Indlæg

,

Man kan hverken skynde sig at transskribere eller podcaste

Langsommelige processer

Man kan hverken skynde sig at transskribere eller podcaste

Transskribering og podcastproduktion har én ting til fælles: Man kan ikke forcere processen. Kvalitet opstår først, når man giver dig tid til at læse, lytte, rette – og begynde forfra.

Forleden talte jeg med en meget dygtig slægtsforsker, der sagde:

Man kan ikke skynde sig at transskribere. Det tager den tid det tager.

Det havde han fuldkommen ret i. Det tager den tid, det tager, og gør det ikke, så bliver det noget juks. Det er lige så afstressende at transskribere som at bladre i kirkebøger. Jeg kommer i flow og i en næsten tranceagtig tilstand, hvor jeg glemmer tid og sted og kun har øje for at læse eller bladre. Timerne går, og jeg opdager, at jeg da for resten ikke har fået noget mad i dag.

Jeg er længe om at transskribere, for jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har de klassiske problemer med h, f og det lange s. Det er rigtig godt, for nu ved jeg, hvor jeg skal være på vagt. Altså må jeg prøve mig lidt frem med ordene, hvis det ikke uden videre fremgår af konteksten, hvad der skal stå.

Lige nu sidder jeg med Højesterets voteringsprotokol i sagen mod Christian Westermann, og selv om vi er højt oppe i hierarkiet, så følger de altså ikke de regler, der fremgår af hverken Kathrine Tobiasens “Håndskrifter  for slægtsforskere” eller Mette Fløjborgs “Gotisk – lær at læse og skrive gotisk”. Eksempelvis ligner a nærmest en slags g – og der står fx “Forhørerne”. Det er her, jeg ikke kan skynde mig.

FastStone Image Viewer

Af og til har jeg set andre slægtsforskere sætte en markering over ord eller linjer, men jeg har ikke været klar over, hvordan de bar sig ad. Nu har jeg endelig fundet det gratis og geniale program “FastStone Image Viewer”.

Har man en meget bred skærm og et dokument med meget lange linjer, kan det være vanskeligt for øjet at fokusere og holde fast i næste linje.

Det klares nemt med programmet, der dog forudsætter, at man først laver billeder af skærmbilledets kildematerialer og så åbner billederne med programmet. Når man har prøvet det et par gange, tager det ingen tid.

Når billedet er åbnet, taster man bare “d” og så får man et dashboard/betjeningspanel til venstre (vist her til højre).

Her har jeg valgt rektanglet og “malet” hele linjen med det. Når man når til enden af linjen af billedet, trækkes rektanglet ned til den nye linje. Det er utrolig smart.

At knække “den gotiske knude” er som at podcaste

Jeg elsker at transskribere. Der er altså noget over det med at begynde at se på et ord eller en sætning og tænke “Det får jeg aldrig nogensinde mening i” og så alligevel pludselig at knække “den gotiske knude” (tak til Mike Lyng for udtrykket).

Ved længere dokumenter har jeg fundet en metode, der virker godt for mig: jeg læser først hele kilden med alle mine mange fejl, mangler og spørgsmålstegn, men alligevel giver det noget mening om sagen. Jeg læser kun og skriver ikke.

Derefter begynder jeg forfra, og her skriver og læser jeg bogstav for bogstav og ord for ord, samtidig med at jeg skriver teksten i det gratis Notepad++.

En af de utallige fordele ved Notepad++ er, at programmet husker dokumentets ord. Det gør det uhyre nemt gang på gang at skrive fx “Høiesteret”, “Christian” og Westermann”.

Sammenhængen til at podcaste

Jeg har mit manuskript, som jeg har gennemlæst flere gange. Den første optagelse kører jeg bare igennem fra punkt 1 til fx 20. Så lytter jeg til den første optagelse og retter i manus, hvor lydfilen afslører fejl og mangler; det kan fx være et “ikke”, der sluges og bliver til “ikk”, et “at”, der bliver til “or” eller pauser, der mangler. Lytterne skal jo kunne forstå, hvad der foregår og også kunne følge tankegangen, idet episoderne er relativt videnstunge. Jeg skriver simpelthen ordet “pause” i manus. De slugte eller forvanskede ord markerer jeg med gult, så jeg ved, at her er en fælde, jeg ikke skal falde i.

Herefter begynder jeg forfra og optager fx fire eller fem sektioner ad gangen, så jeg ender med fx fem stumper lyd. Det har den fordel, at når der er en fejl, kan jeg bare nøjes med at lave netop den stump om i stedet for at begynde helt forfra (og måske lave nye fejl).

Næste trin er at klippe stumperne sammen – gerne i den rigtige rækkefølge – med det gratis program “Audacity”. Introen skal klippes ind som det første, og hver episode skal slutte med outtroen.

Når alt er mixet til én lang lydfil, lytter jeg igennem igen og prøver at fange og rette alle fejl. Det indebærer typisk at ændre pausernes længde. Herefter er der et trin med normalisering, så tonehøjden er nogenlunde ens hele vejen igennem.

Til sidst skal episoden eksporteres til mp3, hvorefter selv lyddelen er færdig. Så mangler jeg kun episodebeskrivelsen.

Klikker du på billedet herunder, kommer du til Danske Slægtsforskeres podcast:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Danske kancelli – Retspolitik 1825 – Kongen benåder Christian Westermann (1798-1850)

Den spændende benådning

Sagens dokumenter kronologisk opstillet

Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).

Hans side i slægtsforskningsdatabasen TNG.

Danske kancelli – Retspolitik 1825 – Kongen benåder Christian Westermann (1798-1850).

En mand dømmes til døden for mordbrand – men sagen tager en uventet drejning, da Danske Kancelli anbefaler nåde. Den dramatiske historie om Christian Westermann giver et sjældent indblik i retspolitik, forsikringspriser og kongelig benådning i 1825.

Kongens benådning af 11. maj 1825 af (Johan) Christian Westermann (1798-1850) er uhyre interessant læsning for slægtsforskere, jurister og andet godtfolk.

Christian Westermann blev af alle tre instanser dømt til døden og skulle stejles, fordi han havde sat ild på sit eget hus. Hjemlen var Plakaten af 7. april 1819 sammenholdt med Danske Lovs 6-19-1, der drejer sig om at sætte ild på en anden mands hus, hvilket straffedes med døden for mordbrand – også selvom ingen døde derved.

Sagens fakta er:

  • Christian Westermann kan ikke betale terminen, fordi han er belastet at den meget høje pris på brandforsikringen.
  • Familien er ikke fattig, idet han både ejer sit eget hus i Birkerød og også netop har bygget endnu et hus.
  • Priserne på bygningsmaterialerne er højt overdrevne.
  • Han har i flere dage overvejet ildspåsættelsen.
  • Konen er på besøg hos naboen.
  • Hans lejer ikke er mere syg, end at han kan komme ud af huset.
  • Han er sikker på, at ilden ikke kan nå nærmeste nabos hus.

Ildspåsættelsen er altså forsætlig, men han har sikret sig, at ingen kan komme til skade

Danske Kancellis indstilling til Hans Majestæt

Anders Sandøe Ørsted (1778-1860) var en del af Det Kongelige Danske Kancelli, der afgav indstilling til kongen. Det var specielt at se ham som underskriver (til højre for Monrad) på indstillingen, fordi der var så utrolig mange henvisninger til netop ham i mine lærebøger, da jeg engang i urtiden læste jura. Det er Ørsted, vi skylder den væsentligste del af nutidens lære om fortolkning og retssædvane, om lovens tilbagevirkende kraft og om anvendelse af fremmed ret ved danske domstole.

En del af kancelliets begrundelse for indstillingen til Hans Majestæt lyder:

(Kursiveringen er min).

Nærværende Sag frembyder
atter et paafaldende Exempel paa
Assurancer, der, ikke allene i For-
hold til Bygningens Værdie i Han-
del og Vandel men ogsaa med
Hensyn til Priserne paa Bygnings-
materialier, var høit overdrevne,
thi, foruden at Tiltalte har kjøbt
det omhandlede Huus for en Sum, der
efter daværende Qvartalscours
end ikke udgjorde 1/8 af Assurance-
summen, og det endda under Vil-
kaar af successiv Afbetaling i flere
Aar, er Huset strax efter Branden
hvorved det kun har lidt en Skade,
som udgjør mindre end 1/8 Deel af Assu-
rancesummen, blevet med en nye Taxa-
tion til Brandassurance, hvorved
Bygningsmaterialernes Priser og Ar-
bejdslønnen maae være lagt til
Grund, modsat til mindre end 1/4 Deel
af den forrige Assurance. Dette Mis-
forhold i Assurancerne, der er kil-
den til mange Forbrydelser, og som
gjør Brandassurancerne til en af
de største Byrder, der hvile paa Ejen-
domsmændene, har længe været Gjen-
stand for Kollegiets Overvejelse; men
de store Vanskeligheder, som ere forbund-
ne med en Berigtigelse heraf, hvilken
Kancelliet dog ogsaa har høyst fornøden,
har gjort, at man ei endnu er kom-
met til noget Resultat. –

Kancelliet kan altså se, at der er noget helt galt med med forsikringspriserne. De tårnhøje priser er en af de største byrder, der hviler på husejerne, og de er kilde til mange forbrydelser. Kancelliet har længe tænkt over en løsning på problemet, men det er ikke lykkedes dem at finde en sådan.

Hele sagsfremstillingen og afgørelsen

Kilde: Danske Kancelli, 2. Departement Kongelige resolutioner og 2. Departements forestillinger. Link til kildens første opslag.

Korrekturlæst den 30. marts 2026 af Poul F. Andersen fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Idet sagen er ca. 550 linjer lang, har jeg bevaret henvisningerne til de forskellige opslags venstre- og højresider, så den interesserede læser nemmere kan følge med, hvis der er anledning til at slå op i den originale kilde.

No. 100
Allerunderdanigst Forestilling
om Strafs Formildelse for Ar-
restanten Christian Westermann

[Sagsfremstilling først – afgørelse sidst]

Ved Deres Majestæts Høyeste-
rets Dom af 19de f. M. er Muursvend
Christian Westermann, for at have sat
Ild paa et ham tilhørende Huus i Birke-
rød under Hirchholms District paa
Frederiksborg Amt, tilfunden at miste
sin Hals og Legemet derefter lægges
paa Steile; hvorhos han tillige
er tilfunden at bøde 40 Rbd. Sølv til
Deres Majestæts Kasse og at udrede
alle af Actionen lovligt flydende
Omkostninger, ligesom Brandfor-
sikkringkassens Ret er forbeholden
imod Tiltalte eller hans Boe, for-
saavidt Udredelsen af den under
Sagen omhandlede Brandskade, stor
210 Rbd. Sølv, maatte falde samme
til Kost.

Efter den af Protocol Secretai-
reren i bemeldte Ret afgivne
Relation have Sagens Omstændighe-
der været følgende:

Søndagen den 24de October s. A.( samme Aar)
Klokken lidt over 7 om Aftenen
opkom Ild i det Muursvend Chri-
stian Westermann tilhørende, og af
ham beboede Huus i Birkerød. –
Ilden, der først blev bemærket

[Næste opslag: 397 af 582 ve. side]

af Avlskarl Gunder Eriksen, havde
fængt i Taget, der brændte langs
med Rygningen af Huset. Efter
Brandfoged Poul Jørgensens Forkla-
ring brændte det paa en Strækning
af 8 til 9 Fag, hvilket er omtrent
det halve af Husets Længde. Det
brændte imidlertid meget svagt,
og det lykkedes ved den tililende
Hjelp at forhindre Ildens videre
Udbredelse, saa at den Klokken lidt
over 10 var aldeles slukket, uden
at mere var brændt end noget af
Taget og Tagværket, hvoraf dog alle
Spærrene stode, men tildeels vare
mere eller mindre beskadigede
i de øverste Ender. –

Den Maade, hvorpaa Ilden viste
sig, vakte Formodning om, at den
var paasat; og da Westermann ik-
ke hjalp til ved Slukningen, men
blev i Haugen med sit Tøi, som strax
var reddet derud, foraarsagede
denne Ligegyldighed, at der fattedes
Mistanke om, at han havde paasat
Ilden.

Under det Dagen efter optagne
Brandforhør nægtede Westermann
først at være vidende om, hvorledes
Ilden var opkommen; men efter
at de Omstændigheder, som talede for
at Ilden var paasat af ham, var
ham foreholdt, og det derhos var

[Opslag: 397 af 582 hø. side]

ham betydet, at en haardnakket Be-
nægtelse, naar han siden blev over-
beviist, vilde forsaavidt forværre
hans Stilling, som det maatte vise
en mere farlig Forbrydelse, tilstod
han selv at have paasat Ilden ved
med et Lys at antænde Straataget
paa den indvendige side paa Loftet,
som førte til hans Vaaning. –

Under de senere optagne Forhører
har han afgivet følgende nærmere
Forklaring:

Den ommeldte Søndag Aften vare
han og hans Hustru i Besøg hos Tøm-
mermand Olsen. Efter at have
spist til Aften hos Sidstnævnte, fore-
gav han at han skulde hen at tale
med en Secretair Hansen, og bad
sin Hustru om at levere ham Nøg-
len til et Kammer ved deres Kjøk-
ken, sigende, at han først vilde hjem
at tage Støvler paa. Da han
kom i Kjøkkenet, gav han sig ikke
Tid til at tage Støvler paa, men
tog derimod et Stykke Lys, som
han havde lagt paa en sammesteds
værende Hylde i den Hensigt at
bruge det til sit Forehavende, tænd-
te det i en til Kjøkken-Skorstenen
gaaende Bilæggerkakkeloven, og
gik med det tændte Lys, som han
holdt skjult under sin Trøie, fra

[Næste opslag: 398 af 582 ve. side]

Kjøkkenet ad Gaarden op til For-
stuen, hvor Opgangen er til Loftet.
Han gik derpaa op paa Loftet, hvor
han antændte Taget paa den Side,
som vender imod Gaarden. Saa-
snart han havde gjort dette, fortrød
det ham, og han vilde gjerne have
slukket Ilden igjen, men Luen
løb strax saahøit og imod Rygnin-
gen af Taget, at han ikke kunde
naae at slukke, hvorfor han gik
bort derfra og hen til den oven-
nævnte Secretair Hansen. – Un-
der Branden blev han den meste
Tid i Haugen, da hans Hustru var
meget bevæget og ønskede, at han
skulde blive hos hende, som selv op-
holdt sig der. Efter han eget
Sigende tog han dog nogen Deel i
Slukningen. I flere Dage hav-
de han tænk paa denne Ildspaasæt-
telse, men med Flid vilde han søge
en Leilighed, da andre dermed ikke
skulde være udsatte for Fare. Den
Aften, han paasatte Ilden, vidste
han, at, da det var Søndag, var
der mange Mennesker i Byens Kroe.
Det var derhos et taaget og fugtigt
Veir og saagodt som ganske stille.
Vel indsaa han, at Vinden, der
var omtrent Sydvest, muligen
kunde bære fra Husets nordre Ende
lidet skraa paa et Bager Westphal

[Opslag: 398 af 582 hø. side]

tilhørende Huus, der ogsaa har
Straatag og ligger norden for
Tiltaltes i en Afstand af 6 til 7 Alen,
men han formente dog, at Vinden
mest vilde bære forbi Westphals
Huus. – Tiltalte havde iøvrigt,
efter sin Forklaring, der er bestyr-
ket, ved en under Sagen fremlagt
Obligation af 4de Juni 1824, tilkjøbt
sig det Huus, hvorpaa han satte Ild,
for 550 Rbd. Sedler, hvilken Kjøbesum
aarlig skulde forrentes og afbeta-
les med 50 Rbd. Sedler, der tilligemed
Renterne skulde erlægges med det
Halve i enhver af de sædvanlige Om-
slagsterminer, første Gang i 11te De-
cember s. A., samt til Sikkerhed for
sine Forpligtelsers Opfyldelse givet
Sælgeren 1ste Prioritets Panteret
saavel i det kjøbte Huus, som i
et andet Huus, han nyeligen havde
opført paa et ham tilhørende Grund-
stykke i Birkerød. Da han i-
midlertid i den sidste Tid havde
maattet arbejde for Folk, hvem
han skyldte Penge for Materialer,
som han havde faaet til det nye op-
førte Huus, og saaledes afdraget
paa denne Gjæld med sit Arbejde,
samt da han desuden havde en Deel
Arbejde med det tilkjøbte Huus, saa
havde han ikke Haab om at kunne
fortjene saa meget, at han til

[Næste opslag: 399 af 582 ve. side]

Terminen, som forestod kunde beta-
le det bestemte Afdrag. Heller ikke
saae han, uagtet han gjorde sig U-
mage derfor, nogen Udvei eller
Udsigt til at erholde Pengene med
Laan; og da han nu tillige tænkte
paa, at han vilde blive udsat for
Spot, naar Terminen kom, og at
han skulde blive sagsøgt og miste
Huset, fandt han sig bevæget til at
gribe til det ulykkelige Middel
at tænde Ild paa Huset, hvorved
han ikke havde til Hensigt, at det
Hele skulde afbrænde, men tænkte,
at han, naar der skeete nogen
Skade ved Ilden, skulde faae no-
gen Frist med Betaling, og vente-
de han da og, at han af Assurancen
skulde faae godtgjort hvad Skaden
maatte vurderes til.

Hvad Skadens Størrelse betræffen-
de er det oplyst, at det omhandlede
Huus for Branden var forsikret
for 3,930 Rbd.r. Sølv, og at den partielle
Brandskade i Forhold dertil, er
vurderet til 210 Rbd. Sølv, men at
Huset, med en over samme foretagen
Omtaxation, er i dets nærværende
Tilstand forsikkret for 940 Rbd. Sølv. –

At Tiltalte, efter foregaaende
Plan, har iværksat Forbrydelsen,
bestyrkes ved hvad der af Tømmer-

[Opslag: 399 af 582 hø. side]

mand Olsens Hustrue er forklaret,
og af Tiltalte vedgaaet, nemlig
at Sidstnævnte den ommeldte Søndags
Eftermiddag havde anmodet hende
om at bede hans Hustrue over til
hende, hvortil han angav som An-
ledning, at de kunde muntre hende,
da hun var i slet Humør. Lige-
ledes bestyrkes det ved den Lige-
gyldighed, som Tiltalte, efter alle
Tilstædeværendes Forklaringer, un-
der Branden har viist, af hvilken
Aarsag der ikke heller kan sættes
Liid til hans Anbringende om at
have, strax efter Ildens pasættelse
fortrydt Gjerningen. Det
maa derfor bemærkes, at et
Vidne har forklaret, at Tiltalte
for ham har udladt (=udtalt) sig med, “at
det nok vilde have brændt bedre,
hvis det havde været mere tørt
og ikke været saa stille”, og at
et andet Vidne ligeledes har for-
klaret, at han Dagen efter Branden
har paa Brandstedet hørt Tiltalte
sige, “at hvis det havde været tørt,
vilde det have brændt bedre”. –
Med Hensyn til disse Vidners For-
klaringer har Tiltalte imidler-
tid yttret, at han ikke kunde
erindre, at have brugt saadan
Udladelse (=Udtalelse). –

[Næste opslag: 400 af 582 ve. side]

Betræffende Hensigten med det
forbryderiske Foretagende, da be-
styrkes det ved Forklaringen af 2de
Vidner, Sognefoged Jørgen Jørgensen
og Lars Nielsen af Kaierød, at Tiltalte
har tilsigtet at besvige Brandforsik-
kringscassen. Sognefoged Jørgen
Jørgensen har nemlig forklaret, at
Tiltalte, da denne nogle Dage før
Branden kjørte med Deponenten
fra Kaierød til Birkerød, underveis
plagede ham med idelige Spørgsmaal,
om hvor høit det af ham |. Tiltalte .|
kjøbte Huus var assureret, og om
han kunde vente at faae Forsik-
kringssummen, hvis den Ulykke
skulde indtræffe, at Huset skulde
afbrænde, uagtet han ingen Poli-
ce havde. – Deponenten svarede
da, at han ikke kunde erindre, hvor
stor Forsikkringssummen var, men
troede, at denne i det mindste var
2.500 Rbd. Sølv, og at Tiltalte, saafremt
Huset skulde brænde, ville faae
Forsikkringssummen udbetalt, dog
kun forsaavidt han byggede for
Pengene. – Tiltalte vedblev i-
midlertid, efter at have faaet dette
Svar, og efter at Deponenten senere
havde sagt ham, at det forment-
ligt ikke gjorde noget til Sagen,
at han ingen Police havde, eftersom

[Opslag: 400 af 582 hø. side]

Forsikkringssummen uden Tvivl
maatte kunne erholdes efter ved-
kommende Protocol, alligevel
gjentagne Gange at komme med
det samme Spørgsmaal, ligesom
han ogsaa engang spurgte De-
ponenten, hvad det kunde koste at
faae Assurancen nedsat, da han
maatte betale høie Brandpen-
ge. – Ligeledes har Vidnet
Lars Nielsen forklaret, at Tiltalte
engang har spurgt ham, om den
der havde assureret, fik Brand-
hjelp i Ildebrands Tilfælde, naar
han ikke havde Assuranceseddel,
hvortil Vidnet gav han et be-
kræftende Svar. – Tiltalte
har vedgaaet Rigtigheden af disse
2de Vidners Forklaringer, med
Tilføjende, at de omforklarede
Forespørgsler af ham skeete, fordi
han tænkte paa Forbrydelsen Ud-
førelse. –

Til Bestyrkelse for Tiltaltes
Opgivende om at hans Hensigt
med at sætte Ild paa sit Huus
var at erholde Dilation med det
Afdrag, han til den forestaa-
ende Termin skulde betale paa
Kjøbesummen, haves kun af
en Person, ved Navn Anders Schou,
afgiven Forklaring, der gaaer

[Næste opslag: 401 af 582 ve. side]

ud paa at Tiltalte en Maaneds
Tid før Branden har henvendt sig
til ham om at erholde et Laan af
50 eller 100 Rbd., som han ikke vilde
tilstæde ham. Iøvrigt er det
ikke oplyst, at Tiltalte har henvendt
sig til sin Kreditor om at forunde
Dilation mod Betaling.

Hvad Veirligets Beskaffenhed
den ommeldte Aften, samt Belig-
genheden af Tiltaltes og Bager
Westphals Huse angaaer, da have
samtlige afhørte Vidner forklaret
overensstemmende med Tiltalte; hvor-
hos Brandfoged Poul Jørgensen, i
henseende til Westphals Huus, har
yttret, at det med Sydligste Vind vilde
have været meget udsat for Fare,
hvis Ilden havde faaet Overhaand
i Westermanns Huus. –

At Tiltalte skulde have tilsigtet
at sætte nogens Liv i Fare, er der
ikke ringste Formodning for. –
Tvær[t]imod har han selv forklaret,
at han vel vidste, at en Mand, ved
Navn Christen Andersen, der bebo-
ede en Deel af hans Huus var syg,
men at det ogsaa var ham bekjendt,
at den Sygdom Christen Andersen
leed af, bestod i en ubetydelig Svag-
hed i Fødderne, som ikke kunde
hindre ham fra, i fornødent Tilfælde

[Opslag: 401 af 582 hø. side]

at hjelpe sig bort, saa meget mere
som han nyelig havde været gaaen-
de til Session i Frederiksborg.
Christen Andersen har ogsaa udsagt,
at hans Svaghed ikke var større,
end at han kunde forlade
Sengen, hvilket han ogsaa under
Ildebranden gjorde for at redde
sit Tøi. –

I Henseende til Generalia be-
mærkes at Tiltalte er født i
Aaret 1798 og at han har i det
Hele gode Vidnesbyrd. Hans
Forældre og Morbroder, ved Navn
Ole Hansen, har derhos forklaret,
at han er enfoldig og undertiden
har viist sig tankeløs.-

Om det, efter det Foranførte
end ikke maatte kunne antages,
at Tiltaltes Motiv til Ildspaa-
sættelsen har været at tilvende
sig Fordeel i Anledning af at
den Sum, for hvilken Huset var
forsikkret i Brandkassen, langt
oversteg dets Værdie, saa har
han dog havt den svigagtige
Hensigt, at erholde Erstatning
for den Skade, som foraarsagedes
ved den af ham selv paasatte
Ild. Han der er capar poenæ,
er derfor ved alle Instantser,

[Næste opslag: 402 af 582 ve. side]

i Overensstemmelse med Placaten
af 7de April 1819, bleven anseet
med Straf efter Lovens 6-19-1,
confereret med Forordningen af
24de September s. A. – Men
uagtet Tiltalte saaledes ikke har
kunnet undgaae at dømmes efter
bemeldte Lovens Artikkel, have
dog de Tilforordnede i Højesteret
i Sagens Omstændigheder fundet
Anledning til at anbefale ham
til Deres Majestæts Naade paa
følgende Grunde:

1. fordi den Ildspaasættelsen
foranledigede Skade er ikke
betydelig.

2. fordi Tiltalte ikke havde An-
ledning til at troe, at nogen
skulde indebrænde, og fordi de
tilgrænsende Beboeres Huse,
efter Veirligets Beskaffenhed,
ikke heller var udsatte for
Fare, hvorimod de oplyste Om-
stændigheder bestyrke Rigtig-
heden af hans Anbringende,
om at have med Flid valgt
at iværksætte Ildspaasættelsen
saaledes, at andre ei skulde
være udsatte for Fare; der
er ikke heller foraarsaget
nogen Skade paa andre Huse
end det, hvor Ilden blev paasat.

[Opslag: 402 af 582 hø. side]

3. fordi det, uagtet Lovgivningen
dicterer Livsstraf for Ildspaa-
sættelse paa eget Huus, dog maa
antages, at Forbrydelser af
denne Natur ikke uforbigaaelig
kræve Straffens Fuldbyrdelse, og

4. fordi Tiltalte har gode Vidnes-
byrd om sit tidligere Forhold. –

Paa disse Grunde have de
Tilforordnede i Deres Majestæts
Højesteret indstillet, at den Tiltal-
te idømte Livsstraf allernaadigst
maatte eftergives ham, imod
at han hensættes til Tugthuus Ar-
bejde paa Deres Majestæts Naa-
de, dog saaledes, at han, om-
end hans Forhold i Straffeanstal-
ten maatte blive godt, ikke
førend efter 5 til 6 Aars For-
løb skulde kunne gjøre sig Haab
om at erholde sin Frihed. –

Skjøndt den ovenciterede Placat
af 7de April 1819 har bekræftet, hvad
allerede Sagens Natur tilsiger, at
svigagtig Brandstiftelse paa hans
eget Huus kan være ligesaa Straf-
værdig, som den Forbrydelse, at
sætte Ild paa Andens Huus, og at
den, som denne, skal ansees med
Dødsstraf, saa finder Kancelliet dog,
at der under saadanne Omstændig-
heder, som de nærværende Sagen frembyder

[Næste opslag: 403 af 582 ve. side]

navnlig at Ingens Liv har været
sat i Fare og at Ilden heller ikke
har truet betydelige Ejendomme ja
at Forbryderen selv forsætligen har
valgt en saadan Tid, hvori ingen
særdeles Fare var at befrygte, er
Grund til at eftergive den Livsstraf
som Loven, der ikke saaledes kan di-
stingvere alle enkelte Tilfælde, har
fastsat. Man holder saaledes med
Højesterets Tilforordnede for, at der
er Grund til at anbefale Tiltalte
til at benaades paa Livet. Der-
imod tror man ikke, med Hensyn
til den begangne Forbrydelses Be-
skaffenhed, at kunne anbefale Tiltal-
te til større Naade end at hensættes
til Arbejde i Fæstningen paa Livstid.

Nærværende Sag frembyder
atter et paafaldende Exempel paa
Assurancer, der, ikke allene i For-
hold til Bygningens Værdie i Han-
del og Vandel men ogsaa med
Hensyn til Priserne paa Bygnings-
materialier, var høit overdrevne,
thi, foruden at Tiltalte har kjøbt
det omhandlede Huus for en Sum, der
efter daværende Qvartalscours
end ikke udgjorde 1/8 af Assurance-
summen, og det endda under Vil-
kaar af successiv Afbetaling i flere
Aar, er Huset strax efter Branden

[Opslag: 403 af 582 hø. side]

hvorved det kun har lidt en Skade,
som udgjør mindre end 1/8 Deel af Assu-
rancesummen, blevet med en nye Taxa-
tion til Brandassurance, hvorved
Bygningsmaterialernes Priser og Ar-
bejdslønnen maae være lagt til
Grund, modsat til mindre end 1/4 Deel
af den forrige Assurance. Dette Mis-
forhold i Assurancerne, der er kil-
den til mange Forbrydelser, og som
gjør Brandassurancerne til en af
de største Byrder, der hvile paa Ejen-
domsmændene, har længe været Gjen-
stand for Kollegiets Overvejelse; men
de store Vanskeligheder, som ere forbund-
ne med en Berigtigelse heraf, hvilken
Kancelliet dog ogsaa har høyst fornøden,
har gjort, at man ei endnu er kom-
met til noget Resultat. –

Efter det Ovenanførte tillader man
sig i dybeste Underdanighed at indstille:
at Tiltalte Muursvend Christian We-
stermann af Birkerød, allernaadigst
maa eftergives den ham ved Høieste-
rets Dom af 19de f. M. idømte Livs-
straf, imod at han hensættes til Ar-
beide i Kjøbenhavns Fæstning paa
Livstid.

Det Kongelige Danske Kancelli den 11te Maji 1825.

Merunderdanigst

Monrad, Ørsted, L…?, Man..?
Hansen

—–

[Afgørelse:]

Vi ville allernaadigst have
Christian Westermann frita-
get for den ham ved vor Høie-
sterets Dom af 19de April sidst-
leden idømte Livsstraf, hvor-
imod han, i Stedet for at lide
denne Straf, hensættes til Ar-
beide i Kjøbenhavns Fæstning
paa Livstid. –

Kjøbenhavn den 11te Maji 1825

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet

Drab forældes aldrig

Genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet

Gamle drabssager får nyt liv med genetisk slægtsforskning – en metode, der både skaber håb for de pårørende og rejser principielle spørgsmål om retssikkerhed og samtykke.

Bliver vi ikke allesammen lettede og måske lidt glade, når de ældgamle drabssager opklares? I dansk ret forældes drab aldrig.

Hensynet til de pårørende vejer tungt. Heller ikke for dem forældes drabet, så længe det er uopklaret. De vil nok aldrig kunne sætte punktum i sagen, før de har en gerningsperson at rette deres sorg og vrede mod. Først når en gerningsperson er fundet og dømt, kan de komme videre med deres eget liv. Det forstår jeg godt.

Et eksempel er drabet på Hanne With nytårsnat mellem 1989 og 1990. Hun blev brutalt dræbt i en lejlighed på Fensmarksgade på Nørrebro i København, hvor hun som sexarbejder havde en kunde, der efterlod lidt DNA i hendes cowboybukser. Der skulle gå 34 år, før drabet kunne opklares vha. genetisk slægtsforskning, der blev lovliggjort i Danmark ved lov af 1. juli 2025.

Et andet eksempel: Den 33-årige Philip Westh blev i 2024 dømt for drabet på den 17-årige Emilie Meng i 2016. Han fik livstid ved retten i Næstved. Sagen blev anket, men anken blev senere frafaldet. Politiet blev hjulpet på sporet ved hjælp af DNA-slægtsforskning otte år efter drabet.

Gerningspersonerne kan ikke længere vide sig sikre: “En dag finder vi dig!”

Tilfældigheder og retssikkerhed

I retsplejeloven er der indbygget en række retsgarantier for de potentielle gerningspersoner.

Politiet må først anvende genetisk slægtsforskning, når alle disse omstændigheder er tilstede i sagen på en gang:

  1. der er bestemte grunde til at antage, at dna-sporet stammer fra gerningspersonen
  2. efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j (terror), § 216 (voldtægt), § 225, jf. § 216, eller § 237 (drab) eller en overtrædelse af straffeloven af særdeles alvorlig karakter og
  3. efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Jeg ved ikke, om der er noget, jeg helt misforstår og med forbehold for, at jeg intet ved om DNA i slægtsforskning: for at genetisk slægtsforskning fører til resultater og disse match, hvor retsgenetikerne siger, “sandsynligheden én til én million”, så skal der være en eller flere personer i gerningspersonens biologiske slægt, der har taget en DNA-test?

Jamen hvad nu hvis der tilfældigvis ikke er nogen i vedkommendes slægt, der har taget en DNA-test? Så går han (for det er primært mænd, der begår disse forbrydelser) tilfældigvis fri?

Det kan jeg ikke lide, heller ikke selvom jeg selvfølgelig ser det positive i, at forbrydelser opklares. Og heller ikke selvom metoden kan anses for langt mere skånsom, end at man tester tusindvis af uskyldige mænd, for at finde en gerningsmand.

Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen af Retsudvalgets medlemmer, der pegede på dette forhold i forbindelse med behandlingen af forslaget

Samtykke?

I retsudvalgets betænkning den 23. marts 2023 skrev Radikale Venstre blandt andet følgende, som de havde fuldkommen ret i:

… den principielle udfordring, at selv om den enkelte har givet samtykke til at dele sit eget dna, har familie og fjerne slægtninge ikke givet samtykke til, at deres slægts-dna opbevares og anvendes i straffesager. På den baggrund afviser RV forslaget.

Anvendte kilder

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fik man en ordentlig rettergang i 1820’erne?

Dødsstraf i 1825

Fik man en ordentlig rettergang i 1820’erne?

En tilfældig note i et register åbner døren til en dramatisk sag fra 1825, hvor en mand dømmes til døden – ikke for drab, men for at sætte ild til sit eget hus. Artiklen følger sporene gennem arkiver, love og benådninger og rejser et ubehageligt spørgsmål: Hvordan fungerede retsstaten og samfundet egentlig i 1800-tallet?

Sagens dokumenter kronologisk opstillet

Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).

Hans side i slægtsforskningsdatabasen TNG.

Prolog om metode

Jeg bladrede lidt formålsløst rundt i Københavns Amt, Sokkelund, Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt, 1710-1892, RG, Register men på opslag 75 af 134 opslag, fik det pludselig et formål, for her stod, at tiptipoldemors bror (Johan) Christian Westermann var død som “Rh. L” den 3. marts 1850.

Sædvanligvis opfatter jeg Rh. som en forkortelse for Rigshospitalet, men her var han ikke død, og flere søgninger viste, at det i stedet stod for “Rasphus Livstidsfange”, se fx Københavns Amt, Sokkelund, Kvindefængslet på Christianshavn, 1838-1877, KM, Døde mænd – opslag: 12 af 32 opslag, hvor der i 1850 ved nr. 4 står: “Christian Westermann. Rasph. Livsf. hjemmehørende i Birkerød, Frederiksborg Amt. 52.”

Vha. det helt geniale – men teknologisk forældede – digdag.dk fandt jeg frem til, at Birkerød hørte til Hørsholm Birk. Jeg kunne også finde domprotokollen, men da jeg ikke vidste, hvornår straffen var udmålt, var det en umulighed at bladre, selvom jeg elsker at det. Der er noget næsten tranceagtigt over det “at bladre”. Der var hundredvis af sider. Det kunne jeg lige så godt opgive.

For at indsnævre tidspunktet gennemgik jeg uden resultat hele “Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn: Register over mandsfanger (1841 – 1870)” og “Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn: Diverse fangefortegnelser”. Jeg regnede med, at jeg kunne finde et tidspunkt for indsættelsen. Og jeg gættede på, at der var tale om drab, når straffen var så hård.

Dødsstraf for at sætte ild på eget hus

Jeg forstod ikke, at jeg ikke fandt ham nogen af de to steder, når dommen vel var fra 1840’erne? Jeg oprettede et spørgsmål i Danske Slægtsforskere Forum. Og selvfølgelig skulle jeg være begyndt med aviserne – arh hvorfor tænkte jeg nu ikke på det?

Billedet herunder stammer fra “Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende” den 5. august 1825:

Bestemmelsen i 6-19-1 lyder som herunder (fremhævningen er min):

6-19-1

Setter mand Ild i anden Mands Huus eller Skov med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igien af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod.

Men skeer det af Vaade og Skiødisløshed, og ikke af Forsæt, da bøder hand Skaden, om hand haver Middel dertil, eller straffis med Fængsel og Arbejd.

Hvordan kan det være, han straffes med døden efter denne bestemmelse, når han sætter ild til sit eget hus? Det er vanvittigt spændende.

  • Var der noget galt med rettergangen?
  • Læste dommerne ikke loven? (det ved jeg godt, de gjorde!)

Den opmærksomme læser, og det er slægtsforskere per definition altid, vil have undret sig over, at dødsdommen er fra 1825, men at han i 1850 dør ganske af sig selv i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn

Danske Slægtsforskeres Forum er fantastisk. Der sidder mennesker, der kan deres håndværk:

Jeg er herefter fortsat med majestætens benådning af Christian Westermann fra maj måned 1825. Jeg fortsætter således bagfra i sagsforløbet, men det er “forsætligt”, dels fordi benådningen er lettere at læse, dels fordi den vil opridse hele sagen og formentlig besvare spørgsmålet: hvordan kan man straffes med døden efter 6-19-1 for at sætte ild på sit eget hus?

Jeg er næsten færdig med transskriptionen men må læse de mere end 500 – godt nok halve – linjer i en sammenhæng for at finde svaret.

Når jeg transskriberer, mister jeg nemt overblikket over substansen, fordi jeg fokuserer på et bogstav, et ord og en sætning ad gangen, men i hovedet har jeg altid en god sætning fra bogen “Med Adam i arkivet” side 51: “Og det er meget vigtigt, at du ikke glemmer, at det, du læser, skal give mening”.

Plakaten af 7. april 1819 besvarer spørgsmålet

Denne plakat fra 7. april 1819, som John Dam Sørensen også har fundet frem, inddrages i sagen, fordi Christian Westermann sætter ild på sit hus for at få forsikringssummen udbetalt; altså assurancesvig. Her drejer det sig om eget hus.

Det betyder altså, at besveg man forsikringen, var det lige så slemt, som hvis man forsætligt forsøgte at slå et andet menneske ihjel vha. ild. Det er mildest talt tankevækkende.

Konklusion

  • Brandforsikringens økonomiske interesser var en fremherskende faktor i datidens samfund.
  • Tænk hvad pengenød kunne betyde for det enkelte menneske i 1825.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.