Indlæg

/8 Kommentarer/i /af

Kilder til slægtsforskning: Jeg vil se det selv

Noget om kilder

Kilder til slægtsforskning: Jeg vil se det selv

Slægtsforskning er ved at udvikle sig til en disciplin, hvor kvantitet trumfer kvalitet, og hvor ukritisk kopiering forklædes som research. På platforme som MyHeritage kan man på få minutter importere tusindvis af personer og kalde det et familietræ – uden nogensinde at have åbnet en kirkebog eller set en original kilde.

Resultatet er ikke historie, men en selvforstærkende konstruktion af fejl, hvor den samme forkerte “Maren Jensdatter” kopieres i det uendelige, blot fordi så mange nok ikke kan tage fejl på én gang.

Efter 3½ års oprydning i min egen database har jeg valgt en anden tilgang: Jeg accepterer ikke oplysninger, jeg ikke selv har kontrolleret. Sandheden er enkel, men åbenbart upopulær: Primære kilder er bevis. Sekundære kilder er rygter. Og uden beviser er slægtsforskning ikke forskning – det er fiktion.

Nu har jeg snart brugt 3½ år af mit resterende liv til at rydde op i min database. ChatGPT regner med, at projektet er tilendebragt den 16. juni, og det er fint, for nu gider jeg heller ikke mere.

Måske vil jeg derefter begynde på DNA-slægtsforskning. Men da jeg både er adopteret og slægtsforsker med følelserne, siger det mig måske ikke så meget? Jeg synes jo, jeg hører til i adoptivfamilien.

P.t. har jeg 3.236 personer i min database (Legacy), og når man tænker på, at jeg begyndte at slægtsforske i 2003, er det jo ingenting, men jeg er tilhænger af “lidt men (forhåbentlig) godt”.

Billedet herunder er en opsummering af, hvad jeg egl. har foretaget mig i de 3½ år. Der er tale om minimumstal:

Sammenlignet med at man på MyHeritage nemt finder profiler med over 100.000 poster, er det ikke mange, men jeg håber og tror, det er godt. I hvert fald kan jeg selv lide det meste, og resten må komme lidt henad vejen.

Som absolut hovedregel har MyHeritage intet med slægtsforskning at gøre. Det er primært en pengemaskine på israelske hænder. Se bare deres officielle holdning til kildeangivelser, hvor kilder kun er for “familietræ entusiaster”:

Citater er et bibliografisk værktøj brugt af familietræ entusiaster til at dokumentere hvorledes de fik informationen om den enkelte person.

Et citat forbinder personerne og en kilde kan være et interview, en bog, et dokument, en webside eller anden informationskilde. Tilføjelse af kilder forøger kvaliteten af dit familietræ.

Selvfølgelig kan man nogle gange finde noget brugbart på MyHeritage. Af og til støder jeg på sider, hvor jeg “kender” en af ejerne, fordi han hjalp mig i gang med Frederiksborg Amt for mange år siden. Så bliver jeg glad, for her er noget at komme efter. Men det hører til sjældenhederne.

For det meste består de 37 milliarder optegnelser af, hvad folk kopierer fra hinanden uden nogensinde at gå til de originale kilder. Man finder Maren Jensdatter, og der er mange andre, der også har hende født i Thyregod, og så er det jo nok hende.

Den dag, der oprettes et slægtsforskningspoliti, søger jeg stillingen som politimester.

Der er forskel på kilder

I Danske Slægtsforskeres podcast kan du i episode 6, der udkommer den 21. maj kl. 00:01 (for nu at være helt præcis), høre om robuste arkivhenvisninger, som de fleste af os nok kalder kilder. Rigsarkivet kalder det dog for arkivhenvisninger, så det er nok det rigtigste ord.

De sekundære kilder er spor. De primære kilder er bevis.

Primære kilder giver ny viden.

Det er de originale kilder. Det er de kilder, der først omtaler en begivenhed eller registrerer noget.

Det kan fx være:

  • kirkebøger
  • folketællinger
  • skifter
  • dødsattester
  • osv.

Det er dem, der dokumenterer en begivenhed.

Sekundære kilder fortæller om de primære kilder

Sekundære kilder giver overblik og henviser videre. Det er kilder, som fortæller om de primære kilder.

Det kan fx være:

  • bøger
  • artikler
  • hjemmesider
  • slægtstavler på nettet
  • databaser lavet af andre
  • lokalhistoriske oversigter
  • osv

De er gode til at finde spor 😊 Men de er ikke bevis. Som eksempel er “Mediestream” ikke en kilde. Mediestream er en fantastisk søgemaskine, som gør, at man kan søge i Det Kongelige Biblioteks mediesamlinger, men det er selve avisen, der er kilden.

De sekundære kilder bør altid krediteres, for det hører med til ordentlighed, at man på denne måde sender en lille tak til fx ophavsmanden/-kvinden til en stor database.

Jeg stoler kun på mig selv

Som led i oprydningen har jeg indtil nu opdateret mere end 700 kildeangivelser. Det er ikke spændende arbejde, men det er nødvendigt, hvis både eftertiden og jeg selv skal kunne bruge mine data.

Jeg vil se det selv, for så er fejlene mine egne. Altid tjekke, altid kontrollere.

Har jeg fundet noget i en sekundær kilde, går jeg altid til den originale kilde for at se, om det nu også kan have sin rigtighed. Dog må jeg tilstå at mht. data fra folketællingerne, stoler jeg på de flittige indtastere.

Har man 100.000 personer i sin database på MyHeritage, er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at man ikke har haft tid til at føre sandhedsbevis.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Sandheden er ofte ilde hørt

Sammensatte erindringer

Erindringer, breve og kirkebøger fortæller ikke altid den samme historie. Når oplysningerne stritter i hver sin retning, opstår tvivlen: Hvad er sandt – og hvad er blot det, jeg helst vil tro?

Sandheden er ofte ilde hørt

Jeg har undersøgt min farfars dødsårsag, og den skulle være “alkoholisme”. Han døde i Randers i 1952. Det kan jeg slet ikke få til at passe med overleveringerne fra mine forældre og min fars ungdomskæreste. Jeg tenderer til at tro, at det er en fejl. På den anden side er det vel sådan, at at når der er noget, man ikke kan lide, så mener man, det må være en fejl? (Opdateret: Det var en fejl! Han døde heldigvis bare af “Hjerneemboli og trombose”).

Den bedste andenhåndkilde, jeg har til min farfar, er faktisk min fars ungdomskæreste, som jeg har kendt rigtig godt, idet hun og hendes mand tog mig under deres vinger, da jeg som 16-årig kom til København og ikke rigtig vidste, hvordan “verden var skruet sammen”. Det var blandt andet hende, der satte huen på, da jeg blev student.

På hendes meget gamle dage højt oppe i 90’erne, fik jeg kontakt med hende igen, og takkede for alt det, de gjorde for mig engang. Især det med studenterhuen står lysende klart for mig. Hun svarede nøgternt, “der var jo ikke andre”, og det havde hun ret i.

Jeg sagde til hende, at jeg var stolt over at være en Stegemüller og hun svarede: “det kan du også roligt være”. Det passer ikke med alkoholismen. Men det kan jo have været en offentligt kendt hemmelighed.

I hendes ungdom var hun på kontoret på Brede (underforstået Klædefabrik). På et tidspunkt kom hun til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk, men min far reddede hende. De lærte hinanden at kende til et foredrag under krigen, hvor min far og hans ven Jan Bacher sad og smed små papirkugler i nakken på hende og hendes veninde.

Hun vragede min far og giftede sig med en anden, men de holdt alligevel forbindelsen lige til hans død i 1972.

Jeg har en stor stabel breve fra ham til hende og hendes mand. De fleste er fra 1955. Brevene er det tætteste, jeg kommer på min far bortset fra det lidt, jeg selv husker.

Et dejligt minde om ham og mig er, at jeg står i stuen i Brande, jeg er vel 3-4 år, og spørger min far, der sidder henne ved spisebordet med avisen, hvad jeg har kostet? Han svarer “vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Det blev jeg meget skuffet over, for barnelogikken var, at jeg skulle have været dyr for at være noget værd som menneske, men også at hvis jeg havde været dyr, kunne jeg bedre forstå “deres glæde over endelig at få et barn i hjemmet”, som der står i adoptionssagen.

Det var bestemt “en anden tid”. Blandt andet skriver han i brevene fra 1955 om noget tøj, han – der var uddannet i tekstilbranchen –  skal fremstille til en af ungdomskærestens sønner, og han skriver “det skal vel være perlon?”. Det var på det tidspunkt, kunststofferne kom frem.

De holdt også forbindelsen til “moster Karen”, som var min farmor. Hvordan hun bliver til “moster”, er aldrig gået op for mig, da det vel vil kræve, at hun havde en søster, men det havde hun – så vidt jeg ved – ikke.

Kort før min fars ungdomskæreste døde 98 år gammel, sagde hun “Jeg har kun gode minder”.

Jeg var inviteret med til 100 årsdagen.

Slægtsforskning skal glæde familien – ikke gøre dem kede af det

Jeg har arbejdet med en af min farfars søskende og fået kontakt til et barnebarn. Jeg kunne slet ikke få brikkerne til at passe.

I flere dage troede jeg, at et barn var adopteret ind i familien og kom til at hedde Stegemüller. Moderen var hemmeligt fødende på Rigshospitalet og i kirkebogen i bopælssognet står blot, at barnet er navngivet til det pågældende sogn.

I kirkebogen står også, at moderen er borgerligt viet på en given dato. Det kan jeg heller ikke få til at passe.

Vielsen er ikke fundet i følgende kilder (eksempler på “ikke-fund”):

1) Københavns Amt, Sokkelund, Københavns Amts Nordre Birk, Ægteskabsbog for Københavns Amts Nordre Birk (slutter 1922 31/12)
2) Københavns Amt, Sokkelund, Lyngby, Ægteskabsjournal for Lyngby Sognefogeddistrikt 1941-1946
3) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1942 12 25-1944 8 26
4) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1944 9 16-1946 1 26
5) Københavns Amt, Sokkelund, Tårbæk, Ægteskabsjournal 1923-1949

Jeg var utrolig bange for at afsløre en adoption, som barnebarnet og den afdøde moder ikke kendte til, så jeg var ekstra omhyggelig. Det viste sig heldigvis, at det var mig, der tog fejl. Det er tit sådan, at pårørende giver en masse oplysninger og måske også sender billeder, men det er næsten umuligt at få det til at passe, og det er svært at vide, hvem der er på billederne.

Billeder, hvor jeg er usikker på, hvem der er hvem, kasserer jeg simpelthen. Hellere det end at sætte noget forkert sammen.

Nu har jeg fået at vide, hvem faderen var, for det var en offentlig hemmelighed, men som sagt er han ikke anført nogen steder. Det virker underligt, men når datteren siger det, må det vel være sandt, selvom familien tit husker temmelig dårligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Formidling af 20 års slægtsforskning

Fortæl historien

Når data er på plads, begynder det egentlige arbejde: at forvandle 20 års slægtsforskning til levende fortællinger, som også andre end forskeren selv gider læse.

Formidling af 20 års slægtsforskning

Snart er jeg færdig med mit Projekt oprydning, og så vil der opstå en masse fri tid, fordi “rammeværket” er på plads. Mere end 12.000 stikord er føjet til det regneark, der holder styr på projektet, og det er et minimumstal, for jeg har kun registreret de vigtigste. Der findes i alt 93 forskellige stikord. Nogle er tilføjet undervejs, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men det er trods alt ingen videnskab. Jeg har bare skullet “holde balancen” i de ca. 3½ år, det har taget mig.

Stikordene for fx Rigmor Margrethe Ulstrup Engelsen lyder “Vielse, Flere FT, Besk., Civilst., Img., Politiets Registerblade, Bopæl, Adresseforespørgsel, Død, Konf. ikke fundet”.

  • “Besk.” står for beskæftigelse
  • “Civilst.” står for civilstand
  • “Img.” betyder, at der er tilføjet et billede
  • “Konf. ikke fundet” betyder selvfølgelig at jeg ikke har fundet konfirmationen

Selvfølgelig vil der stadig være fejl og mangler, jeg har overset, men dem må jeg rette henad vejen, for nu gider jeg simpelthen ikke rydde op mere.

Jeg mangler at gennemgå 340 personer, heraf er 55 “aner”, som er i citationstegn, fordi de vedrører både den biologiske slægt og adoptivslægten. Jeg slægtsforsker jo også med følelserne, så jeg hører til begge steder.

Al den frie tid skal bruges til noget af det, der virkelig interesserer mig: formidlingen.

Hvordan fortæller man, uden at kede læseren?

Jeg overvejer at skrive en artikel til bladet “Slægtsforskeren”, der måske skal begynde sådan:

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tipoldefar på deres mors fars side og hans vaccinationsdato, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”. Så keder jeg mig.

Folks aner er i virkeligheden primært af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede, men det er vi også om et kort øjeblik 🙂

Men fortæller de mig om deres metoder og kilder, jeg endnu ikke kender, så er jeg lutter øren. Her kan jeg nemlig lære noget.

Måske kan min egen kedsomhed over andres detaljer sammenlignes med ikke-forskeres kedsomhed over detaljerne om mine familiemedlemmer?

Spørgsmålet er: hvordan fortæller man historien, så den interesserer også andre end slægtsforskere? Det står indtil videre klart for mig, at:

  • Rammeværket skal være på plads, detaljerne skal være kendte (af mig selv)
  • Detaljerne ødelægger læsningen og overblikket (for andre)
  • En slægtsbog udskrevet af et slægtsprogram kan ende med at blive så spændende som en telefonbog, som er et frit citat fra “At skrive slægtshistorie” (udgaven fra 2022).

Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst

På et tidspunkt kontaktede jeg Marie Østergaard Knudsen, der blandt andet har skrevet bogen “Skriv om din slægt” med undertitlen “Sådan fortæller du om andre og bliver læst”.

Vi holdt et enkelt møde, og det var utrolig positivt, for hun er en virkelig inspirerende og dygtig kvinde. Desværre viste budgettet, at jeg ikke havde råd til at gennemføre et helt forløb med hende, for det er ikke billigt at få den rådgivning, jeg ville have behov for, når jeg ikke ejer en episk åre. Der er også noget, der hedder økonomi.

Det var virkelig ærgerligt, for hun kunne lide min idé og mit greb: Jeg ville i første omgang skrive om den oldefar, der indvandrede som hattemagermester til Brede Klædefabrik i 1890 og måske hans ti børn.

Følelser er vigtige

Jeg har gemt noterne fra mødet, og noget af det første, hun skrev, er: “følelser er vigtige”.

Hvad tænkte Wilhelm, da han skulle fortælle sin mor om, at han havde set en annonce om, at de manglede mestre på Brede til den nye hatteproduktion?

Hvad tænkte han om at komme til et fremmed land, hvor de talte et sprog, han ikke forstod?

Ville han kunne samarbejde med de andre tyske mestre?

De vigtige momenter i menneskers liv er der, hvor de træffer eksistentielle beslutninger:

“Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.

– Vil du have sauerkraut til også?

– Ja tak,

Wilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.

– Jeg har tænkt på noget

– Ja? Mor sætter sig.

– Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.”

Hvor ville jeg dog ønske, jeg selv kunne skrive historien færdig. Sådan ville jeg gerne kunne skrive. Hvem bliver ikke nysgerrig her?

Hvem er fx Emilie og Pauline? Det ved jeg ganske udmærket. Det var Wilhelms to søstre, der i 1866 døde af Tyfus, og blev begravet samme dag, men her er de bare med for at vække læserens nysgerrighed. Selv synes jeg, det lykkes.

Da jeg vist desværre ikke har levende slægtninge, må min hjemmeside holde for. Jeg er allerede begyndt med de små slægtshistorier. Indtil videre er det en rodebutik med både historier fra mine egne familier og de historier, kirkebøgerne fortæller. Men der er ikke flere, end det vil være nemt at gøre orden. Jeg vil nemt kunne udskille kirkebøgernes tilfældighedsfund om fortidens hårde liv fra mine egne familier.

Og jeg har tænkt mig at gå i gang straks efter den 16. juni, hvor ChatGPT mener, at Projekt oprydning er tilendebragt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/18 Kommentarer/i , /af ,

Små historier fra Højby Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt

Holbæk Amt

Små notitser i kirkebøgerne fra Højby Sogn åbner for store fortællinger om tro, ulykker, moral og menneskeskæbner i 1700-tallets Odsherred – og minder os om, hvor tæt vi kan komme på fortiden.

Små historier fra Højby Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt

Et af “mine store sogne” er Højby i Odsherred, og det er også fysisk et stort sogn. Min mormor var født der, og hendes aner stammer primært derfra dog med afstikkere til resten af Holbæk Amt. At åbne Højby kirkebog på ny er næsten som at komme hjem.

Her er dog en afstikker til Næstved – Sankt Peder, hvor Mike fandt dette skønne sted (teksten fortsætter under billedet)

“Anno 1645 den 11 Juny bleff dett Veed Kongelig befaling paabødett, att alle fadderne skulle tegnis”

Kilde: Præstø Amt, Tybjerg, Næstved – Sankt Peder, 1631-1679, EM, FVD – opslag: 20 af 223 opslag. Link til kilden.

1) Anno 1748

“Siden Jeg Johan Henrich Schow ankom
som Sogne-Præst til Høybye Menighed d. 25 May
a. c., og blev indsat Dom. Exaudi af Hr. Provst
Hyphoff, ere efterfølgende Troelovede og
Copulerede. Jehova Hucusq Saluti”

“AI-oversight:
“Udtrykket “Hocus Pocus” menes at stamme fra det 17. århundrede som en forhånelse af den katolske messe, specifikt latinfrasen “Hoc est corpus meum” (Dette er mit legeme).

Jehova: Det hebraiske navn for Gud (Jahve).
Hocus Pocus: En forvrængning af “Hoc est corpus”, der blev brugt af protestanter som en hånlig efterligning af ritualet om transubstantiation.
Saluti: Latin for “frelse” eller “helbred” (afledt af salus).

Samlet set fremstår det som en parodisk eller apokalyptisk sætning, der forbinder guddommelig frelse med hånlig magi/ritualer, ofte set i forbindelse med reformationstidens antiklerikale (præstefjendske) retorik.”

Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 362 af 466. Link til kilden.

Nr. 2 til 5 har samme kilde:

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 432 af 466 opslag. Link til kilden:

2) Kirke-Aaret 1749

Dom. 22. Tri.
Lars Brøde i Lumbsaas og Hustruen publice absolverede
formedelst Uagtsomhed med deres lidne Søn, som kom
af dage ved at drukne i en Ballie-Vand, som Moderen
hafde sat uden for Bryggers-Døren.

3) 1752

Dom. 3. Trin.
Maren Ibsdaatter i Sonnerup udstod Kirkens Disciplin saa-
vel som Sacramentets forsømmelse i 8te Aar, som og for began-
gen Laiermaal med en Gevorben Soldat, ved Navn Chri-
stian Henrichsen, Viidere kendte hun ei til Ham.

To lejermål med fire måneders interval:

Begge er tydet med lidt bistand fra Forum:

4) Anno 1760

d. 12. Oct.
D. 19. Trin.

Jacob Flemming, Pottemager paa Klinte-Værk, og en gift Mand,
stod aabenbare Skrifte for begangen Leyermaal med Johanne Mi-
chels daatter, en elendig Krøblinge Pige og Almisse-Lem udi Klint,
Derom har Jeg tilskrevet Hans Hosbond Sr. Jacob Fortlin, Ober Byg-
nings Inspecteur i Kiøbenhavn.

5) Anno 1761

d. 15. Febr

Johanne Michelsdaatter, Krøblinge-Pigen i Klint for began-
gen Leyermaal med fornevnte Jacob Flemming, Pottemager
paa Klinte-Værk, men nu bortreyst.

6) Døde og Begravne i Aaret 1806:

Maji 14. Søren Jensen, et forladt Fader[-] Moderløst
Barn, som tillige var Døv og stum, blev under-
holdt af Fattigkassen hos Niels(?) Gudmandsen i Mos-
bye Huuset, hvor han døde 12 Aar gammel.

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1800-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 120 af 141 opslag. Link til kilden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.