, ,

Æbledimser fra Apple™

Æbledimser fra Apple™

Jeg tilstår

Jeg kan godt lide æbledimser, dvs. enheder fra Apple™. Det hele er lækkert – selv æskerne. Alt er gennemført og stinker af kvalitet.

Jeg har – og har haft – mange æbledimser, og der aldrig bøvl med dem. De virker, virker, virker osv. Min gamle iPad Air holdt lidt mere end fem år, og da den nærmest har været en del af min krop, synes jeg, det er en rimelig tid. Jeg bruger min iPad på samme måde, som de fleste andre bruger deres telefon; jeg ser bare ikke godt nok til det. Øjenlægen synes ganske vist, at jeg ser udmærket, men det synes jeg ikke, for det er da ikke naturligt konstant at skulle have en lup frem! Jeg kan fx ikke bruge SMS’er, for jeg kan ikke se dem.

iPad Pro 12,9”

Jeg er i dag blevet den lykkelige ejer af en iPad Pro 12,9”. De 12,9” betyder i praksis, at skærmen er som et stykke A4-papir.

Jeg har set TV-avisen 18:30, og nu kan jeg få øje på Klaus Bundgaard Poulsen. Min iPad fungerer i meget høj grad som et TV, idet jeg foretrækker at sidde under min kugledyne og blive fodret med good and bad news (der er flest “bad”). Det er flere år siden, jeg har set fjernsyn inde i stuen. Det hænger der efterhånden mest til pynt.

Dette blogindlæg bliver til nede på caféen ud for mine vinduer ud til Hvidovre Torv. Jeg sidder i aftensolen, men der er ingen problemer med at se skærmen. I løbet af installationsprocessen skulle man tage stilling til et eller andet med skærmen. Jeg ved ikke hvad det var, men valgte det mest vidtgående. Det var åbenbart det rette valg. Slut med at sidde og skygge med den ene hånd.

Installation

Jeg havde på forhånd dannet friske backups både i iTunes og iCloud. Maskineriet kom af sig selv og spurgte, om jeg ville hente en backup et af de to steder. Jeg valgte backuppen fra iCloud. Efter maksimalt fem minutter havde jeg alle mine ting på den nye maskine. Det, der tog længst tid, var, at den på en eller anden måde skulle hente og installere alle mine apps igen. “Lang tid” er lig 10 – 15 minutter. Og så var der selvfølgelig “glæden” ved at skulle indtaste alle mulige passwords igen, og da jeg bruger ordentlige koder, tog det selvfølgelig lidt tid – men noget nemmere  med tastaturet end vha. touch på skærmen

Hele installationen tog maksimalt 30 minutter.

Der stilles en del spørgsmål undervejs. De fleste af dem svarede jeg nej til. Jeg vil fx kun meget sjældent dele mine kontakter eller lokationer med alle mulige apps. Af og til er det selvfølgelig en forudsætning for, at appen kan gøre sit arbejde (fx Messenger og Google Maps), men temmelig ofte forekommer det mig at være lidt spooky. Jeg tager aktivt stilling til hver eneste. Kan jeg ikke se idéen, er svaret “nej tak”.

Tastatur og cover

Efter fem dårlige oplevelser med at finde et tastatur til min iPad Air, har jeg købt et ordentligt Appletastatur, iPad Pro Smart Keyboard”, der også udgør cover. Det er vildt fedt. Det er som at skrive på en bærbar – altså et rigtigt tastatur, ikke noget kinesisk plastikpjat her (bortset fra at det sikkert er lavet i Kina 🙂 ). Det skal ikke sluttes til på nogen måde. Man sætter det bare på, eller rettere: man sætter iPadden på tastaturet, og så virker det bare. Det får sin strøm fra iPadden, så det er slut med Bluetoothpjat og særskilte kabler til opladning. De holder det hele meget simpelt.

Pris

Jeg kunne have fået ca. tre billige bærbare i Elgiganten for det, jeg har betalt for iPad Pro, tastatur/cover samt tre års forsikring. For mig står det bare ikke som en mulighed at købe elektronik sådanne steder, hvor jeg også kan købe en vaskemaskine. Har jeg ikke råd til god kvalitet, undlader jeg og venter til pengene på et tidspunkt er større, og hvor jeg ikke kan “få udgifterne til at slå til” (citat Eric Bentzen).

Konklusion

Jeg er allerede vældig glad for “dyret” med tilbehør.

Æbledimser fra Apple™

 

8 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Mange tak skal du have. Jeg er virkelig glad for “uhyret”. Det er simpelthen en helt anden oplevelse at se en TV-avis nu.

  1. Eric
    Eric siger:

    Tillykke med nyanskaffelsen. Personligt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at købe Apple, som vil bestemme, hvad jeg må se og ikke se, men hovedsagen er, at du er glad. Det er fedt at få nyt isenkram, der virker!

      • Eric
        Eric siger:

        Søg fx på “apple censorship”. Fx har Peter Øvig ikke kunnet få en bog i Apples store pga. billeder af bare bryster, og Ekstrabladet har også været censureret. Amerikanske normer fra bibelbæltet begrænser ytringsfriheden, og hvilken information man kan tilgå.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Eric

          Hold da op – det var simpelthen gået min næse forbi. Det viser, at Apple er en (alt for) magtfuld gigant. Jeg bryder mig ikke om at skulle opfattes som værende tilhænger af de værdier og normer!

          Der bliver flere og flere giganter i IT-verdenen: Facebook, Google, Apple, der er mange flere, men jeg kan ikke lige komme i tanke om hvem. Jeg har stor respekt for EU-kommissær Margrethe Vestager, der er god til at vride armen(ene) om på dem, når der er tale om ulovlig konkurrence. Så er der da lidt styr på giganterne, når de begår sig i Europa.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Tillykke med dyret! I går gik min iPad død. Sort skærm, ville hverken det ene eller det andet. Da tænkte jeg alvorligt på at anskaffe en ny, men jeg surfede lige lidt på min bærbare og fandt ud af, hvordan man tvinger dyret til at genstarte, hvis der overhovedet er liv i det. Det var der, heldigvis, så jeg undgik det indkøb i denne omgang. Når tiden kommer, tror jeg det skal være en 9-tommers igen. Over 12 tommer er stort, synes jeg. Min bærbare er 13 tommer, og den er ikke praktisk til enhver brug på samme måder som iPad’en er.

    Det med et tastatur, der ikke skal oplades og ikke er Bluetooth lyder virkelig interessant. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig til min næste iPad. Bluetooth virker jo til de fleste tider, men de tider, hvor det ikke gør, er trælse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tak skal du have!

      Uha død iPad, sort skærm, ikke godt – men det var godt, du fik liv i den igen. Det er rigtigt, at 12,9″ er lidt stort til mange ting fx til at stoppe i tasken og være på farten. Men når man fx ofte bruger den som TV, er det rart at kunne se speakeren (og sådan siger man vist ikke længere). Jeg tror, jeg hurtigt vænner mig til de 12,9″. Den er i øvrigt fantastisk slank, og det samme er tastaturet. Man skulle ikke tro, der kunne være noget mekanik derinde, men det kan der i høj grad.

      Det er så fedt med det tastatur! Det er ikke løwn, at jeg har prøvet fem tastaturer til min iPad Air. End ikke Logitecs “Universal Folio” kunne jeg få til at makke ret. Jeg ringede angående nr. 1. Uden beregning og uden at skulle have nr. 1 retur, sendte de nr. 2. Same shit: Virker, virker ikke, virker, virker ikke… Det var komplet umuligt – og det var Bluetooth. Aldrig mere den type til mig i hvert fald ikke, når vi taler tastaturer. Mine AirPods virker dog særdeles glimrende uagtet de også kører på Bluetooth.

      Og nu vil jeg gå i seng med mit nye TV 🙂

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.