Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

En mere human og solidarisk flygtningepolitik

En mere human og solidarisk flygtningepolitik

Et solidt og velbegrundet borgerforslag

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Der findes adskillige fjollede borgerforslag, som aldrig opnår over 500 støtter, som er én sølle pct. af de 50.000, der er nødvendige for at forslaget skal tages op i Folketinget. Men: det er fint, ordningen findes, den er lige til at gå til for alle – selv hvis man er “ikkedigital”, som de kalder det på Folketingets hjemmeside. Ordningen er et sundt led i et sundt demokrati, der gør, at alle kan komme frem med meninger og holdninger og prøve at bringe dem til torvs. Det kan være, de aldrig når ret langt, men de har haft chancen og skulle have gjort hjemmearbejdet bedre.

Mange af disse “små forslag” er dårligt begrundede og ditto forklarede, og det er derfor, de aldrig opnår ret mange støtter. Jeg læser dem alligevel af og til, fordi det også er en måde at holde sig orienteret om, hvad der foregår her i landet.

Engang imellem dukker der et forslag op, som er solidt og velbegrundet. Det er tilfældet med dette: Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark. Lige nu, grundlovsdag kl. 17:01, har 39.320 personer støttet forslaget, der har slutdato den 28. august i år. Det skal altså nok nå de 50.000 støtter.

Hvis du ikke allerede har støttet, skal du i hvert fald læse forslaget, der er fremsat af:

Rajesh Jesper Lillebæk Holmen

Medstillere er:

  • Michala Clante Bendixen
  • Mozhdeh Ghasemiyani
  • Michael Graversen
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen og
  • Jørgen Carsten Jensen

At næsten 40.000 mennesker har støttet siger noget om den folkelige opstand, der findes mod regeringens aktuelle flygtningepolitik. DR’s TV Aviser kommer på forunderlig vis udenom at omtale fx de store demonstrationer, der har været afholdt i adskillige byer med fremmøde af titusindvis af mennesker, og syrernes protest foran Christiansborg, der nu har varet mange, mange dage, vist 15, og som supporteres af adskillige fra befolkningen, der møder frem med fornødenheder og moralsk støtte og opbakning. Vi er nødt til at vise de udvisningstruede, at de ikke er alene.

Det siger noget om, at planerne om at tage den midlertidige opholdstilladelse fra de syriske flygtninge er helt forkerte. Det siger også noget om, at planerne om at henlægge asylsagsbehandlingen til et perifert afrikansk land fx 6.300 km. herfra er helt vanvittige. Her tænker jeg på Rwanda, der et bekvemt såkaldt “nærområde” – altså ikke nært på os selv forstås.

“Udfordringerne” ved Rwanda-modellen – jeg kalder det nu “problemer”

Selv Berlingeren skrev i tirsdags den 1. juni (bag betalingsmur, Red.):

Men i et notat med en juridisk analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet oplistes udfordringerne ved at føre de planer ud i livet. En af dem er garantien for, at menneskerettighederne bliver overholdt i det tredjeland, som Danmark indgår en aftale med.

Regeringen lægger i sit lovforslag op til, at tredjelandets myndigheder skal varetage alle opgaver i et eventuelt modtagecenter. Det indebærer blandt andet behandlingen af asylansøgninger, indkvarteringen og beskyttelsen af de personer, der får asyl, og udsendelse til hjemlandet af dem, der får afslag. Dertil kommer retten til uddannelse og arbejde.

Selvom det er regeringens plan, at disse opgaver skal varetages af et andet land, vil Danmark stadig være ansvarlig for, at det sker inden for Danmarks internationale forpligtelser over for blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fastslås det i notatet fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

På den baggrund kan overførslen af asylansøgere til et tredjeland være i strid med menneskerettighedskonventionen, påpeger ministeriets jurister, og peger på forbuddet mod »tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Enhver førskole-elev ved, der ikke er styr på selv basale menneskerettigheder i Rwanda, hvor mennesker blandt andet forsvinder i regimets fængsler.

Regeringen, og selvfølgelig især Tesfaye, forhandler med “en håndfuld” ukendte afrikanske lande, som vi kan eksportere problemerne til. Folketinget vedtog i torsdags med stort flertal et lovforslag, der gør, at der kan indgås sådanne eksportaftaler, som talte vi halve grise.

Men videre fremgår det af Berlingeren den 1. juni:

Louise Holck og Nikolas Feith Tan, der er henholdsvis direktør og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, har i et fælles debatindlæg i Politiken (bag betalingsmur, Red.) slået fast, at Danmark ikke kan »eksportere sit menneskeretlige ansvar for mennesker på flugt, som har søgt om beskyttelse«:

»Så snart et menneske kommer til Danmark og beder om asyl, er det Danmarks ansvar at sikre, at personen får en retfærdig og effektiv asylbehandling og efterfølgende beskyttelse, hvis det viser sig, at der er tale om en flygtning«.

Skriv under på forslaget fra de nævnte personer. Gør bare lidt. Vis du er utilfreds. Tving politikerne til at lytte til almindelige mennesker og tænke sig om en ekstra gang.

/i , , , /af , , ,

Socialdemokratisme

Ritt Bjerregaard 80 år

Ritt fyldte 80 år i onsdags den 19. maj. Det fik landets statsminister eller måske nærmere hendes “særlige rådgivere” op af lænestolen dagen efter(!), hvor en af dem blandt andet skrev følgende på Facebook:

Din tanke og værdi har altid været, at den stærke skal hjælpe den svage. Og du er om nogen stærk.

Og du er lykkedes. Betydningen af dit arbejde er enorm. For Socialdemokratiet. For københavnerne. Og for ligestillingen. Du har været et forbillede for mange unge kvinder. Det ved jeg. Og jeg ved, at du stadig i dag inspirerer unge kvinder til at stå op for dem selv og kæmpe for det, de tror på.

I dag er vi mange, der står på skuldrene af det arbejde og de kampe, som du og din generation har taget.

Har Google translated det?

På dansk kan man vist ikke sige “stå op for dem selv”. “Forsvare eller kæmpe for en person eller en sag” er bedre, jf. Den Danske Ordbog. Man kunne også vælge “gå i brechen for…” men det er selvfølgelig heller ikke ordentligt dansk.

Statsministeren – eller hendes to særlige rådgivere – har det med på irriterende vis at tale og skrive engelsk på dansk på en måde, så man skulle tro, det var Google, der havde translated det. Hun/de har således ved flere lejligheder brugt en formulering, andre officielle talere også har taget til sig om pandemien: “Vi ser ind i en krise, der vil medføre (…)”. I min verden (nej ikke “i min optik”) kunne de nøjes med “Vi ser en krise…”. Det andet er Google translated pseudoengelsk.

Om eller omkring

Herudover holder statsministeren og rådgiverne meget af ordet “omkring”. De – og mange andre – bruger “omkring”, hvor “om” havde været tilstrækkeligt, og de overser, at “omkring” skal forstås sådan, jf. igen Den Danske Ordbog: “således at noget omgiver eller indeslutter noget andet”.

Jeg var lige på Psykiatrifondens nye hjemmeside og fandt dette skønne eksempel på vrøvle-brug af “omkring”:

Vi lægger vægt på åbenhed omkring vores hånd­te­ring og be­skyt­tel­se af per­so­nop­lys­nin­ger.

Socialdemokratismen

Socialdemokratisme

Demonstration, Rådhuspladsen, den 19. maj 2021

“Din tanke og værdi har altid været, at den stærke skal hjælpe den svage…” skriver de til Ritt Bjerregaard; det er smukt, og svarer til det gamle socialdemokrati, der også sagde “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.” Tankegangen ligger blandt andet bag vores progressive skattesystem: de, der tjener mest, må også betale mest til den fælles kasse, hvilket forekommer mig at være absolut rimeligt og rigtigt.

Det er bare udtryk for et socialdemokrati, der er lagt i graven og erstattet af et andet parti, der er vældig bange for at miste terræn i forhold til det næststørste arbejderparti med Pernille Vermund i spidsen og Dansk Folkeparti med den folkekære Kristian Thulesen Dahl. At de to sidstnævnte så kæmper med hinanden er en anden historie.

Hvis vi stadig havde det gamle socialdemokrati, hvor den stærke skal hjælpe den svage, var der heller ikke ekstraordinær travlhed i regeringskontorerne med at få omskrevet Udlændingeloven, så syrerne kan sendes hjem til Assads terrorregime evt. med livsvarig repatrieringsydelse tildelt af Hjemrejsestyrelsen – og hvis de nægter, og det gør de, så til et udrejsecenter, der nok alligevel ikke skal ligge på Langelands sydspids. Det har SF sørget for, så nu kan deres eneste borgmester – nemlig ham på Langeland – være sikker på genvalg ved efterårets kommunalvalg.

Vi er de stærke, de er de svage, så vi burde hjælpe. Mange mener, vi allerede har hjulpet rigeligt, at Syrien er et sikkert sted og at det derfor er på tide at minde syrerne om, at en opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3 er midlertidig og at det har de hele tiden været klar over.

Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Rasmus Stoklund minder på deres side om, at de for knapt to år siden gik til valg med løfter om en strammere kurs overfor udlændinge. Det fik de en masse stemmer på og nu er de i færd med at indfri løfterne, og da vi gudskelov lever i et demokrati, er det selvfølgelig det rigtige at gøre. Det er bare ikke mig, der har stemt dem ind; derfor vil jeg have lov at mene, der nu om dage er noget galt med Socialdemokratiet eller måske rettere de 914.882 vælgere (25,9 pct. af samtlige afgivne stemmer) der den 5. juni 2019 satte deres kryds ved liste A.

/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Dagens store samtaleemne

På magisk vis lykkedes det TV Avisen 18:30 at slippe uden om de landsdækkende demonstrationer med titlen “Beskyt syrerne i Danmark – Syrien er ikke sikkert”; men så blev der mere plads til det planlagte udrejsecenter på Langeland, som ministeren heller ikke ret gerne vil være nabo til, og dagens tophistorie: Tre danske kvinder og deres i alt 14 børn skal hentes til Danmark fra de kurdiske fangelejre i Syrien efter en massiv indsats fra støttepartierne.

dr.dk skriver blandt andet:

Men nu har piben fået et anden lyd.

I går meldte regeringen nemlig ud, at 14 børn og 3 kvinder vil blive hentet hjem fra fangelejrene i Syrien.

En beslutning, der har fået særligt Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til at kalde det løftebrud fra regeringens side, fordi regeringen tidligere har holdt fast i, at mødrene til børnene ikke skulle hjem til Danmark.

Til et pressemøde 2. marts i år, sagde statsministeren blandt andet:

– Undskyld, men engang imellem lyder spørgsmålene omkring IS som om, det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, Kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.

Nu skal mor med

I lang tid har debatten drejet sig om, hvorvidt det ville være forsvarligt at lade de traumatiserede børn komme til Danmark uden deres mor. Er det mon i overensstemmelse med fx FN’s Børnekonvention at skille børn fra deres mor? Det har mange anført, det ikke er. Der er vist en artikel i konventionen om familiens ukrænkelighed – men jeg har ikke kunnet finde den. Det hedder nok noget andet på konventionssproget.

Det vil traumatisere børnene yderligere at adskille dem fra deres mor, derfor må hun med, er argumentet.

Der er bare det, at hun naturligvis skal straffes efter straffelovens terrorparagraf, som kan give adskillige års ubetinget fængsel, se næste afsnit, og så bliver de altså alligevel adskilt, og den eneste mulighed for samkvem eksisterer, når børnene kommer på fængselsbesøg, hvilket sikkert heller ikke er sundt for en lille sjæl.

4. maj i år blev en norsk kvinde, der havde tilsluttet sig ISIS, hentet til Norge til et sygt barn, og idømt 3½ års fængsel efter norsk ret. Altså er der retspraksis for fængselsstraf i et af de lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med.

Hvad kan kvinderne dømmes for?

Statsministeren m.fl. siger konstant “De har vendt Danmark ryggen”. Straffeloven indeholder ikke den vending, så jeg måtte selv finde ud af, hvad det er, der er strafbart. Professor Jørn Vestergaard redegør i Berlingske Tidende den 23. marts i år for, hvad de kan straffes for – gerningsindholdet:

Den relevante bestemmelse er straffelovens § 114 e:

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.

De centrale ord er “fremmer virksomheden”, og der skal ikke ret meget til, før det er opfyldt. Jørn Vestergaard udtaler blandt andet, at: “Selvom de aldrig har kæmpet for Islamisk Stat, deltaget i træning, haft våben i hånden eller formelt har tilsluttet sig Islamisk Stat – så kan alene det, at de har levet sammen med en IS-kriger, lavet mad til ham og passet børn, være tilstrækkeligt til en dom for terrorisme.”

Der skal meget »lidt« medvirken til at få en dom for terrorisme.

Som det fremgår af § 114 e er straframmerne markante – indtil seks år og i værre tilfælde 10 år. Er der tale om særligt skærpende omstændigheder, kan der idømmes fængsel helt op til 16 år.

Groteske sager

Selvfølgelig skal børnene til Danmark; de er danske statsborgere. Et argument fra debatten, jeg ikke bryder mig ret meget om, er, at børnene bliver farligere for os selv, hvis vi ikke tager dem her til landet, inden deres PTSD – og vist nok andre psykiatriske lidelser – udvikles yderligere. Så først tænker vi på os selv, og når det passer i vores kram, tilgodeser vi børnene. Det er da grotesk.

Kvinderne er også danske statsborgere, som vi ikke kan afvise ved den danske grænse, uagtet vi morderligt gerne ville. At det har skullet granskes af en undersøgelseskommission i 1½ måned kan undre. Det er da også grotesk.

/i , /af ,

Syrien: indpas i mit hjerte

Syrien: indpas i mit hjerte

POV havde ikke plads til denne

Så er det herligt selv at have at sted at publicere.

At leve i frygt og angst: retur til Syrien eller i udrejsecenter

Gennem en længere periode har jeg været med i nogle af de mest fremtrædende fællesskaber på Facebook, der har de 505 syrere, som kan få frataget den midlertidige opholdstilladelse og sendt til et udrejsecenter, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, i fokus. Fællesskaberne har tusindvis af medlemmer, og de vokser hver dag. Indimellem har jeg prøvet at kloge mig med lidt jura, når det var for svært at gennemskue, hvad de tænker i regeringskontorerne.

Onsdag den 19. maj 2021 er der store demonstrationer mod udvisningerne i en lang række byer landet over. Jeg tror, man kan sige, der har rejst sig en folkestemning, og at mange har svært ved at forstå regeringens hårde linje. Regeringen har ikke flertal alene, men kan nemt tælle til langt over de nødvendige 90, når de ser til højre i salen.

Imidlertid var jeg nødt til at melde mig ud af fællesskaberne, for hver eneste syriske skæbne havnede i mit hjerte; det er desværre ikke en farbar vej for en med et skrøbeligt sind.

Jeg identificerede mig med den frygt og angst, de mennesker – for det handler om mennesker – må føle. Hvad tænker de, når de lægger sig til at sove? Hvad er de sidste billeder på nethinden, inden søvnen overmander dem? Kan de overhovedet sove? Er det de udbombede kvarterer i Aleppo eller er det Assads fængsler, hvor man kun kan stå op (en slags oprejste kister)?

Jeg ved, hvordan man frygter fremtiden

Jeg forstod dem, fordi jeg selv en årrække har levet med en grusom angst for fremtiden. Alt var usikkert: arbejdsmarkedet, økonomien, boligen – alt det der skal være på plads, for at man kan tænke på noget andet, kaste sig over interesser eller måske endda være noget for sine venner.

Der er naturligvis stor forskel på et udrejsecenter, Assads fængsler og så frygten for fremtiden i et dansk velfærdssamfund. Jeg risikerede ikke en enkeltbillet til Damaskus eller en busbillet til et udrejsecenter, men det er heller ikke det, angst handler om. Der skal ikke sondres.

Den eksistentielle angst

Det handler om en eksistentiel angst for, hvad der skal blive af en. Selveste eksistensen og overvejelserne om, hvorvidt den skal opretholdes? Flygtningene har næsten kun muligheden for at gå under jorden eller søge asyl i et af nabolandene. Der har allerede været beretninger om unge, der er ”forsvundet”, og ingen aner hvorhen. Den mulighed har man ikke som pæredansk. Vores samfund er – på godt og ondt – for velreguleret og gennemregistreret til det. Kan man ikke se eksistensen i møde, er der kun en vej, men den er ikke nem.

Har man ikke mulighed for at være her længere, kan man overveje at takke af for denne gang. Det er bare ikke så let. Faktisk er det uhyre svært at tage livet af sig. Jeg har prøvet. Senere fortalte en psykiater mig, at man skulle tage mindst 100 sovepiller, men jeg havde kun 30. Derudover er de farligste stoffer taget ud af de almindeligste Benzodiazepiner, så det er ikke engang sikkert, 100 er nok.

Bor man i Københavnsområdet, er det heller ikke så let at finde et træ at klynge rebet op i. Træerne i Vestskoven er formentlig for unge og dermed uegnede. De holder ikke til vægten.

Min sidste og mest ”velegnede” idé var at tage en færge en frostklar vinternat og hoppe ud, når vi var i rum sø. Man dør formentlig forholdsvis hurtigt af kulde.

Nu er jeg på den anden side af alle disse frygtelige tanker, sover godt og ser ingen mærkelige billeder, inden søvnen indfinder sig. Men jeg venter heller ikke på en afgørelse fra Flygtningenævnet, der stadfæster eller ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Man er så skrøbelig, når man ligger der under dynen!

Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.

Flygtningene fra Syrien, der går en uvis skæbne i møde, har optaget mig længe. Du kan læse mine tanker om flygtningene her.