Indlæg

, ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Letfærdighed og barnemord

Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

  • Er barnet levendefødt?
  • Er barnet fuldbårent?
  • Er barnet levedygtigt?
  • Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
  • Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
  • Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når vi nu er ved børnedødelighed

Oldefars døde spædbørn

Når vi nu er ved børnedødelighed

Jeg har så ofte tænkt på, at datidens mennesker, vel må have elsket deres børn lige så højt, som nutidens mennesker. Hvor skulle de ikke det? Det må have været frygteligt at bære så mange børn til graven.

I min database har jeg adskillige mænd, der bærer fx både kone, der døde i barselsseng, og et barn (enten dødfødt eller levende født) til graven den samme dag.

Selv i min tyske familie, før oldefar kommer til Danmark i 1890, begraves to af hans søstre samme dag den 25. juni 1866 på Allgemeiner Kirchhof i Frankfurt an der Oder. Den ene er seks år, den anden er ni år. Dødsårsagen er ved dem begge angivet til “Brechruhr”, som jeg har oversat til kolera. Kolera fik/får man typisk af snavset vand.

Oldefars tiende barn, Alf Stegemüller, døde, kun 10 eller 11 uger gammel, den 25. Sep. 1914 i Skodsborg, Søllerød Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt. Hvorfor nu det?

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, 1911-1923, KM, Døde – opslag: 30 af 252 opslag.

Jeg læste en utrolig spændende artikel i Ugeskrift for læger fra september 2024 af Signild Vallgårda, Professor emerita i folkesundhedsvidenskab, om børnedødelighed.

Titlen på artiklen er: “Da børnedødeligheden blev sjælden“. Hvis man kan lide tal i tabeller, er den ikke til at komme udenom. Artiklen kan være med til at fortælle om, hvorfor to af oldefars børn døde som ganske små.

Dødsattest for Alf Stegemüller

Artiklen inspirerede mig til at finde dødsattesten for efternøleren Alf, der først bliver født, efter familien er flyttet med hattefabrikken til Skodsborg. Alle de andre børn er født på Brede. Hvad kunne sådan en lille dreng dø af, når det nu ellers gik rigtig godt for familien? Oldefar var blandt de tyske mestre på Brede Klædefabrik. Familien var vist “pretty well of”.

Alf (1914 – 1914) var det andet døde barn. Det første var lille Rigmor Margrethe (1900 – 1900), der døde på Brede. De boede fx ikke i en bolig, hvor mange børn nemt smittede hinanden med luftvejssygdomme, fordi de delte seng. Eller egentlig ved jeg jo ikke, hvordan de boede … Det må jeg undersøge i al den litteratur, jeg har samlet om Brede Klædefabrik.

Efter at have fundet dødsattesten viste det sig, at Alf døde af “mavetarmkatarr” – Gastroenteritis. Dødstegnene er “Rigor og Hypostase”. Han dør altså ikke af en luftvejssygdom.

Kilde: ao.salldata. Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester for samtlige landsogne-1914-1915 – opslag: 693 af 1277.

Kilden er her.

Dødsattest for Rigmor Margrethe Stegemüller

Egentlig synes jeg, det er temmelig svært at finde rundt i dødsattesterne for Københavns Amt, idet de til tider synes smidt ind med en skovl. Og fordi det halve Sjælland er placeret i samme pakker.

Alfs dødsattest gav mig alligevel blod på tanden. Og ved et tilfælde dumpede jeg lige ned på Brede i Kgs. Lyngby, så jeg fandt faktisk også lille Rigmor Margrethe Stegemüller (1900 – 1900), der døde seks uger gammel den 7. september 1900, jfr. Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1898-1902, KM, Døde – opslag: 95 af 118 opslag.

Hun var oldefars 5. barn. Og også hun døde af mavekatar, og altså ingen luftvejssygdom. Gad vide om “mavekatar” var sådan en fællesbetegnelse, når lægen ikke gad skrive andet?

Kilde: ao.sallldata: Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester-1897-1900 – opslag: 1216 af 1253 opslag.

Kilden er her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Gårdmænd og landstingsmand Peder Pedersen (1822 – 1911)

Den sociale arv i slægterne

Gårdmænd og landstingsmand Peder Pedersen (1822 – 1911)

Når jeg bladrer i kirkebøger, er jeg vant til at skulle springe over gårdmændene. Jeg har nemlig primært husmænd og indsiddere i databasen, og det gælder både adoptivslægten og den biologiske fars slægt på Lolland.

Pludselig er jeg – som led i oprydningen – stødt ind i generationer af gårdmænd i Oppe Sundby Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt.

Gårdmandssønner gifter sig med gårdmandsdøtre i generationer. Og ikke alene det så gifter en af sønnerne sig med datteren af landstingsmand Peder Pedersen (1822 – 1911):

“1879 nr. 1. Ungkarl Hans Christensen, Søn af Gaardejer Christen Mogensen og Hustru Ane Margrethe Olsdatter, født i Oppesundby 22 Febr. 1850, døbt 2 April s.A., vaksineret 25 August ligl. s.A. og konfirmeret første Søndag efter Paaske 1864. Pige Karen Kristine Pedersen, Datter af Gaardejer, Landsthingsmand Peder Pedersen og Hustru Birthe Jensdatter, er født i Sigerslevvester 14 Maj 1856, døbt 20 Juni s.A., vaksineret 1 August 1857 af Bunde og konfirmeret i Græse Kirke 1870. Forlovere: Gaardejer Christen Mogensen af Oppesundby og Gaardejer, Landsthingsmand Peder Pedersen af Sigerslevvester. 6te Jan. 1879. Indskreven den 7de December.”

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Sigerslevvester, 1865-1891, KM, Viede – opslag: 8 af 15 opslag.

Så fine folk er jeg ikke vant til. Ungkarlen Hans Christensen (1850 – 1931) er mine 5 * tipoldeforældres tipoldebarn. Når jeg går baglæns, støder jeg ind i mennesker fra Sperrestrup, og Legacy viser et plustegn efter slægtsbetegnelsen. Jeg ved faktisk ikke, hvad det betyder, og kan ikke finde svaret i manualen. Men det må vel være noget med flere slægtskaber? Ved du det?

Er det fordomme, eller er der noget om snakken?

Det er data om mennesker, jeg ikke har set på siden 2007, hvor jeg samlede revl og krat, fordi det alt sammen var så nyt og spændende. I dag ville jeg – muligvis – ikke samle så meget efterslægt. Men når de nu er her, og der er en relation til mig, sletter jeg dem selvfølgelig ikke. Men der er mange detaljer, jeg sletter, fordi fjolset her ikke har tilføjet kilder. Hvor oplysninger om navne på gårdene, sognerådsformænd osv. stammer fra, ved jeg ikke. Tænk om jeg for 18 år siden havde lyttet til de erfarne og noteret kilder på alt.

Om det er sandt ved jeg ikke, måske er det bare fordomme, men det er som om, de får færre børn. Her til formiddag har jeg siddet med Niels OLSEN (1810 – 1896) og Ane MOGENSDATTER (1813 – 1890), hvor jeg har tjekket samtlige folketællinger fra 1840 til 1880: de får kun ét barn. Jeg skal selvfølgelig kontrollere, om der er “mellemdøde” børn eller dødfødte børn, for det virker mærkeligt.

De børn, gårdmændene får, dør ikke som små. Der er heller ikke så mange unge kvinder, der føder børn udenfor ægteskab. Der er heller ingen selvmord. Det ville være spændende at lave et datastudie og sammenligne de sociale klasser i min slægtsfil, men jeg er ikke klar over, om Legacy kan levere de nødvendige data. Måske ved ChatGPT, hvordan det kan gøres?

Der er mange (mænd selvfølgelig), der på deres gamle dage benævnes “Partikulier”, som er en person, der lever af sin formue. Og de lever længere.

Status for oprydningen

Det går egl. ganske godt med mit vilde projekt “Oprydning”. Jeg har en tro på, at jeg en dag bliver færdig. Og data bliver i hvert fald bedre, end de var.

Legacy hjælper med at holde styr på, hvem jeg mangler at se på.

  1. Jeg bruger “tags” til det. Helt banalt har jeg oprettet et tag kaldet “Oprydning”, og når jeg vil have en ny liste over, hvem jeg endnu ikke har haft fat i, eller måske har glemt at tagge, søger jeg de personer, der ikke har dette tag.
  2. Næste trin er “Udskriv” til en kommasepareret fil.
  3. Og så snyder jeg Legacy lidt og gemmer filen som txt, der bare er en simpel tekstfil.
  4. Denne simple fil åbner jeg med Notepad++ og for at få lidt overblik, markerer jeg alle rækkerne og sorterer dem efter ID’et (RIN) vha. Rediger > Linjehandlinger > Sorter linjer som heltal stigende.
  5. Så har jeg den nydeligste liste, hvor dem med det laveste ID, måske er de nemmeste at gå til, fordi de er fra mine tidligste år som slægtsforsker.
    • Når det kun er “måske”, skyldes det, at jeg engang var så dum at vælge “Omnumerer RIN”. Det skal man holde sig fra, og der er virkelig ingen grund til at gøre det. Hvad skulle formålet være?

I år har jeg indtil videre haft fat i 1.037 personer. Tallet inkluderer både de personer, jeg havde i forvejen og de nye personer, jeg har tilføjet.

Jeg kan ikke helt få de forskellige tal til at passe sammen men pyt med det. Det er jo – trods alt – ingen videnskab.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.