,

Tilbage til slægtsforskningen

Tilbage til slægtsforskningen

Slægtsforskning med Legacy

Tilbage til slægtsforskningen

Åh, hvor har jeg glædet mig til at vende tilbage til slægtsforskningen. Hvor er jeg glad for at se Legacy og mine data igen.

Siden den 15. januar i år har jeg haft travlt med at hjælpe min ven Mathias Emil Nielsen, stifter og ejer af GladTeknik, med hans hjemmeside. Det startede alt sammen med, at jeg “bare” skulle læse læse korrektur på hans hjemmeside, men det udviklede sig, så jeg nu også er deres webmaster.

Det er et “job”, jeg elsker. Det er svært at adskille sproglig korrektur fra ting, der ikke rigtig fungerer på hjemmesiden. Enten får man øje på manglerne, eller også gør man ikke. Og min #Superkraft er, at jeg ser alle detaljer. Det er fx kun mig, der opdager, at et link ikke fungerer, som det burde. Jeg har altid troet, at alle mennesker ser alle detaljer, men har nu lært, at det gør de ikke.

Som hovedregel er jeg glad for min #Superkraft, for den har mange anvendelsesmuligheder. Men der er også undtagelser. Jeg har fx utrolig svært ved at læse opslag på Facebook, der er virkelig dårligt skrevne (fyldt med stave- og kommafejl, ingen mellemrum (2 * tvungen ny linje) osv.).

Er det fuldkommen Anders And, og er jeg “ven” med vedkommende, sletter jeg vedkommende som “ven”. Det kan jeg lige så godt, for jeg kan alligevel ikke læse vedkommendes indlæg. Som min psykolog siger: “Når en autist ser en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen”. Og det har hun ret i.

Og nu, hvor jeg er igennem “det lange seje træk” med ca. 400 sider og indlæg, er der kun det sjove tilbage. Det er utrolig sjovt at være webmaster! Det kan jeg virkelig godt lide. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man gør noget “farligt” og man skal vide, hvad man gør. Selvfølgelig kan det gå galt, selvom man er forsigtig. Det gjorde det også for mig en dag.

Heldigvis havde jeg en kopi at rulle tilbage til. “Better safe than sorry”. Uanset hvad var det en “lesson learned”. Jeg var lige lovlig hurtig til at slette et plug-in. Et plug-in er et lille tilføjelsesprogram.

Men uanset hvad har jeg nu tid til at vende retur til slægtsforskningen, og det er virkelig dejligt. Jeg kan ikke læse korrektur mv. mere end 4-5 timer om dagen. Det vil hjernen ikke være med til. Men jeg kan slægtsforske 16 timer om dagen.

At vende tilbage til Legacy

Det er herligt at se Legacy igen. Og jeg ved ganske præcist, hvor jeg kom til i den store oprydning, for jeg har udviklet et lille Excelark, der hjælper mig med at holde øje med, hvor jeg er kommet til.

Bortset fra Sommer-familien, som jeg arbejdede med ultimo februar i år, var jeg i færd med nogle direkte aner i Hørup, Slangerup Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt. De stammer fra 1600-tallet, hvor størstedelen af kirkebøgerne er brændt, hvor der ikke findes folketællinger (den første findes i 1769), og findes kirkebøgerne, har jeg utrolig svært ved at læse dem. Og det er vel egl. okay, når de er 400 år gamle.

Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke for 20 år siden var tilstrækkeligt opmærksom på, at alt skulle dokumenteres. Erfarne slægtsforskere havde fortalt mig, at jeg skulle notere alt. Nu kan jeg se, at der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det overflødigt at notere. Som eksempel er jeg ikke i tvivl om, at oplysningerne om de direkte aner i Hørup i Slangerup Sogn stammer fra en valid kilde – men havde jeg dog bare noteret hvilken.

Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil komme igennem den store oprydning. Men jeg vil gøre mit bedste. Lige nu er jeg igennem ca. 11 pct. af databasen. Lykkes det ikke, vil det ærgre mig, men der er ingen døde eller sårede af den grund.

Er du interesseret, finder du langt det meste af min forskning her.

Tilbage til slægtsforskningen

Slægtsforskning med DNA

Jeg har indsendt mundskrab til både MyHeritage og Ancestry, og får også jævnligt e-mails fra i hvert fald MyHeritage. Jeg er nok bare en alt for traditionel slægtsforsker, for jeg har svært ved at tro på de mere end 6.000 matches. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal behandle dem. Hvad betyder i det hele taget “Forælders kusine i 2. led“? Det siger mig ikke så meget.

Min strategi er, at først gennemgår jeg min database, hvor jeg har sat slutdatoen til 31-12-2026. Og først derefter kigger jeg på alle de underlige ting fra MyHeritage.

Herudover har jeg smertelige erfaringer med at sige til en (formodet) halvsøster, at vi måske alligevel slet ikke havde fælles far. Så måske skal jeg bare holde mig til det, jeg kender ud og ind: slægtsforskning på papir?

Tilbage til slægtsforskningen

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *