Indlæg

Vi må prøve at forstå: en artikel fra Zetland

Vi må prøve at forstå: en artikel fra Zetland

I Danmark har vi det godt

I Danmark har vi det fremragende! Og det gælder uanset, om vi er fysisk syge eller psykisk syge. Selv er jeg ikke gået igennem tilværelsen uden de mærkeligste ar på kroppen. Jeg kan skrive under på, at har man hjælp-behov, får man også hjælpen! Altså som hovedregel. Jeg ved, at det gælder etnisk danske og jeg håber og tror, at det også gælder unge/gamle med etnicitetsbaggrund. Og egl. er det noget bavl at skrive “etnicitetsbaggrund”, for en sådan har vi jo alle, jeg er jo etnisk dansker – den ser bare forskellig ud.

De studenter, der bringer ud nu med roser i hånd, ser vi bare alle vegne, og dem er der også en særlig grund til at ønske tillykke. Jeg siger “Tillykke student” til enhver af dem, måske endda to gange. Også selv om dette måtte være forældet. Men jeg er så et mosefund, hvilket jeg har det fremragende med. De fortjener det bare. De er måske vandret herop ad en motorvej i 2015 – og nu springer de ud som studenter! Det er stort. Danmark har brug for dem. Vi har brug for unge med intellektuelle ressourcer, da vi ikke selv er et videnssamfund, men et produktionssamfund, der bare ikke producerer specielt meget.

Hvis de er gået hele vejen herop, efter at have taget den farefulde over Middelhavet, hvor de måske har mistet 1-2-3 familiemedlemmer, så kan jeg ikke andet andet end at lykønske dem. Min lille stemme uden de mange emojis trænger ikke langt igennem. Det ved jeg godt; men jeg prøver alligevel, for sådan er jeg.

Det er ikke bare let at være i Danmark

Jeg læste i formiddag en fremragende artikel fra Zetland.dk, den kan også bare lyttes til, og den skal du også læse/lytte til, hvis du ikke allerede kender den. Den drejer sig om, hvad der skete, da S blødte stemmer til DF. Hvad gjorde de rent faktisk ved det?

Jow de gjorde en masse, for det var de nødt til. De nedsatte fokusgrupper for at finde ud af, hvad DF’erne var for nogle – hvad var det helt konkret, der fik S’erne til i stedet at stemme DF? Hvad er DF’erne for nogle mennesker: Hvordan tænker de? Hvordan får vi dem tilbage til truget? Og kan vi ikke få dem tilbage til truget, kan vi så i stedet indrette vores egen politik, så den passer bedre til DF’s? Det korte svar er at: “Ja det kan vi!” Se bare på udlændingepolitikken. S’s udlændingepolitik passer så smukt med DF’s udlændingepolitik. Det er bare et spørgsmål om at vente. Jeg synes, det er grimt, for jeg kan også læse Udlændingelovens § 7 stk. 1 – 3. Hvad er det, de mennesker skal vente på, alt imens de har deres midlertidige ophold? Skal de vente på en mindre skånselsløs tortur i Damaskus? Eller hvad går det hele ud på?

Som jurist savner jeg svar! Som Asperger savner jeg svar.

 

,

Danmarks beslutning om de syriske flygtninge

Danmarks beslutning om de syriske flygtninge

Læs dette – også selv om det er langt

Dette link – også selv om det er langt – fortjener at blive læst: her er det: det kommer fra https://syacd.org/danmarks-beslutning-om-syriske-flygtninge-i-strid-med-echr-european-convention-of-human-rights-eus-vurdering-og-unhcrs-minimumskrav/?unapproved=497&moderation-hash=cdd7d9fe3af85d8de87808ddfdf28730&fbclid=IwAR0v74RvoA-67uPlf0z6O_A_FOZfaTS9A70b9uov3yfIb8cKW_2O3S1oMrg#comment-497

Danmarks beslutning om de syriske flygtningeJeg håber, jeg linker korrekt til siden, der kommer fra Syrian Association for Citizens Diginity. Og det er vigtigt! I skrivelsen redegør organisationen overfor minister Tesfaye og den samlede regering for, hvorfor der ikke er sikkert i Syrien, nærmere betegnet Damaskus og tilgrænsende områder. De stiller den danske regering til måls med de midler, den selv har stillet til rådighed. De gør regeringen til skydeskive for dens egne midler. De fortæller om, hvilke konsekvenser det har, at man som nation har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og det er (sgu) ikke gratis.

Det er f”’king godt gået. Jeg ville nødig være i ministerens sko efter en sådan skrivelse. For hvad pokker skal embedsmændene svare? De er sat skak mat efter tre til fire A4-sider. Og husk: det er ikke ministeren selv, der sidder med fyldepennen i blækhuset! Det har han folk til, og de folk er ansat til at skrive om og skrive om igen, lige til han er tilfreds. Jeg har selv deltaget i et lignende game i 23 år. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg taler om. Området var et andet, men gamet var det samme. Det handler alt sammen om at gøre ministeren glad. Kan man det, er man en god embedsmand/-kvinde.

Danmarks beslutning om syriske flygtninge i strid med ECHR (European Convention of Human Rights), EU’s vurdering og UNHCRs minimumskrav

Det er overskriften. Scenen er sat. Herefter lyder det – kopi fra deres hjemmeside med deres konklusioner:

Danmarks beslutning om at trække sin støtte til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen er i direkte konflikt med EU-Kommissionens officielle position og strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såvel som UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse af flygtninge. I en direkte udveksling med SACD (Syrian Association for Citizen’s Dignity) har den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, ikke været i stand til på tilstrækkeligt grundlag at retfærdiggøre denne beslutning eller besvare nogle af de nøglespørgsmål som har placeret Danmark blandt de lande der udøver pres på syriske flygtninge for at vende tilbage til en usikker, og potentielt livsfarlig situation i Assad-dominerede områder af Syrien. I stedet overvejer de danske myndigheder, ifølge vores informationer, at udvide sin vurdering af at ”sikkerhedssituationen er betragteligt forbedret og muliggør tilbagevenden,” som blev anvendt til at nægte beskyttelse til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen, til også at omfatte områder i Hasakeh og Aleppo.

Der er ikke sikkert i Syrien. Det er hovedkonklusionen fra SACD. Her i landet er det kun regeringen og nogle få tidehvervske støtter fra Krarup-fløjen, der kan få den (absurde) idé, at der er sikkert i Syrien. At sende veluddannede mennesker, velintegrerede, ja nærmest assimilerede, folk, tilbage til Assad-regimet er at sende mennesker tilbage til tortur, ødelæggelse og usikre tilværelser. Hvordan kan Stoklund, Tesfaye og Frederiksen få den idé? Jeg begriber det ikke. Vi sender dem i “udrejsecenter”, og dem, der følger efter, opbevarer vi gerne i Rwanda eller lignende, så vi er helt sikre på ikke at møde dem i Brugsen eller Føtex. Fy for pokker! Hvad er det, der sker her i landet? Hvordan kan en regering og folk udpeget af Mette Frederiksen, som jeg engang havde noget tilovers for, få de absurde idéer alene af angst for at miste stemmer til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Jeg forstår det ikke. Eller måske rettere: Jeg forstår ikke dem, der stemmer på S og lignende partier. Mette F. er klar nok. Hun vil jo bare have magt, og så er den ikke længere. Magt er en vældig faktor, når vi taler politik og mange andre ting.

Der er noget galt

Jeg er så gammel, at jeg siger “Tillykke student” når jeg møder en student i toget. Har de en anden nationalitet end dansk, har jeg lyst at sige det to gange. De har kæmpet dobbelt så hårdt! Først har de gået herop ad landevejen efter at være sejlet/roet over Middelhavet i 2015/16, og så har de taget måske en 10 klasse, sammen med et danskkursus eller to, og herefter en studentereksamen. En del af sidstnævnte er foregået i Coronatiden! Det er 38 år… siden, jeg blev student fra kursus, for jeg havde ikke tid at bruge tre år, så jeg tog den på to år, men jeg husker udmærket glæden over, at det var lykkedes og beruselsen over, at jeg nu rent faktisk var student, den første i familien – men også usikkerheden over “hvad så?” Jeg kunne alt med mit snit. Skulle det være jura, medicin eller noget helt tredje? Jeg vidste det virkelig ikke, så jeg stablede kartofler i Irma på Søborg Hovedgade et år og/eller tastede girogkuponer på Postgirokontoret om natten, mens jeg tænkte mig om. De unge, jeg læser om nu, ved hvad de vil, de er parate til at søge ind på medicin, for det er det, de vil. Det er flot og Danmark har brug for dem! Vi mangler læger, jordemødre og sygeplejersker. Og sikkert også mange andre. Pudsigt nok viser bl.a. Kraka undersøgelse, at de unge med anden etnisk oprindelse ikke bruger tid på sabbatår (vi kunne også kalde det fjumreår). De går i gang med det “rigtige” studie med det samme.

Hvorfor skal de sidde og rådne op i et udrejsecenter? Hvornår lærer politikerne at forstå, at vi har brug for dygtige, ambitiøse unge mennesker som dem fra Syrien? Hvor svært kan det være? Jeg forstår ikke, hvad der sker her i landet. Jeg har ikke mulighed for at gå til de store demonstrationer mv. Men jeg har mine ord. Og dem har jeg tænkt at forvalte efter bedste evne!

,

Sikkerhed i Syrien

Sikkerhed i Syrien

Der er forskel på sikkerhed

Man har det godt, når man kan gå op i sikkerheden i WordPress.

Det er mest Socialdemokratiet og de andre “blå”, der mener, der er sikkert i Syrien.

Mens det store flertal i befolkningen går mest op i, om morgendagens (som nu er blevet dagens) forhandlinger i Folketinget munder ud i færre mundbind og færre krav om fremvisning af Coronapas, (som om det var reelle problemer), er der også en del, der har fokus på de mennesker, der indkaldes til ni timer lange afhøringer i Udlændingestyrelsen/Flygtningenævnet og herefter må vente på dommen om, hvorvidt Damaskus, eller måske rettere et udrejsecenter, venter dem i løbet af kort tid.

Er det den gamle mor, der skal afsted, mens de syv børnebørn kan blive her? I aftes læste jeg om en kvinde på vist nok 67 år, der havde fortalt Flygtningenævnet, at hendes største ønske var at få lov at dø her blandt børn og børnebørn. Mit hjerte bløder ved tanken.

Endnu et relevant borgerforslag

Gudskelov er der nogle, der agerer. Den 22 april oprettede en gruppe mennesker, en af dem den kendte syriske læge og menneskerettighedsforkæmper Haifaa Awad, borgerforslaget “Stop tilbagesendelsen af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold“, der lige nu har 31.400 støtter. Det løber ud den 19. oktober i år, så det skal også nok nå de 50.000 nødvendige støtter.

Nogle af forslagsstillerne må være jurister eller lignende, for forslaget er fyldt med henvisninger til Folketingstidende, lovbemærkninger mv. Det er en fryd at læse noget, der er så gennemarbejdet. Det må du ikke snyde dig selv for. Og når du alligevel læser det, kan du også lige så godt hive dit NemID op ad lommen og skrive under.

Det er lidt noget rod, at der oprettes flere forskellige borgerforslag med næsten samme “scope”, men det kan måske ses som dels en trang til at handle, dels en form for desperation?

 

Jeg elsker Danmark, men der er noget galt

Jeg elsker Danmark, men der er noget galt

Der er altså noget galt i Danmark

Jeg kan ikke lade være at tænke på den (meget) gamle sang fra John Mogensen fra 1971 “Der er noget galt i Danmark…”. For 50 år siden, i 1971, sang han blandt andet: “…Bare tegnedrengen er i orden, kan man få det, som man vil…” Jamen han havde jo inderligen ret! Har man midlerne, og fx uddannelsen, kommer man lettere til torvs. Det er ikke i orden!

Enig med regeringen

På nogle få områder er jeg enig med regeringen. Jeg synes fx., de har håndteret Coronakrisen utrolig godt: der er ikke ret mange døde i Danmark, og en fjerdedel af befolkningen er snart færdigvaccineret.De har gjort det bedre end Israel og knapt så godt som USA.

Jeg bakker op om alle restriktionerne, der er etablerede ud fra et “forsigtighedsprincip”. Det kunne ikke have været gjort bedre, og regeringen har stået flot imod Venstre, der har haft travlt med at få “genåbnet” hvadsomhelst hvornårsomhelst. Der er vel kommunalvalg inden så længe?

Regeringen har været dygtigere til at lytte til fx “Epidemiologi og evidens” end Venstre og Konservative har.

Uenig med regeringen

Imidlertid fejler regeringen fuldstændig på udlændingeområdet, og jeg ved ikke, hvad der skal til, for at de retter ind. Der skal helt åbenbart mere til end titusinder af mennesker, der demonstrerer over det ganske land, til. De demonstrerer mod “hjemsendelserne” af mennesker til Syrien af mennesker, der flygtede ikke fra bomberegn, men fra Assads fængsler, der var malet røde med blodet fra de torturerede fanger. Men Assad sidder der jo stadig, og han fik 99 pct. af stemmerne ved det nyligt afholdte valg. Ethvert førskole-barn ved, at opnår en hersker 99 pct. af stemmerne, er det ikke et demokratisk afholdt valg, og at man kan ikke stole på resultaterne.

Det er vanvittigt. Mennesker fra Syrien, der muligvis er vandret hertil i 2015, får nu en ringere status end kriminelle, vi har her på “tålt ophold”, fordi vi bare ikke kan sende dem ud. Syrerne fra 2015 har gjort alt for assimilation, og dem afhører vi nu i ni timer pr. stk. i Udlændingestyrelsen, til de dejser om af udmattelse.

De kan anke til Flygtningenævnet, men det får de næppe meget ud af, da der er tale om et politisk sammensatte organ. Vi taler om ca. 500 mennesker. Hvis der nu skulle være tale om et “kommune-problem”, så lad os fordele disse mennesker (for det er mennesker – ikke halve grise) ud fra et forholdstal: der skal ikke meget hovedregning til at finde ud af at finde ud af, at vi så taler om lidt under fem syriske flygtninge pr. kommune.

Adskillelsen af familierne

Jeg har utrolig svært ved at fatte, at den danske regering (og centraladministrationen handler jo bare på baggrund af regeringen, sådan er det), skiller familier ad. Man sender små børn afsted til Syrien, mens forældrene bliver her, man sender mødre på min alder afsted (og jeg er en gammel dame), mens deres sønner kan få beskyttelsesstatus her, fordi de risikerer indlemmelse i Assads hær osv.

Menneskerettighedskonventionen må indeholde regler/artikler om det at adskille familier. Jeg kan desværre ikke finde dem.