Indlæg

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Skribent

Skribent

Masser af tid

Jeg har masser af tid og en del af den kan snildt gå med at skrive til POV.International. Jeg er gået i gang og har indsendt en artikel om ECT-behandling og en om det androgyne i mig og vejen dertil. Om de kan lide artiklerne eller ej, ved jeg selvfølgelig ikke, men nu er der åbent for tag selv-bordet. De kan tage det, de kan bruge. Eller de kan lade være, men jeg håber naturligvis på, at de kan bruge bare noget af det, jeg skriver.

Jeg kender en af journalisterne på forhånd, og hun er så sød at hjælpe mig lidt i starten. Hvem ved fx uden videre, at man ikke længere bruger semikolon eller udråbstegn eller hvad en manchet er? Jeg elsker ellers semikolon, men det er så en saga blot… Men jeg elsker ordene og sproget, så jeg skal nok komme igennem det. Og det er en kæmpe glæde at være blevet spurgt, om jeg vil bidrage. Selvfølgelig vil jeg det.

Wordfeud

Apropos ord: jeg er begyndt at spille Wordfeud med min cyberven oppe på Mors. Han kom fluks 80 point foran fra morgenstunden, og dem har jeg ikke helt formået at indhente. Min spilstatistik er virkelig dårlig, men det morer mig at spille. Næste gang er det mig, der kommer i førertrøjen fra starten. Jeg har et vindergen i mig, det skal bare støves af.

Hvis du vil spille Wordfeud med mig, er mit brugernavn overraskende nok “Stegemüller”.

Puslespillet

Jeg forsøger mig med “Garden Shed”, oversat på æsken til “Udhus”, der rummer fem hunde, en kat og en pokkers masse blomster tilsat et enormt rødt tegltag. Vi lagde det også på afdelingen, men det var ikke mig, der var mesteren. Mesteren var C., som ingen kunne slå. Gid jeg havde hendes evner. Jeg kan slet ikke få brikkerne til at hænge sammen, men jeg går (u)tålmodigt rundt om spisestuebordet i ihærdige forsøg på bare at finde en enkelt brik eller to, der kan hænge sammen. Præsten var her til formiddag, og hun er af den irriterende type, der kan gå en gang om bordet og så have fundet fem brikker, der kan sættes sammen. Vi har aftalt, at næste gang lægger vi puslespil. Jeg er jo sikkert ikke blevet færdig med udhuset til den tid 🙂

Hos tandlægen

Det er også altid en glæde at gå til tandlægen, for hun siger altid “det ser så fint ud”. Man kan så spørge, hvorfor det alligevel koster 560 kr. ? Vrøvl! Jeg ved det godt. Hun skal selvfølgelig have penge for de undersøgelser, hun laver for at kunne konkludere, at det netop ser fint ud. Hendes tid er ikke gratis; det er kun min tid der er gratis lige p.t.

Hun var så sød, at hun spurgte, om jeg havde været nogen spændende steder her i sommer. Selv havde hun være to uger i Egypten. Jeg kunne kun svare, at jeg havde været fem uger på psykiatrisk afdeling.

Vi ender altid med at drøfte, hvornår jeg skal komme igen. Hun siger om fem måneder, men jeg siger om tre måneder, og jeg vinder. Der er ingen grund til at komme så ofte, når alt er fint, men jeg tænker tilbage på de år, hvor mine tænder lignede en katastrofe på grund af mundtørhed, og nu skal jeg bare ikke risikere det mindste. Jeg har kun 103.000 til tandlægeregning en gang i livet.

Og nu går jeg altså ind til det puslespil igen.

/4 Kommentarer/i /af

På udsalg

Udsalg

Jeg hader at købe tøj og sko

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke, fraset to par bukser med større livvidde, da jeg var blevet for tyk pga. medicinen, har sat mine ben i en tøjforretning i al den tid, jeg har boet i Hvidovre. Her flyttede jeg til i 2007. Sikke en masse penge jeg har sparet ved end ikke at gå på udsalg. Og da jeg køber god kvalitet, når jeg endelig køber noget, holder det nemt de mange år.

Men nu trængte jeg altså til et par nye sko – og der er udsalg, altså “sale”. Jeg plejer at købe ecco, for de passer så godt til mine fødder. En af grundene til at jeg ikke har købt tøj er, at jeg hader indkøbscentre og stormagasiner. Og jeg ved ikke, hvordan jeg finder noget mindre. Jeg kan ikke være der i mere end fem minutter, så er støjen og larmen gået ind i mit indre; problemet er de mange mennesker og muzakken.

Nu har jeg imidlertid fundet “Spinderiet” i Valby, hvor jeg skifter tog to gange dagligt, og det er et virkelig fint sted, hvor der er fredeligt, og hvor man kan smutte ud i en af de små gader, hvis det bliver for meget. Udvalget er tillige stort.

Altså hoppede jeg ind i “Skoringen” og bad om lidt hjælp og vejledning til ecco, str. 40 i blå nubuck. “Ekspedienten” pegede rundt i lokalet og fortalte, at dem skulle man selv finde, for de stod ikke samlet et sted. Jeg fandt så en model, der ville passe, men den var str. 42. Jeg gik op til kassen for at spørge, om de havde dem i 40. Hun scannede og oplyste derpå, at dem havde de desværre ikke. Så prøvede jeg med en anden model, og det samme gentog sig. Så opgav jeg det. Jeg gider ikke betjene mig selv, når jeg vil købe et par sko til 1.200 kr. Da de heller ikke havde snørebånd uden sko til, gik jeg fornærmet igen.

En helt anden snak

Lidt henne ad “gaden” stod der bluser udenfor på trillebøre. Lige min størrelse nedsat fra 300,00 kr. til 150,00 kr. Jeg nappede to stk.: en meleret og en marineblå. Så behøver jeg ikke købe bluser de næste fem år 🙂

Ved kassen spurgte jeg, om de tilfældigvis havde sko. Han spurgte, hvad størrelse det skulle være, sprang ned og hentede dem i den rigtige størrelse og kom tilbage med dem sammen med et skohorn. Der var et sted, man kunne sidde på en puf og prøve. Han trykkede på tåen som en rigtig skohandler, da jeg sagde, de måske var lidt for små. I en sådan situation tager det mig tre minutter at bestemme mig for at de sko, vil jeg gerne have. Jeg elsker at blive ordentligt betjent.

Det blev 650,00 kr. – og dér kommer jeg gerne igen.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

De tre mus

Hos fysioterapeuten

Ikke kun i Askepot

De tre musI Askepot pot (sådan siger en af de tre mus faktisk, fordi han stammer) spiller musene en vigtig rolle, da Askepots kjole skal tegnes og syes.

På mit skrivebord

Her er også tre mus: to “handicapmus” og en lille normal mus til den lille ny maskine. Man skal aldrig gå ned på udstyr 🙂

Logitech MX Master 25

Den første “handicapmus” er den gamle Logitech MX Master 25. Den er virkelig lækker og ligger godt i hånden. Ved højre tommelfinger har den en knap, der sender mig tilbage til forrige webside. Herudover har den et par andre knapper ved højre tommel, men jeg har aldrig rigtig kunnet få dem til at fungere. Og jeg har levet fint uden.  Jeg kan godt lide tyngden og volumen, som bevirker, at man ikke skal sidde at kramme den, men at hånden ligger behageligt omkring den. På mit nye bord behøver den ingen musemåtte.

Den var dyr.

Logitech MX Ergo Trackball

En vidunderlig mus, der står fast på bordet, og hvor man bevæger cursoren ved hjælp af en kugle. Højre og venstre musetast fungerer helt som vanligt. Jeg har absolut ingen smerter i højre hånd og håndled længere, og det tilskriver jeg denne mus, der kan kippes 20 grader, så hånden får en mere naturlig stilling. Det er ikke så naturligt, at hånden skal ligge ligeud på underarmen (eller hvad det nu hedder). Herudover skal musen ikke løftes de tusind gange om dagen som en almindelig mus.

Præcisionsarbejde kan jeg endnu ikke lave med denne mus. Forestil dig at skulle lave et billede  på 598*336… Det er ikke let med kuglen, og derfor skifter jeg mellem de to mus, hvilket, jeg tror, er sundt. Jeg skifter også over, når tommelfingeren begynder at ryste, da det ikke er et sundhedstegn. Jeg tror, fysioterapeuten vil rose mig, når jeg ser ham igen om et par uger. Det positive er, at jeg kan bruge denne mus i længere og længere tidsintervaller. Det handler om træning.

Den var endnu dyrere.

Mouse with no name

Den tredje og sidste mus hører til den lille ny maskine. Musen er så gammel, at den ikke har et navn på sig. Jeg fandt den i en æske med udgået grej – pludselig var den god at have.

Den består af venstre og højre musetast og i midten et rullehjul, der kan kippes fra side til side for at kunne skifte mellem websider. I modsætning til de to øvrige har den et AA-batteri i maven. Den er for lille til min hånd, og jeg skal kramme den for meget, men pyt, det er jo kun til leg og test.

Den kostede vist næsten ingenting, selvom den også er fra Logitech.

Konklusion

Man skal aldrig gå ned på udstyr og da slet ikke på mus. Der kan komme en dag, hvor man af ergonomiske – eller andre – årsager pludselig har brug for en ekstra mus. Smid dem derfor aldrig ud – de er jo lette at opbevare fx bare i en plastikpose.

God søndag.

/8 Kommentarer/i /af

Drengen med cyklen

cykel

En svær kunstart

Til den ene side har jeg vinduer ud til Hvidovre torv, og til den anden side vender vinduerne ud mod en mikroparkeringsplads med plads til fem eller seks biler. I weekenden er den tom. En lille dreng trænede i dag på parkeringspladsen med at cykle. Jeg vil tro, han er fire år eller deromkring. Han cykler så fint uden støttehjul, kosteskaft eller noget, men det kniber med at komme op på sadlen.

Hans far, der ikke er dansk, og som jeg har talt med flere gange, spurgte om jeg ville hjælpe med at forklare den svære kunst. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg fik min sag for, for hvordan forklarer man, at der skal være en lille smule fart på cyklen, for at det kan lade sig gøre? Og at den smule fart kan man skabe ved at træde den ene pedal ned og så holde balancen, mens man svinger bagdelen op på sadlen. Den slags man “bare kan” er svært at sætte ord på.

Jeg prøvede flere gange, og drengen med cyklen var lærenem, for da jeg gik videre på min færd, sagde han, at han var træt, men han var bestemt kommet nærmere målet. Jeg tror, han kan om en uge. Heldigvis har han en tålmodig far, der orker at stå nede i solen og hjælpe sønnike.

Min egen debut

Jeg husker, at min far brugte mange lange aftner på at løbe bag mig og cyklen. Han må have været en tålmodig mand. Jeg cyklede imidlertid ikke selv, for op bag sadlen stak et kosteskaft, som han holdt i. Jeg var længe om at lære det, og det er der egl. ikke noget overraskende i set med mine nuværende briller, for med Aspergers Syndrom syndrom er man lettere klodset allerede fra barnsben.  Og det går aldrig over. Sådan er det bare.

Da jeg endelig havde lært det, var vores lange indkørsel i Brande mit favoritsted, for jeg kunne cykle op og ned og op og ned i timevis. Måske var indkørslen slet ikke så lang, men den føltes sådan, og jeg legede cykelløb. Jeg vandt altid, for jeg var eneste deltager på alle etaper. En sikker form for enkeltstart.

Jeg må tage mig sammen, men jeg tør ikke

Det er så let at fortælle en lille dreng, hvordan man kommer op på sadlen, når man ikke selv kan. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for da jeg sidst gjorde det, kunne jeg lige netop ikke lave den bevægelse. Balancen var gået til de evige jagtmarker, og jeg væltede midt på Hvidovrevej. Siden har jeg ikke forsøgt at cykle, for jeg tør ikke. Jeg hader bus og tog, der tager min frihed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme over den hurdle igen. Jeg har cyklet 35 år i København, der er min by; pludselig tør jeg ikke. Det er nemlig meget ubehageligt ikke at kunne komme op på sadlen efter fx et lyskryds, som vi  har for hver 100 meter. Jeg har fornemmelsen af at være til fare for både mig selv og mine medtrafikanter.

Under seneste indlæggelse talte jeg med afsnittets fysioterapeut om problemet, så vi lånte cyklerne og cyklede en enkelt tur rundt om centeret på brandvejen, der er uden trafik. Det gik faktisk rigtig fint, men desværre havde hun kun 20 minutter til mig, så det blev kun til den ene tur. Den gjorde mig ikke ret meget tryggere.

Ergoterapeuten havde forslag om at “gå tur med cyklen” i en park eller lign. for at blive tryg ved den igen og måske få mod til at sætte mig op på den igen.  Det var et godt forslag. Men har jeg fået gjort noget ved det siden marts? Nej ikke et slag. Noget i mig har stor modstand på projektet, selvom jeg virkelig gerne vil ud at cykle igen. Nu har jeg ikke engang mod til at gå ned i kælderen og se, om cyklen stadig står der.

Sig det bare: “Du er en kylling!” <(“)