Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Skal børn altid stimuleres?

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Denne artikel er skrevet med det store forbehold, at jeg hverken har børn eller børnebørn og således slet ikke ved, hvad jeg skriver om. Et andet forbehold er, at det måske kun er børn med diagnosen Aspergers syndrom, der foretrækker hverdagens forudsigelighed. Det ved jeg heller ikke noget om. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne!

Jeg lytter p.t. til mine veninder, der bruger lidt af sommerferien på at være sammen med børnebørnene, og de arrangerer – af ren kærlighed – mange oplevelser for dem. Der skal hele tiden ske noget.

Men er der egl. nogen, der har spurgt børnene, om det er det, de gerne vil? Måske har de i virkeligheden bare behov for at slappe af med en sodavand og et Anders And-blad, lave hule i et træ eller en farmor, der læser højt af Astrid Lindgren?

Nu til dags har børn jo også en travl hverdag, som de kan have behov for at koble af fra? De skulle jo nødigt komme tilbage til skolen og SFO’en og være stressede.

Egne erindringer

Det er helt sikkert et alderstegn, men erindringerne om min tidlige barndom, hvor der var orden i verden, står stadigt klarere.

Vi (min far, min “mor” og jeg) boede i Brande på heden. Hvert år var jeg en uge på sommerferie hos tante Kis (1919 – 1985) og onkel Sigvard (1913 – 2001) i Aarhus. Tante Kis var i virkeligheden faster Kirsten, men sådan kaldte vi hende altså ikke.

Jeg elskede at være der, men jeg håbede altid på, at de ikke havde arrangeret for meget, jeg forventedes at deltage i. Allerede som barn havde jeg det som Dan Turell i “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Med min nuværende indsigt kan jeg sagtens forstå, det var sådan. Det er fuldkommen naturligt for et menneske med Aspergers syndrom, for hverdagen rummer en høj grad af forudsigelighed, og så bliver min hjerne glad.

Vi var fx i Cirkus Benneweis (det kom ikke nede på heden), i Tivoli Friheden og Den gamle By, og det var selvfølgelig sødt af dem, at de havde tænkt på alt det for min skyld. Men jeg ville hellere have været hjemme i deres kæmpe hus på Provstebakken (vist nr. 17), hvor alt var tilladt. Det eneste, der var forbudt, var at støje, når tante Kis sov til middag og at flytte skumgummidørstopperne, der var beklædt med sort- og hvidternet stof, som sørgede for, at misserne kunne bevæge sig frit rundt i hele huset.

Jeg havde ikke brug for alle mulige oplevelser ud af huset. Jeg var tilfreds med:

Den lille grå rejseskrivemaskine, der var så fuldstændig håbløs, at man selv måtte dreje på farvebåndet, for det kørte ikke af sig selv. Jeg kan stadig huske lyden, når man spolede det fra venstre mod højre. Jeg har skrevet mange håbløse breve til imaginære personer på den skrivemaskine, der end ikke var elektrisk.
Fætter Svends (1945 – 1988) enorme Märklin-jernbane i kælderen. Der var tilknyttet en grøn transformer og drejemekanismen var rød. Jeg var for lille til selv at køre med det, men når han kom hjem, legede han tålmodigt med mig.

Når tante Kis var færdig med middagsluren, lagde hun kabaler ved bordet i spisestuen, og cigaren var på plads i mundvigen. En af misserne så på fra sin plads på bordet.

Jeg spillede deres “tårn-spil”, som var en anordning med mange træringe stablet oven på hinanden. Hver træring havde et hul. Man stoppede en lille træ-kugle i foroven og så drejede det sig om at få træringene til at stå i det rette forhold til hinanden, så kuglen kunne komme hele vejen igennem og falde ud for neden. Det er lidt vanskeligt at forklare, men jeg har brugt hundredvis af timer på det.

Hvad jeg ellers fik tiden til at gå med, husker jeg ikke, men jeg var helt sikkert glad for at være der, for jeg så frem til den uge år efter år. Bare de ikke havde arrangeret for meget for min skyld.

(Under billedet af Kirsten Stegemüller, Jette Marianne Kaae, Sigvard Kaae og Svend Steffen Kaae finder du både kommentarfelt og læserundersøgelse).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

9. juli 2025/2 Kommentarer/i Aspergers syndrom, Generelt, Samfundsforhold /af StegemüllerAspergers syndrom, Generelt, Samfundsforhold

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO₂-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

8. juli 2025/2 Kommentarer/i Aspergers syndrom, Psykiatri, Psykiatripolitik /af StegemüllerAspergers syndrom, Psykiatri, Psykiatripolitik

Det er godt, når læger lytter

Femstjernet psykiatrisk behandling

Det er godt, når læger lytter

Jeg er kommet i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33 siden 2014 (måske 2015), og det er jeg utrolig glad for. Jeg har haft den samme kontaktperson i alle årene, skønt der har været mange strukturelle omlægninger og blandt andet samling af alle bipolare patienter i Glostrup.

Hvordan jeg har kunnet få lov at blive på Gammel Kongevej, ved jeg ikke, men det har været enormt værdifuldt ikke at skulle fortælle “historien” forfra til nye kontaktpersoner. Nu, hvor jeg har det ret godt, ses vi selvfølgelig ikke så tit, og der er mange, der har mere brug for hende end mig. Sådan skal det naturligvis være.

I årene, der er gået, har jeg truffet mange forskellige læger. Og jeg har kunnet lide dem alle. De har alle ydet deres bedste og på en eller anden måde forsøgt at skjule det “hamsterhjul”, de løber rundt i, hvor de forsøger at få enderne til at nå sammen, uden at patienterne mærker det alt for meget.

Den første overlæge, jeg havde på Gl. Kongevej, var også den første, der forsøgte at forstå mit hukommelsestab. Hun sagde “absencer”, og det klingede helt perfekt hos mig. Jeg glemmer det aldrig. Der var perioder på 14 dage, der var væk pist borte.

Hun gik desværre på pension, men hun nåede at lære mig, hvad jeg skulle sige til den næste læge. Min erfaring er, at det ofte er godt, når man som patient selv bærer beskederne videre. Selvfølgelig er der en masse journalføring og dokumentation, som der skal være, men når jeg selv videregiver beskeder til den næste læge eller anden fagperson, får vedkommende selvfølgelig et andet indtryk af mennesket bag det, der står i SP.

Dagens lægesamtale

Nu har jeg en yngre mandlig overlæge, som jeg har truffet tre eller fire gange. Jeg håber inderligt, at han bliver på Gl. Kongevej.

Vi har talt sammen i dag, og egl. skulle det have været en videoseance, men ingen af os kunne få det til at fungere. Jeg trykkede på den relevante knap i Sundhedsplatformen, men der skete ikke rigtig noget. Vi nøjedes med telefonen, og det kan fint gå, når man har et rimeligt kendskab til hinanden.

Han er verdensmester i at lytte. Jeg er endnu ikke kommet med noget, han simpelthen ikke kunne forstå. Jeg oplever dialogen som ligeværdig og hans interesse som ægte. Det er vel egl. det, man kan kalde for en femstjernet psykiatrisk behandling?

Jeg har problemer med “det relationelle”, fordi det er så uforudsigeligt, og min oplevelse er, at disse problemer vokser. Jeg bliver på en eller anden måde mere og mere autist. Jeg havde set frem til at drøfte dem med ham, og jeg har taget et initiativ, som jeg var i tvivl om, hvorvidt han ville bifalde, nu hvor han kender mig relativt godt.

Kort sagt savner jeg at indgå i meningsfulde fællesskaber og at betyde noget for andre på et fagligt plan.

Måske et det lidt “skønne spildte kræfter”, at jeg kun bearbejder og analyserer data for min egen skyld?
Måske kunne jeg bidrage til noget forskning et eller andet sted, når jeg nu elsker data?
Måske ville det være dejligt en dag om ugen at have nogen at sige “god morgen” til og nogen at spise frokost med?

Jeg ville aldrig nogensinde kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked med de enorme produktivitetskrav og den høje grad af stress. Men et eller andet “nørdet” et eller andet sted kunne måske være skønt? “Nørdet” er heldigvis ikke længere et skældsord.

Han bakkede op om mit initiativ, og det er jeg glad for. Det er så nemt at sidde alene og være begejstret for sin idé – men hvad synes andre? Er jeg ude på et overdrev, eller er der noget om snakken?

Hvem vil høre om en femstjernet behandling?

Jeg har fået – og får – en femstjernet behandling i psykiatrien. Psykologen siger, at det blandt andet skyldes, at jeg er blevet ved at stille spørgsmål, til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg har holdt dem fast.

Det er jo ikke mig, der er gået ud fra overlægens kontor med besked om, hvordan jeg havde det. Jeg har krævet at forstå det uforståelige, og jeg er klar over, at jeg af og til har været en irriterende og tidskrævende patient. Men de har taget det pænt.

Jeg glemmer heller aldrig den overlæge i Akutteamet i Glostrup, der lukkede computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Det har nok været ca. 2018. Herefter væltede det bare ud af mig, hvad jeg havde tænkt og undersøgt siden 2003. Her var en, der tog sig tid til at lytte til noget, der ikke lige var på dagsordenen. Han må have gjort sig nogle tanker – og nu ønskede han at vide, hvad jeg selv tænkte.

I DR Lyd findes en fantastisk podcast ved navn “Genstart”. Jeg har for et stykke tid siden skrevet til tilrettelæggerne og spurgt, om de var interesserede i en positiv historie fra og om psykiatrien? Jeg har ikke fået svar, og jeg er da også klar over, at deres fokus selvfølgelig er på emner, hvor noget er forkert eller kritisabelt.

I det hele taget er det min oplevelse, at der ikke er ret mange, der vil høre om den psykiatri, der også er velfungerende, selv om man kan overveje, hvordan det lader sig gøre, når ressourcesituationen er, som den er. Der vil jo gå flere år, før 10-årsplanen er implementeret, og hvad vil planen betyde for voksenpsykiatrien? Det er der ikke nogen, der fortæller om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

30. juni 2025/2 Kommentarer/i Aspergers syndrom, For sjov, Forbruger, Hjemmeside /af StegemüllerAspergers syndrom, For sjov, Forbruger, Hjemmeside

Dataobservationer baseret på de første 28 svar

Læserundersøgelse 2025

Dataobservationer baseret på de første 28 svar

Indledning

Jeg vil gerne vide, hvem mine læsere er, så jeg kan gøre mine artikler endnu mere relevante for jer.

Det er nu halvanden måned siden, jeg satte min læserundersøgelse i gang, og antallet af besvarelser udgør nu 28. Midt i juni skrev jeg lidt om de første 14 besvarelser. Nu er der kommet 28 besvarelser, så det er tid til en opdatering.

Selvfølgelig er 28 svar ikke nok til at fortælle om den (usikre) verden, vi lever i, men til at fortælle mig om mine læsere, kan det godt bruges. Og denne artikel fortæller jer lidt om hinanden.

Tak til alle jer, der har taget jer tid til at svare – jeres input er virkelig værdifuldt for mig!

Jeg kan se på besvarelserne, at nogle overser sammenhænge i spørgsmålene, og derfor bliver resultaterne herunder sådan set “forkerte”, men nu er dette jo trods alt ingen videnskab, så jeg har ikke korrigeret svarene. De står fuldkommen, som I sendte dem.

Som eksempel på sammenhænge i spørgsmålene kunne være spørgsmålet om brugen af TNG. Hvis man svarer Nej til at bruge det, er det egl. tiltænkt, at man i næste spørgsmål skal fortælle lidt om årsagen, men det sker ikke altid. Bruger man omvendt TNG, bør man jo skrive, at man har en hjemmeside. Det sker heller ikke altid.

Da jeg var studentermedhjælper hos en forsker

Læserundersøgelsen har fremkaldt minder om dengang i begyndelsen af 1980’erne, hvor jeg var studentermedhjælper hos en forsker på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Forskeren arbejdede med et projekt om gadevold, og vi (dvs. mest jeg) læste bunkevis af politirapporter i fem storkøbenhavnske politikredse.

Når man hører ordet “Gadevold”, tænker de fleste nok på, at der er tale om en episode, hvor gerningsmand og offer ikke kender hinanden. Så vidt jeg ved, var den samlede konklusion på projektet, at dette var en myte. Det, man vist mest kunne konkludere, var, at der var tale om vold begået på gaden, hvilket jo er noget ganske andet. Offer og gerningsmand kunne fx være ægtefæller, der bare kom op at slås ude i det offentlige rum.

Dengang var der også sammenhænge i spørgsmålene, som helst skulle være korrekte, for at forskeren kunne bruge svarene til noget. Vi tog dog svarene direkte fra politirapporterne og lod dem stå, fuldkommen som de var. Vi korrigerede heller ikke dengang på svarene.

Demografi

Køn: Størstedelen er stadig kvinder, men der er kommet flere mænd til siden sidst.

Alder: Respondenterne er fortsat modne mennesker – de fleste ligger i gruppen 60+ med en pæn spredning helt op til 85 år. I går kom der endda en besvarelse fra en læser under 26 år, så nu hele spektret nu er dækket.

Arbejdsmarkedet: Kun de færreste er på arbejdsmarkedet, hvilket stemmer overens med aldersfordelingen.

Uddannelsesniveau

Flertallet har en mellemlang eller længere videregående uddannelse – mange 3-5 år og enkelte over 8 år. Jeg vil tro, at mine læsere er mere veluddannede end befolkningen som helhed. Der er fortsat også plads til dem med kortere uddannelse — det vidner om en bred målgruppe.

Slægtsforskning

Langt de fleste er stadig aktive slægtsforskere, men nogle få har angivet, at de ikke forsker systematisk. Det bekræfter, at artiklerne rammer det rigtige publikum.

TNG og MyHeritage

Brugen af TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) er stadig lav (14 pct.), men flere benytter MyHeritage eller lignende. Nogle nævner, at de laver det i hånden eller bruger andre databaser.

De, der ikke bruger TNG, fortæller af og til om årsagen. Jeg viser svarene herunder; dog har jeg fjernet de svar, der bare lød “Nej”, da dette jo ikke fortæller om årsagen.

Til de, der synes, der synes, det ser indviklet ud, eller at de bare ikke kender det, kan jeg sige, at jeg gerne hjælper dig i gang og støtter dig i hele processen – men du skal selv lave arbejdet. Jeg fungerer “bare” som konsulent, og vi har det sjovt undervejs! Denne artikel er til dig, der ikke ved, hvad TNG er.

Bruger andre databaser
Jeg er ikke interesseret i systematisk slægtsforskning. Jeg synes, jeg ved det, jeg har brug for at vide om min egen slægt. Min far slægtsforskede lidt. Men jeg bruger slægtsforskningens kilder – kirkebøger, folketællinger m.v. – stort set dagligt i andre historiske sammenhænge.
MyHeritage. Og i hånden
Har ikke data online.
Kender det ikke
Deler pt ikke – bruger et simpelt regneark til eget overblik/links til kirkebøger/folketællinger/andre kilder
Har ikke lyst
Jeg vil have det hele off-line
Jeg kender det ikke
Har ikke prøvet det
Bruger det ikke
Har ikke overvejet det som en mulighed eller sat mig ind i, hvad det indebærer – men det burde jeg måske?
Kender det ikke
Jeg bruger Legacy, og lægger det på nettet med Webtrees.
Det ser indviklet ud

Hjemmeside

Omkring halvdelen har deres egen hjemmeside – det er interessant, da det giver mulighed for at udveksle erfaringer om teknik og layout.

Dansk sprog

En stor del (82 pct.) angiver, at dansk i skrift og tale er vigtigt – det glæder mig som sprognørd.

ChatGPT og AI

Flere har nu prøvet at bruge ChatGPT eller andre AI-værktøjer. Nogle har haft sjove engangsforsøg, andre bruger det mere systematisk.

Det er en spændende udvikling, og jeg er glad for, at jeg muligvis kan inspirere nogle af jer til at prøve det af. En årsag til at svarene her er særligt interessante er aldersfordelingen, og man kan måske konkludere, at høj alder ikke er til hinder for at afprøve nye værktøjer.

Nogle af fritekst-svarene ser sådan ud, og jeg synes især det sidste svar er umådeligt interessant. Det lyder: “… få mine ideer samlet til en helhed”. Jeg ved fra mine data, at det stammer fra en læser under 26 år.

Ja. Meget typisk til lidt “tekniske” ting fx makroer i Excel eller PHP-kode på hjemmesiden. (Dette svar kommer dog fra mig selv).
Ja, til spørgsmål om historiske ting
Ja, bruger den til meget forskelligt.
Ja, jeg fik den til at skrive en historie for mig – den var mega-dårlig!
Ja det har jeg og syntes at det fantastisk
Ja, ChatGPT til at lave et skilt, foto og mere uddybende svar på spørgsmål.
Ja til at få mine ideer samlet til en helhed

Kode og nørderi

Kode (fx VBA eller PHP) er stadig ikke udbredt, men der er en håndfuld, der har prøvet kræfter med det.

Mange (75 pct.) ser sig selv som lidt nørdede – det passer jo helt perfekt til bloggens tone.

Sociale medier

De fleste er på sociale medier, men præcis halvdelen overvejer at forlade dem pga. algoritmer, tonen og tidsforbruget. Det giver stof til eftertanke.

Autismespektret og psykiatri

Enkelte angiver, at de er på autismespektret (de 25 pct. i diagrammet herunder) eller har en psykiatrisk diagnose (21 pct.). Det gør mig glad, at I føler jer trygge ved at dele det – det skaber et rum for gensidig forståelse. Jeg ved altså, at jeg i hvert tilfælde af og til skriver til mennesker, der har en vis lighed med mig selv.

Andet

Nogle bruger feltet “Andet” til at fortælle lidt om sig selv – fx frivilligt arbejde eller musiske interesser. Det giver et fint indblik i, hvem I er som mennesker.

En enkelt skriver endda “Jeg glæder mig hver mandag til at læse dit nyhedsbrev”. Et svar som dette glæder mig naturligvis helt ind i hjertet.

Afslutning

Jeg er meget glad for, at I har lyst til at bidrage. Jeres input hjælper mig med at målrette indholdet, så det giver mest mulig værdi for jer.

Har du ikke svaret endnu? Du kan stadig nå det – jeg holder undersøgelsen åben til udgangen af juli måned.

Som nævnt i indledningen kan 28 svar ikke bruges til at fortælle om verden – det viser billedet herunder også: man skal passe på, når man konkluderer!

Har du kommentarer til resultaterne, eller ser du noget interessant? Skriv gerne en kommentar herunder – jeg elsker at høre fra jer!

(Artiklen fortsætter under billedet)

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Archive for category: Aspergers syndrom

Her bor jeg