Jeg har nået de første 3.000 som led i oprydningen i slægtsdata

At rydde op i slægtsdata

Jeg har nået de første 3.000 som led i oprydningen i slægtsdata

Efter 3½ års systematisk oprydning i egne slægtsdata har jeg nu gennemgået de første 3.000 personer. Det har budt på gotiske fejllæsninger, konverteringskaos, 554 forbedrede kilder – og 203 personer, jeg måtte opgive. Der er stadig ca. 700 tilbage, men nu tror jeg på, at projektet kan fuldføres.

Den 4. august 2022 begyndte jeg at rydde op i mine slægtsdata. I dag har jeg nået en vigtig milepæl: De første 3.000 personer er gennemgåede/tilføjede. Jeg inviterer hermed de særligt indbudte til en lille fest, for jeg synes, jeg har noget at fejre.

Der har været dage, hvor jeg havde tænkt, at dette var et fuldkommen vanvittigt projekt, som jeg alligevel aldrig ville nå i mål med. Men nu tror jeg på det – og jeg har arbejdet på det i ca. 3½ år! Jeg tror, jeg mangler ca. 700 personer. Når jeg ikke er helt sikkert skyldes det, at jeg ikke kan alle mine tal til helt at passe sammen. Men det er jo altså ingen videnskab …

Da jeg begyndte var mit fokus at rette mine (mange) gamle fejl; det gjaldt fx alle de Huusmænd, jeg fik gjort til Gaardmænd, fordi jeg for mange år siden ikke kunne skelne et gotisk H fra et ditto G.

I forløbet har jeg i stedet fx tilføjet konfirmationer, vaccinationer, lysninger, civilstande, tidligere og senere ægtefæller, adresseforespørgsler mv. Jeg har tillige rettet adskillige af mine gamle henvisninger fra mikrokortene til ao.salldata, så samlet set har jeg rettet adskillige (554 instanser) til bedre kilder.

Der er selvfølgelig også nogle personer (203), som jeg simpelthen måtte opgive. Det svarer til ca. 6,8 pct. Af og til sidder man jo med personer, hvor man synes, at det ikke kan svare sig at bruge mere tid, og så må man give op. Måske vil jeg senere kunne finde frem til dem. Og så vil jeg bare være glad.

Konkret ser det p.t. ud som følger:

  • Antal nye personer: 1.062
  • Antal nye/kontrollerede aner: 401
  • Antal lysninger til ægteskab: 204
  • Antal adresseforespørgsler: 137
  • Antal civilstande: 192
  • Antal tilføjede/kontrollede dødsfald: 1.600
  • Antal tilføjede/kontrollede konfirmationer: 895
  • Antal opgivne: 203
  • Antal bedre tydning: 246
  • Antal bedre kilde: 554

Disse tal er ikke udtryk for nogen videnskab, idet jeg ikke har registreret alle data fra begyndelsen. Der er mere tale om, at jeg efterhånden er blevet opmærksom, at det ville være godt at registrere dette eller hint. Tallene er derfor minimumstal:

  • Det gælder fx “Civilstand”, hvor jeg fra januar 2023 fandt ud af, at det ville være hensigtsmæssigt at registrere denne begivenhed, fordi det er nemmere at registrere fx “Enkemand” pr. maj 1787 end at skulle lede i slægtsforskningsprogrammet efter konens død tidligere end maj 1787.
  • På samme måde var det også først fra juni 2024, jeg blev opmærksom på, at det ville være hensigtsmæssigt at registrere adresseforespørgslerne.

 

 

Alle konverteringerne

For mange år siden begyndte jeg med WinFamily. Herefter overgik jeg til Brothers Keeper og så til Family Tree Maker (eller også var det omvendt). Når man konverterer, opstår der mange mærkelige ting. En af dem er de irriterende mellemrum, som vist eksempel på herunder. Dem har jeg også prøvet at rette op på:

“Matr. nr. 6 Sejrup, Østergaard: Peder Pedersen døde d. 21. marts 1819, og Maren Christensdatter overtog gå rden ved skiftet. D. 3. maj 1823 fik hun bevilling fra rentekammeret t il at udstykke gården. D. 6. juli 1825 solgte hun parcel nr. 2 til sin s øn Peder Pedersen med htk. 1 td. Købesum 50 rbd. sedler. Der var endda byg ninger på parcellen, der blev til matr. nr. 12 Sejrup. Der manglede atte st fra skifteretten, så man kunne se, at hun havde ret til at sælge parcel len.

D. 11. juli 1825, skøde fra Maren Christensdatter til søn Johan Peders en på hovedparcellen med htk. 2 tdr. 4 skp. Købesum 175 rbd. sedler. Aftæg tskontrakt blev oprettet samtidigt. Begge skøder blev skrevet med hendes l avværge pastor Rahbeks samtykke, og Anders Nielsen Kartborg skrev de m, og Marens bror Morten Christensen i Kokborghuse var vidne.”

Bliver alt i orden?

Når jeg når helt i mål, har jeg bestemt ikke fanget alt. Men jeg har gjort det, så godt jeg kunne. Resten må komme efterhånden, som jeg opdager det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

6 Svar
  1. Mike Lyng
    Mike Lyng siger:

    Du skriver tit, at du i starten forvekslede g og h, og derfor gjorde huusmænd til gaardmænd.

    Det er vist blandt de mest udbredte fejltydninger for nye udi den gotiske skrift at skelne mellem g og h, når det er første bogstav i ordet. Specielt når det er forkortelserne hmd. og gmd.

    Selv i dag kan jeg komme i tvivl, når kragetæerne fra en ny skriverkarl skal løses af den “gotiske knude”.

    Heldigvis plejer det gode gamle trick med at læse og sammenligne med andet fra samme hånd at hjælpe.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mike

      Du har ret.

      “Gotisk knude” er skøn!

      “Du er ikke alene. Der er en, der følger dig. Og det’ helt på det rene. Han har det ligesom dig”. Sådan sang Sebastian, men han var vist ikke slægtsforsker.

      Ja, det er et godt gammelt trick, og det bruger jeg ofte nu. Men dengang kendte jeg desværre ikke de gode gamle tricks, eller også var jeg ikke god nok til at bruge dem.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *