Tag Archive for: Slægtsforskning

, ,

Mere alternativ slægtsforskning

Mere alternativ slægtsforskning

Det hidtil sværeste

Mere alternativ slægtsforskning

Jeg har slægtsforsket i lige knapt 20 år, men jeg har aldrig nogensinde rodet med en så vanskelig familie, som den der tilhører min “mors” ægtefælle nummer to. Det vrimler med fødsler på “Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse” (stedet mange ugifte mødre valgte at føde deres “uægte” børn), plejeforhold, flytninger, ind- og udtræden af folkekirken og frikirker, navneændringer mv. Der er sågar en rejse til Amerika som tallerkenvasker. Rejsen varede i 1927 14 dage – se gerne billedet nederst.

Mere alternativ slægtsforskning

Carl Gustav Emanuel Wichmann

Ham her er også meget sjov: Han bliver løsladt efter otte dages simpelt fængsel på vand og brød, der var straffen for betleri. Han bliver afleveret til fattigvæsenet den 17. januar 1907.

Meget ofte spørger jeg mig selv “Hvad sker der her?” Det gælder fx, når præsten skriver, at det er en given fader, der er vidne ved en vielse, men jeg jo ved, at faderen er død tre år før. Hvad kan det tyde på? En adoption så der er kommet en “ny far”? Eller roder præsten/degnen (også) rundt i noget?

Jeg sidder konstant og er lidt nervøs for at koble data forkert sammen, fordi det simpelthen er enormt svært, og det, jeg offentliggør, skal være validt og veldokumenteret – men det er selvfølgelig også det, der gør detektivarbejdet og puslespillet vanvittig spændende.

Hvad leder jeg efter?

Nu står det selvfølgelig ikke i en folketælling, hvorfor mennesker blev dem, de blev. Men hvis jeg kan samle tilstrækkeligt mange data sammen, der alle peger i samme retning, kan der måske alligevel være indikationer for det. Indtil videre vil jeg mene, jeg er på sporet.

Næste skridt er at gennemgå samtlige københavnske kirkebøger sådan ca. 1943 for at finde en konfirmation. Et eller andet sted skal den jo være. Det var højst usædvanligt ikke at blive konfirmeret, for var man ikke det, kunne man sikkert ikke få et arbejde, og man kunne formentlig heller ikke blive gift. Sidstnævnte er jeg dog usikker på. Konfirmationen kan evt. også finde sted på Bornholm, men det tror jeg på den anden side set ikke, eftersom jeg allerede har tjekket både Rønne og Nexø – som de to mest oplagte muligheder – uden resultat.

En anden tilgang kunne være at få styr på samtlige optagelseshjem/”drengehjem” i og omkring København på det tidspunkt, men opgaven er nærmest uoverkommelig, da der er så mange. Jeg har prøvet at søge lidt på arkiv.dk og der er i hvert fald 35 af dem.

Jeg elsker mine data og puslespillet. De og det er til at blive helt høj af. Mange vil mene, det er sært, men jeg synes, det er fantastisk, og dette er virkelig alternativ slægtsforskning med en helt ny vinkel.

“Søg og du skal finde”

Citatet stammer oprindeligt fra Matthæusevangeliet 7:7, hvor det lyder: “Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.”. Jeg har søgt efter ting, der kunne nuancere min “mor” lidt – jeg har fundet følgende, og nu må det være nok med det:

  • Hun var dygtig til at læse højt, mens min far levede.
  • Hendes morgenkåbe duftede godt. Ikke så tit men dog.
  • Hun havde gemt kassen med “guld” fra min far i 32 år. Det viser måske, at hun forstod, at der var et særligt bånd mellem ham og mig.
  • Kort efter de har hentet mig fra børnehjemmet, kommer Mødrehjælpen på et af de sædvanlige uanmeldte besøg. Alt er fryd og gammen. Hun er ved at bage og jeg sidder hos hende i køkkenet i min høje stol. Hun fortæller socialrådgiver Bodil Simon, at hun er noget bekymret over og ikke forstår udskrivningskortet fra Rigshospitalet. “Man får indtryk af, at hun er lidt urolig ved de mange undersøgelser, der er fortalt om (ved anvisningen er andragerne gjort bekendt med barnets indlæggelse og årsagen hertil). Andragerinden forhører, hvad hun skal bruge det kort til, og vi bliver enige om, at det ikke er noget værd for hende, og hun smider det væk, hvilket man får indtryk af, gør hende glad”. Kilde: Adoptionssagen.
    • Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ikke var videre kvikt af hende, idet fakta ikke ændrer sig af, at man smider papirer væk.
    • Imidlertid var jeg hos psykologen i går og vi talte om den passus. Hendes syn på det var helt anderledes: Her er tale om en kvinde, der har fået et barn, hun er virkelig glad for, og hun kan slet ikke genkende beskrivelsen, som hun nærmest er lidt vred over og oplever som en form for “uretfærdig”. Hun oplever selv barnet som normalt, og synes ikke, at det skal stemples som lettere imbecilt (altså retarderet, som der står i sagen). Det kan jeg godt se, og det lyder fornuftigt (og dejligt). Altså en ting at føje til listen.

Hvad betyder retarderet egentlig?

Når ikke-læger bruger ordet “retarderet”, er det noget med imbecil eller i hvert fald (små-)dum. I det hele taget: noget med en mindre IQ og/eller som et skældsord. Men bruger en læge det på samme måde? Og hvordan brugte en læge det i 1965? For det betyder jo egentlig bare “forsinket” på både latin og fransk.

Jeg kender sådan set ingen læger, jeg kan spørge – og så alligevel: jeg kender da den utrolig dygtige og søde Kasper Thybo Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg havde kontakt med et par år. Så jeg har simpelthen sendt ham en mail, hvor jeg spørger om de ting, og han har været sød at svare, og også at svare, at jeg gerne må stille supplerende spørgsmål, og det har jeg gjort. Jeg er spændt på hans næste svar.

I det først svar skriver han blandt andet “Man ved, at læger og psykologer tror, de er gode til at gennemskue IQ uden at teste.” Det kunne jo tyde på, at en læge rent faktisk mener noget med IQ, når de skriver “retarderet”. Jeg føler mig overbevist om, at børnehjemmet ikke testede, for så ville det stå i adoptionssagen, der er meget grundig. Hver en sten synes vendt. Børnehjemmet indlægger mig, fordi de mener, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”.

Supplerende har jeg spurgt Kasper, om han i dag ville skrive sådan om en patient/et barn og om han så ville mene noget med en lav IQ eller han ville mene noget med “forsinkelse”. Terminologien har ændret sig over tid, så der er ingen, der siger, at det man ville skrive i dag, ville svare til det, man mente i 1965.

Så spændende!

Livets træ

Det findes en narrativ metode kaldet “Livets træ”, som oprindeligt er udviklet af Ncazelo Ncube i 2006 for at hjælpe børn, som kæmpede med effekterne af tab og dødsfald i familien, misbrug, omsorgssvigt og fattigdom. Metoden tilbydes blandt andet af Helle Kramer Floyd. Desværre skriver hun ikke noget om, hvad det går ud på, men det finder man let med Google.

Jeg vil spørge min egen psykolog, når vi ses igen, om hun kender metoden – det gør hun sikkert. Det kunne måske være interessant at dykke lidt ned i.

Mere alternativ slægtsforskning

Til Amerika som tallerkenvasker

,

Alternativ anvendelse af en folketælling

Alternativ anvendelse af en folketælling

Gennemgang af Rønne 1940

Alternativ anvendelse af en folketælling

Folketællinger eller mandtal kendes meget langt tilbage i tiden som i Bibelen: Lukas 2, 1-5: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.” Kilde: Wikipedia.

I Danmark er der afholdt folketællinger fra 1769 til og med 1970. CPR kom til i 1968, og så var der ikke længere brug for folketællingerne. Tællingerne er, i det omfang de er bevarede, gjort tilgængelige online til og med 1940. Millioner af data til og med 1916 er indtastet af tusindvis af frivillige som led i “Kildeindtastningsprojektet”.

Selvom folketællingerne er et vigtigt led i slægtsforskningen, bruger jeg dem ikke til mere end fingerpeg, da der:

  • for det første står en masse sludder i dem. Det var nemlig ikke altid de kvikkeste, man sendte ud for at notere, hvem der var gift med hvem, hvor de boede, hvor de var født (fødested er med fra 1845 og frem), hvilke børn de havde osv.
  • og for det andet er det pokkers nemt at få en masse mennesker til at opstå, men de skal også “slås ihjel” igen, hvis ens data skal virke gennemprøvede. Jo længere vi kommer op i tid, jo mere øges den geografiske mobilitet selvfølgelig. Selvom Danmark er et lille land, har vi alligevel rundt regnet 2.300 sogne, og det er ikke altid lige let at gætte, hvor folk rejser hen efter konfirmationen.

Min “mors” ægtefælle nummer to (1929-2011) bliver moderløs, da han er 1 år, 4 måneder og 24 dage gammel (for nu at være helt præcis). Han bor formentlig nogen tid på et “drengehjem”, men hvor ligger det? Og han oplever formentlig russernes bombardement af Bornholm den 7. maj 1945, der er en begivenhed, der sidder dybt i enhver bornholmer. Det hørte jeg meget om som barn.

Hvis det med bombardementet er sandt, er der en mulighed for, at han også bor på Bornholm den 5. november 1940, hvor folketællingen afholdes det år. Derfor er jeg gået i gang med at gennemse Rønne, der, selv om det ikke er en storby, alligevel rummer tusindvis af sider. Bladre, bladre…

Det går trods alt nogenlunde hurtigt, da de sædvanlige bornholmske efternavne som fx Funch, Ipsen, Kjøller, Koefoed, Kofoed, Kure, Marcher, Munch, Pihl, Sode, Sonne og Westh hurtigt kan scannes med øjnene og springes over – især hvis tællingskommissæren har overholdt reglen om at skrive efternavn komma fornavn. Jeg er nået til “L” for “Lindevej”.

Og hvad vil jeg så med det?

Jeg leder efter indikationer på det, der former et menneske. Et eller andet sted må det jo vokse op. Nogen må have taget sig af det. Hvem, hvad og hvor? Lå “drengehjemmet” på Bornholm? Kom det til noget familie? Fundet i en folketælling kan være fine indikationer, som kan føre til videre efterforskning, noget at tage fat i og måske også medføre nogle svar. Pludselig er en folketælling mere værdifuld end sædvanligt.

Den første vielse i april 1953 finder sted i Hjallerup, som dengang var en del af Dronninglund Sogn og Herred i Hjørring Amt. Begge ægtefæller har imidlertid bopæl på Frederiksberg (hhv. Bülowsvej og Forhåbningsholms Allé). Det er ikke usædvanligt, at man trods bopælen rejser “hjem” og bliver gift i kvindens fødesogn, hvor forældrene ofte stadig bor.

Begge brudeparrets fædre bliver angivet som vidner, men det kan tildels ikke passe, idet hans far er død af hjertelammelse tre år før i 1950 på Nørre Hospital i København. Gad vide hvad det kan tyde på? En adoption så der er “en ny far”?

En adresseforespørgsel giver både svar og rejser nye spørgsmål

Min “mor” fik i marts 1976 en søn med den nye ægtefælle. Sønnen er altså nu 46 år. Jeg kender ham ikke. Jeg så ham til min “mors” mærkværdige bisættelse i julen 2006, men det var også det. Mit gæt er, at vi har meget lidt til fælles.

Adresseforespørgsler er geniale. For 70 kr. kan man få oplyst adresse, datoen for tilflytning samt død/levende. Til formiddag har jeg ofret to gange 70 kr. for at få status for ham og hans far. Det var de 140 kr. værd.

Hans far er død  i Nykøbing Sjælland i 2011. Sønnen bor formentlig nu i Radsted, der er på Lolland tæt ved Sakskøbing. Han er antageligt levende, idet adresseforespørgslen ikke angiver en dødsdato. Det er overraskende, for hverken jeg eller nogen af hans øvrige halvsøskende har kunnet finde frem til ham. Det er ellers ikke let at gemme sig i et gennemdigitaliseret samfund som det danske og når “Google rules the world”. Gad vide hvad der får et menneske til det? Og hvordan bærer man sig i det hele taget ad?

Det puslespil, jeg forsøger at lægge, er pludselig blevet meget mere nærværende.

At lægge det store puslespil

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

  • Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
  • Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

  1. om han i det hele taget bor der i 1940 og
  2. hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

  • Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
  • Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
  • Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
  • Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.
,

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min mor skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.