/4 Kommentarer/i , /af ,

Autisme og kommunikation på a-sociale medier

Det gør ondt

Autisme og kommunikation på a-sociale medier

En tilsyneladende uskyldig kommentar på Facebook udvikler sig til en øm erkendelse: Når man er autist og detaljeorienteret, kan selv små sproglige rettelser og misforstået humor udløse sociale knubs. Hvad gør man, når man ikke passer ind i de uskrevne regler på de såkaldt sociale medier?

Jeg egner mig ikke til at kommunikere på a-sociale medier. Jeg passer simpelthen ikke ind i den verden. Jeg kan ikke finde ud af det. Hvor kan jeg henvende mig?

Jeg kender dog kun Facebook – vil et af de andre være bedre for mig?

Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke har nogen humor. Det ved jeg godt selv, men alligevel gør det ondt, når andre skriver det til mig.

Topbilledet stammer fra gruppen “Nørrebro i gamle dage” og er af en førende bidragyder beskrevet således:

En travl Nørrebrogade fotograferet i 1954. Allerede dengang var cyklisterne en dominerende del af trafikken på den tætpakkede gade. Det var før der kom cykelstier. Dengang skulle alle trafikanter holde stille, når sporvognene holdt ved stoppestederne.

Herefter udspandt følgende “dialog” sig. Et af udsagnene er dubleret her. Det skyldes, at jeg har sat to filer sammen uden at gide at gøre det ordentligt.

Mine fejl: Jeg burde ikke have forventet, at min samtalepartner var klar over, at “mellem rum” er morsomt. Og jeg burde selvfølgelig heller ikke have oplyst vedkommende om, at der ikke skal “mellem rum” før tegn. Det er bare en af de mange detaljer, jeg ikke kan undgå at se ca. 250 gange pr. dag.

Herudover synes jeg, at jeg opfører mig nogenlunde pænt. Sig mig nu ærligt hvad du synes? Hvad er det, jeg gør forkert?

 

Emojis i tekster

For mig er det underligt, at de fleste mennesker er nødt til at anbringe en eller flere emojis i deres tekster for at give dem kulør mv.

For nogle år siden fik jeg en fødselsdagshilsen fra et sødt menneske, jeg har kendt i mange år og også har truffet for mange år siden. Hun beklagede, at hendes hilsen ikke så ret “sød” eller køn ud, når der ikke var indsat en figur. Jeg var for mit eget vedkommende bare glad for, at hun huskede mig, og at jeg ikke skulle bruge energi på at frasortere det overflødige sanseindtryk.

Jeg har naturligvis vænnet mig til, at resten af verden bruger figurer, og jeg har med tiden også lært mig ikke at se dem mere. Så send dem bare; min hjerne frasorterer dem alligevel helt automatisk – og du kan bedre lide din egen tekst. Så er vi begge tilfredse.

Kommunikation via knapper

Jeg undrer mig over, at mange mennesker kommunikerer ved at trykke på knapper, der frembringer en figur. Typisk får jeg hældt et grinende ansigt i hovedet, når jeg er uenig med Dansk Folkepartis proselytter. Det kan også være, at vedkommende er ved at brække sig over mig (har jeg endelig lært, den betyder).

Når jeg spørger afsenderen, hvad det sjove eller brækfremkaldende er, får jeg intet svar.

Ting der hopper og danser

Folk synes, det er er så skønt at indsætte noget, der hopper og danser – det kan fx være en lagkage, hvor lysene blafrer i mørket eller hele ord, der blinker eller lignende.

Jeg forstår ikke, hvad de vil med alle disse overflødige sanseindtryk, og jeg scroller hurtigst muligt forbi.

Hvis jeg er på Facebook med min iPad, kan støjen ofte skjules ved hjælp af højreklik.

Det er godt for mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

DNA finder både slægtninge og mordere

“Gennembruddet” en sand historie

DNA finder både slægtninge og mordere

En Netflix-serie om et svensk dobbeltdrab bliver afsæt for en personlig og faglig refleksion over DNA-slægtsforskning. Artiklen tager udgangspunkt i den sande historie bag “Gennembruddet”, hvor politiets traditionelle metoder kommer til kort, og hvor slægtsforskning og DNA til sidst bliver nøglen til opklaringen 16 år senere.

Samtidig kobles fortællingen til egne erfaringer med DNA-tests, brudte relationer og en grundlæggende skepsis over for DNA som slægtsforskningsmetode. Hvad kan DNA, hvad kan det ikke, og hvilke menneskelige omkostninger følger med, når sandheden endelig findes?

Normalt har jeg ikke abonnement på Netflix, fordi jeg ikke kan koncentrere mig mere end 20 minutter, når jeg ikke selv er aktiv, og jeg vil også hellere lave noget selv. En ven fortalte dog om serien på fire afsnit á ca. 35 – 40 minutter. Netflix introducerer selv historien sådan:

Da et chokerende dobbeltdrab forbliver uopklaret i 16 år, samarbejder en kriminalbetjent med en slægtsforsker om at fange morderen, før sagen bliver forældet

Jeg så tre afsnit i aftes/nat og det sidste afsnit her til morgen. Hvert afsnit er 32,25 kr. værd. Jeg kan godt koncentrere mig om levende billeder, når noget er høj-interessant. Og det er “Gennembruddet”.

En virkelig historie

Der er tale om den næststørste politiopgave i svensk historie, kun overgået af drabet på statsminister Oluf Palme i 1986.

Drabene finder sted i 2004, og politiet sætter alle ressourcer ind på opklaringen, men det lykkes dem ikke ved hjælp af politiets traditionelle metoder. Serien viser, hvordan den ledende kriminalbetjent nærmest er besat af at finde gerningsmanden. Han og hans hold arbejder i døgndrift, de sover ikke, de spiser næsten ikke, men efterforskningen bevæger sig ikke ud af stedet.

Man følger de pårørende til de to dræbte. Den ene er en lille dreng på otte år. Forældrene er libanesere, og som faderen siger, da gerningsmanden er fundet og har tilstået, har familien nærmest følt sig som levende begravede i de 16 år, der er gået med uvished. Det kan man godt forstå.

Gerningsmanden bliver kun fanget alle de år senere, fordi en DNA-slægtsforsker ved navn Per går på jagt i DNA-profiler og kirkebøger.

Jeg er fuldkommen overbevist om, at Per befinder sig på autismespekteret med formentlig Aspergers syndrom og/eller har ADHD. Jeg hæfter mig ved hans evne til at se alle detaljer og til at hyperfokusere. Herudover kæmper han og hans kone med en datter, der vægrer sig ved at komme i skole, og som har svært ved det sociale, hvilket Per også selv har.

Forhindringerne

Kriminalbetjenten kæmper på mange fronter:

  • Pressen
  • Tiden
  • GDPR
  • Unge chefer der synes, at ressourceallokeringen nu må ændres. Man må opgive at opklare drabet, når der er gået så mange år. Det er jo egentlig en forståelig holdning fra ledelsens side.

Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning

Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning er ikke gode. Jeg fik kontakt til en halvsøster, jeg virkelig godt kunne lide, men da jeg fortalte hende, at en meget dygtig DNA-slægtsforsker rejste tvivl om, hvorvidt han, vi regnede med, var vores fælles far, måske alligevel ikke var vores fælles far, ønskede hun ikke længere at have kontakt med mig. Sådan kan det gå, det var ærgerligt, men det siges jo, at “DNA lyver aldrig”.

Jeg har indsendt en spytprøve til MyHeritage og forsøgt at forstå, hvad det går ud på, men min hjerne vil ikke være med. Jeg fatter ikke en brik – og måske elsker jeg også bare de originale kilder for meget. Jeg synes ikke, DNA-slægtsforskning er “rigtig slægtsforskning”, men det er nok fordi, jeg ikke forstår det. Og jeg kan sagtens forstå styrken i at koble DNA-resultater og originale kilder.

“… forælders kusine i 4. led” blandt mine 10.798 matches siger mig intet. Herudover genkender jeg ikke uden videre navnene i min biologiske slægt, og så er opgaven næsten umulig. Dog er der en med 936,4‎ cM, jeg kan genkende, for jeg ved på forhånd, han er min biologiske mors barnebarn.

Jeg bladrer videre 🙂

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig engang overnattede på vejen til faderen i Udby Præstegård. Koblingen til Grundtvig findes til sidst.

En personlig refleksion over nætternes ro, hverdagens stemmer og det anderledes styresystem. Med afsæt i Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig handler artiklen om søvn, stilhed, bipolaritet, autisme og retten til at leve sit liv på sin egen døgnrytme.

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

I “Vangede billeder” fra 1975 skrev Dan Turèll, at han holdt af hverdagene. I 2025 skrev jeg, at jeg holder af nætterne. Det er egl. ikke noget, jeg tør fortælle til nogen, for så tror de bare, jeg er på vej til at blive manisk igen. Det synes jeg nu nok, jeg kan mærke, at jeg ikke er. Jeg kender udmærket min hjernes op- og nedture.

Der er bare det, at når man bor i en lejlighed, følger man helt automatisk med i naboernes liv, om man vil det eller ej, men de sover pænt om natten, og der vil jeg derfor gerne være oppe og nyde freden og roen. Psykologen siger, at det er normalt for en autist, og det beroliger mig. Om natten er her så dejligt stille. “Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi” sang Kim Larsen og Bellami i 1995.

Hvis jeg vågner kl. 04, og føler mig frisk, står jeg op og læser 2-300 år gamle kirkebøger. Jeg elsker det. Det er mit liv.

Psykologen og jeg har talt om “stopklodser”, altså hvad er “farligt”, fordi det er anderledes end normalt, ikke for normale mennesker men for mig? Jeg er kommet frem til:

  • Manglende appetit
  • Manglende motion
  • Manglende søvn
  • Nattestilheden – og så var det jeg næsten ikke turde sige, at jeg holdt af nætterne pga. stilheden

Jeg tør ikke sige sandheden i Distriktspsykiatrien

Når Distriktspsykiatrien spørger til min søvn, fordi det er sådan en god og nem målbar parameter, svarer jeg altid med gennemsnittet, der er normalt, og som jeg henter fra appen “Autosleep”. Gennemsnittet dækker over betydelige variationer og fortæller ikke om tidspunkterne. Jo ældre man bliver, jo mindre er søvnbehovet. I min alder er det vel omkring 6-7 timer, og det opnår jeg fint, endda mere, og det kommer ingen ved, hvornår jeg sover.

Jeg holder af en eftermiddagslur på en time ved 16-tiden, og derfor er jeg ikke træt kl. 22. Det er en af de fordele, man har ved at være pensioneret. Man kan sove, når man vil. Kroppen skal nok selv efterspørge sin hvile, men den stiller ikke uret.

Grundtvig var (også) bipolar

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundtvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her. Det kræver desværre, at du logger ind. Har du ikke en konto, opretter du bare en.

Hvornår tror du for øvrigt Grundtvig skrev sine mere end 400 salmer? Svaret er: Om natten. Der kunne han koncentrere sig, for der havde han ro.

“Også” er i parentes, for jeg føler mig ikke længere syg. Jeg tror, psykiatrien har gjort mig rask. Og det er jeg meget taknemmelig for efter et mere end tiårigt forløb.

Bipolar affektiv sindslidelse er en sygdom; den kan man i heldige tilfælde blive kureret for. Autisme er ingen sygdom. Det er bare et anderledes styresystem. Der behøver man ikke blive “rask”.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for mit anderledes styresystem, da det udnytter de fleste af mine kompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

Skyldes det min Asperger?

Når et samarbejde drukner i usammenhængende beskeder og manglende struktur, reagerer jeg med øjeblikkelig stress. For mig er systematik en forudsætning for overblik, og uden den bryder tingene sammen. Men er det min Asperger, der gør mig så sårbar over for andres kaos – eller er det kaosset, der er problemet?

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

En forening mangler bistand til bogføring og måske også til lidt økonomistyring. Og det har jeg sagt ja til at gøre på frivillig basis. Selve bogføringen interesserer mig ikke noget videre, og jeg har sådan set heller ikke forstand på det, men det kan jeg nu nok lære. Opgaven begrænser sig til ~ 60 bilag årligt, hvilket vil sige ~ 5 bilag om måneden. Herregud …

Det, der interesserer mig, er resultatet af bogføringen; det er der, man kan begynde at tale om økonomistyring, og det er der, man kan begynde at lege med Excel, hvilket jeg jo synes er sjovt. Her kan foreningen og jeg måske få lidt nytte af hinanden, og jeg kan yde lidt bistand. Der kan muligvis også være lidt socialt i det.

Men jeg er allerede ved at bakke baglæns tilbage, for min kontaktperson er simpelthen så ustruktureret; jeg kan slet ikke være med, og jeg har mistet overblikket. Jeg sander til i e-mails, og jeg får stress. Jeg har allerede nu 20 e-mails liggende, og der er sikkert endda nogle, jeg har slettet.

  1. Jeg arbejder selv ekstremt struktureret.
  2. Jeg samler fx emner sammen til en e-mail og skriver det, der skal skrives og sender et samlet svar.
  3. Jeg nummererer emner, så begge/alle parter er klar over, hvad vi taler om.
  4. Jeg er god til kalenderstyring.
  5. Har vi aftalt et telefonmøde kl. 15, ringer jeg op kl. 15:00, da jeg synes, det er nemmest for alle parter.

Har jeg snydt, eller har jeg bare Aspergers syndrom?

Jeg ved ikke, om der er noget galt med mig, og om jeg burde kunne klare det – men jeg kan ikke.

Når jeg af og til tvivler på, om jeg har snydt hele borgermusikken, og at jeg måske bare kunne tage mig sammen og arbejde, siger psykologen altid, at man ikke får pension uden grund. Hun advarer mig også mod at arbejde.

Min erhvervsevne er lig nul, men jeg mærker det jo ikke, når jeg roder med mine egne ting og faktisk har en ret høj produktivitet.

  • Jeg bestiller noget,
  • jeg hjælper folk,
  • jeg kommer fremad med oprydningen i Legacy,
  • jeg bliver en bedre slægtsforsker,
  • jeg deltager i et Excelkursus,
  • jeg har brugt minimum 333 timer på i 2025 at skrive 211 artikler til hjemmesiden
  • osv.

Det er ikke mig, der har et abonnement på Netflix, det er ikke mig, der sidder og glor ud i luften. Det har jeg folk til.

Er det min Asperger, der bevirker, at jeg arbejder så ekstremt fokuseret og struktureret? Det kan godt være, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Og i mine 23 år på arbejdsmarkedet, var jeg jo også en ressource. Mennesker med Aspergers syndrom er ofte en gave til en chef. Jeg holder fast i, at jeg har en god karriere bag mig.

Hele mit liv er ekstremt skematisk, og jeg trives enormt godt med det. Der er næsten ingen emner, jeg ikke har styr på, og mangler jeg overblik over et eller andet, sørger jeg for at lave det. Jeg elsker mine skemaer, selvom jeg godt ved, andre synes, jeg er mærkelig.

Men de kan alligevel godt lide et Excelark, der løser en af deres konkrete opgaver. Jeg har lavet så mange budgetter for folk, at jeg faktisk ikke gider mere, for i realiteten kan man jo ikke lave et budget for en anden, da man ikke ved, hvad de ønsker at prioritere det kommende år.

Men at sige “nej” er ikke en af mine kernekompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.