/8 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Top på Lolland og tråd på DIS

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Artiklen er ikke et udslag af ensomhed. Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem; sådan er det at have Aspergers syndrom. Det er nogle refleksioner over dengang og nu.

I aftes søgte jeg med Google efter “Top” på Lolland, for Rasmus JØRGENSEN RADSTEDs (1807 – 1891) far er “Huusmand Jørgen Topp af Nagelsti” i Toreby. Rasmus Thomsen TOP (1744 – 1820) er en af mine biologiske 4 * tipoldefædre (min farmors mors slægt).

Jeg havde en del i forvejen, men her søndag formiddag har jeg kunnet sætte to generationer mere på med lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres “Hjælp til tydning af tekster m.v.”. Der mangler selvfølgelig stadig meget – alle børnene osv., men skelettet er opstillet. Om der nu skal et eller to P’er i Top, overlader jeg til den interesserede læser. Kilderne er ikke helt enige, og det var kun adlen, der gik op i den slags petitesser.

Ved hjælp af Google dumpede jeg lige ned i en fantastisk gammel tråd i DIS-Forum, hvor der er så mange solide oplysninger at tage udgangspunkt i. Hvor er det godt, det gamle forum er bevaret. 

Tråden er omkring 20 år gammel og afslører, hvordan slægtsforskning var dengang. Den er påbegyndt i oktober 2004 og endeligt afsluttet i august 2006.

Jeg har læst den igennem et par gange og mindedes dengang, det kunne tage flere måneder at tilføje en generation, fordi en tur på Jagtvej kun resulterede i én folketælling, én vielse og var man heldig også et dødsfald.

Deltagerne gik på arkiv for hinanden, når de ikke lige var optagede af havearbejde, for så måtte man vente 1½ uge mere. Man kunne også blive drillet af, at arkivet ikke havde mikrokort for et givent sogn, hvilket jo var ærgerligt, når man havde gjort rejsen til arkivet. Det var dengang, man var glad, når man nåede tilbage til folketællingen 1860, for det var den første folketælling, der var “fuldtastet”.

Prøv selv at læse tråden og tænk tilbage for en stund. Det var i sandhed en anden tid. Nye slægtsforskere vil slet ikke kunne forestille sig det.

Refleksioner

Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang!

Jeg havde jo fx aldrig kunnet gennemføre mit projekt “Oprydning i slægtsdatabasen”, hvis ikke slægtsforskning på nettet var eksploderet. Min slægtsforskning er helt klart blevet mere solid af, at kilderne nu er digitaliserede. Nu kan skeletterne opstilles hjemme ved skrivebordet, og man er ikke henvist til at surfe rundt i ufuldstændige, dybest set uinteressante folketællinger, eller skrive af fra FamilySearch, hvis man vil slægtsforske mellem lørdag og lørdag.

Nu kan man kvalificere slægtsforskningen ved fx at opsøge lokalarkiver og være meget bedre forberedt, inden man tager dertil. Man kan finde alle stamdata derhjemme.

Nu sidder vi og skriver til hinanden, at det er temmelig træls, når DDA ikke fungerer, som det skal. Og det er det da også!

Den gamle tråd viser også, hvor meget deltagerne hjalp hinanden. Og der er stadig meget hjælp at hente. Selv er jeg utrolig glad for “Hjælp til tydning af tekster”, fordi de mennesker – dem der aldrig sover – kvalificerer min slægtsforskning. Den bliver simpelthen bedre, fordi de er der! Men processen er blevet optimeret og digitaliseret, og det er selvfølgelig godt. Jeg ville ikke undvære det.

Men jeg kan altså godt savne at stå i kø på en feriedag på trappen til Ll. Sankt Hans Gade 5 i Viborg og nævne et problem for de andre arkivgæster, der så sagde “Har du prøvet at … ?”.

Næh, det havde jeg typisk ikke tænkt på, for jeg havde ikke ret meget erfaring, men jeg vidste, at her var mit livsprojekt, og at der var meget, jeg gerne ville lære. Mine bedste lørdage og afspadseringsdage tilbragte jeg på Jagtvej, hvor vi havde madpakker med og spiste frokost sammen. Og der var også noget over at stille cyklen i Rigsdagsgården og besøge Rigsarkivet (det var dengang, der kun var et Rigsarkiv, de andre hed “Landsarkivet”).

Da jeg begyndte at slægtsforske, var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg havde to kolleger, der var lige så optændt af den hellige ild som mig selv. Den ene var meget erfaren og lærte mig meget. Mange teser blev opstillet, vendt og drejet i frokostpauserne.

Risikerer slægtsforskning nu at blive et mere ensomt projekt?

Jeg savner samarbejdet med andre slægtsforskere – vel at mærke et samarbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt. Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, for der er så meget erfaringsudveksling og videndeling – og jeg elsker, at de andre er lige så nørdede som mig selv.

Egentlig ville jeg enormt gerne med til Grenaa, men jeg har nogle begrænsninger, der gør, at det ikke er en mulighed. Mængden af sanseindtryk ville bevirke, at jeg skulle samle kræfter en uge eller to efter. Sådan er det også at have Aspergers syndrom.

Tænker du nogensinde over nogle af disse emner? Kommenter meget gerne!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer

Slægtsforskning på Fejø

Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer

Når man har Aspergers syndrom, er det helt normalt at elske detaljer. Det er altså ikke mig, der er noget galt med 🙂 Dagens artikel handler om nogle dejlige detaljer.

Mon ikke det sker for alle slægtsforskere: man “kører galt” i en anerække og opdager det først, når man har fundet alle 11 børn og deres konfirmationer, vaccinationer og ægtefæller i et par generationer? Jeg er sikker på, jeg har lavet en fejl, men jeg kan ikke finde den. Pokkers også.

Min biologiske far var fra Fejø, Fuglse Herred, Maribo Amt, og jeg troede sådan set, at slægtsforskning på en lille ø var ukompliceret. Men der tog jeg fejl, for de hedder allesammen Rasmus(sen) og Jørgen(sen). Der, hvor fejlen nok ligger, er en person, hvor jeg havde den snigende fornemmelse, allerede mens jeg fandt alle børnene: husbondens erhverv var simpelthen for skiftende, og han ankom til Fejø fra et fjerntliggende sogn.

Konen hed hele tiden det rigtige, men hun var en “Maren”, og dem er der jo en del af. Jeg troede også, hun var var et fjerntliggende sogn, men pludselig afslørede folketællingen den 1. februar 1840, at konens mor var født på Fejø, hvor hun også døde. Og hun hed “Ditløvsen” til efternavn, og et af hendes børnebørn hedder Ditløv til fornavn, så det må da være rigtigt, eftersom det er lidt usædvanligt. Og så ville det jo være noget underligt, at konen ikke selv skulle være født på Fejø. Moderen rejser da ikke til det fjerntliggende sogn føder Maren og kommer så retur. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Det sværeste er næsten at få ryddet rigtigt op uden at slette det, der trods alt er korrekt, når jeg rent faktisk er i familie med det halve Fejø. Efter en god nats søvn, og når solen atter står op, ser jeg nok det hele klarere. 

Eksempler på detaljer

Jeg har rigtig mange personer på Fejø; her er fx 44 født der. Der var engang, jeg fandt konfirmationer overflødige, men det er selvfølgelig forkert, så nu supplerer jeg med både konfirmationer og vaccinationer, der er vigtige detaljer. Jeg mangler mange af begge dele. Nu prøver jeg at fange dem alle.

Der var engang, det var helt umuligt at finde dødsfald for folk født ca. midt i 1800-tallet, som flyttede. Det er blevet noget nemmere, for dødsregisteret er genialt. Via dødsregisteret har jeg i dag faktisk fundet to personer født på Fejø og døde i København. Det er lidt af et særsyn. Og der skal ikke bare stå “i København”. Jeg vil have selve sognet med.

Jeg er storforbruger af Danske Slægtsforskeres tilbud om opslag i CPR til en fordelagtig pris, for jeg elsker at få alle detaljerne på plads. Mennesker, der naturligvis er døde, skal da have en dødsdato og tilflytning til den sidste adresse.

Civilstand: Jeg har defineret en ekstra begivenhed i Legacy “Civilstand”, som jeg har meget glæde af. Hvis en af parterne er enke(mand), skal den anden selvfølgelig være død – evt. fraskilt. Når det er sat op som en begivenhed, ser man det nemmere, end hvis man skal ned at rode i transskriptionen af en kilde. Funktionen er også rar, hvis der ved en vielse står, at en af parterne eller dem begge er “fraskilt”. Billedet herunder stammer fra en borgerlig vielse, hvor begge parter er fraskilte.

Et par detaljer i Legacy

1) Slægtsgrupper

Der var engang, jeg gladeligt registrerede personer i “mine centrale sogne” Brande og Thyregod i Vejle Amt og Højby i Odsherred, som ikke umiddelbart havde noget med mig at gøre, men som jeg håbede, at jeg på et tidspunkt kunne skabe en forbindelse til. Jeg medtog dem, hvis de havde specielle og let genkendelige navne, og hvis jeg selv havde fotograferet deres gravsten.

Nu sad jeg og tænkte: “Hvad skal jeg dog med dem, de har jo ikke noget med mig at gøre?”

Så selvom det næsten var en smertelig proces, besluttede jeg at slette dem. Legacy har en smart funktion kaldet “Slægtsgrupper” i menuen “Vis”, hvor man kan få et godt overblik over disse “øer”, og for kort tid siden fandt jeg en vejledning fra Anne Marie Holck om, hvordan man bruger den. Jeg havde i alt 173 slægtsgrupper, hvilket jo er helt Anders And. Ideelt set, skal der jo kun være 1.

Efter backup fulgte jeg forleden dag vejledningen, og min fil blev ca. 1.400 personer mindre. De 138 af dem havde godt nok en forbindelse til mig, når jeg tog stikprøver af dem, for de var Thisgård’er fra Thyregod. Men jeg bed tænderne sammen og trykkede alligevel på knappen.

Det mærkelige var, at en del af disse slægtsgrupper bestod af fx 1 eller 2 personer. Nåh men Legacy er jo nok klogere end mig.

I dag kiggede jeg for sjov ind i slægtsgrupperne igen, og der var minsandten atter opstået et antal slægtsgrupper, som ikke havde relation til min “hovedgruppe”. Det er helt sikkert, at jeg ikke har tilføjet disse personer de seneste dage, og jeg undrer mig over, hvor de er kommet fra, for jeg følger altid vejledningen til punkt og prikke, når jeg gør noget “farligt”. Det tager ca. 2 sekunder at trykke på knappen og lave fejl, men det kan tage årevis at rette op den.

2) Slet ikke “Ubrugte steder”

Når jeg nu slettede ca. 1.400 personer, regnede jeg med, at jeg også ville få nogle steder i overskud – altså steder der ikke længere var i brug. Dem kan Legacy nemt finde, men jeg vil gerne advare mod at bruge funktionen.

Efter backup gik jeg til Vis > Masterlister > Sted > Valg. Her kan man slette ubrugte steder.

Jeg trykkede på knappen og studerede herefter filen Fjern.log – og var vældig glad for min backup, for pludselig var jeg 743 steder fattigere, hvilket helt sikkert er forkert. Nogle af dem er sikkert ubrugte, men 743 hørende til ca. 1.400 personer er selvfølgelig forkert.

Adskillige af dem kunne jeg uden videre genkende som steder, jeg brugte i denne eller forrige måned. De er på ingen måde ubrugte.

Jeg geokoder relativt manuelt i TNG, for jeg synes, det giver det bedste resultat. Den tabel, jeg passer bedst på, er tng_places, for da jeg for nogle somre siden geokodede alle mine steder, tog det virkelig lang tid, men jeg kan så godt lide at se begivenhedskortene for personerne i databasen. Så det var endnu en detalje, jeg gerne ville have på plads.

Her ser du fx mit eget “lidt” omtumlede liv (artiklen fortsætter under billedet):

Nu har jeg utvivlsomt ubrugte steder både i Legacy og i TNG, men de får lov at blive liggende – og de generer jo ingen (bortset fra mig).

Status for oprydningen

Alt i alt har jeg nu ryddet op i 2.465 personer. Det går fremad.

Nu er det jo ingen videnskab, og der er sikkert fejl i registreringen, men lige nu ser det ud som om, jeg kun mangler 929 … Det tal tager imidlertid ikke højde for, at der vil komme nye personer til undervejs. Så tallet skal være større, men jeg skal først have lavet den nye beregning.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Snyd med snoren?

Solsikkesnoren og autisme

Snyd med snoren?

Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.

Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.

Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.

Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.

Sådan bruger jeg snoren

Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.

Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.

Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen. 

Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.

I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.

At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.

For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.

Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.

Erindringer

Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:

  • Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
  • 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
  • Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
  • Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
    • En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.

Har du nogensinde bemærket det?

Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?

Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse

Gratis hjælp til dataanalyse og Excel

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse med passion og præcision – især i Excel? Jeg tilbyder gratis og fleksibel støtte til forskningsprojekter, hvor struktur, præcision og sproglig bevidsthed er et krav. Jeg elsker at arbejde med data, og jeg trives med at skabe orden, overblik og mening i komplekse datasæt.

Jeg tilbyder

  • Hjælp til datarensning, strukturering og analyse (især i Excel)
  • Fejlfindingsopgaver og tjek af datakvalitet
  • Formulering og korrekturlæsning af tekster og konklusioner
  • Detaljesans og systematik – jeg ser det, andre overser

Sådan kan samarbejdet kan foregå

  • En dag om ugen
  • Gratis og uforpligtende

Min baggrund

Jeg er cand.jur., 61 år og har en solid karriere i centraladministrationen bag mig. Gennem 23 år har jeg arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af it-projekter. Jeg har Aspergers syndrom, hvilket giver mig en særlig evne til at fokusere på detaljer og analysere data systematisk og grundigt. Jeg ser diagnosen som en styrke – ikke en begrænsning.

I studietiden var jeg studentermedhjælper for en forsker på Københavns Universitet, og det samarbejde tænker jeg stadig tilbage på med glæde.

Jeg blev pensioneret i 2021 grundet sygdom, men det føles som skønne spildte kræfter helt at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne bevare kontakt til det faglige arbejdsmarked – i et tempo og et format, der passer til min situation.

Socialt og fagligt fællesskab

Jeg savner fagligt fællesskab, nogen at sige “godmorgen” til og nogen at spise frokost med en gang om ugen. Jeg kan ikke klare et 37-timers job med højt tempo og krav om konstant produktivitet, men jeg kan til gengæld yde værdifuld støtte for den forsker, der har opgaver, som kræver omhu og systematik.

En usædvanlig henvendelse?

Jeg har allerede skrevet til HR-direktøren på DTU – jeg går som regel til toppen, for det er der, man bliver hørt bedst. I min “ansøgning” skrev jeg blandt andet:

Arbejdslivet har lært mig “altid gå til toppen”, derfor får du denne mail med tilbud om gratis arbejdskraft et sted på DTU, selvom jeg ikke helt kan gennemskue jeres organisation.

Mit håb er at finde nogen, der kan bruge min hjælp – også uden om de etablerede systemer. Jeg har fx kontaktet job-banken.nu, som formidler kontakt mellem psykisk sårbare førtidspensionister og arbejdsgivere, men de har i øjeblikket lukket for nye henvendelser pga. lang venteliste.

Vil du høre mere?

Er du forsker – eller kender du én – der kunne bruge min hjælp? Så læg gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer gerne til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Bemærk: Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes af hensyn til spam. Herefter slipper du automatisk igennem næste gang.

Tak fordi du læste med!