Indlæg

/i , /af ,

Ankers nytårstale

Scenen er 1973

Jeg tror, vi bliver fattigere den dag, vi ikke mere oprøres over, at mennesker lider nød. En årvågen verdensopinion, der lever med i begivenhederne, og som kan skabe grundlag for en international moral- og retsopfattelse, er et af de vigtigste elementer i håbet om en bedre fremtid. Den dag, vi bliver kolde, slukkes håbet.

Anker Jørgensens (S) første nytårstale som statsminister 1/1 1973.

For mange år siden…

For mange år siden – faktisk stort set for 50 år siden efter lidt hurtig hovedregning – havde vi en socialdemokrat i førersædet, som var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og hvad det ville sige, at have et internationalt udsyn. Hans navn var Anker Jørgensen, og han kom til at gå forud for socialdemokrater, der hellere ville ligne venstrefolk eller sågar folk fra Dansk Folkeparti.

Anker Jørgensen var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og at stamme fra et reelt arbejderparti. Han var klar over, at der var bud efter mennesker, der forstod, hvad “empati” betød. Det forstår socialdemokrater med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i spidsen ikke længere. Lovgivningen er ikke “uretfærdig”, jf. salig Alf Ross, men vi har lov at standse op og spørge, om vi synes, det, der sker, er rimeligt? Og det synes vi ganske enkelt ikke!

Mit eget standpunkt

Det er ikke fordi, jeg nogensinde selv har stemt socialdemokratisk, men jeg har altid haft en forståelse for “deep down”! Jeg har altid haft en forståelse for de mennesker, der i virkeligheden ikke har en eneste chance. En periode var det børn af kontanthjælpsmodtagere og nu er er det altså de mennesker, der er på vej i udrejsecentre, fordi Danmark ikke har en udleveringsaftale med diktatoren Bashar al-Assad i Syrien.

Det kan ikke være sandt! Vi må kunne gøre noget. Jeg har ikke mulighed for at gå til demonstrationer – jeg må nøjes med det skrevne ord. Men det bør også have kraft!

/2 Kommentarer/i /af

Folkelig opstand

Folkelig opstand

Udlændingelovens § 7, stk. 3

“I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.”

(Hele § 7 er her.)

Fra Kristian Hegaards Facebookprofil har jeg hugget dette om “hjemsendelserne”:

“Amnesty fraråder det.

FN’s flygtningeorganisation fraråder det.

USA’s udenrigsminister fraråder det.

Danmark har endda selv lukket sin ambassade grundet den usikre situation .

Ingen andre EU-lande ser Syrien som “sikkert”.”

Kristian Hegaard, Radikale Venstre, må forventes at vide, hvad han taler om, da han er udlændingeordfører og jurist.

Danmark går ikke længere “enegang”

Nu har Viktor Orbans Ungarn besluttet også at sende mennesker fra Syrien “hjem”, og han gør det med henvisning til Danmarks indhentelse af baggrundsoplysninger. Er det en mand og et land, vi skal være stolte af at være i samme båd som?

Ungarn har næppe udrejsecentre (men jeg ved det ikke konkret), så her er flysædet på vej mod Damaskus vel reserveret med det samme?

Generelle eller individuelle forhold?

Udlændingestyrelsens direktør Niels Henrik Larsen sendte forleden et nyhedsbrev som svar på den megen kritik af styrelsens sagsbehandling. Nyhedsbrevet findes her på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Efter direktørens mening sender Danmark mennesker fra Syrien “hjem” (dvs. til udrejsecentrene, da vi ikke har en udleveringsaftale med Syrien, jf. Mellemfolkeligt Samvirke, afsnittet: “Hvorfor går vi ind i denne sag?”) med den begrundelse, at de alene er tildelt en midlertidig opholdstilladelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien – ikke med henvisning til individuelle forhold, altså forhold hos det enkelte menneske. Dette hjemler § 7, stk. 3.

Den folkelige opstand

Det må da snart gå op for regeringen, at vi danskere ikke vil finde os i de såkaldte hjemsendelser til et land, der regeres af en diktator, som har gasset en stor del af sin egen befolkning og sendt halvdelen af indbyggerne på flugt siden 2015 – det år vi så flygtningene vandre på motorvejene på vej mod sikkerhed og tryghed, væk fra en ti år lang borgerkrig.

Der er oprettet mindst to borgerforslag, hvor man kan skrive under som protest, og det har jeg gjort, da det er den eneste mulighed, jeg har. Jeg kan ikke deltage i demonstrationer. Det er noget rod, at der er oprettet mere end et borgerforslag; på den anden side er det fuldt forståeligt, for der er ikke mange andre måder, de udsatte kan komme til orde med deres frustration over tingenes tilstand. Og deres angst for hensættelse i udrejsecentre eller placering i et flysæde på vej mod Damaskus.

Salig retsfilosof Alf Ross beskrev i bogen “Ret og retfærdighed” rammende med sin positivistiske tilgang, at man ikke kan sige, at lovene er “uretfærdige”, når de er vedtaget af et demokratisk valgt folketing. Er man uenig, må man finde andre måder at vise det på. Og det er netop det, der sker i øjeblikket fx med oprettelsen af borgerforslagene, de coronasikre demonstrationer i onsdags i de større byer, debatterne på Facebook, Nyborg Gymnasiums rektor i spidsen for sine udvisningstruede elever osv.

Min egen “folkelige opstand”

Jeg er ven med Monica Krog-Meyer på Facebook. Hun var til demonstrationen i onsdags og skrev efterfølgende, at det var trist, at der var færre til denne end til demonstrationerne mod 5G og Bill Gates. Det har hun ret i, men hun overser den folkelige opstand, der er meget værd. Danskerne vil ikke være med længere, og det vil støttepartierne heller ikke. Jeg har selv sendt en mail til Radikale Venstre om, at jeg gen-indmelder mig, selvom jeg lige har meldt mig ud, at dette er noget roderi, men at jeg gør det som en art protest mod Socialdemokraternes fremvisning af en hård linje på flygtningeområdet, hvorved de næsten kommer til at ligne Dansk Folkeparti

 

/i /af

“Hjem” til Syrien?

Syrien: indpas i mit hjerte

Hvem har ret til at være i Danmark?

Lige i øjeblikket raser debatten om de 19 børn og 6 mødre i de to flygtningelejre al-Hol og al-Roj; men der er også en anden debat, der raser, og som får næring og udbredelse via det fantastiske internet, fordi især forfatteren AnneLise Marstrand-Jørgensen (hende med ‘Margrete 1‘) gør en kæmpe indsats:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har travlt med at fortælle herboende syrere med midlertidig opholdstilladelse, at de skal ‘hjem’ til Syrien. Ja det vil sige, det skal de alligevel ikke helt, for den danske regering samarbejder ikke med Assad-styret, og derfor skal disse mennesker til et såkaldt udrejsecenter, hvor de kan rådne op i årevis i stedet for at bidrage til vores samfund.

Danmark vurderer, som det eneste land i verden, at Syrien nu er et sikkert land. Ja det gør vi så alligevel ikke helt, for den danske ambassade i Damaskus er lukket, da det er for farligt for Udenrigsministeriets medarbejdere at være der.

Udlændinge- og Integrationsministeriets departement og Hjemrejsestyrelsen administrerer naturligvis bare gældende lovgivning. Andet kan de ikke gøre, så der skal andre initiativer til, hvis man vil vise, man er uenig. Ministeriet har fx denne artikel om, at Syrien er det land, flest rejser ‘hjem’ til. Det drejer sig nu kun om 137 mennesker i hele 2020, men det er en stigning i forhold til 2019, hvor 100 rejste tilbage.

Man kan spørge, hvad der definerer et ‘hjem’? Er et hjem ikke det sted, man bor, vokser op, arbejder og uddanner sig? Det er lige netop det, der kendetegner disse mennesker. Vi beholder de kriminelle idioter og udsender mennesker, der har gennemgået en succesfuld integration. Det giver ingen mening.

“Hjem” til Syrien?

Sådan ser der ud på Kærshovedgård

En række debatører mener, at Danmark ikke kan redde hele verden og at fx syrerne skal ‘hjem’ og bidrage til genopbygning af landet.

Den debat er forfejlet, for der er ingen, der taler om ‘hele verden’ og der er ingen, der med sindsro kan gennemtvinge en fysisk, faktisk repatriering. Det gør UIM heller ikke; og derfor sender man disse mennesker til fx Kærshovedgård, der er et udrejsecenter.

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Hvis du vil vise din sympati for syrerne og din foragt for Assad-regimet, og samtidig bidrage til, at sagen tages op i Folketinget, kan du underskrive dette borgerforslag. Folketinget har pligt til at behandle forslaget (en helt fantastisk ordning, der er et demokrati værdigt!), når der er 50.000 underskrifter. Lige nu er der 27.200 underskrifter.

Bak gerne op og del gerne.

 

 

 

/2 Kommentarer/i /af

19 børn og 6 mødre

19 børn og 6 mødre

Bølgerne går højt

De omhandlede børn befinder sig i al-Hol og al-Roj lejrene i Syrien. De er børn af seks mødre. Der er to spørgsmål:

  • Skal børnene tages til Danmark
  • Hvis svaret er ‘ja’, skal deres mødre så med?

Berlingske Tidende har en kort opsummering af fakta fra Ritzau her.

Sort/hvidt

Jeg synes, debatten er for sort/hvid, for man kan tænke frem og tilbage i lang tid uden at blive enig bare med sig selv. Nu har regeringen nedsat en arbejdsgruppe, der medio maj skal komme med en anbefaling til, hvad der bør ske. Det er selvfølgelig fint at tænke sig grundigt om, men arbejdsgruppen kan også anses som en avanceret ‘syltekrukke’.

Både PET og FET er overbeviste om, at de omhandlede mennesker, for det er mennesker, vi taler om, bliver farligere, er lig mere radikaliserede, af at blive, hvor de er. Det taler for at tage dem her til landet hurtigst muligt på samme måde, som andre lande har gjort det med deres statsborgere. Jeg så et barn i TV Avisen, som vel var ca. fire år. Han blev spurgt, hvad han skulle være, når han blev stor. Svaret var ‘IS-kriger’.

Regeringen har bevæget sig langt i spørgsmålet – måske er det mest statsministeren, der har flyttet sig? De Radikale, med retsordfører Kristian Hegaard i spidsen, har haft stor indflydelse på det. Deres holdning er, at vi må hjemtage børnene sammen med mødrene hurtigst muligt og derefter retsforfølge mødrene her i landet.

Jeg har ikke børn og har derfor ikke forstand på børn, men jeg har en ven, der har, og som meget fornuftigt siger, at retsforfølger vi mødrene her i landet, vil de få så lang en straf, at børnene alligevel vil vokse op uden deres mor. Herudover vil de formentlig blive anbragt på institutioner, da det vil være umuligt at finde plejefamilier til dem.

Min mening

Jeg tror, min mening er:

  • Vi skal fragte børn og mødre ud af lejrene snarest muligt på samme måde, som andre lande gør.
  • (Fædrene er i øvrigt helt usynlige. Hvad er der mon blevet af dem? Døde i hellig krig?
  • Der må kunne opsamles erfaringer landene imellem. Almindelig videndeling om håndtering af et vanskeligt spørgsmål.
  • Børnene har ikke bedt om at vokse op i en fangelejr, og de skal ikke straffes for forældrenes gerninger. Det er helt uhørt at straffe nogen for andres handlinger. Sådan gør man ikke i en retsstat
  • Op til flere af mødrene havde hovedet under armen, da de rejste til kalifatet. De vidste ikke, hvad de gjorde og har bitterligt fortrudt.
  • De er danske statsborgere, og dem har vi i henhold til almindelig folkeret og internationale konventioner forpligtelser overfor.
  • De bliver farligere af at blive, hvor de er. I øvrigt kan jeg ikke selv lide dette argument, da det er lig med, at vi tager størst hensyn til os selv. Men jeg bruger det alligevel…
  • Vi må retsforfølge mødrene her i landet. Det drejer sig om seks personer. Det må vi kunne overkomme.
  • Tilføjelse 15:45:10: Hvad blev der af ‘børnenes statsminister’? Gælder det kun udvalgte børn?

Hvad synes du? Har du en mening?