/6 Kommentarer/i /af

Høje Tåstrup Station er et inferno af lyd

Høje Tåstrup Station er et inferno af lyd

Aspergers: ikke godt i Høje Tåstrup

Høje Tåstrup Station er et inferno af lyd

Jeg har i dag været i Holbæk. Selvom vejafstanden kun er 49 km., skal jeg altid beregne to timer med DSB m.v. for at være sikker på ikke at komme for sent. Jeg er vist aldrig kommet for sent i hele mit lange liv og ønsker heller ikke at prøve det.

Jeg bor i Hvidovre, så rejsen er firdelt:

  1. Til Hvidovre Station
  2. Til Høje Tåstrup Station
  3. Til Holbæk Station
  4. Til Stenhusvej enten til fods eller et stop med lokalbanen mod Nykøbing. Det er som oftest hurtigst at gå.

Problemet er Høje Tåstrup Station – især på en kold vinterdag. Der er høj lyd i form af musik overalt, hvor man kunne få varmen i den halve time, man venter på toget, fordi der p.t. ikke er så mange spor på Københavns Hovedbanegård, og der derfor kører færre tog …

Derfor har de musik

Der er musik i banegårdshallen. Før i tiden var det opera (“obra”, jfr. næste sprogpost), men det har de dog erstattet af noget andet. De har musik for at skræmme forskellige mennesker væk, fx narkomaner, der lige ville tage et fix, eller hjemløse, der prøver at få varmen.

Jeg gik ind i Seven Eleven efter kaffe og mælk (psykologen har kun et pulver “whitener”, der gør kaffen hvid, men intet har med mælk at gøre. Ringe “service” 🙂 ). Kaffen skulle være med til at bringe kropstemperaturen bare lidt op.

Butikken var fyldt med høj musik og unge (søde) ekspedienter med tatoveringer på de bare over- og underarme. Jeg er snart den eneste dansker uden tatoveringer.

Altså var det eneste sted, jeg kunne holde ud at være, nede på selve perronen. Det var en noget kold oplevelse.

Det der sker i en Asperger-hjerne

Mange med Aspergers syndrom har det svært med støj og alle mulige andre udefrakommende sanseindtryk.

Jeg ved ikke, hvordan det er for andre, men for mig sker der følgende: Lyd og andre sanseindtryk placerer sig nærmest midt i min hjerne (sådan føles det i hvert fald) og optager ca. 50 pct. af kapaciteten. Jeg kan ikke bruge de resterende 50 pct. til noget. Det er helt vildt anstrengende, og det kan tage lang tid at komme over det. Med alderen og øvelsen kan jeg nå at restituere i toget til Holbæk, hvis jeg kan finde en plads i stille-kupéen.

For snart et år siden fik jeg faktisk udarbejdet en sanseprofil i Distriktspsykiatrien; den viste, at jeg havde “udfordringer”. Det vidste jeg godt; det var jo derfor, jeg kom. Jeg kom for at få at vide, hvad jeg kunne gøre ved det. Men så havde medarbejderen meget travlt, og nu er han holdt op – og ingen kender til hans resultater. Så nu begynder vi forfra. (Til tider forstår jeg psykiatriens dårlige økonomi. Der er for mange “håndholdte processer”).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Aspergers syndrom og regler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Jeg svømmer ikke i venner, men de få, jeg har, er fantastiske! De er så søde til at hjælpe, når jeg er i tvivl om de uskrevne sociale regler.

Jeg så på et tidspunkt et indslag med Christina Sommer, som blandt andet sagde “Aspergere trives utrolig godt med “Det er sådan man …” ” Jeg ville gerne i et forløb hos hende, men hun er så populær og dygtig, at hun har opgivet at have en venteliste. I denne artikel har jeg noteret, alt hvad hun sagde om mennesker med Aspergers syndrom i udsendelsesrækken “De skjulte talenter” på DR1. Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsen.

Tre eksempler hvor mine venner hjælper, fordi reglerne mangler:
  1. Jeg er i tvivl om “Hvor tit må man ringe?” Mit telefonbehov nok lidt større end deres, fordi jeg bor alene og kun ses med få (helt selvvalgt!). Jeg er bange for at ringe for ofte. Med en veninde har jeg derfor aftalt, at vi lige sender en e-mail først og spørger, om det kan passe ind i kalenderen og med energien at føre en telefonsamtale. Det fungerer utrolig godt.
  2. Hvis jeg er ude til fx frokost er jeg bagefter i tvivl om “Blev jeg for længe?” Med en anden veninde har jeg derfor aftalt, at skulle det ske, at hun synes, det er på tide, jeg skrider, så siger hun det tydeligt. Det er jeg tryg ved, og så behøver jeg ikke længere bekymre mig om det.
  3. “Dette var humoristisk eller underforstået“. Når jeg ser vittigheder eller billeder, andre finder morsomme, på fx Facebook, sidder jeg og tænker “Hvorfor er det sjovt?” og jeg prøver virkelig, men jeg kan ikke tolke det på samme måde, som andre kan. Så mine venner er nu begyndt at klippe det ud i pap for mig. Til tider føler jeg mig temmelig dum.

Jeg elsker regler

Det er så skønt, når der er regler – bare ikke de uskrevne. Når der er regler, ved jeg, hvordan jeg skal begå mig, og så behøver jeg ikke gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg overtræder en uskreven regel. Og jeg vil gerne gøre “det rigtige”. Christina Sommer fremhæver sjovt nok, at mennesker med Aspergers syndrom er optagede af at gøre “det rigtige”.

En Asperger-hjerne arbejder altid, og det har jeg selvfølgelig vænnet mig til livet igennem. Jeg troede, alle menneskers hjerner altid var på arbejde, men jeg skulle blive klogere.  Når der kun er uskrevne regler, kommer hjernen på over-arbejde, og det kan være anstrengende.

På et tidspunkt købte jeg bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” af Jennifer Cook O’Toole fra forlaget “Frydenlund”. Jeg fik desværre aldrig læst den færdig, men jeg har lagt den frem på natbordet igen.

Skrevne regler for det uskrevne: Emma Gads “Takt og tone”

  1. Vennerne hjælper, når reglerne manglerMan ringer og siger tak for sidst dagen efter. Da jeg samtidig er bange for at ringe for ofte, sender jeg i stedet en takkemail, hvilket jeg også synes er almindelig høflighed og et udtryk for, at man værdsætter, at værten har gjort sig umage for, at man kan få en hyggelig eftermiddag eller aften sammen.
  2. Det er ikke længere så almindeligt at medbringe bare en lille ting til værtinden; det er mest de ældre, der gør det, og da jeg nu også er “ældre”, gør jeg det af og til også selv. Emma Gad mente, at det var god tone og atter en anerkendelse af, at værtinden har brugt tid (og penge) på en middag eller en frokost. Jeg kan godt lide at finde bare en lille ting, som jeg tror, min værtinde vil blive glad for. Det kan være blomster, men de har jo en kort holdbarhed, så jeg gør mig umage for at finde på noget, der holder lidt længere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Et spil for hjernen

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Ah, slægtsforskning! For nogle er det et livslangt projekt, for andre en hobby, og for mig personligt en fascinerende rejse ind i det, der får hjernens dopamincenter til at danse. Det er som et kæmpe puslespil, hvor man bruger logik og deduktion til at sætte små brikker sammen og opdage den større historie. Og lad mig være ærlig, det er ikke bare hjernen, der bliver glad. Det er hele mit væsen.

Det digitale skatkammer

Ja, vi lever i en tid, hvor onlinedatabaser har gjort det nemmere end nogensinde at finde information om vores forfædre. Men det er en fejltagelse at tro, at slægtsforskning kun handler om at bruge de rette databaser. Databaser er fantastiske, men de er ikke fejlfrie. Og her kommer den “ordentlige forsker” ind i billedet. At være ordentlig i sin forskning indebærer, at man altid tjekker de originale kilder. Slægtsforskning uden kilder er kun mytologi.

Jeg rydder p.t. op i min database, og jeg forsøger at sætte kilder på alt, for oplysningen må jo stamme et eller andet sted fra. Mange af mine gamle fund har ingen kildeangivelse, og jeg bliver så irriteret på mig selv. Kan jeg ikke finde kilden, sletter jeg simpelthen informationen, for den er jo ikke noget værd hverken for mig selv eller dem der evt. måtte bruge data fra min TNG-side.

Det intellektuelle detektivarbejde

At søge i kirkebøger, folketællingslister og andre arkivalier er ikke bare at kigge på tal og navne; det er et intellektuelt detektivarbejde. Det kræver et skarpt øje for detaljer og en stærk logisk sans at koble oplysninger fra forskellige kilder sammen. Det er her, man virkelig kan mærke, hvordan hjernen fungerer på højtryk. Det er dopamin på den ordentlige måde! Her er det vældig praktisk at have Aspergers syndrom.

Alle os på autismespektret har en eller anden #superkraft, det drejer sig bare om at finde den. Min #superkraft er at kunne se alle detaljerne. Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Lige nu glæder jeg mig fx over at finde en stor del af mine gamle fejl, da de så kan blive rettet. Der er sørme mange “Gårdmand”, der bliver degraderet til “Husmand” … Det er helt sikkert, at jeg ikke finder dem alle, men lidt har også ret.

Jeg er nu igennem de første 938 personer, og det ved jeg, da jeg har udviklet et lille Excelark, der hjælper mig med at holde styr på fremdriften. Når jeg når de 1.000, holder jeg en lille online-ceremoni.

Et værdifællesskab

Slægtsforskning skaber et usynligt – men meget ægte – værdifællesskab. Når vi deler vores fund med andre, skaber vi bånd, der går langt ud over det blotte “at være i samme familie”. Det handler om at dele interesser, glæder, frustrationer, og ja også til tider skuffelser. Men det hele er en del af den menneskelige erfaring, og det sætter jeg uendeligt højt.

Det er skønt, at man nu kan sidde hjemme ved skrivebordet og dyrke sin “lidelse”. Men der er noget, jeg savner: fællesskabet og udvekslingen af idéer når vi i al slags vejr stod på trappestenen på Jagtvej lørdag morgen 8:30. Når jeg som begynder var kørt fast i et eller andet, kunne jeg spørge de erfarne “kolleger” til råds. De havde altid et godt tip.

Fællesskabet er nu blevet digitaliseret, og det er selvfølgelig også dejligt, men jeg kan alligevel savne strejfet af medmenneskelighed.

Derfor giver det hele mening

Når alt kommer til alt, så er slægtsforskning en manifestation af vores dybeste menneskelige trang til at forstå, hvem vi er og hvor vi kommer fra. Det er også en form for “ordentlighed”, fordi det kræver en dyb respekt for fakta og en ukuelig trang til at søge sandheden.

Så næste gang du falder over en gammel kirkebog eller en skæv notits i en folketælling, så husk: Det er mere end bare data. Det er en del af, hvad det betyder at være et ordentligt menneske, der stræber efter forståelse og indsigt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Støjhelveder på jord

Støjhelveder på jord

Jeg er lydfølsom

Støjhelveder på jord

Det er helt normalt for mennesker på autismespektret, og herunder hører mennesker med Aspergers syndrom, at være lydfølsomme og sansesensitive på andre områder fx lugte. Altså er jeg for en gangs skyld helt normal.

Problemet er, at det synes at blive værre. Lydene tager bo midt i min hjerne, så jeg fx ikke er i stand til at føre en samtale, for der hvor opmærksomheden på min samtalepartner skulle være, er der fyldt med lyd. Det koster mange kræfter at filtrere dem fra. Det er lidt svært at forklare. Skriv en kommentar, hvis du ikke forstår, hvad jeg prøver at udtrykke.

Jeg er begyndt at vise min solsikkesnor frem på støjende steder og spørge pænt, høfligt og venligt, om de vil være søde at skrue ned. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap. Og det vil de som oftest gerne. Det er rigtig rart. Det gælder fx i taxaer. Det er faktisk mig, der er kunden. Det er en dyr “vare”, så det må være et rimeligt ønske. Alternativt står jeg ud af vognen.

Jeg runder de 60 år i denne måned, og lidt skal der da ske, så jeg har inviteret en veninde ud på frokost. Jeg har med hjælp fra en gruppe på Facebook for autister fundet et spisested, hvor de på forhånd har lovet, at de gerne vil skrue ned, mens vi er der. Der lægger jeg gerne mine penge.

Frisøren mistede en trofast kunde

For et års tid siden tog jeg mod til mig og spurgte også min frisør gennem 16 år, om han ville skrue ned for musikken, der stammede fra en reklameradio, som er en ekstra trigger for mig, fordi det forekommer mig at være så stupidt. Det ville han gerne.

Forleden dag var jeg igen hos frisøren og spurgte endnu en gang, om han ville skrue ned. Svaret var “Nej, det kan jeg ikke, når der også er andre kunder”. Der mistede han en trofast kunde, for selvfølgelig kan han det. Det drejer sig om vilje i de 7-8 minutter, han er om at klippe spidserne. Jeg tror ikke, stilhed vil skræmme de øvrige kunder væk, og i realiteten er der ingen, der lytter. Det er bare baggrundsstøj. Han var vist lidt overrasket over, at jeg ikke, som jeg plejer, bestilte en ny tid til om seks uger.

Hvidovrevej vrimler med frisører, så jeg gik over på den anden side ad gaden og spurgte, om det ville være en mulighed, at han skruede ned, når jeg kom. Det ville han gerne, og altså bestilte jeg den næste tid der.

“Vimmersvej” i Coop

Jeg havde dernæst et ærinde i Coop. Medarbejderne løb rundt med “sjove” hatte og guldflæser om halsen. Det gik ikke op for mig, hvad årsagen var.

Grøntafdelingen genlød af “Vimmersvej” med sindssyg høj volumen. Jeg skyndte mig væk.

Dog kan man ikke slippe ud af butikken uden at betale og ved den kasse, der er deres default-kasse, findes en monitor, der med høj volumen reklamerer for tåbelige ting, jeg aldrig får brug for. Det kan fx være seneste nyt i skuresvampe eller smarte toiletbørster og andet i de kategorier. Køen er altid lang, så jeg må holde ud længe. Et par gange har jeg undersøgt, om det er muligt at slukke for skidtet eller bare flå nogle kabler ud for at få det til at holde op. Det er dog ikke lykkedes mig.

Kan der være hjælp at hente?

  1. I marts måned (dog i år) fik jeg udarbejdet en såkaldt sanseprofil i Distriktspsykiatrien ved at svare på 60-70 spørgsmål.
  2. Da jeg kom anden gang hos den pågældende medarbejder (en ergoterapeut), fik jeg at vide, at jeg var sensitiv overfor lyd og lugt. Tjah … det var ingen overraskelse; det var jo derfor, jeg havde henvendt mig.
  3. Meningen var så, at vi ved det tredje møde skulle tale om, hvad jeg kunne gøre ved det.

Vedkommende var dog meget ophængt, så aftalen blev, at min kontaktperson skulle give mig tilbagemeldingen, og at jeg skulle tale med hende om, hvad jeg kan gøre ved det. Det vil jeg naturligvis gerne.

Nu er ergoterapeuten imidlertid holdt op, da han var i et tidsbegrænset vikariat. Ingen andre har resultaterne. Min kontaktperson er helt fin og siger “Jeg synes, du har krav på en ny udredning”, hvilket hun har talt med sin leder om, og denne er enig med hende. Så nu venter jeg på, at der ansættes en ny ergoterapeut, så vi kan begynde forfra …

Et “First World Problem”

Jeg er helt klar over, at dette problem må kaldes et “First World Problem”, når mit lydtapet ikke udgøres af bomberegnen hverken i Ukraine, Israel eller Gazastriben.

Jeg er umådeligt trist over, at der igen er krig i Mellemøsten. Hvor skal det dog ende? Jeg forstår efterhånden de mennesker, der lukker af for omverdenen og fx beskæftiger sig med deres slægtsforskning eller noget andet, der medfører glæde.

Støjhelveder på jord

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.