, , , ,

Til blogtræf i Sverige

Jeg har haft en perfekt weekend!

Ellen inviterede til blogtræf på ødegården 160 km. oppe i Sverige og jeg meldte mig til og har været så spændt. Jeg har dels været spændt på at møde Ellen IRL, dels på hvordan et blogtræf egentlig foregik. Ét er at man læser hinandens blogs gennem flere år og kommenterer det man læser, noget andet er at mødes med mennesker, der i realiteten er fremmede, og så at tegne sig for en hel weekend på forhånd.

Det viste sig at blive et meget lille blogtræf, der bestod af Ellen og hende mand John, og Pia og hendes mand Allan – og så mig så mig sagde hunden. Jeg er rigtig glad for, at vi var sådan et lille sluttet selskab, fordi man så har tid til at lære hinanden ordentligt at kende og fordi jeg ikke er god til at overskue mange nye mennesker på én gang. Generte, indadvendte og nørdede mig i en udadvendt aktivitet med fremmede mennesker en hel weekend “kunne det nu gå” tænkte jeg, da jeg tog på arbejde fredag morgen med soveposen under armen.

På en måde var vi alle samme type med stor interesse for teknologi, internet, iPad, avancerede mobiler osv. John havde en iPad og jeg bliver nødt til også at eje en, nu hvor jeg har holdt den i hånden og oplevet hvor susende hurtigt alting går.

Hvad laver man til et blogtræf? Man snakker og griner en masse – og så spiser man pokkers godt! Vi er simpelthen blevet så godt beværtet, at jeg ikke kan beskrive det. Man tager også en masse billeder, ja det vil sige jeg har ikke taget nogen billeder med mit eget kamera, da jeg var løbet tør for batteri, og naturligvis ikke havde opladeren med. Der var så smukt alle steder og vi har været på ture med så mange oplagte fotomuligheder, og så havde jeg ikke mere batteri – det er godt nok bittert. Jeg får en CD-rom med de andres billeder på, men det er nu sjovest med ens egne skud.

Jeg har aldrig været i Sverige før (bortset fra en cykeltur til Lund) så alle de lysegrønne birketræer har været en drøm for mig, på samme måde som alle de smukke røde huse og de store gårde med mure af kampesten. Der var birkepollen overalt, og jeg er glad for ikke at være pollenallergiker, for så havde det været en lang weekend. Jeg forstår virkelig godt folk, der vælger at have en gård i Sverige. Der er en særlig fred og om aftenen kan man se stjernerne. Landskabet er spændende og varieret; der er skov overalt og hver en skovsti ser spændende ud. Der er masser af søer og smukke gamle broer. Vejret har været fantastisk, og i solskin er alting perfekt, men jeg må sige, at denne weekend også havde været perfekt i gråvejr. Tusind tak for det hele til Ellen og John.

8 Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Vi kan godt blive enige om at det var en dejlig weekend, men jeg mødte da ingen indadvendte, generte eller nørdede personer. Du var så ligetil, og nem at tale med 🙂 Dejligt at møde dig

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Tak for det Pia; det kan godt være, at jeg skal revidere min selvopfattelse lidt 🙂 Det var også dejligt at møde jer.

  2. Ellen
    Ellen siger:

    Tak for de pæne ord – og tak i lige måde. Det har været dejligt at lære dig at kende – det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi mødes.
    Eric skal være så velkommen næste gang – det er muligt at bevæge sig uden for Nordjylland, har jeg hørt… man kan, hvis man vil. Lene og Landmanden tager den på motorcykel fra nordenfjords, har de sagt.
    Hør, hvad er det med den iPad? Det vil jeg også gerne vide noget mere om.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen det er klart ikke sidste gang vi mødes! og ham Eric må vi da nok kunne få slæbt søndenfjords. Eric har leveret noget om iPad i sin nye kommentar.

  3. Eric
    Eric siger:

    Lyder dejligt, og du fik vel batterierne ladet op trods det flade. Det ville være rart med noget tilsvarende i Nordjylland, altså at nogen ville invitere til behageligt selskab med god mad i smukke omgivelser 😉

    iPad? Well, jeg ville få kløknopper af, at et amerikansk firma skulle bestemme, hvad jeg må se og ikke se og samtidig overvåge min færden. No way!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Du kan tro, jeg fik ladet batterierne op, det var så skønt – det er lige før jeg har lyst til at gå på arbejde i morgen (men jeg har nu en feriedag) – og jeg fik sol på næsen. Stiller du op med blogtræf tager jeg gerne rejsen Ålborg – København og retur (eller rettere omvendt).

      Jeg kan se, der er noget om iPad jeg ikke ved!

      • Eric
        Eric siger:

        Kære Hanne

        Du mener vel, hvis jeg stiller op TIL…?

        At Apple censurerer er ellers en kendt sag. Ikke at jeg ville savne Ekstrabladet voldsomt, men søg fx på Apple og “side 9” for at få et indtryk af bibelbæltets magt over selv danske skærmvisninger.

        God feriedag i morgen 🙂

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          Kære Eric

          Jow jeg mener da klart, hvis du stiller op til 🙂

          Jeg var slet ikke kendt med at Apple cencurerer; det kan de fanden tag mig ikke være bekendt – nu havde jeg lige her i mit stille siden gået og overvejet hvordan jeg trods tandlægeregning og stor rejse om tre år alligevel kunne blive ejer af en iPad

          Jeg feriedagen 🙂

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.