Det er godt, når læger lytter
Femstjernet psykiatrisk behandling
Det er godt, når læger lytter
Jeg er kommet i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33 siden 2014 (måske 2015), og det er jeg utrolig glad for. Jeg har haft den samme kontaktperson i alle årene, skønt der har været mange strukturelle omlægninger og blandt andet samling af alle bipolare patienter i Glostrup.
Hvordan jeg har kunnet få lov at blive på Gammel Kongevej, ved jeg ikke, men det har været enormt værdifuldt ikke at skulle fortælle “historien” forfra til nye kontaktpersoner. Nu, hvor jeg har det ret godt, ses vi selvfølgelig ikke så tit, og der er mange, der har mere brug for hende end mig. Sådan skal det naturligvis være.
I årene, der er gået, har jeg truffet mange forskellige læger. Og jeg har kunnet lide dem alle. De har alle ydet deres bedste og på en eller anden måde forsøgt at skjule det “hamsterhjul”, de løber rundt i, hvor de forsøger at få enderne til at nå sammen, uden at patienterne mærker det alt for meget.
Den første overlæge, jeg havde på Gl. Kongevej, var også den første, der forsøgte at forstå mit hukommelsestab. Hun sagde “absencer”, og det klingede helt perfekt hos mig. Jeg glemmer det aldrig. Der var perioder på 14 dage, der var væk pist borte.
Hun gik desværre på pension, men hun nåede at lære mig, hvad jeg skulle sige til den næste læge. Min erfaring er, at det ofte er godt, når man som patient selv bærer beskederne videre. Selvfølgelig er der en masse journalføring og dokumentation, som der skal være, men når jeg selv videregiver beskeder til den næste læge eller anden fagperson, får vedkommende selvfølgelig et andet indtryk af mennesket bag det, der står i SP.
Dagens lægesamtale
Nu har jeg en yngre mandlig overlæge, som jeg har truffet tre eller fire gange. Jeg håber inderligt, at han bliver på Gl. Kongevej.
Vi har talt sammen i dag, og egl. skulle det have været en videoseance, men ingen af os kunne få det til at fungere. Jeg trykkede på den relevante knap i Sundhedsplatformen, men der skete ikke rigtig noget. Vi nøjedes med telefonen, og det kan fint gå, når man har et rimeligt kendskab til hinanden.
Han er verdensmester i at lytte. Jeg er endnu ikke kommet med noget, han simpelthen ikke kunne forstå. Jeg oplever dialogen som ligeværdig og hans interesse som ægte. Det er vel egl. det, man kan kalde for en femstjernet psykiatrisk behandling?
Jeg har problemer med “det relationelle”, fordi det er så uforudsigeligt, og min oplevelse er, at disse problemer vokser. Jeg bliver på en eller anden måde mere og mere autist. Jeg havde set frem til at drøfte dem med ham, og jeg har taget et initiativ, som jeg var i tvivl om, hvorvidt han ville bifalde, nu hvor han kender mig relativt godt.
Kort sagt savner jeg at indgå i meningsfulde fællesskaber og at betyde noget for andre på et fagligt plan.
- Måske et det lidt “skønne spildte kræfter”, at jeg kun bearbejder og analyserer data for min egen skyld?
- Måske kunne jeg bidrage til noget forskning et eller andet sted, når jeg nu elsker data?
- Måske ville det være dejligt en dag om ugen at have nogen at sige “god morgen” til og nogen at spise frokost med?
Jeg ville aldrig nogensinde kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked med de enorme produktivitetskrav og den høje grad af stress. Men et eller andet “nørdet” et eller andet sted kunne måske være skønt? “Nørdet” er heldigvis ikke længere et skældsord.
Han bakkede op om mit initiativ, og det er jeg glad for. Det er så nemt at sidde alene og være begejstret for sin idé – men hvad synes andre? Er jeg ude på et overdrev, eller er der noget om snakken?
Hvem vil høre om en femstjernet behandling?
Jeg har fået – og får – en femstjernet behandling i psykiatrien. Psykologen siger, at det blandt andet skyldes, at jeg er blevet ved at stille spørgsmål, til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg har holdt dem fast.
Det er jo ikke mig, der er gået ud fra overlægens kontor med besked om, hvordan jeg havde det. Jeg har krævet at forstå det uforståelige, og jeg er klar over, at jeg af og til har været en irriterende og tidskrævende patient. Men de har taget det pænt.
Jeg glemmer heller aldrig den overlæge i Akutteamet i Glostrup, der lukkede computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Det har nok været ca. 2018. Herefter væltede det bare ud af mig, hvad jeg havde tænkt og undersøgt siden 2003. Her var en, der tog sig tid til at lytte til noget, der ikke lige var på dagsordenen. Han må have gjort sig nogle tanker – og nu ønskede han at vide, hvad jeg selv tænkte.
I DR Lyd findes en fantastisk podcast ved navn “Genstart”. Jeg har for et stykke tid siden skrevet til tilrettelæggerne og spurgt, om de var interesserede i en positiv historie fra og om psykiatrien? Jeg har ikke fået svar, og jeg er da også klar over, at deres fokus selvfølgelig er på emner, hvor noget er forkert eller kritisabelt.
I det hele taget er det min oplevelse, at der ikke er ret mange, der vil høre om den psykiatri, der også er velfungerende, selv om man kan overveje, hvordan det lader sig gøre, når ressourcesituationen er, som den er. Der vil jo gå flere år, før 10-årsplanen er implementeret, og hvad vil planen betyde for voksenpsykiatrien? Det er der ikke nogen, der fortæller om.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]
