiderne ud. I dag var det helt overdådigt, da jeg havde tilkøbt “Herlighedskassen” og et læs klementiner. Herlighedskassen rummer et væld af specialiteter, også ting jeg ikke kender på forhånd, fx portugisisk havsalt, Æble + Hindbærbrus og kapers i salt – og herudover er det jo da juletid, så der skal være klementiner.

Nyhed

Jeg gjorde store øjne, da jeg pakkede denne her fyr ud. Hvad er det? Kan den spises? Ved at bruge udelukkelsesmetoden ud fra ugens liste med kassens indhold må det være en bladbede, også selvom den overhovedet ikke ligner den, Aarstiderne har i deres leksikon (klik på billedet). Det kan bare ikke være andet. Jeg kan godt lide overraskelserne, og selvom jeg ellers føler mig nogenlunde velbevandret udi grønsager, er der alligevel ofte nyheder og overraskelser.

Ugens menu

  • Grønne fiskefrikadeller med stegte kartofler og bladbeder
  • Pita med svin og sprød kålsalat
  • Spicy tykstegsmedaljon med broccoli, gulerødder og couscous

Selvom der “officielt” kun er til tre måltider i mit abonnement, har jeg alligevel ofte til ca. fem dage, og mangler der lidt (typisk kød), har jeg opbygget et lille lager i fryseren. Det fungerer faktisk rigtig godt.

Før i tiden havde jeg tit lidt eller meget madspil, og det er helt uacceptabelt, når verdens 795 millioner fattigste ikke har mad på bordet – faktisk har de ikke engang bordet. Nu får jeg brugt resterne, for næsten alle grøntsager og kød kan smides i wokken med en eller anden form for sauce eller krydderi. Jeg har lige opdaget Hoisin-sauce, der pifter enhver wokret op, også selv om min bagvedliggende kreativitet lod meget at mangle.

God søndag!