/2 Kommentarer/i , /af ,

Som autist bliver jeg ofte misforstået

Bøvlet med “det sociale”

Som autist bliver jeg ofte misforstået

For ikke så længe siden deltog jeg i et onlineforedrag. På et tidspunkt tændte foredragsholderen for deltagernes mikrofoner og spurgte ud i det virtuelle lokale: “Er der nogen spørgsmål?”.

Da jeg syntes, vedkommende havde gjort det rigtig godt, svarede jeg “Nej, nu har du jo klippet det ud i pap for os”. Foredragsholderen dukkede mig for næsen af de 500 øvrige deltagere og sagde “Det kunne jo være, der var andre, der havde spørgsmål”.

Det var rigtig ubehageligt, og det er et godt eksempel på, at jeg blev fuldkommen misforstået. Jeg tror, mange autister oplever sådanne misforståelser.

Jeg har Aspergers syndrom, og derfor er jeg på autismespektret. Denne artikel er en af de sværere, for den går lige i kødet på mig selv, men sådan må det så være. Den kræver lidt mod at skrive, men det er jeg i besiddelse af.

Tendens til selvoptagethed eller bare en misforståelse?

Jeg har deltaget i adskillige lederkurser, og i den slags er der jo altid diverse personlighedstests, hvor de indleder med at fortælle om de gode ting, og hvor de til sidst lige skal lave et svirp med halen og pege på “udviklingspotentialerne”, altså noget, man skal blive bedre til.

Selvom det er ca. 20 år siden, husker jeg ganske tydeligt, at en af dem til slut skrev “Kan have tendens til selvoptagethed”. Det var også temmelig ubehageligt.

Sammen med psykologen har jeg prøvet at se på, hvad der kan ligge bag det i en tid, før man talte om autisme.

Det var muligvis også en misforståelse, der bunder i, at jeg kan opleves som selvoptaget, fordi jeg for det meste kun udtaler mig om ting, jeg virkelig ved noget om. Når jeg ikke ved noget om et givent emne, og det er jo det meste, har jeg ingen problemer med at sige eller skrive “Det ved jeg simpelthen ikke, men fortæl mig gerne om det”.

Bøvlet med “det sociale” eller respekt, grænser og værdier

For mig er “det sociale” enormt svært. Så vi (psykologen og jeg) besluttede at gå på opdagelse i en række eksempler på mennesker, der bare er forsvundet ud af mit liv, og hvor mit udgangspunkt er, at det nok er min egen skyld. Det er nok fordi, jeg igen ikke kan finde ud af det …

Altså fik jeg en “hjemmeopgave”, der bestod i at komme i tanke om nogle af de forsvundne. Jeg fandt ti eksempler, de to var dårlige, til rest var otte gode eksempler.

Det, der karakteriserede alle otte personer, var faktisk, at de alle muligvis havde haft et eller andet behov for at få mig ned med nakken, måske fordi de oplevede mig som selvoptaget – og så er ringen sluttet.

Fællesnævnerne var også noget med respekt, grænser og værdier: Oplever jeg manglende respekt (eller kan jeg ikke respektere en person), eller at nogen overtræder mine grænser, eller at vores værdier simpelthen er for forskellige, så kan jeg bare ikke være med, hvilket jeg står på mål for. Det drejer sig faktisk ikke om, at jeg ikke kan finde ud af “det sociale”, selv om det for det utrænede øje kan se sådan ud.

En udløber af “det sociale” er, når man oplever verden som dejlige data

(Mindst) Et par gange i min “karriere” som slægtsforsker, har jeg gjort noget rigtig dumt:

  • Jeg traf et andet menneske, der også hed “Stegemüller” til efternavn, så selvfølgelig var vi beslægtede. Det var jeg rigtig glad for. Efter noget tid fortalte jeg vedkommende, at hendes farfar, der var bror til min farfar, havde kæmpet på tysk side på Østfronten. Jeg havde mine data og kilder på plads, jeg havde billeder af vedkommende i tysk uniform mv. Og der hvor jeg virkelig kvajede mig, var at jeg sagde “Han var nazist”. Det skulle jeg jo aldrig have sagt.
  • Jeg fortalte et andet menneske, som jeg muligvis er ret tæt beslægtet med, hvordan en person havde forsøgt at begå selvmord, og hvordan vedkommende havde det før og efter forsøget, nemlig forfærdelig svært. Jeg havde naturligvis styr på data og kilder. Det skulle jeg jo heller aldrig have sagt.

I min verden, der i vidt omfang består af dejlige data i tabeller, er det jo virkelig mærkeligt, at folk ikke gerne vil kende disse hårde data og kilderne men hellere vil forholde sig i “forsætlig uvidenhed”.

Det er vist sådan, at alle slægtsforskere kender sådanne historier i deres familier og er klar over, at sandheden kan være ilde hørt. De er nok kvikkere end mig og holder deres mund med det.

Det håber jeg også, jeg vil gøre næste gang, jeg træffer på en slægtning. Jeg håber, jeg vil huske at tænke: “Kan vedkommende profitere af de fakta, jeg kan diske op med?” Hvis svaret er “nej”, holder jeg forhåbentlig min kæft.

God weekend og tak fordi du læste med!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Top på Lolland og tråd på DIS

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Artiklen er ikke et udslag af ensomhed. Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem; sådan er det at have Aspergers syndrom. Det er nogle refleksioner over dengang og nu.

I aftes søgte jeg med Google efter “Top” på Lolland, for Rasmus JØRGENSEN RADSTEDs (1807 – 1891) far er “Huusmand Jørgen Topp af Nagelsti” i Toreby. Rasmus Thomsen TOP (1744 – 1820) er en af mine biologiske 4 * tipoldefædre (min farmors mors slægt).

Jeg havde en del i forvejen, men her søndag formiddag har jeg kunnet sætte to generationer mere på med lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres “Hjælp til tydning af tekster m.v.”. Der mangler selvfølgelig stadig meget – alle børnene osv., men skelettet er opstillet. Om der nu skal et eller to P’er i Top, overlader jeg til den interesserede læser. Kilderne er ikke helt enige, og det var kun adlen, der gik op i den slags petitesser.

Ved hjælp af Google dumpede jeg lige ned i en fantastisk gammel tråd i DIS-Forum, hvor der er så mange solide oplysninger at tage udgangspunkt i. Hvor er det godt, det gamle forum er bevaret. 

Tråden er omkring 20 år gammel og afslører, hvordan slægtsforskning var dengang. Den er påbegyndt i oktober 2004 og endeligt afsluttet i august 2006.

Jeg har læst den igennem et par gange og mindedes dengang, det kunne tage flere måneder at tilføje en generation, fordi en tur på Jagtvej kun resulterede i én folketælling, én vielse og var man heldig også et dødsfald.

Deltagerne gik på arkiv for hinanden, når de ikke lige var optagede af havearbejde, for så måtte man vente 1½ uge mere. Man kunne også blive drillet af, at arkivet ikke havde mikrokort for et givent sogn, hvilket jo var ærgerligt, når man havde gjort rejsen til arkivet. Det var dengang, man var glad, når man nåede tilbage til folketællingen 1860, for det var den første folketælling, der var “fuldtastet”.

Prøv selv at læse tråden og tænk tilbage for en stund. Det var i sandhed en anden tid. Nye slægtsforskere vil slet ikke kunne forestille sig det.

Refleksioner

Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang!

Jeg havde jo fx aldrig kunnet gennemføre mit projekt “Oprydning i slægtsdatabasen”, hvis ikke slægtsforskning på nettet var eksploderet. Min slægtsforskning er helt klart blevet mere solid af, at kilderne nu er digitaliserede. Nu kan skeletterne opstilles hjemme ved skrivebordet, og man er ikke henvist til at surfe rundt i ufuldstændige, dybest set uinteressante folketællinger, eller skrive af fra FamilySearch, hvis man vil slægtsforske mellem lørdag og lørdag.

Nu kan man kvalificere slægtsforskningen ved fx at opsøge lokalarkiver og være meget bedre forberedt, inden man tager dertil. Man kan finde alle stamdata derhjemme.

Nu sidder vi og skriver til hinanden, at det er temmelig træls, når DDA ikke fungerer, som det skal. Og det er det da også!

Den gamle tråd viser også, hvor meget deltagerne hjalp hinanden. Og der er stadig meget hjælp at hente. Selv er jeg utrolig glad for “Hjælp til tydning af tekster”, fordi de mennesker – dem der aldrig sover – kvalificerer min slægtsforskning. Den bliver simpelthen bedre, fordi de er der! Men processen er blevet optimeret og digitaliseret, og det er selvfølgelig godt. Jeg ville ikke undvære det.

Men jeg kan altså godt savne at stå i kø på en feriedag på trappen til Ll. Sankt Hans Gade 5 i Viborg og nævne et problem for de andre arkivgæster, der så sagde “Har du prøvet at … ?”.

Næh, det havde jeg typisk ikke tænkt på, for jeg havde ikke ret meget erfaring, men jeg vidste, at her var mit livsprojekt, og at der var meget, jeg gerne ville lære. Mine bedste lørdage og afspadseringsdage tilbragte jeg på Jagtvej, hvor vi havde madpakker med og spiste frokost sammen. Og der var også noget over at stille cyklen i Rigsdagsgården og besøge Rigsarkivet (det var dengang, der kun var et Rigsarkiv, de andre hed “Landsarkivet”).

Da jeg begyndte at slægtsforske, var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg havde to kolleger, der var lige så optændt af den hellige ild som mig selv. Den ene var meget erfaren og lærte mig meget. Mange teser blev opstillet, vendt og drejet i frokostpauserne.

Risikerer slægtsforskning nu at blive et mere ensomt projekt?

Jeg savner samarbejdet med andre slægtsforskere – vel at mærke et samarbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt. Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, for der er så meget erfaringsudveksling og videndeling – og jeg elsker, at de andre er lige så nørdede som mig selv.

Egentlig ville jeg enormt gerne med til Grenaa, men jeg har nogle begrænsninger, der gør, at det ikke er en mulighed. Mængden af sanseindtryk ville bevirke, at jeg skulle samle kræfter en uge eller to efter. Sådan er det også at have Aspergers syndrom.

Tænker du nogensinde over nogle af disse emner? Kommenter meget gerne!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer

Slægtsforskning på Fejø

Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer

Når man har Aspergers syndrom, er det helt normalt at elske detaljer. Det er altså ikke mig, der er noget galt med 🙂 Dagens artikel handler om nogle dejlige detaljer.

Mon ikke det sker for alle slægtsforskere: man “kører galt” i en anerække og opdager det først, når man har fundet alle 11 børn og deres konfirmationer, vaccinationer og ægtefæller i et par generationer? Jeg er sikker på, jeg har lavet en fejl, men jeg kan ikke finde den. Pokkers også.

Min biologiske far var fra Fejø, Fuglse Herred, Maribo Amt, og jeg troede sådan set, at slægtsforskning på en lille ø var ukompliceret. Men der tog jeg fejl, for de hedder allesammen Rasmus(sen) og Jørgen(sen). Der, hvor fejlen nok ligger, er en person, hvor jeg havde den snigende fornemmelse, allerede mens jeg fandt alle børnene: husbondens erhverv var simpelthen for skiftende, og han ankom til Fejø fra et fjerntliggende sogn.

Konen hed hele tiden det rigtige, men hun var en “Maren”, og dem er der jo en del af. Jeg troede også, hun var var et fjerntliggende sogn, men pludselig afslørede folketællingen den 1. februar 1840, at konens mor var født på Fejø, hvor hun også døde. Og hun hed “Ditløvsen” til efternavn, og et af hendes børnebørn hedder Ditløv til fornavn, så det må da være rigtigt, eftersom det er lidt usædvanligt. Og så ville det jo være noget underligt, at konen ikke selv skulle være født på Fejø. Moderen rejser da ikke til det fjerntliggende sogn føder Maren og kommer så retur. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Det sværeste er næsten at få ryddet rigtigt op uden at slette det, der trods alt er korrekt, når jeg rent faktisk er i familie med det halve Fejø. Efter en god nats søvn, og når solen atter står op, ser jeg nok det hele klarere. 

Eksempler på detaljer

Jeg har rigtig mange personer på Fejø; her er fx 44 født der. Der var engang, jeg fandt konfirmationer overflødige, men det er selvfølgelig forkert, så nu supplerer jeg med både konfirmationer og vaccinationer, der er vigtige detaljer. Jeg mangler mange af begge dele. Nu prøver jeg at fange dem alle.

Der var engang, det var helt umuligt at finde dødsfald for folk født ca. midt i 1800-tallet, som flyttede. Det er blevet noget nemmere, for dødsregisteret er genialt. Via dødsregisteret har jeg i dag faktisk fundet to personer født på Fejø og døde i København. Det er lidt af et særsyn. Og der skal ikke bare stå “i København”. Jeg vil have selve sognet med.

Jeg er storforbruger af Danske Slægtsforskeres tilbud om opslag i CPR til en fordelagtig pris, for jeg elsker at få alle detaljerne på plads. Mennesker, der naturligvis er døde, skal da have en dødsdato og tilflytning til den sidste adresse.

Civilstand: Jeg har defineret en ekstra begivenhed i Legacy “Civilstand”, som jeg har meget glæde af. Hvis en af parterne er enke(mand), skal den anden selvfølgelig være død – evt. fraskilt. Når det er sat op som en begivenhed, ser man det nemmere, end hvis man skal ned at rode i transskriptionen af en kilde. Funktionen er også rar, hvis der ved en vielse står, at en af parterne eller dem begge er “fraskilt”. Billedet herunder stammer fra en borgerlig vielse, hvor begge parter er fraskilte.

Et par detaljer i Legacy

1) Slægtsgrupper

Der var engang, jeg gladeligt registrerede personer i “mine centrale sogne” Brande og Thyregod i Vejle Amt og Højby i Odsherred, som ikke umiddelbart havde noget med mig at gøre, men som jeg håbede, at jeg på et tidspunkt kunne skabe en forbindelse til. Jeg medtog dem, hvis de havde specielle og let genkendelige navne, og hvis jeg selv havde fotograferet deres gravsten.

Nu sad jeg og tænkte: “Hvad skal jeg dog med dem, de har jo ikke noget med mig at gøre?”

Så selvom det næsten var en smertelig proces, besluttede jeg at slette dem. Legacy har en smart funktion kaldet “Slægtsgrupper” i menuen “Vis”, hvor man kan få et godt overblik over disse “øer”, og for kort tid siden fandt jeg en vejledning fra Anne Marie Holck om, hvordan man bruger den. Jeg havde i alt 173 slægtsgrupper, hvilket jo er helt Anders And. Ideelt set, skal der jo kun være 1.

Efter backup fulgte jeg forleden dag vejledningen, og min fil blev ca. 1.400 personer mindre. De 138 af dem havde godt nok en forbindelse til mig, når jeg tog stikprøver af dem, for de var Thisgård’er fra Thyregod. Men jeg bed tænderne sammen og trykkede alligevel på knappen.

Det mærkelige var, at en del af disse slægtsgrupper bestod af fx 1 eller 2 personer. Nåh men Legacy er jo nok klogere end mig.

I dag kiggede jeg for sjov ind i slægtsgrupperne igen, og der var minsandten atter opstået et antal slægtsgrupper, som ikke havde relation til min “hovedgruppe”. Det er helt sikkert, at jeg ikke har tilføjet disse personer de seneste dage, og jeg undrer mig over, hvor de er kommet fra, for jeg følger altid vejledningen til punkt og prikke, når jeg gør noget “farligt”. Det tager ca. 2 sekunder at trykke på knappen og lave fejl, men det kan tage årevis at rette op den.

2) Slet ikke “Ubrugte steder”

Når jeg nu slettede ca. 1.400 personer, regnede jeg med, at jeg også ville få nogle steder i overskud – altså steder der ikke længere var i brug. Dem kan Legacy nemt finde, men jeg vil gerne advare mod at bruge funktionen.

Efter backup gik jeg til Vis > Masterlister > Sted > Valg. Her kan man slette ubrugte steder.

Jeg trykkede på knappen og studerede herefter filen Fjern.log – og var vældig glad for min backup, for pludselig var jeg 743 steder fattigere, hvilket helt sikkert er forkert. Nogle af dem er sikkert ubrugte, men 743 hørende til ca. 1.400 personer er selvfølgelig forkert.

Adskillige af dem kunne jeg uden videre genkende som steder, jeg brugte i denne eller forrige måned. De er på ingen måde ubrugte.

Jeg geokoder relativt manuelt i TNG, for jeg synes, det giver det bedste resultat. Den tabel, jeg passer bedst på, er tng_places, for da jeg for nogle somre siden geokodede alle mine steder, tog det virkelig lang tid, men jeg kan så godt lide at se begivenhedskortene for personerne i databasen. Så det var endnu en detalje, jeg gerne ville have på plads.

Her ser du fx mit eget “lidt” omtumlede liv (artiklen fortsætter under billedet):

Nu har jeg utvivlsomt ubrugte steder både i Legacy og i TNG, men de får lov at blive liggende – og de generer jo ingen (bortset fra mig).

Status for oprydningen

Alt i alt har jeg nu ryddet op i 2.465 personer. Det går fremad.

Nu er det jo ingen videnskab, og der er sikkert fejl i registreringen, men lige nu ser det ud som om, jeg kun mangler 929 … Det tal tager imidlertid ikke højde for, at der vil komme nye personer til undervejs. Så tallet skal være større, men jeg skal først have lavet den nye beregning.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.