Indlæg

/i /af

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?

/2 Kommentarer/i /af

Sikke vi kan sammen

Sikke vi kan sammen

En glædelig morgen

Sikke vi kan sammen.

Det var en glædelig morgen at vågne op til, da jeg vågnede kl. 06. Jeg er så glad, og der atter et håb over Danmark. Måske er det fortsat sådan, at vi er en nation, der vil vores medmennesker det bedste?

55.037 mennesker har lige nu tilsluttet sig borgerforslaget “Stop tilbagesendelsen af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold”. Da jeg gik i seng, troede jeg ikke et sekund på, at det kunne lykkes. Der manglede ganske enkelt for mange støtter: over 12.000. Jeg delte selv et par gange offentligt, alligevel troede jeg ikke på det. Herregud, hvem kan ikke dele offentligt? Men måske har mine små dumme tryk på et par taster været medvirkende? Bare en lille bitte smule?

I de sidste par timer aftenen igennem indløb en støtteerklæring hvert et sekund. Det er helt fantastisk. Bag succesen står ildsjæle som fx Carsten Jensen, men han kunne ikke gøre det alene! Mange stod bag ham. Det er meget sjældent, enkeltpersoner bør hædres alene.

Der indløber fortsat støtteeklæringer, og din erklæring er også både vigtig og velkommen. Jo flere vi er jo bedre. Har du endnu ikke støttet, er det på tide.

Dette borgerforslag har opnået 50.000 støttere inden for fristen på 180 dage.

Partierne i Folketinget skal nu tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. Forslaget bliver ikke automatisk fremsat i Folketinget, fordi det har opnået 50.000 støttere. Det skyldes, at grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Forventningen er, at forslagene bliver fremsat af de partier i fællesskab, som støtter ordningen om borgerforslag.

Når forslaget er fremsat, bliver det behandlet stort set på samme måde som andre beslutningsforslag i Folketinget. Det vil sige, at det først kommer til 1. behandling i Folketingssalen, og bagefter bliver det henvist til et af Folketingets udvalg. I løbet af udvalgsbehandlingen kan udvalget f.eks. stille spørgsmål til en minister og holde samråd med en minister om forslagets indhold. Udvalget kan også beslutte at invitere hovedstilleren og medstillerne til et møde om forslaget. Udvalget kan også ændre forslaget ved at stille ændringsforslag.

Efter udvalgsbehandlingen kommer forslaget til en 2. og sidste behandling i Folketingssalen. Her bliver der først stemt om eventuelle ændringsforslag og bagefter, om forslaget skal vedtages eller forkastes.

Det er fortsat muligt at støtte forslaget. Forslaget lukkes først for nye støttere, når Folketingets behandling af forslaget som beslutningsforslag er afsluttet.

Syrien er ikke sikkert

Det hele handler om, at Syrien ikke er sikkert. Det er ikke et sted, vi kan sende mennesker (retur) til. Vi kender til Assads fængsler og torturkamre. Det kan ikke være sandt, at en freds- og frihedselskende nation som Danmark skal sende mennesker dertil.

Da Danmark som bekendt ikke har en udleveringsaftale med Syrien, dømmes syrerne blot til ophold i såkaldte udrejsecentre, hvor de kan se ind i væggen i årevis. Det kan vi ikke være bekendt, når det er kendt, at de syriske flygtninge er både velintegrerede og arbejdsomme her i landet.

Der mangler fokus på de 97 pct. af migranterne/flygtningene, der støtter Danmark og begår sig godt her og som er i arbejde eller uddannelse til netop de fag, hvor Danmark mangler arbejdskraft, nemlig de “varme hænder”. Fokus er desværre altid på de tre pct., der begår kriminalitet eller på anden vis har adfærd, der selvfølgelig ikke er ønsket. Det er bare ikke syrerne, der begår kriminalitet. Al statistik viser, at syrerne har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive en del af Danmark. Bør vi ikke på en eller anden måde “belønne” mennesker, der har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive her? Kan vi sende dem tilbage til torturkamrene?

Flygtningekonventionen

Det fremgår af Flygtningekonventionen , at man kun må sende folk tilbage til hele lande, altså når det er trygt at vende tilbage. Man må ikke udtage dele af landet og påstå at det er sikkert. Men det er jo netop det, Danmark gør p.t. Vi påstår, at Damaskus er sikkert – men hvad med resten af Syrien?

Jeg begriber ikke, at vi ikke kan huse de ca. 500 flygtninge fra Syrien. Det er ca. fem pr. kommune i gennemsnit, idet vi har 98 kommuner. Det kan vi da. Hvem har ikke lige set Ærøs fortryllende indsats? Den kan streames her, hvis du fortsat skulle være i tvivl: De fremmede i Karl Oves Paradis. Vi kan, hvis vil vil! Og det vil vi vel?

Carsten Jensen og tallenes magi

Carsten Jensen skriver flere steder i dag på Facebook, at vi nu er mere end 100.000 “Sammen med det andet borgerforslag om en ny mere human flygtningelov, der fik 50.000 underskrifter i august, er vi nu 100.000, der har udtrykt vores utilfredshed med regeringens flygtningepolitik.” Det er jeg nu ikke enig i, for der er helt sikkert mange, der har skrevet under begge steder. Det har jeg fx selv, så Carsten vrøvler lidt.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Efter fem måneder skete det

3 kvinder med 14 børn er fløjet hjem til Danmark. Det er fem måneder siden, regeringen blev presset af støttepartierne til at ændre holdning og pludselig gerne ville sørge for at hente børn og kvinder hjem til Danmark. Forud for det var man parat til at hente børnene men ikke kvinderne. Du finder en post fra 19. maj i år om samme emne her.

I aftes kom det frem, at kvinderne og børnene er sat på amerikanske militærfly og via omveje flyver til Danmark. Med på flyet er også kvinder og børn, der skal til Tyskland.

De rejste for syv år siden til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. De seneste år har de tilbragt i fangelejren Al Roj i Syrien, eftersom Kalifatet heldigvis bukkede under i 2019.

Både kvinderne og børnene (som der godt nok er mange af) er danske statsborgere.

Retsfølelsen – hvad er op og ned?

Den Danske Ordbog skriver om “Retsfølelse”: “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er“. Det må siges at være en noget kortfattet – omend korrekt – definition på ordet. Retsfølelse er så meget mere.

Flere politikere lavede i aftes opslag på Facebook om, hvor glade de var for, at det endelig, endelig er lykkedes at hente disse mennesker hjem til Danmark. Og Danmark er altså deres hjemland.

Jeg deltog lidt on and off i debatterne. Jeg skrev blandt andet:

Ja de mennesker er jo altså danske statsborgere, så det kan ikke være anderledes, uanset om hr. og fru Danmark bryder sig om det eller ej.
Kvinderne er allerede sigtede efter terrorbestemmelserne og varetægtsfængslede in absentia, så når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.
Har de gjort noget, der er strafbart efter dansk ret, vil de blive straffede af danske domstole, og det skal de selvfølgelig også.
Jeg håber, der findes muligheder for at finde gode og varige løsninger for børnene, der kun har haft deres mødre som primære omsorgspersoner i årevis.
Det kan ikke være sandt, de skal betale den højeste pris.
*Note*: Hvis du har kommentarer, er du velkommen, men man kan ikke debattere via små figurer, så dem gider jeg ikke have. Du kan sende nogle ord, og så vil du i de fleste tilfælde få et svar. Du får ikke et svar, hvis du bare sviner mig til.
En eller anden fra Dansk Folkeparti skrev, og han er at finde på Christiansborg, jeg kan bare ikke finde kommentaren igen, at det var jo bare ærgerligt for både kvinder og børn, for når de frivilligt var rejst derned, kunne de bare blive der. Så ved man ikke meget om folkeret og internationale konventioner. Er det virkelig tilladt at have den slags dumhed på “borgen”?  Ja – det er det. Sådan er det i et demokrati. Jeg ved det godt.
Uha hvor er der mange, der får deres retsfølelse krænket af denne evakuering. Heldigvis er der nogle få, der får styrket deres retsfølelse ved bevidstheden om, at de pæredanske kvinder retsforfølges af en dansk domstol med danske dommere efter dansk ret. Kvinderne er jo allerede varetægtsfængslede in absentia og stilles straks for en dommer. Og det er allerede sket jf. næste afsnit.

Socialstyrelsen skriver i en pressemeddelelse blandt andet i dag:

“De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.”

Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses her.

Kvinderne er sigtede efter straffelovens §§ 114 e og 114 j. Begge bestemmelser kan give op til otte års fængsel. Det er altså alvor.

Det dobbelte statsborgerskab

En af kvinderne har dobbelt statsborgerskab, idet hun også er statsborger i et østeuropæisk land.

Følgende er pudsigt: I debatten på Facebook er der flere, der måske har erkendt, at to af kvinderne har vi forpligtelser overfor, men den tredje kunne vi vi det mindste være sluppet for, da vi kunne have afskibet hende til det andet land.

Det er som om folk tænker på mennesker som genstande, der kan skubbes rundt i verden. Hver enkelt, vi kan slippe for, tæller i den positive statistik. Jeg forstår det ikke.

Du finder andre poster om politik og/eller jura her (åbner i nyt vindue).

/2 Kommentarer/i , /af ,

Aktivisme eller demokrati i krise?

Aktivisme eller demokrati i krise?

Hvordan bliver befolkningen hørt?

Jeg så lige i TV Avisen 18:30, at man i Frankrig er meget bekymret over, at det kun er ca. 13 pct. af førstegangsvælgerne, der går til stemmeurnerne i dag, hvor man holder anden valgrunde. De unge er i stedet aktive aktivister på de sociale medier og ved forskellige udendørs begivenheder som fx Gay Pride og de store klimademonstrationer. Politikere fra det yderste højre (Le Pen) til det yderste venstre, opfordrer stærkt de unge til at benytte sig af deres demokratiske rettighed og siger, at der kun er én måde at blive hørt, og det er ved at gå til stemmeurnerne. Men de går alligevel ikke derhen. Og jeg forstår dem godt!

Frankrig contra Danmark

Jeg ved ikke, om debatterne om væsentlige, aktuelle emner foregår på samme måde i Frankrig som i Danmark, og om det er det, der holder de unge væk, men herhjemme er der i hvert fald et eller andet galt.

Tag fx. debatten om de aktuelle udlændingepolitiske stramninger, der er led i ‘Paradigmeskiftet’ fra februar 2019, der flyttede fokus fra integration til hjemsendelser (hvad så end et ‘hjem’ er?) og har det klare udgangspunkt, at opholdstilladelser er midlertidige:

De store landsdækkende medier interesserer sig ikke for debatten, de viser aldrig noget fra demonstrationerne, spidder aldrig politikerne, men viser hellere statsministeren i fodboldtrøje. De 30-35.000 danskere, der ikke mener, at den aktuelle kurs er rigtig, har kun én mulighed, og det er at samle sig i grupper på de sociale medier. Det reklamefinansierede Facebook bliver stedet, man kan være med til at debattere, udtrykke sine holdninger, blive klogere og engang imellem måske gøre de øvrige lidt klogere, hvis debatten lige rammer noget, man ved noget om.

Borgere der IKKE støtter regeringens udlændingepolitik

Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at deltage i disse aktivist-grupper på Facebook, fordi sagens kerne går ind i kernen af mit hjerte, men alligevel er jeg havnet i denne gruppe, der nu har 33.400 medlemmer, og som er kendetegnet ved, at debatten for det meste foregår på et højt niveau og har fokus på fremskaffelse af fakta. Det er lige noget for mig.

Der sidder mennesker med styr på udlændingeloven, ombudsmandsudtalelser, kommunal praksis, erfaring fra udrejsecentre, Ellebæk (en slags fængsel for afviste asylansøgere) osv.

I gruppens “Filer” er samlet et væld af relevante dokumenter og strateginotater, som man har behov for, når man skal argumentere og holde fokus på fakta. Der er alt for mange etniske danskere, der argumenterer ud fra dogmer og opdigtede fornemmelser. Hvis man vil nå igennem og dele viden, skal man selv være vidende om, hvad der foregår. Man er nødt til at sætte sig ind i tingene og prøve at blive klogere end dem.

I dag fandt jeg fx  en 35-siders Ombudsmandsudtalelse, der viser, at dansk praksis er, at anbragte børn og unge (både frivilligt og med tvang), der kun kender til Danmark og dansk kultur, fordi de aldrig nogensinde har været i forældrenes hjemland, eller endsige boet sammen med forældrene, fordi de i stedet har haft den danske stat som primær ‘omsorgsperson’ qua en døgninstitution, udsendes sammen med forældrene, hvis disse udsendes. Der er ikke tale om mange sager årligt, men der ligger en menneskeskæbne bag hver eneste. Jeg kom ikke igennem alle 35 sider fra Ombudsmanden, men jeg forstod budskabet, der får mig til at gøre ‘reklame’ for et borgerforslag om ‘Ret til dansk statsborgerskab for anbragte børn opvokset i Danmark‘ fra 19. marts i år, som har fået alt for lidt opmærksomhed, og derfor nu kun har 1.420 underskrifter. Indtil videre står forslaget til at lide en krank skæbne ved udløb den 15. september i år. Der er langt endnu til 50.000. Men aldrig give op!

Jo – det er demokrati i krise

Det er udtryk for et demokrati i krise, når borgerne er nødt til at forsamle sig på Facebook for at debattere og blive klogere på fakta. Diskussionerne i gruppen, og opsamlingen af viden og strategi, burde ikke foregå på et privat, reklamefinansieret medie men på de statslige TV-kanaler med mikrofonerne rettet mod toneangivende politikere som Tesfaye, Stoklund og Frederiksen. Og det vel at mærke uden at journalisterne bare optræder som mikrofonholdere men forstår at stille dybdeborende spørgsmål.