Snyd med snoren?

Solsikkesnoren og autisme

Snyd med snoren?

Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.

Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.

Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.

Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.

Sådan bruger jeg snoren

Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.

Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.

Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen. 

Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.

I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.

At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.

For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.

Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.

Erindringer

Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:

  • Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
  • 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
  • Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
  • Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
    • En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.

Har du nogensinde bemærket det?

Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?

Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse

Gratis hjælp til dataanalyse og Excel

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse med passion og præcision – især i Excel? Jeg tilbyder gratis og fleksibel støtte til forskningsprojekter, hvor struktur, præcision og sproglig bevidsthed er et krav. Jeg elsker at arbejde med data, og jeg trives med at skabe orden, overblik og mening i komplekse datasæt.

Jeg tilbyder

  • Hjælp til datarensning, strukturering og analyse (især i Excel)
  • Fejlfindingsopgaver og tjek af datakvalitet
  • Formulering og korrekturlæsning af tekster og konklusioner
  • Detaljesans og systematik – jeg ser det, andre overser

Sådan kan samarbejdet kan foregå

  • En dag om ugen
  • Gratis og uforpligtende

Min baggrund

Jeg er cand.jur., 61 år og har en solid karriere i centraladministrationen bag mig. Gennem 23 år har jeg arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af it-projekter. Jeg har Aspergers syndrom, hvilket giver mig en særlig evne til at fokusere på detaljer og analysere data systematisk og grundigt. Jeg ser diagnosen som en styrke – ikke en begrænsning.

I studietiden var jeg studentermedhjælper for en forsker på Københavns Universitet, og det samarbejde tænker jeg stadig tilbage på med glæde.

Jeg blev pensioneret i 2021 grundet sygdom, men det føles som skønne spildte kræfter helt at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne bevare kontakt til det faglige arbejdsmarked – i et tempo og et format, der passer til min situation.

Socialt og fagligt fællesskab

Jeg savner fagligt fællesskab, nogen at sige “godmorgen” til og nogen at spise frokost med en gang om ugen. Jeg kan ikke klare et 37-timers job med højt tempo og krav om konstant produktivitet, men jeg kan til gengæld yde værdifuld støtte for den forsker, der har opgaver, som kræver omhu og systematik.

En usædvanlig henvendelse?

Jeg har allerede skrevet til HR-direktøren på DTU – jeg går som regel til toppen, for det er der, man bliver hørt bedst. I min “ansøgning” skrev jeg blandt andet:

Arbejdslivet har lært mig “altid gå til toppen”, derfor får du denne mail med tilbud om gratis arbejdskraft et sted på DTU, selvom jeg ikke helt kan gennemskue jeres organisation.

Mit håb er at finde nogen, der kan bruge min hjælp – også uden om de etablerede systemer. Jeg har fx kontaktet job-banken.nu, som formidler kontakt mellem psykisk sårbare førtidspensionister og arbejdsgivere, men de har i øjeblikket lukket for nye henvendelser pga. lang venteliste.

Vil du høre mere?

Er du forsker – eller kender du én – der kunne bruge min hjælp? Så læg gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer gerne til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Bemærk: Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes af hensyn til spam. Herefter slipper du automatisk igennem næste gang.

Tak fordi du læste med!

, , ,

Dataobservationer baseret på i alt 50 svar

Konklusioner på læserundersøgelsen

Dataobservationer baseret på 50 svar

For noget tid siden lancerede jeg en lille læserundersøgelse for at blive klogere på jer, der læser med her på siden. Først lavede jeg en opsamling baseret på 14 svar, og senere på 28 svar. Nu er vi oppe på 50 besvarelser, og derfor synes jeg, det er tid til en endelig status og en tak til jer, der har deltaget.

Det glæder mig, at så mange har taget sig tid – og jeg sætter pris på både ærlige, overraskende og eftertænksomme svar.

Demografi og livssituation

Af de 50 respondenter er 27 kvinder og 23 mænd. Det er en forholdsvis ligelig fordeling, hvilket overrasker mig lidt, da jeg havde forventet en overvægt af kvinder. Men det er jo stort set ligeligt …

Aldersmæssigt er der en klar overvægt af modne læsere. Størstedelen befinder sig i aldersgrupperne 61–65, 66–70 og 71–75 år, og enkelte er i 80’erne. Der er dog også nogle i fyrrerne og halvtredserne. Det vidner om, at hjemmesiden tiltrækker et publikum med livserfaring – og måske med mere tid og refleksion.

(Gruppen “Under 26” skulle selvfølgelig have stået forrest, men jeg kan ikke få Excel til at flytte den; så nu står den bagest). 

Ikke overraskende er de færreste på arbejdsmarkedet (30 pct.). Nogle er gået på pension, andre er førtidspensionister, og enkelte er stadig aktive på arbejdsmarkedet. Mange har tilkendegivet, at de er glade for nu at kunne bruge tiden på fordybelse i slægtsforskning og andre nørdede interesser.

Uddannelsesniveau

Uddannelsesbaggrunden blandt deltagerne er generelt ret høj. Mange har angivet, at de har en uddannelse på 3–5 år, og en pæn del har mere end 8 års uddannelse bag sig. Det forklarer måske den store interesse for sprog, struktur og dybde, som præger mange af de mails og kommentarer, jeg får.

Slægtsforskning og tekniske værktøjer

Langt størstedelen (72 pct.) af respondenterne angiver, at de er aktive inden for slægtsforskning. Det var også min fornemmelse – og det bekræfter, at mange finder min hjemmeside via mine artikler om TNG, originale kilder og tips til slægtsforskning med TNG og Legacy.

Til gengæld er det stadig kun et mindretal, der bruger TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding). Flere (34 pct.) svarer, at de bruger MyHeritage eller Ancestry, mens andre klarer det hele i hånden eller i Excel. Det fortæller mig, at mange gerne vil have overblik, men ikke nødvendigvis kaste sig ud i tekniske løsninger.

På spørgsmålet om, hvorfor min læsere ikke bruger TNG, fik jeg disse svar:
  1. Bruger andre DB
  2. Jeg er ikke interesseret i systematisk slægtsforskning. Jeg synes, jeg ved det, jeg har brug for at vide om min egen slægt. Min far slægtsforskede lidt. Men jeg bruger slægtsforskningens kilder – kirkebøger, folketællinger m.v. – stort set dagligt i andre historiske sammenhænge.
  3. MyHeritage. Og i hånden
  4. Har ikke data online.
  5. Kender det ikke
  6. Deler pt ikke – bruger et simpelt regneark til eget overblik / links til kb / ft / andre kilder
  7. Har ikke lyst
  8. Jeg vil have det hele off-line
  9. Jeg kender det ikke
  10. Har ikke prøvet det
  11. Har ikke overvejet det som en mulighed eller sat mig ind i, hvad det indebærer – men det burde jeg måske?
  12. Kender det ikke
  13. jeg bruger Legacy, og lægger det på nettet med Webtrees.
  14. Det ser indviklet ud
  15. Kender det ikke
  16. Påtænker at begynde
  17. Jeg har ikke tid nok med arbejde og bijob samt frivilligt arbejde
  18. Ancestry.com er til mine slægtstræer
  19. Fordi jeg først hører om det her. Skal lige tjekke det ud først, så måske.
  20. Ikke tænkt på det før
  21. Har ikke overskud til at skifte program.
  22. Kender ikke programmet/sigtet.
  23. Så meget interesserer jeg mig heller ikke for det.
  24. Overvejer det
  25. Jeg er lidt usikker på at dele mine slægtsdata via hjemmesider. Det virker som et stort arbejde.

Hjemmeside og digitale vaner

32 pct. af deltagerne har egen hjemmeside. Det kom en smule bag på mig, når man indtænker aldersprofilen, men det viser, at flere har mod på selv at publicere og/eller dokumentere deres projekter.

De fleste er stadig på sociale medier, men en del har skrevet, at de overvejer at forlade dem – især på grund af algoritmerne, den negative tone, den amerikanske indblanding og tidsforbruget. Flere nævner, at de allerede har forladt Facebook og ikke savner platformen. Selv overvejer jeg det stadig.

Sprog, AI og kode

Det glæder mig at se, hvor mange der lægger vægt på det danske sprog. 84 pct. svarer, at dansk i skrift og tale er vigtigt. Det er jo musik i mine ører – især fordi jeg ofte skriver indlæg om korrekt sprogbrug og sproglig klarhed. Sprogdatabasen, hvor der udkommer en ny artikel hver den første i måneden kl. 12:00, er et eksempel på det.

Hvad angår AI og ChatGPT, har mange prøvet det – men med blandede oplevelser. Nogle svarer, at de har brugt det en enkelt gang. Andre har haft sjove eksperimenter med at få genereret en sang eller noget kode. En del er nysgerrige men afventende – det forstår jeg godt. Det er en ny teknologi, og man skal selv finde balancen.

Der er kun få, der arbejder med kode som VBA eller PHP – men det gør det jo bare endnu sjovere for mig at nørde løs i mine egne små projekter og dele erfaringerne med jer. Generelt er jeg ikke særlig god til det, og jeg har lige opgivet at låse af for robotters indtrængen mine TNG-sider, selvom om jeg brugte tre dage på at prøve at lære det og faktisk prøvede at få beslutningsstøtte fra ChatGPT. Efter tre dage savnede jeg de originale kilder for meget … Jeg slapper først virkelig af, når jeg nørder med kirkebøger mv.

Og apropos nørdet, så angiver 66 pct. at de er lidt “nørdede”. Det er spændende, at mine læsere selvangiver sig sådan, for det er ikke mange år siden, “nørdet” var et skældsord. Vi er vist flere, der er glade forat

Autisme og psykiatri

Et mindre antal respondenter har angivet, at de er på autismespektret eller har en psykiatrisk diagnose. Jeg vil bare sige: Tak for jeres åbenhed. Det betyder meget for mig, at I har lyst til at dele det. Jeg skriver selv åbent om mine erfaringer med Aspergers syndrom og bipolar affektiv sindslidelse, og det gør godt at vide, at vi er flere herude. En enkelt svarede i et fritekstfelt, at hun var vældig glad for at læse om mine erfaringer med de to diagnoser. Jeg har skrevet min historie om Aspergers syndrom her..

Tak og perspektiv

Jeg er virkelig glad for den respons, jeg har fået. Besvarelserne bekræfter, at jeg skriver til mennesker med nysgerrighed, erfaring, respekt for sproget og interesse for slægten, livet og teknologien. Det passer perfekt til det, jeg gerne vil skabe med min hjemmeside.

Undersøgelsen er nu lukket, men du er som altid velkommen til at sende mig en mail eller en kommentar, hvis du har input eller idéer – eller bare tanker om dette eller hint. 

Og endnu en gang: tak fordi du er med!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.


[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]