/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatrien passer godt på mig

Psykiatrien passer godt på mig

Mani under opsejling?

Psykiatrien passer godt på mig

Jeg har det helt fantastisk, jeg har aldrig haft det så godt, og det er ikke i sig selv bekymrende. Det må man godt, også selv om man har bipolar affektiv sindslidelse. Men hvor går grænsen?

Men det har kørt lidt for hurtigt de seneste uger, måske ca. seks uger eller deromkring. Jeg er så optaget af alle mine projekter – fx min tyske slægt – at jeg “ikke har tid” til almindeligheder såsom at spise, børste tænder, tisse osv. I øvrigt er jeg ikke sulten. Jeg sover kun meget lidt, og når jeg vågner midt om natten, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare og tænker på alt det spændende, jeg kunne lave, hvis jeg stod op, og det gør jeg så.

Jeg har måske også haft et lidt unødvendigt stort pengeforbrug. Ikke på nogen måde alarmerende, og jeg er ikke ved at gå fra hus og hjem, og jeg har styr på det, men alligevel er det en tanke værd.

Jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg har haft den samme kontaktperson i ti år, så hun kender både advarselstegnene og mig vældig godt. Og hun tør sige sin mening. Det er der behov for.

Da vi senest sås, talte vi antal timer med søvn. Da jeg sagde 3-4, blev hun bekymret. Vi aftalte opringning en uge efter, hvor jeg på mirakuløs vis havde fået det til at stige til 5. Man kan jo ikke tvinge sig til at sove. Hun var stadig ikke tilfreds og blev nødt til at nævne det for lægen, der måske ville foreslå et møde.

Hun har ringet i dag og ringer igen i på tirsdag. De holder øje med mig. Jeg kommer til at tænke på “Holder øje med dig”, som Søs Fenger sang i 1989.

Lægen foreslog, at vi for en periode ændrer intervallerne for vedligeholdelses-ECT fra hver 5. uge til hver 3. uge. Hun havde sagt til ham, at det ville jeg nok ikke. Men det ville jeg, og jeg sagde ja til tilbuddet med det samme, for dette skal under ingen omstændigheder udvikle sig. Vi talte om det telefonisk. Hun sagde, at det var hun glad for. Jeg sagde på min side tak for hjælpen.

Vi ved alle, at ECT er vejen frem for mig. Det er det, der holder mig kørende og “stemningsneutral”, som det så fint hedder, hvilket egl. bare betyder, at jeg er i “midtersporet”, hvor jeg skal være.

ECT-afdelingen har allerede ringet her til morgen, og vi har aftalt de nye datoer. Der er styr på det. Det kører.

Ergo: psykiatrien passer godt på mig, og der er ansat topprofessionelle mennesker, der gør det, de skal og lidt til. Vi skal for enhver pris undgå en ny fullblown mani. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt, og i øvrigt har jeg ikke tid til en indlæggelse, for jeg skal til Tyskland i august og gå i mine aners fodspor.

De svære balancer

Når man har det fantastisk, går man ikke til lægen

Ingen normale mennesker går til læge, eller beder om en ekstra samtale med kontaktpersonen eller en lægesamtale, når de har det fantastisk, og der er fremdrift i alle projekterne. Hvad skal man så med fagpersonerne?

Du går da heller ikke til din egen læge for at bede hende kigge på dit ben, når du selv kan se, det ikke er brækket. For mig er det det samme.

Jeg skjuler ikke bevidst noget for nogen, og jeg lyver aldrig; det kunne jeg aldrig finde på, da det er imod mine værdier, som jeg går højt op i, men efter den omtalte telefonsamtale gik jeg de lovbefalede skridt og blev opmærksom på de yderligere advarselstegn. Jeg havde bare ikke anset det som “farligt”, men den samlede sum af omstændigheder er ikke helt god.

Det er godt, at der er en dygtig psykiatri, der holder øje med mig og hjælper med at holde balancen. Og her ser man værdien af det relationelle og et kendskab bygget op gennem flere år. En “fremmed” ville ikke på nogen måde kunne gennemskue det. Og når jeg heller ikke selv kan, har vi balladen.

De naturlige særinteresser

En mani er sygelig, men de eller den særinteresse, der følger med Aspergers syndrom, er fuldkommen naturlig og ikke alarmerende. Det er helt naturligt, at man er ekstremt optaget af sin særinteresse. Det er naturligt, at man specialiserer sig inden for et lille område og bliver god til det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går.

Da jeg skulle udredes, ventede jeg faktisk et år på Pia Bohn Christiansen, der har forstand på begge diagnoser, da det forudsætter specialuddannelse at holde symptomerne ude fra hinanden, at skelne skæg fra snot så at sige.

De svære læger

Min kontaktperson syntes, jeg skulle tale med lægen. Det ville jeg ikke.

For det første fordi, jeg ikke så nogen grund til det. For det andet fordi jeg aldrig har mødt vedkommende før. Og jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst. Jeg skal kende folk, alternativt får de den velpudsede facade. Jeg har været i gamet længe nok til at kende koderne og vide, hvad jeg skal sige. Hun tilbød at gå med, og så var det i orden. Men nu klarede vi det telefonisk, så jeg slap for at møde en fremmed.

Forholdene i psykiatrien er sådan, at man i Distriktspsykiatrien typisk kun ser sin læge en enkelt gang, så er vedkommende videre til noget andet. Det er vældig problematisk for mig, for jeg skal først finde ud af, hvem folk er. Det er ikke fordi, jeg vil skjule noget for nogen, men jeg er bange for, at hvis jeg er mig selv og ærlig, vil de tænke, at jeg er mærkelig. Og hvem har lyst til det?

En undtagelse er den ældre overlæge i Distriktspsykiatrien, som for mange år siden gennemskuede hukommelsestabet og døbte det “absencer”, fordi perioder på op til 14 dage var pist væk. Det kunne ingen andre se. Hun gik desværre på pension.

Psykiatrien passer godt på mig

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Jeg motiveres af data

Om motivationsfaktorer: find det der virker

Både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien siger det: “Man skal finde det, der virker for en”.

Nu har jeg fundet det, der virker for mig: data.

Jeg elsker data i tabeller, at regne på data og at sætte data op på en måde, så de umiddelbart kan forstås af andre end mig selv. Det kan fx være ved at bruge ikoner med grønne flueben eller røde krydser, der viser udviklingen.

Det burde jeg have regnet ud for længst, eftersom det er det, jeg brugte det meste af mit arbejdsliv på. Problemet der var ofte, at jeg ikke havde mulighed for at dyrke det i den detaljeringsgrad, jeg mente var nødvendig. Det er et problem, jeg deler med mange andre med Aspergers syndrom. Det er velbeskrevet i litteraturen fx af Georg Strøm, 2009, “Konflikter på arbejdspladsen”, og jeg har skrevet om det i min historie om Aspergers syndrom.

Da jeg senest var hos psykologen, viste jeg hende min sundhedsrapport, som jeg genererer i Excel. Data kommer fra min avancerede vægt og fra appen StepsApp, der fodres af mit Apple Watch, så al bevægelse registreres. Vi talte lidt om det, og i den forbindelse fik jeg sagt “Jeg skal jo have de her tal til at se pæne ud”.

Billedet herunder stammer fra min sundhedsrapport, og jeg kan lide at se de grønne flueben, der viser, at det går den rigtige vej:

Om motivationsfaktorer: find det der virker

At være auditiv

I realiteten er jeg auditiv, men jeg skulle blive 60 år, før jeg fandt ud af det. Jeg nyder podcasts i stor stil, mens jeg går mine ture. Jeg hører alt fra “Klog på sprog” med Adrian Hughes og “Hjernekassen på P1” med Peter Lund Madsen. Begge findes ganske gratis på DR Lyd.

Jeg har også forsøgt med andre podcasts, fx “Vennepunkter”, men måtte opgive dem, fordi der er for meget forstyrrende grin og tomgangssnak.

Min ven har ofte spurgt mig, om jeg så ikke hører musik, mens jeg læser kirkebøger eller laver det frivillige arbejde?

Det kan jeg simpelthen ikke, for i begge tilfælde er jeg nede i detaljens detalje, hvor intet må overses eller misforstås. Jeg skal helst fange alt i første hug. Og det gælder især i øjeblikket, hvor jeg dechifrerer en stor mængde tyske kirkebøger, der er virkelig svære, selv for de skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres forum.

I mange år var jeg sikker på, at jeg bestemt ikke var auditiv, eftersom min hjerne gik på udflugt efter 20 minutters lytning. Nu tror jeg nærmest, det skyldtes, at den var overbelastet af alle mulige andre problemstillinger så som sygdom, fremtid, økonomi, arbejdsmarked, bolig og andre “småting”.

Psykiatrien kunne måske bruge min sundhedsrapport?

Jeg spurgte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om nogle af hendes øvrige patienter ville være interesserede i skemaet, for så ville jeg gerne dele et tomt eksemplar klar til at taste data ind i. Hun mente nu ikke, hun kendte en, der var interesseret.

Hun forstår mig heldigvis og griner ikke af mine regneark. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hun tænker, og “tanker er toldfrie”, men vi gennemgår rapporten, når vi mødes, og jeg synes, hun kommer med vigtige refleksioner.

Da jeg for snart en del år siden var tilknyttet Akutteamet i Glostrup, udviklede jeg også et regneark til registrering af bivirkninger og udviklingen i dem, så vi havde noget konkret at tale om. Deres tanker var selvfølgelig også toldfrie, men vi gennemgik skemaerne hver uge, og de var vigtige input i behandlingen. Og vi fik i fællesskab bugt med de massive bivirkninger.

Som eksempel havde jeg så meget mundtørhed, som følge af al den antipsykotiske medicin, at tandlægen ikke kunne arbejde med spejlet i min mund, fordi det sad fast i ganen. Det var vildt. Godt det er fortid.

Konkurrencemenneske?

Af og til har jeg været lidt flov over at være konkurrencemenneske, fordi det ikke er videre inkluderende.

Alle mennesker er i virkeligheden konkurrencemennesker, når de blot finder de rigtige parametre at måle på. Når jeg har sat mig et mål, helmer jeg ikke før, jeg har nået det. Og det har jeg det fint med, for jeg får lige nu rejst mig fra skrivebordet og brugt kroppen i stedet for hjernen.

Den skal også holde fri en gang imellem.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

En klassisk systemizer må vige

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Der var et emne, jeg egentlig gerne ville drøfte med psykologen. Jeg præsenterede hende for problemstillingen og forklarede, hvad jeg gerne ville. Det drejer sig om de 33 dage, jeg var fraværende i 9. klasse, som faktisk er ret mange, når et skoleår er 200 dage. Det svarer til 16,5 pct. Og hvorfor havde jeg lægeerklæring i gymnastik hele skoleåret? Jeg husker intet, og det finder jeg mærkeligt.

Jeg forestiller mig noget grimt altså et traume, men det er det rene gætteri, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg er en “klassisk systemizer” med ~ 140 point, hvor man kun behøver 70+ point for at havne i den gruppe. Det vil sige, at jeg scorer ca. dobbelt af det nødvendige. Det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne vil “gøre orden” i alle emner og sætte grønne flueben √ ved dem alle. Så der er ryddet op.

Men hun syntes, vi skulle lade det ligge, eftersom jeg har det fantastisk nu, og eftersom jeg ikke har noget angst lige nu. Skulle vi tage det op, ville hun notere i sin/min journal, at det havde jeg bedt om. Min tolkning er, at så ville det være “på eget ansvar”. Og min egen tolkning er også “hvorfor ødelægge den gode stemning?” Det generer mig selvfølgelig en smule, at der så er et lille stykke uopdyrket land, men jeg kan sagtens se hendes argumenter – og jeg er enig.

Hvis der nu skulle sidde nogen og tænke, at det er hendes “skyld”, at jeg trofast er vendt tilbage gennem ni år, er det vel hermed modbevist?

Det moralske kompas er på plads allerede ved 6-7-årsalderen

Jeg har været i gang med en interessant “øvelse” for at finde ud af, hvad der bevirkede, at jeg hverken udviklede en psykose eller fik skizofreni af min mærkelige fortid. Med andre ord hvad var beskyttelsesfaktorerne? Det er at fokusere på noget positivt og det, der peger fremad. Det var utrolig svært, og jeg gjorde det heller ikke “rigtigt”. Men det var alligevel interessant.

Jeg noterede fx, at en beskyttelsesfaktor var en bevidsthed om, at livet var op ad bakke, og at jeg skulle kæmpe for alt. Jeg kom til at erindre noget temmelig klamt i den forbindelse:

1) Det er foråret 1976. Overgrebene har stået på i lidt over to år. Vi er i køkkenet i det faldefærdige skrammel på Sydfyn. “Min mor” og halvbror på tre år er til stede. Han kan gå. Jeg er 12 år. Psykopaten vil adoptere mig og vil have, at jeg skal kalde ham “far”. Jeg nægter og svarer: “Jeg er allerede adopteret nok, og jeg har haft en far.”

2) Min halvbror går som sædvanlig rundt i kun undertrøje og ikke andet. Han kærtegner som altid kontinuerligt sit køn.

Jeg synes selv, at det er ret godt klaret af en 12-årig at sige så klart og tydeligt fra. Jeg vil fandeme ikke, og jeg er heller ikke til sinds at opgive mit efternavn. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været stolt af at være “en Stegemüller”.

Psykologen fortalte, at børn allerede i 6-7-årsalderen har et veludviklet moralsk kompas. Allerede på det tidspunkt ved de, hvad der er er rigtigt og forkert. Så i situationen ved jeg godt, at dette simpelthen er så klamt og helt utilladeligt. En overgrebsmand kan aldrig kaldes “far”.

Min halvbrors færden er også klam. Når man er 12 år og så småt begynder at udvikle en seksualitet, skal man da ikke have et kønsorgan “up in my face”. Det er ufatteligt ulækkert.

Det lille jubilæum

Psykologen har vist ikke oplevet det med andre, men i hvert fald er det i dag ni år siden, vi mødtes første gang i Psykiatrifonden, som Hvidovre betalte et langt forløb hos. Der er løbet meget vand i stranden siden.

Hun er den første, der effektivt har kunnet hjælpe mig på mine præmisser. Hun har accepteret, at jeg er styret af min analytiske, tvedelte hjerne, at jeg har en kognitiv kapacitet, der er større end de flestes, og har indrettet sin terapi efter det.

Det betyder fx, at jeg hverken skal tegne eller male noget som helst. Jeg kan ikke tegne en tændstikmand, og jeg får kvalme af bare at se ordet “staffeli”. Fra 1974-1980 levede jeg med at være udenfor, fordi jeg ikke ejer kreative evner, og fordi det, jeg i stedet kunne, ikke havde værdi. Ingen indså værdien af de gode karakterer og de gennempløjede fysikbøger. Det har jeg ikke lyst at gentage.

Jeg er på mange punkter blevet en anden på de ni år. Udgiften konterer jeg under “Omkostninger ved at være i live”. Jeg har en fornemmelse af at få mængderabat.

Jeg sender en tak, der ikke kan blive stor nok.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.