/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Tillykke student!

Tillykke student!

Årets dimissioner

Tillykke student!

Når jeg møder en student, kan jeg ikke lade være at hilse med et “Tillykke student”, og de hilser pænt igen. Det er muligvis temmelig gammeldags, men det er nu hyggeligt nok.

Der er ikke noget at sige til, at både de selv og hele familien er stolte, for man “får” ikke en studenterhue – man erhverver den efter flere års hårdt arbejde. Der er også mange andre unge, der dimitterer uden at få en hue, og de har også grund til at være glade og stolte; det er bare ikke dem, denne artikel handler om.

Egne erindringer

Jeg kan ikke lade være at tænke 42 år tilbage, da jeg i 1983 blev nysproglig student fra “Statens Kursus til Studentereksamen” efter to benhårde – men også fantastiske – år. Der var vist arrangeret en eller anden form for “hestevogn”, men jeg deltog ikke, for jeg skulle på arbejde hos Irma … Det var dumt, men jeg havde ikke hjemmefra lært at blive fejret. Det var også dumt.

Tillykke student!

Jeg elskede latin og tysk. Begge lærere hed Kirsten. Med min nuværende indsigt er det selvfølgelig ikke overraskende. Begge fag var præget af forudsigelighed i form af regler, og det var en form for leg at skrive tyske stile og at skille “De puniske krige” og “Plinius’ breve” ad. Man skulle bare lære reglerne, og så var den ged barberet – i hvert fald i latin. Sådan tænker et menneske med Aspergers syndrom – vi har et anderledes “styresystem”.

Stadig undrer jeg mig, når DR viser et billede af en pensioneret kvinde og billedteksten kalder hende “emeritus”, når hun selvfølgelig er “emerita”, men man underviser vist ikke i latin mere, så de er vel undskyldte? Det er ærgerligt, for når man har tygget sig gennem Kr. Mikkelsen, har man fået en gennemgribende sprogforståelse ind på rygmarven – og den bliver siddende.

I tysk var det selvfølgelig lidt anderledes, idet vi der læste forskellig litteratur, som man også skulle kunne. Jeg husker bedst “Christiane F” og selvfølgelig “Katharina Blums tabte ære” af Heinrich Böll.

En af mine tidligere klassekammerater fra kursus læser af og til med her på siden, og hun skrev på et tidspunkt, at vores fransklærer plejede at sige “I skal kaste op på side …”. Det kan jeg ikke huske.

Historie: Jette var ung og nyuddannet. Jeg husker bedst alt det, hun lærte os om kildekritik, og primære, sekundære og tertiære kilder. Jeg har stadig glæde af det i forbindelse med slægtsforskning. “Brug altid den originale kilde hvis det er muligt” og hvis ikke “Hvad ved vi så om den fx skrevne kilde?”

I sagen om Mike Fonseca, der optog en samtale med Lars Løkke Rasmussen, som tilbød ham 370.000 kr. for at forlade Folketinget, kom jeg i tanke om kildekritikken: Hvor valid er sagsfremstillingen egentlig, når Mike selv har arrangeret lydoptagelsen, mens Lars ikke ved, at samtalen bliver optaget?

Alle lærerne var utrolig dedikerede; de levede og åndede for deres fag – og de var altid loyale over for rektor Hans Jensen. Ingen af dem hørte vist til på højrefløjen.

“Der var jo ikke andre”

Min fars ungdomskæreste – som satte huen på – og hendes mand holdt en fin middag og fejrede mig. Til stede var flere medlemmer fra min fars familie og nogle af deres venner, som jeg havde lært at kende i løbet af mine første tre år i København.

Da jeg traf hende igen for et par år siden, takkede jeg pænt både for huen og for middagen. Hun replicerede: “Der var jo ikke andre”, og det var selvfølgelig sandt, men det var nu alligevel pænt af dem. Jeg har stadig deres gave liggende i en vindueskarm – en papirkniv i sølv fra Georg Jensen. Det nævnte jeg for hende, og hun svarede “Den har du ikke meget brug for mere”. Det var også sandt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.[wpforms id=”96385″ title=”true”]

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

At genkende en person med Aspergers syndrom

At genkende en person med Aspergers syndrom

På autismespektret (ASF)

At genkende en person med Aspergers syndrom

I flere år før jeg i 2019 fik diagnosen “Aspergers syndrom” havde psykologen sagt “Du har Aspergertræk”. Forleden spurgte jeg, hvad der havde fået hende til det?

Da jeg for seks år siden kom med diagnosen, var hun ikke overrasket. Jeg har altid tænkt, at hun bare glædede sig med mig efter udredningen. Hun havde ikke været i tvivl, og selv havde jeg undersøgt det siden 2003, så jeg manglede bare en, der ville skrive under.

Jeg glemmer aldrig da en overlæge fra Akutteamet i Glostrup, som jeg var tilknyttet et årstid, lukkede låget på den bærbare og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”, hvorpå det væltede ud af mig med de tegn, jeg selv så. 

Psykologen fortalte:

“Det er hele måden, du vender verden på. Du har altid været orienteret mod data og logik. Du er orienteret mod sammenhænge, du kan forstå. Og kan du ikke finde en sammenhæng , bliver du ved at spørge, til du forstår det. Du har en særlig OCD-agtig stædighed og helmer ikke, før du forstår det. Du er den første autist, hvor jeg ikke har været i tvivl.”

Jeg tror selv, at en af grundene til, at jeg har fået en femstjernet behandling i psykiatrien er, at jeg har stillet afklarende spørgsmål, helt til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg kan huske, at jeg var rasende over et eller andet, (jeg husker ikke hvad), hvorpå jeg klagede skriftligt til centerchefen over det. Hun var et sødt og venligt menneske, og jeg fik et fint svar. Jeg tror endda, jeg fik medhold.

En anden gang vil “akutten” stoppe et kæmpe spørgeskema med mere end 100 spørgsmål ned i min taske. Det var vist en brugertilfredshedsundersøgelse. Men jeg var overhovedet ikke tilfreds, for henvender jeg mig i akutmodtagelsen, har jeg ikke overskydende hjernekapacitet til spørgeskemaer, og min taske er det eneste, jeg har ejendomsret til, når jeg er der, og den skal ikke krænkes. Det står endda i grundlovens § 73 at “Ejendomsretten er ukrænkelig …” 🙂 

Dagsordener og lydoptagelser

At genkende en person med Aspergers syndrom

Det har aldrig været mig, der gik ind til overlægen og fik at vide, hvordan jeg havde det. Jeg havde typisk en “dagsorden” med og stillede spørgsmål for at gøre en uforståelig situation forståelig.

Jeg ville fx gerne vide, hvad det var, der bevirkede, at jeg hørte en respirator i mit klædeskab, der stod og sagde sit “bip bip”, og når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der (selvfølgelig) ikke.

Lige nu laver jeg lidt sjov med det – men det var overhovedet ikke sjovt, da det stod på. Jeg var meget bange for, at jeg nu for alvor var ved at blive skør. Hvordan ville du selv have det med det evindelige “bip bip” i dit klædeskab?

Jeg husker også en nat, hvor jeg ville lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man lavede kaffe. Og jeg lagde brødkniven i køleskabet i stedet for i skuffen. Der tænkte jeg: “nu rabler det for alvor for mig”.

Alle de ting krævede jeg en forståelig og sammenhængende forklaring på. Det har nok ikke altid været nemt at være overlæge på 808.

På et tidspunkt mistede jeg hukommelsen, hvorpå jeg begyndte at optage de vigtige samtaler med de mange fagpersoner, jeg traf. Nogle var bange for, at optagelserne ville ende på Facebook, hvorfor de sagde nej, men jeg havde på forhånd undersøgt via DUKH, at de ikke måtte sige nej. Selvfølgelig havner filerne ikke på Facebook eller andre steder. Jeg er da et ordentligt menneske.

Det har resulteret i, at jeg nu ligger inde med hundredvis af lydfiler og kan genhøre mange år af mit liv. Men det gør jeg ikke, for det er for trist. Nu bruger jeg de seneste til at forberede næste møde i Distriktspsykiatrien og med psykologen. Det er meget nemmere end at tage noter.

De to spor i hjernen

Det er formentlig også et Aspergertræk, at jeg har de to spor i hjernen. Det er svært at forklare, men det er som om, der hele tiden kører parallelle tankerækker. Jeg kunne sagtens have det meget dårligt samtidig med, at jeg skrev en artikel til min hjemmeside eller ringede til Microsoft. Så måtte døden vente. Jeg kunne ikke forlade denne verden med en ufærdig artikel eller kaos på min PC.

De to spor er vældig praktiske for mig, og de er der altid. Det kan være, det er en del af at have et anderledes styresystem (det siger man om mennesker med Autisme)? Selvfølgelig kan det være trættende, men for det meste oplever jeg dem som en ressource, jeg kan trække på, og som de færreste mennesker ligger inde med.

Når jeg taler om mine voldsomme erindringer, har jeg en armslængdes distance til de følelser, der næsten ville have opslugt de fleste mennesker. De ville blive opslugt af alt det, de selv skulle have gjort, hvad deres mor skulle have gjort, hvad andre skulle have gjort osv. Men jeg er ikke rigtig orienteret mod alt “det der følelses-noget”. Jeg forholder mig mere nøgternt og næsten klinisk til min fortid. 

Jeg har været orienteret mod at finde løsninger på kaos. Jeg forholder mig helt anderledes til traumerne end andre med en tilsvarende historie.

Man kan sige, at Aspergers syndrom har været et værn mod det kaos, jeg engang var en del af.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Irritationsmomenter

Irritationsmomenter

Internettet er fyldt af irritationsmomenter

Irritationsmomenter

Så længe to millioner mennesker i Gaza er ved at dø af sult, mens Israel dræber børn, fordi staten Israel har “ret til at forsvare sig” (jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det hænger sammen), Ukraine har mistet omkring en million soldater, og jeg stort set hver morgen vågner op til Trumps vanvid, burde jeg ikke være irriteret.

Det er evigt ligegyldigt set i den store sammenhæng. Her får du alligevel et udpluk af irritationsmomenterne. Kender du dem – eller bare nogle af dem?

Digitale afbrydelser

Mange mennesker vil gerne have, at man forbliver på deres hjemmeside. Derfor sørger de for, at et eller andet popper op, når man enten scroller op eller ned eller er på vej til at forlade  siden. Ofte drejer det sig om, at man kan tilmelde sig et nyhedsbrev.

Jeg skal nok selv finde ud af, om en side er så interessant, at jeg ønsker deres nyhedsbrev, og hvor det i givet fald er.

I det hele taget er jeg træt af at forholde mig til ligegyldige “ting”, eksempelvis “reals” på Facebook, som jeg kraftigt overvejer at forlade, da der er for få søde mennesker tilbage på platformen, da 99 pct. af venneanmodningerne er falske, og der deles hjernedøde beskeder til Meta om, at man ikke ønsker, at de må anvende ens billeder mv. Herre Jemini. Selv mennesker, jeg anser for mere end kloge, har i den forløbne uge delt sådant indhold.

Når jeg alligevel stadig er der, er det fordi, jeg bruger platformen til at informere om eksempelvis denne nye artikel. Og hvem vil ikke gerne have læsere?

Overflødige klik og “Clickbait”

Hvis man vil slette indhold, trykker man på “slet”. Man mødes af en besked om fx “Vil du vil slette dette?” Ja, jeg trykkede jo på “Slet”. Tror de, jeg er helt idiot? Der er millioner af overflødige klik. Måske kunne vi lave en sammenslutning til bekæmpelse af dem?

“Clickbait” er en betegnelse for sensationelle eller iøjnefaldende overskrifter, der bruges online for at tiltrække klik og generere mere trafik til en side. Overskrifterne er typisk designede til at pirre læserens nysgerrighed og få dem til at klikke på et link, selv om indholdet kun uhyre sjældent lever op til forventningerne.

Netikette

Jeg begyndte at lave hjemmesider i 2005, og da jeg ikke anede en brik om, hvordan man gjorde, købte jeg en række bøger om det. Dengang var nettet jo dårlig opfundet, så man kunne ikke blive ret meget klogere der. Dengang kunne man ikke finde indhold med – ikke på – Google.

Du får lige en af mine mange yndlingsaversioner: Google har jo ikke selvstændigt indhold, og alverdens hjemmesider ligger selvfølgelig ikke på Google. Google er et værktøj, man bruger til at finde indhold med.

Min bibel var  – og er – Jørgen Farum Jensens “Webdesign”; jeg har desværre mistet den. Han skrev fx om læsbarhed, der blandt andet indebar at lave afsnit. Og han skrev om, at man vha. title=”hvad sker der her” bør informere brugeren om, hvad der vil ske, når man klikker på et link, og at man bør sørge for, at siden, man gerne vil se, åbner i et nyt link. Det er vanvittigt irriterende at blive ført væk fra siden, man oprindeligt var på.

Information om noget jeg allerede ved

Jeg er så træt af mails – og især tre bippende SMS’er – om alt det, der allerede står i min kalender. Det drejer sig fx om beskeder fra tandlægen, frisøren, optikeren m.fl. om, at jeg har en tid. Det ved jeg da godt, for jeg skrev det i kalenderen, da vi indgik aftalen. Den form for beskeder har aldrig nogensinde oplyst mig om noget, jeg ikke ved i forvejen. Jeg har bare bøvlet med at slette alt det overflødige indhold her og der.

Hos Distriktspsykiatrien kan man heldigvis sige, at man ikke gider have de tåbelige beskeder.

Andel Energi sender en mail og tre SMS’er om, at min regning er blevet betalt. Ja, det havde jeg da så sandelig også forventet, eftersom jeg har tilmeldt mig Betalingsservice. Herudover er de så “kvikke”, at de sender en mail om, at man skal sørge for at oplyse sin mail-adresse, da de ellers ikke kan sende mails. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Ændring af aftaler

Lidt i forlængelse af ovenstående: Min frisør klipper godt, og han er sød at slukke for muzakken, så jeg kan holde ud at være der, men jeg er træt af, at han altid ringer og laver om på mine aftaler. Når jeg ser ham igen, vil jeg spørge, om han også ændrer på alle de øvrige kunders tider, eller om det kun er mine?

Hvad er det mon, der får ham til at tro, at jeg kan ændre aftalerne? Kan han ikke styre sin kalender?

Herudover overvejer jeg konsekvent at sige “nej” til enhver ændring. Så kan det være, det “går over”.

Når jeg ikke allerede har fundet en anden frisør, skyldes det, at det er meget svært at finde en, der vil slukke for baggrundsstøjen. Men når man er på autismespektret, er det utrolig udmattende at skulle bruge kræfter på at prøve at ignorere det. Det går simpelthen ind i ens hjerne, og det kan tage meget lang tid, at få det til at forsvinde igen.

Tåbelige svar

Tåbelige svar kan fx være:

  • Så er det din PC, der er noget galt med (nej, der er overhovedet ikke noget galt med min PC)
  • Så er det din browser, der er noget galt med (fx DSB, når man ikke kan købe billetter via deres hjemmeside vha. Firefox, som er en anerkendt browser)
  • Har du tjekket dit spam-filter? (Ja, jeg har styr på mit spamfilter, som jeg tømmer hver dag), når man spørger, hvorfor man ikke har fået svar på en e-mail. Jeg begyndte naturligvis med at tjekke dette filter.
Døde links på min side

Folk og firmaer ændrer links lige så ofte, som jeg skifter undertøj (og det sker ret tit) , ergo er jeg indehaver af sider, der henviser til en 404-side. Når man linker til en side, er det jo faktisk udtryk for, at man mener, siden har noget at byde på, så det er venligt ment og godt for deres SEO. 

(SEO står for Search Engine Optimization, som på dansk betyder søgemaskineoptimering. Det handler om at optimere en hjemmeside, så den får en højere placering i søgeresultaterne på søgemaskiner som Google. Dette kan gøres gennem tekniske ændringer på hjemmesiden, optimering af indhold og ved at opnå links fra andre hjemmesider.)

En 404-fejl er en fejlkode på en hjemmeside. 404-fejlkoden angiver, at den side, du ønskede at besøge, ikke kan findes eller ikke længere eksisterer. En 404-fejl er også kendt som ‘404 ikke fundet’, ‘HTTP 404-fejl’ eller ‘404-fejlkode’.

Jeg er ved at være så træt af døde links, at jeg overvejer helt at holde op med at linke til andre sider end mine egne, for de bliver, hvor de er.

Tak er kun et fattigt ord

I forskellige grupper og på Facebook generelt efterspørges ofte hjælp til det ene og det andet. Bag det barske ydre er jeg i virkeligheden et venligt og hjælpsomt menneske, så jeg bruger ofte tid på at besvare sådanne opslag eller finde information frem til spørgeren, hvis der nu skulle være et eller andet, jeg ved noget om.

Jeg overvejer at holde op med at spilde min tid på det, for det sker meget ofte, at der ikke en gang returneres et “tak for hjælpen”.

Manglende respekt for min tid

Manglende respekt for min tid er ikke bare irriterende; det gør mig rasende.

Jeg tilbyder – i øvrigt gratis og omfattende – support til oprettelse af TNG-sider. TNG står for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding. Det vil sige, at jeg assisterer med at oprette hjemmesider, hvor man kan vise sine slægtsdata. Det er tydeligt beskrevet, hvordan man får hjælp. Det kan du fx se her. Det er starten på en længerevarende proces, hvor du lærer en masse om at generere en dynamisk hjemmeside til dine data. Det er ikke gjort på en for- eller eftermiddag. Er det ønsket, er MyHeritage nok en bedre løsning.

Jeg vil enormt gerne hjælpe, men det er altså på mine betingelser. Man kan booke en tid i min kalender via hjemmesiden, og hvis jeg overhovedet har mulighed for det (og det har jeg som oftest), besvarer jeg straks forespørgslen og accepterer aftalen.

Det er ingen hemmelighed, at jeg konsekvent ikke besvarer hverken e-mails, SMS’er eller henvendelser via Messenger.

Alligevel sker det meget ofte, at jeg bliver kontaktet via disse kanaler. Jeg besvarer simpelthen ikke sådanne henvendelser. Det er ikke for at være et væmmeligt menneske, men spørgeren bliver nødt til at acceptere den support-form, jeg har valgt, for jeg skal jo også lave noget selv.

Besvarede jeg fx en SMS, ville brugeren (helt berettiget) have et nyt spørgsmål fem minutter senere. Og så er jeg fanget i en fælde. Det gider jeg ikke. Derfor tager vi en 60 minutters samtale om det, der driller. Og det kan vi gøre et fuldkommen ubegrænset antal gange. Det er sgu da god kundeservice.

Der er flere

Jeg kunne liste adskilligt flere irritationsmomenter, men jeg stopper her for ikke at skræmme (endnu) flere læsere væk. For det er jo egentlig ikke hensigten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

På vej ind i rytmen igen

På vej ind i rytmen igen

En Asperger ude af rytme

På vej ind i rytmen igen

Når man har Aspergers syndrom og har det godt, er det fuldkommen normalt, at man fungerer supergodt i sin rytme med dagens naturlige udsving.

Jeg sætter mig med min elskede morgenkaffe, tænder den ditto computer, løser dagens tilbagevendende opgaver, besvarer nattens e-mails, tænder slægtsprogrammet Legacy, bladrer i arkivalierne, slukker computeren, går min tur og sørger for at nå de minimum 5.500 skridt, skriver måske en artikel, laver mad osv. Det er alt sammen godt, og jeg har det godt.

Men kommer der udsving og måske adskillige peaks på en uge, er jeg fuldkommen kvæstet og kan ikke andet end at lægge mig under kugledynen kl. 20:00 og se et eller to afsnit af “Forsvundne arvinger”. Jeg orker ikke en gang at spise. Så er det slemt.

Billedet herunder søger at illustrere situationen. Der var fire peaks på en uge, men de kunne ikke alle være på billedet. (Artiklen fortsætter under billedet).

På vej ind i rytmen igen

Jeg havde det som om, jeg havde løbet fire marathon på en uge, for der skal meget til, før jeg ikke orker at tænde Legacy og transskribere skiftet efter min tiptipoldefars bror Peder BENTSEN (1800 – 1850) fra januar 1855.

Man kan også sige, at det er som at ville stå ud af sengen men på ingen måde at kunne finde kræfterne til at slå benene ud over sengekanten. Det kan bare ikke lade sig gøre. Når der er så mange peaks på en uge, er udmattelsen total, og det tager meget lang tid at komme tilbage til normalen.

Det har taget mig seks dage at finde tilbage til normalen. I dag har jeg skam både fået købt ind, gjort rent og kigget på skiftet. Jeg nåede lige netop de 5.500 skridt. I morgen bliver en god (og helt normal) dag. Åh hvor jeg glæder mig.

Det værste er frygten

Når jeg ikke kan foretage mig andet end at se “Forsvundne arvinger” under min kugledyne, bliver jeg så bange for igen at være på vej til psykiatrisk afdeling. Er der pludselig en ny depression på vej?

Jeg overser, at det intet har med sygdom at gøre. Det tog psykologen lang tid at overbevise mig om, at andre mennesker jo heller ikke kan ændre så meget på deres daglige rytme på en gang. Men har man været meget syg, bliver man nok nemt bange for at blive det igen.

Jeg er ikke “i form” til at være social, og jeg fik planlagt alt, alt for dårligt, så jeg skulle møde fem nye mennesker på en uge herunder en heldagstur til Odense. Jeg fik endnu en gang taget alt for meget ind. Jeg tror, jeg kan, fordi jeg synes, jeg har det godt. Nu står det lysende klart for mig, at det kan jeg ikke. Der er jo i øvrigt en grund til, at man har opfundet kalenderen! Jeg burde altså have gennemskuet det noget før.

Fra dags dato har jeg forbudt mig selv at bryde min normale rytme mere end to gange pr. uge. Og så bliver det måske den nye normal; måske kommer jeg på et tidspunkt i bedre “form”. Og i modsat fald har jeg det jo faktisk ret godt, som jeg har det!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.