Snyd med snoren?
Solsikkesnoren og autisme
Snyd med snoren?
Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.
Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.
Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.
Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.
Sådan bruger jeg snoren
Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.
Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.
Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen.
Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.
I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.
At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.
For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.
Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.
Erindringer
Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:
- Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
- 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
- Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
- Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
- En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.
Har du nogensinde bemærket det?
Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?
Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.