Indlæg

Jeg har nået de første 3.000 som led i oprydningen i slægtsdata

At rydde op i slægtsdata

Jeg har nået de første 3.000 som led i oprydningen i slægtsdata

Efter 3½ års systematisk oprydning i egne slægtsdata har jeg nu gennemgået de første 3.000 personer. Det har budt på gotiske fejllæsninger, konverteringskaos, 554 forbedrede kilder – og 203 personer, jeg måtte opgive. Der er stadig ca. 700 tilbage, men nu tror jeg på, at projektet kan fuldføres.

Den 4. august 2022 begyndte jeg at rydde op i mine slægtsdata. I dag har jeg nået en vigtig milepæl: De første 3.000 personer er gennemgåede/tilføjede. Jeg inviterer hermed de særligt indbudte til en lille fest, for jeg synes, jeg har noget at fejre.

Der har været dage, hvor jeg havde tænkt, at dette var et fuldkommen vanvittigt projekt, som jeg alligevel aldrig ville nå i mål med. Men nu tror jeg på det – og jeg har arbejdet på det i ca. 3½ år! Jeg tror, jeg mangler ca. 700 personer. Når jeg ikke er helt sikkert skyldes det, at jeg ikke kan alle mine tal til helt at passe sammen. Men det er jo altså ingen videnskab …

Da jeg begyndte var mit fokus at rette mine (mange) gamle fejl; det gjaldt fx alle de Huusmænd, jeg fik gjort til Gaardmænd, fordi jeg for mange år siden ikke kunne skelne et gotisk H fra et ditto G.

I forløbet har jeg i stedet fx tilføjet konfirmationer, vaccinationer, lysninger, civilstande, tidligere og senere ægtefæller, adresseforespørgsler mv. Jeg har tillige rettet adskillige af mine gamle henvisninger fra mikrokortene til ao.salldata, så samlet set har jeg rettet adskillige (554 instanser) til bedre kilder.

Der er selvfølgelig også nogle personer (203), som jeg simpelthen måtte opgive. Det svarer til ca. 6,8 pct. Af og til sidder man jo med personer, hvor man synes, at det ikke kan svare sig at bruge mere tid, og så må man give op. Måske vil jeg senere kunne finde frem til dem. Og så vil jeg bare være glad.

Konkret ser det p.t. ud som følger:

  • Antal nye personer: 1.062
  • Antal nye/kontrollerede aner: 401
  • Antal lysninger til ægteskab: 204
  • Antal adresseforespørgsler: 137
  • Antal civilstande: 192
  • Antal tilføjede/kontrollede dødsfald: 1.600
  • Antal tilføjede/kontrollede konfirmationer: 895
  • Antal opgivne: 203
  • Antal bedre tydning: 246
  • Antal bedre kilde: 554

Disse tal er ikke udtryk for nogen videnskab, idet jeg ikke har registreret alle data fra begyndelsen. Der er mere tale om, at jeg efterhånden er blevet opmærksom, at det ville være godt at registrere dette eller hint. Tallene er derfor minimumstal:

  • Det gælder fx “Civilstand”, hvor jeg fra januar 2023 fandt ud af, at det ville være hensigtsmæssigt at registrere denne begivenhed, fordi det er nemmere at registrere fx “Enkemand” pr. maj 1787 end at skulle lede i slægtsforskningsprogrammet efter konens død tidligere end maj 1787.
  • På samme måde var det også først fra juni 2024, jeg blev opmærksom på, at det ville være hensigtsmæssigt at registrere adresseforespørgslerne.

 

 

Alle konverteringerne

For mange år siden begyndte jeg med WinFamily. Herefter overgik jeg til Brothers Keeper og så til Family Tree Maker (eller også var det omvendt). Når man konverterer, opstår der mange mærkelige ting. En af dem er de irriterende mellemrum, som vist eksempel på herunder. Dem har jeg også prøvet at rette op på:

“Matr. nr. 6 Sejrup, Østergaard: Peder Pedersen døde d. 21. marts 1819, og Maren Christensdatter overtog gå rden ved skiftet. D. 3. maj 1823 fik hun bevilling fra rentekammeret t il at udstykke gården. D. 6. juli 1825 solgte hun parcel nr. 2 til sin s øn Peder Pedersen med htk. 1 td. Købesum 50 rbd. sedler. Der var endda byg ninger på parcellen, der blev til matr. nr. 12 Sejrup. Der manglede atte st fra skifteretten, så man kunne se, at hun havde ret til at sælge parcel len.

D. 11. juli 1825, skøde fra Maren Christensdatter til søn Johan Peders en på hovedparcellen med htk. 2 tdr. 4 skp. Købesum 175 rbd. sedler. Aftæg tskontrakt blev oprettet samtidigt. Begge skøder blev skrevet med hendes l avværge pastor Rahbeks samtykke, og Anders Nielsen Kartborg skrev de m, og Marens bror Morten Christensen i Kokborghuse var vidne.”

Bliver alt i orden?

Når jeg når helt i mål, har jeg bestemt ikke fanget alt. Men jeg har gjort det, så godt jeg kunne. Resten må komme efterhånden, som jeg opdager det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Min biologiske familie Eliasen

En Eliasen gifter sig med en Licht

Min biologiske familie Eliasen

Et tilfældigt vink på Facebook blev startskuddet til en grundig oprydning i min biologiske familie Eliasen. Nu ruller sporene fra grosserere på Frederiksberg til matroser på Holmen – og helt til et muligt dødsfald i Vestindien, som endnu ikke lader sig bevise.


Jeg har i mange år vidst, at min biologiske oldemor Betty Vilhelmine ELIASEN (1887 – 1957) i 1909 giftede sig med Ernst Rask LICHT (1882 – 1954), men jeg havde ikke rigtigt gjort noget ved det. De var begge af “god familie”.

For noget tid siden fik jeg en henvendelse fra en Facebookven, der hedder Eliasen til efternavn, som skrev, at han mente, at vi var beslægtede. Og han fortalte om min tipoldefar Peter Waldemar ELIASEN (1842 – 1917) og min tipoldemor Mathilde Henriette Wilhelmine PETERSEN (1851 – 1917) – det er hende på billedet til højre. Det fik jeg heller ikke rigtig gjort noget ved, men som led i oprydningen stødte jeg ind i dem igen, og nu har jeg gjort noget ved dem!

Da det er noget nemmere at lede efter grosserer, direktører og matroser med navnet Eliasen end efter husmænd og indsiddere med navnet Jens Nielsen, ruller det for mig, også selvom det foregår i København. De er stort set alle sammen født på Holmen, hvor kirkebogen for det meste er nem at læse.

Jeg har nu næsten styr på alle Peter Waldemar Eliasens og Mathilde Henriette Wilhelmine Petersens otte børn og disses ægtefæller. Længere går jeg ikke, men jeg medtager alle de detaljer, jeg kan finde herunder vaccinationer og konfirmationer. Der var engang, jeg mente, at konfirmationer var overflødige, men jeg er blevet klogere.

Der er desværre to af børnene, jeg har måttet opgive, for selvom navnet er Eliasen, er København en stor by – også i slutningen af 1800-tallet …

En veninde sagde på et tidspunkt til mig, at hun mente, det var bedst at gøre en person/et par “færdige” af gangen. Det har hun ret i. Fordelen er, at man kan huske alle detaljerne, fx hvem der står fadder, hvem der er forlover, hvis der er præster i familien, var det så dem, der varetog de kirkelige handlinger osv. Og så har man noteret det.

Da det foregår i København har jeg haft meget glæde af Politiets Registerblade og begravelsesprotokollerne, der findes på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.

Peter Waldemar ELIASEN

Peter Waldemar ELIASEN (1842 – 1917) var cigarmager/tobaksfabrikant/korsanger ved Det Kongelige Teater osv. Familien ser ud til at have det økonomisk rigtig godt, og bopælene er ofte det rige Frederiksberg. Pigebørnene gifter sig med grosserer og direktører.

En af sønnerne, der også hedder Peter Valdemar ELIASEN (1876 – 1943), og som også er cigarfabrikant, var gift tre gange, og den ene gang med Ida GOLDSCHMIDT (1880 – 1917), der var af Mosaisk Trossamfund.

Hans sidste vielse med Meta Nathalie MARTENS (1890 – 1978) varetages af hans afdøde søsters ægtefælle, der her kaldes Brønniche Hansen, men som nu godt nok hedder Alfred Ole Brønnike HANSEN (1875 – 1922), også selv om de kalder sig BRØNNICHE-HANSEN, der selvfølgelig også lyder lidt finere. Det er min opfattelse, at folk hedder det, de er døbt (og det gælder også kvinder), med mindre de tager navneforandring eller senere er adopterede.

Peter Valdemar (den yngre) dør på Oringe af den sindssyge, der kunne følge med at have syfilis. Så man kan sige, at han døde af syfilis.

Går vi baglæns, rammer vi min tiptipoldefar Peter Christian Eliasen

Min tiptipoldefar Peter Christian ELIASEN (1807 – ?), der var far til Peter Waldemar Eliasen og (mindst) fem andre børn, var halvbefaren matros ved matroskompagniet på Holmen. Jeg har fundet frem til flere af hans togter, fordi et medlem på Danske Slægtsforskeres forum, gjorde mig opmærksom på “Chefen for Orlogsværftet. Divisionsbog for 1. Division“. Det er en ny kilde for mig, og den er utrolig oplysende.

Oplysningerne i divisionsbogen har jeg kombineret med hjemmesiden https://www.navalhistory.dk, så nu ved jeg med hvilke korvetter og brigger min tiptipoldefar sejlede. Det er jo den slags, man gerne vil vide …

Min Facebookven, der hedder Eliasen, skrev, at Peter Christian døde den 2. november 1948 i Christianssted, Vestindien. Det er i hvert fald den historie, der fortælles i hans gren af familien, og han sendte mig et screenshot fra Geni. Der medfulgte desværre ingen kilde.

Jeg har været igennem følgende kirkebøger, og jeg kan simpelthen ikke finde det dødsfald, så det er svært at tro, at det er sandt, også selv om hans hustru Dorthe Amalie MORTENSEN er enke ved folketællingen i februar 1850:

1) Den Kulørte Missionsmenighed på Sankt Thomas og Sankt Jan
2) Den evangeliske menighed i Christiansted
3) Den evangeliske menighed i Frederikssted
4) Den evangeliske menighed, Sankt Croix
5) Den evangeliske menighed, Sankt Thomas og Sankt Jan
6) Den hollandsk-reformerte menighed
7) Missionsmenigheden
8) Missionsmenigheden på Sankt Croix

Hvis det nu er sandt, at Peter Christian døde i november 1848, er det meget muligt, at hans enke giftede sig igen forholdsvis kort efter – og måske kunne præsten have været så venlig at skrive, at hun var enke efter Peter Christian, der døde den .. osv. Det kunne være dejligt, men jeg kan ikke finde en ny vielse på hende.

Hun er lidt af et mysterium, for jeg kan heller ikke finde hendes død. Det mest sandsynlige er, at hun døde på Holmen, men det gjorde hun formentlig ikke. Og så er det, København er en stor by, for hvor flyttede de så evt. hen?

Hun er ikke død:
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, 1856-1869, KM, Døde kvinder
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, 1870-1891, KM, Døde kvinder
Københavns Amt, Sokkelund, Holmen, 1847-1861, KM, Døde kvinder

(Holmen er let læselig).

Elias Friderich Pedersen

Peter Christians far hed Elias Friderich PEDERSEN, og han var således min tip-2-oldefar. Han er den næste, jeg skal have styr på.

Indtil videre ved jeg, at han (i hvert fald) var gift to gange. Først med Githe LARSDATTER i november 1789 og dernæst med min tip-2-oldemor Maren JONSDATTER (måske var efternavnet et lidt andet) i november 1802. De får i hvert fald to børn: udover Peter Christian bliver de også forældre til Sophie Fridericke ELIASEN (1805 – ), som jeg indtil videre ikke ved noget om, men det kommer.

Ved Peter Christians konfirmation i 1822 er det anført, at faderen er død, og at stedfaderen hedder Claus RASMUSSEN. Så nu har jeg lidt at gå efter, også selvom Holmens kirkebog på det tidspunkt er ret svær og langsommelig at læse.

Jeg har haft meget glæde af at arbejde med familien Eliasen, og jeg ser frem til at lægge flere brikker i puslespillet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Datafelter skal ikke indeholde transskriptioner

Big data

Datafelter skal ikke indeholde transskriptioner

Store mængder slægtsdata kræver disciplin. Hvis datafelter og transskriptioner flyder sammen, mister man både overblik og dokumentation. Her får du en forklaring på, hvorfor datafelterne skal være rene og kilderne ordrette – og hvordan du undgår, at din database vokser sig uendeligt stor på grund af stavevarianter og kreative løsninger.

Når man har slægtsforsket i mange år, har man samlet uendelige mængder af data sammen. Og det kan være svært at holde styr på dem. Denne artikel prøver at hjælpe lidt på vej.

Der er stor forskel på det, man på den ene side kan kalde “datafelter” og på den anden side det, der står i kilderne og som rummer transskriptionerne.

Datafelterne skal være “rene”, mens transskriptionerne skal være en ordret gengivelse af kilderne.

De første eksempler stammer fra mit stedregister fra nogle af “mine store steder”, hvor jeg har utallige både aner og familiemedlemmer: Disse steder staves i kilderne på mange sindrige måder: Thyregod er Tyrgoed eller Thyrgoed, Snejbjerg i Hammerum Herred er i kilderne fx Sneiberg, Askær i Brande Sogn er måske Askier, og Hindskov i Thyregod Sogn er ofte Hindskou.

I mine transskriptioner bevarer jeg selvfølgelig de ordrette angivelser. Man skal aldrig rette i kilderne. De skal stå rene, så man altid nemt kan finde tilbage til det, der egentlig stod. Det har man behov for, når/hvis man senere vil fortolke teksten.

I stedregisteret skriver jeg det samme som krabsen.dk skriver: fx Snejbjerg, Askær, Hindskov og Thyregod. Og når jeg nu ser på dette billede, kan jeg se, at Store Toustrup selvfølgelig skal rettes til Store Tovstrup. Ellers ville stedregisteret vokse til det uendelige, når de forskellige angivelser reelt dækker over det samme. Både Tyrgoed og Tyregoed er jo Thyregod i Nørvang Herred i det gamle Vejle Amt.

Og bare helt enkelt: Kirkegaard er selvfølgelig Kirkegård.

Jeg har også tidligere skrevet om dette, og i den artikel skriver jeg også om at juice kirkebogen (eller anden kilde). Med det mener jeg, at man skal forsøge at presse alle data ud af kirkebogen. Hver eneste transskription rummer utrolig meget information, der kan blive til utrolig mange data.

Andre eksempler stammer fra beskæftigelserne: I kilderne står ofte Huusmand, og det skriver jeg ordret af i transskriptionen. Men i datafeltet skriver jeg Husmand. Og fx Cancellieraad i kilden bliver til Kancelliråd i datafeltet. Og så videre.

Kilder og transskriptioner skal holdes skarpt adskilte

De to typer skal holdes skarpt adskilte, så man altid ved, hvad der er hvad. Man skal aldrig tolke i selve transskriptionen.

Hvis den direkte dokumentation mangler, må man konstruere argumenter på grundlag af indicier og sandsynlighedsvurderinger. Det skal bare ske adskilt af selve kilden. Man må altså placere det et andet sted. Jeg placerer det selv typisk i feltet, Legacy kalder for “Forskning”, og som egentlig er et meget dækkende ord:

Eller dette eksempel, hvor flere MyHeritage-sider angiver et dødsfald uden at angive hverken sted eller kilde:

Brug felterne til deres formål

Når jeg hjælper andre slægtsforskere med at få en TNG-side op at køre, ser jeg mange interessante eksempler på datafelternes anvendelse.

Et eksempel fra det seneste er, at beskæftigelsen er placeret i navnefeltet. Så kunne min biologiske tipoldefar fx blive til “Peter Waldemar Eliasen Korsanger ved Det Kongelige Teater”. Han hed Peter Waldemar ELIASEN, og han var (på et tidspunkt) korsanger ved det kongelige teater.

Men der er jo en grund til, at udviklerne af fx Legacy har opfundet de mange felter i programmet til os. Der er fx et særskilt felt til beskæftigelserne, og beskæftigelser må angives i flertal, eftersom folk ikke har den samme beskæftigelse livet igennem. Et banalt eksempel er Gårdmænd der – på grund af social deroute – blev husmænd og endnu senere indsiddere.

Min omtalte tipoldefar var livet igennem cigarfabrikant, cigarmager, sanger, korsanger, tobaksfabrikant og fabrikant. Hver gang en mand bliver far, og når han dør, ved man som regel også, hvad hans beskæftigelse var. Jeg noterer altid alle beskæftigelserne, for de er geniale til at fylde hullerne mellem folketællingerne ud. Han blev far mange gange mellem fx folketællingen 1855 (han var fra København) og folketællingen 1870. Alle disse beskæftigelser søger jeg at holde styr på.

Hvis jeg nu brugte navnefeltet imod dets formål, hvilken af beskæftigelserne skulle jeg så vælge at skrive? den “fineste”, som jeg ofte ser? Hvis en mand ved flere fødsler er fængselsfunktionær men på et tidspunkt stiger i graderne og bliver fængselsinspektør, ser jeg, at det er fængselsinspektøren, der angives – men hvad med alle de andre beskæftigelser, der jo skal med for at beskrive hans liv og sociale opstigning?

Andre sindrige anvendelser af felterne

I forbindelse med, at jeg prøvede at hjælpe en ny TNG-bruger, var jeg nødt til at spørge, hvorfor nogle af fornavnene var skrevet med versaler (store bogstaver). Det viste sig, at det var hendes måde at angive, at det var hendes ægtefælles aner og familiemedlemmer. Nu kan man jo selvfølgelig gøre fuldkommen, som man vil, og måske kan man selv huske de “regler”, man har opfundet. Men når man præsenterer sine data på nettet, er det svært for de besøgende at forstå disse regler. De vil bare blive forvirrede over, hvorfor nogle fornavne er med versaler og andre ikke.

Der er mange andre måder at angive, hvorfor de forskellige personer findes i TNG. Et eksempel er Legacys system med “Mærker”, der kan eksporteres som en del af GEDCOM-filerne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Slægtsforskning som videnskabelig praksis

Er slægtsforskning “rigtig forskning?

Slægtsforskning som videnskabelig praksis

Er slægtsforskning blot en hobby – eller opfylder den faktisk forskningens metodiske krav? Med udgangspunkt i videnskabsteoretiske kriterier argumenterer jeg for, at metodisk stringent slægtsforskning må betragtes som en form for historisk forskning.

Jeg møder af og til mennesker – også blandt slægtsforskere – der siger, at vores slægtsforskning ikke er rigtig forskning. Det er jo bare en hobby, evt. en hobby der har grebet om sig.

Mit mål med denne artikel er ikke at ophøje mit arbejde til noget “fint”.

Jeg vil bare fortælle om, hvorfor jeg synes, min slægtsforskning lige så godt kunne være udført på et universitet eller et lignende sted, for jeg har mange muligheder for at få mit arbejde bedømt af fagfæller. Der er masser af slægtsforskere, der er meget dygtige end mig, og som kan finde alle mine fejl – herunder fange alle de “Husmænd” jeg fik gjort til “Gårdmænd”, da jeg ikke kunne skelne et gotisk H fra et ditto G eller som kan tilføje data til mine data.

Jeg lige stødt på en ny kildetype, hvor jeg er i tvivl om begreberne, men som jeg vil elske at lære at kende. Det drejer sig om min biologiske tiptipoldefar Peter Christian Eliasen. Jeg har en masse data, men jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal tolke dem, og hvad de kan bruges til:

Chefen for Orlogsværftet
Kilde: Divisionsbog for 1. Division. 1825,1835 I Opslag 200 af 342

Halvbefaren Matros. Matros Comp. Corpset No. 148.

Peter Christian Eliasen
1826 d 1 Janv fra No. 180 Fødested
Kiøbenhavn 1807. Antaget som Lærling
d 27 Febr 1823 i Mat___ No 180 Blev Karl
i dette No. d 1 Janv 1826 Udtient d 1 Octbr
1834.
Afgaaet til No. 96 d. 1 Jan. 1834

Skyldig fra Jagten Riborg
Kirstine S.M. 2 Rbd. 44
Kostet
Oct. 1832 48er
Nov. 1832 48er
Dec. 1832 48
Jan 1833 48
Febr 1833 44
2 rbd 44er

1826 13 Maj Corvetten Najaden 1826 1. Sept. (1826-1831 Anvendt som Kadetskib): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/N/Najaden(1820).htm

1827 13 Sept. Corvet Diana 1828 15 Aug.

1829 21 April Brig Møen 1829 14 Dec. MØEN, brig (1815-1838)

1830 14 Sept. Brig St. Thomas 1831 26 August (14. september 1830 – 26. august 1831 På togt til Vestindien): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/S/StThomas(1828).htm.

1832 30 April Jagt Riborg Kirstine 1832 1 Octbr.

1833 1 Maij Korvet Galathea 1833 28 Sept. (29. april 1833 – 28. september 1833 På togt til Middelhavet): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/G/Galathea(1833).htm.

Billedet forestiller korvetten Galathea, som han altså sejlede med på et togt til Middelhavet i 1833.

Spørgsmålet om, hvorvidt slægtsforskning kan betegnes som “rigtig forskning”, forudsætter en præcisering af forskningsbegrebet.

Hvad er forskning?

Hvis forskning defineres institutionelt – som virksomhed udført inden for universitære rammer og formidlet gennem fagfællebedømte kanaler – vil noget slægtsforskning falde udenfor. Defineres forskning derimod metodisk, som systematisk, kildebaseret og kritisk undersøgelse af empiriske forhold med henblik på begrundet konklusion, bliver vurderingen en anden.

I videnskabsteoretisk forstand karakteriseres forskning ved en række kriterier:

  • formulering af et undersøgelsesspørgsmål,
  • eksplicit metodeanvendelse,
  • systematisk indsamling og behandling af empiri,
  • kritisk kildevurdering,
  • argumentativ sammenhæng
  • samt mulighed for intersubjektiv efterprøvning.

Disse kriterier er jo ikke knyttet til bestemte institutioner men til en bestemt arbejdsform.

Metodisk slægtsforskning opfylder betingelserne

Metodisk funderet slægtsforskning opfylder disse betingelser. Arbejdet tager udgangspunkt i afgrænsede problemstillinger:

  • identifikation af personer,
  • fastlæggelse af slægtskabsrelationer,
  • rekonstruktion af livsforløb eller afklaring af modstridende oplysninger i kildematerialet.

Disse problemstillinger formuleres som arbejdshypoteser, der undersøges gennem systematisk analyse af primærkilder – herunder kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller, lægdsruller og retslige dokumenter mv.

Da jeg ville kortlægge min relation til digterpræsten Nicolaj Friederic Severin GRUNDTVIG (1783 – 1872) sad jeg på et tidspunkt med to personer i Nykøbing Sjælland engang i 1700-tallet. De kunne begge være den rigtige. Jeg måtte opstille en masse hypoteser for hvem der var den rigtige og efterprøve dem alle. Jørgen ANDERSEN (1721 – 1798) var skomager og den anden var (som jeg husker det) “Jørgen Glarmester”. Jeg kunne ikke bruge “Han ser rigtig ud, så det er jo nok ham”. Det viste sig, da jeg fik gravet længe nok i det, at det var Jørgen Skomager, der var min tip4-oldefar.

Kildekritik og transparens må med

Den metodiske kerne er historisk-kritisk. Kilder vurderes med hensyn til:

  • ophav,
  • samtidighed,
  • kontekst,
  • formål.

Der skelnes mellem førstehånds- og andenhåndsoplysninger. Uoverensstemmelser mellem kilder analyseres og vægtes. Hvor direkte dokumentation mangler, konstrueres argumenter på grundlag af indicier og sandsynlighedsvurderinger. Denne form for inferens er velkendt inden for historieforskningen og udgør en legitim erkendelsesform, når den udføres eksplicit og transparent.

Transparens er et centralt videnskabeligt krav. I metodisk stringent slægtsforskning ledsages enhver konklusion af præcise kildehenvisninger, således at ræsonnementet kan efterprøves. Reproducerbarhed i denne sammenhæng betyder ikke identisk fortolkning, men mulighed for kontrol af det empiriske grundlag og de logiske slutninger. Kort sagt kan og må andre slægtsforskere gerne tjekke, om de er enige i mine resultater.

Det betyder også, at ikke-fundene må med: jeg noterer fx altid det, der ikke er lykkedes for mig. Det kan se sådan ud:

Ikke konfirmeret:

Københavns Amt, Sokkelund, Sankt Johannes, 1878-1891, KM, Konfirmerede piger
Københavns Amt, Sokkelund, Vor Frue, 1888-1891, KM, Konfirmerede piger

16/2-2026
HBS”

Endvidere er revision en integreret del af praksis: nye kilder eller forbedret kildeadgang kan føre til korrektion af tidligere resultater. Denne dynamik er ikke et særtræk ved amatørarbejde, men et grundvilkår for al empirisk forskning.

Derfor anses slægtsforskning ikke som forskning

En hyppig indvending er, at slægtsforskning mangler teoretisk generaliserbarhed, idet den beskæftiger sig med individuelle livsforløb frem for overordnede strukturer.

Imidlertid er genstandens skala ikke afgørende for videnskabelig status. Mikrohistoriske studier udgør en etableret forskningsretning og har demonstreret, at analyser af enkeltpersoner og lokalsamfund kan bidrage væsentligt til forståelsen af bredere sociale og kulturelle processer. Slægtsforskning producerer i denne forstand et omfattende empirisk materiale, der kan indgå i bredere historiske synteser. Vores arbejde kan altså bruges af historikere til at underbygge deres hypoteser og resultater.

En anden indvending vedrører fraværet af formel fagfællebedømmelse. Dette aspekt angår forskningens institutionelle organisering snarere end dens metodiske karakter. Fagfællebedømmelse er et kvalitetskontrollerende redskab, men ikke en ontologisk (dvs. spørgsmål om, hvad der er virkeligt) forudsætning for, at et arbejde kan betegnes som forskning. Metodisk stringens kan i princippet udøves både inden for og uden for akademiske institutioner.

Ikke al slægtsforskning er forskning

Det må samtidig fastholdes, at betegnelsen forskning ikke ukritisk kan udstrækkes til enhver form for slægtsinteresse. Arbejde uden systematisk kildeangivelse, uden eksplicit metode og uden kritisk vurdering af materialet opfylder ikke videnskabelige kriterier. Slægtsforskning uden kildeangivelse er den rene mytologi. Distinktionen bør derfor ikke trækkes mellem professionel og ikke-professionel, men mellem metodisk stringent og metodisk utilstrækkelig praksis.

Konklusion

Konklusionen er, at slægtsforskning – når den udføres med eksplicit metode, konsekvent kildekritik og transparent argumentation – opfylder de centrale videnskabelige kriterier, der kendetegner historisk forskning. Spørgsmålet om, hvorvidt den er “rigtig forskning”, kan derfor ikke afgøres på institutionelt grundlag, men må besvares ud fra metodens karakter og kvalitet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.