Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Psykisk sygdom koster for lidt

Psykisk sygdom koster for lidt

Kronik til Politiken

Jeg sendte denne kronik til Politiken, men de er ikke vendt tilbage. I stedet er den bragt på en side, der hedder DK Nyheder. Med dem har jeg aftalt, at jeg gerne selv må publicere sideløbende.

PS: Jeg ærgrer mig, for Politiken vendte tilbage senere og sagde, de gerne ville antage kronikken. Men da var det jo for sent.

Psykisk sygdom koster for lidt

Efter de forfærdelige og meningsløse drab i field’s er der langt om længe opstået den nødvendige, stærkt savnede debat om forholdene i psykiatrien, fordi man antager, at gerningsmanden var alvorligt syg af en psykisk sygdom i gerningsøjeblikket. Tænk at tre mennesker skulle miste livet, inden debatten kom i gang. Det er svært at forstå.

Jeg lever selv med to psykiatriske diagnoser og det er p.t. svært, fordi det stempel, der altid har været sat på os, nu bliver meget tydeligt. Sociale medier svømmer over med lægfolks antagelser om vores overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, vores personfarlige kriminalitet, antallet af varetægtssurrogater (der bruges, når man er for syg til at sidde varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel), hvad vi koster samfundet osv.

Ikke under en eneste af mine mange indlæggelser siden sommeren 2014 har jeg mødt en medpatient, der havde begået kriminalitet bortset fra måske at have kørt over for rødt. Så vidt jeg ved, har jeg heller aldrig selv overtrådt nogen bestemmelser. I hvert fald er det ikke blevet opdaget.

Kunne tre liv være sparet?

Det er vanskeligt at finde tal om vores kriminalitet, der er til at stole på. De mest valide tal, jeg kender, stammer fra Gitte Ahle, der er tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og nu er retspsykiater. Følgende fremgik forleden af dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

Nøgleordene er: “… have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling”.

Også Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup og professor i psykiatri ved Københavns Universitet anlægger synsvinklen “hvordan det kunne være undgået”, når han foreslår, at der nedsættes en havarikommission. Dette citat stammer også fra dr.dk

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Der er behov for massive investeringer i psykiatrien

Psykisk sygdom koster for lidt

Den såkaldte “Sær- og åndssvageforsorg” blev udlagt i 1980. Det betød kort sagt, at amter og kommuner overtog ansvaret for os. Formålet var at sikre, at vi fik et så normalt liv som muligt med “nærhed” som det bærende princip. Man ville væk fra de store centrale institutioner, hvilket kun er positivt. Bagsiden af medaljen er, at der siden da er sparet og sparet på psykiatrien, der med rette kaldes “nødlidende”.

Ordet “nødlidende” har været korrekt i mange år. Et hverdagseksempel er, at man kan risikere at ligge i “den fjerde seng” på en tresengsstue. Personalet skubber ganske enkelt en ekstra seng ind langs den frie væg. Det er selvfølgelig langt bedre end at blive sendt hjem på grund af pladsmangel.

Når der er flere patienter, end der i realiteten er sengepladser, betyder det selvfølgelig også, at medarbejderne skal tage sig af flere patienter, end der er ressourcer til. Jeg husker tydeligt, at min kontaktperson en dag sagde: “Jeg kan ikke tale med dig længere, for jeg er kontaktperson for 13 patienter i dag”. Af den offentlige debat fremgår det af og til, at vi bare bliver fyldt med medicin på en psykiatrisk afdeling. Eksemplet fortæller for det første, at det er en skrøne. Skulle det evt. være sandt – hvad der altså ikke er min mangeårige erfaring – forklarer udtalelsen måske en del af årsagen? Samtale er ofte den vigtigste og bedste behandling på en åben afdeling. Samtale kræver menneskelige ressourcer og tid til opbygning af gensidig tillid. At være kontaktperson for 13 mennesker kræver derfor overnaturlige evner.

Kun én gang er jeg blevet “fodret” med indslumringspiller den første aften. Årsagen var, at jeg var så manisk, at hjernen var på kogepunktet efter fem dage uden mad og søvn, hvor jeg fik ca. fem idéer i minuttet. Det kunne ikke kureres med snak. Hjernen har brug for søvn.

Meget konkret betyder overbelægningen også, at man ikke har hverken natlampe eller stikkontakt, så iPadden må ligge til opladning i håndvasken natten over. Det byder man vist ikke kræft- eller hjertepatienter. Jeg tror heller ikke, man byder dem at være 18 mennesker om ét baderum.

Genopretningen er bestemt ikke gratis. Sundhedsøkonomer fra bl.a. VIVE har regnet sig frem til følgende “…en årlig merudgift til drift på 4,5 milliarder kroner og oven i den en engangsinvestering på 3,5 milliarder kroner til anlægsudgifter.” Regnestykket blev præsenteret i Ugeskriftet den 10. januar i år, altså et par dage dage før præsentationen af Socialstyrelsens og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

4,5 mia. kr. er en formue, men investeringen vil barbere noget af udgiften på de 110 mia. alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det tal kan man også finde i Ugeskriftet. Og under alle omstændigheder er 4,5 mia. kr. væsentlig mindre end yderligere 18 mia. kr. til det danske forsvar fra 2033 og frem. Politik handler om prioritering.

Psykisk sygdom koster for lidt

Regeringen, støttepartierne og Alternativet afsatte på finansloven for 2020 600 mio. kr. til “en styrket indsats for personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.”. Efter årtiers nedprioritering er 600 mio. kr. desværre bare ikke tilstrækkeligt.

I årenes løb har der herudover været talt og skrevet om “løft” til psykiatrien og adskillige “projekter”. Problemet med den slags er, at det ikke er varige midler eller indsatser. De omhandlede “løft” har ofte været finansierede af Satspuljen (der nu er skrottet). Det har ofte betydet, at der har været tale om midlertidige bevillinger i modsætning til egentlige finanslovsmidler, der er fireårige. Når man er “på finansloven”, kan midlerne anses for varige, selvfølgelig kun til det øjeblik, det politisk besluttes at prioritere andre områder. Og et “projekt” har en klart defineret start- og slutdato. Det er simpelthen definitionen på et projekt. Ingen andre sundhedsfaglige områder tvinges til at udvikle, implementere og evaluere indsatser med så kortvarigt et sigte. Opgaven er umulig og ændrer ikke på, at psykiatrien i dag er et område med lav status for det sundhedsfaglige personale.

Den politiske behandling udeblev – men så blev tre dræbt i field’s

Det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien blev aldrig behandlet i Folketinget. Det blev hældt af brættet af statsministeren i starten af maj måned, hvor Pia Olsen Dyhr i spørgetimen spurgte, hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede, at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på, om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Statsministeren talte endvidere om fodbold og om at gå til spejder som et svar på manglen på tilstrækkelig hjælp og behandling. Det byder man ikke hjerte- eller kræftpatienter.

Psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt”. Det svar havde Kræftens Bekæmpelse ikke fundet sig i. Og det er bemærkelsesværdigt, at det kommer, når forståelsespapiret fra juni 2019 rummer følgende

…regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

I skrivende ser det imidlertid ud til, at der endelig sker noget, og det kan jeg kun bifalde. Forhandlingerne vil blive fremrykket, skriver Pernille Skipper fra Enhedslisten på sin Facebookprofil. Det må forstås sådan, at de var planlagt, men som resultat af organisationernes utrættelige indsats og den massive debat i kølvandet på de tre dræbte i field’s, fremrykkes de.

Jeg glæder mig meget til en seriøs behandling af det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Patient- og pårørenderepræsentanter

Patient- og pårørenderepræsentanter

Psykiatrien søger “medarbejdere”

Patient- og pårørenderepræsentanter

Jeg fandt på en eller anden måde dette “stillingsopslag” fra Region Hovedstadens Psykiatri og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at søge om at deltage. Det fremgår ikke af opslaget, hvad man skal kunne ud over at læse en masse, så jeg ringede til konsulenten og spurgte, hvad de gerne ville have klarlagt i en ansøgning.

I et normalt stillingsopslag står der ret klart, hvad man skal lave, og hvad man derfor skal kunne. Og så kan man besvare det. Men sådan er det ikke her. Konsulenten gav nogle stikord, og det kom der nedenstående ud af:

Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora

Kære Tone Nymann Nielsen

Tak for samtalen, hvor du skitserede, hvad I gerne vil vide noget om hos de enkelte ansøgere til ”Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora”.

Jeg søger om at blive brugerrepræsentant og forsøger herunder at besvare jeres spørgsmål:

Meningen med logoet er at vise, at min hoveddiagnose, og det der fra 2014 bragte mig i nærkontakt med psykiatrien, er bipolar affektiv sindslidelse. Logoet er måske for subtilt, for jeg tror, kun få kan tolke det. Men jeg kan godt lide det, og det findes også på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet skriver om psykiatri. Hjemmesiden findes her: https://stegemueller.dk.

Min sidediagnose er Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret i 2019, hvor jeg var 55 år; selv var jeg klar over det i 16 år før. Jeg manglede bare en psykiater, der ville skrive under.

Fra 2014 og frem til ca. 2020 har jeg været indlagt omkring 15 gange på Psykiatrisk Center Hvidovre. Der var vist tillige en indlæggelse i 2009. Mine erfaringer med psykiatrien er for 99 pct.s vedkommende positive. Jeg kommer fast hos en meget dygtig kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er et positivt forløb, idet jeg har haft den samme kontaktperson siden 2015, så hun om nødvendigt kan ”holde mig på sporet”, når vi kender hinanden så godt. Der er stor kvalitet og tryghed knyttet til et gennemgående menneske. Det er overvældende konstant at skulle ”starte forfra”.

Jeg har stor erfaring med ECT (ca. 100 behandlinger), der har været min redning. Nu får jeg forebyggende ECT hver fjerde uge, idet jeg til sidst fik Parkinsonisme af antipsykotisk medicin gennem mange år (vist fra 2006). Den gjorde mig nærmest invalid til sidst. Status er, at jeg har det rigtig godt. Formentlig har jeg aldrig haft det bedre.

Medvirkende til min recoveryproces er også et langvarigt psykologforløb, som jeg startede i foråret 2015. En meget belastet baggrund – der var medvirkende til sygdomsudbruddet i 2014 – overstås ikke med 12 samtaler.

Motivation: Efter at have opgivet arbejdsmarkedet for ca. et år siden og opnået pension, har jeg ressourcer, jeg gerne vil bruge til noget, der peger fremad.

Jeg synes, jeg har så meget erfaring med psykiatrien, at jeg har noget at bidrage med. Herudover har jeg en universitetsuddannelse (cand.jur.), der bevirker, at det er uproblematisk at konsumere store stofmængder og at samarbejde med fagpersoner, også selvom jeg fortsat har kognitive problemer (overblik, hukommelse og koncentration). I årenes løb har jeg lært en række kompenserende strategier.

De få gange, jeg i årenes løb har været mindre tilfreds, er jeg om nødvendigt gået ”til toppen” (centerchefer mv.) og det har jeg rimelige erfaringer med. Det er mit indtryk, at psykiatrien som hovedregel gerne lytter til brugerne.

Andet ”frivilligt arbejde” består i at hjælpe andre slægtsforskere i gang med at opbygge hjemmesider, hvor de kan vise slægtsdata. Dette er ikke, hvad de fleste forstår ved frivilligt arbejde, men jeg føler ikke noget for at sælge brugt porcelæn mv. i en genbrugsbutik.

Det mest interessante forum er for mig at se ”Forum for kvalitet i behandlingen”. Det skyldes, at jeg for det første vil kunne inddrage min erfaring fra 23 års arbejde i statsadministrationen på mange forskellige niveauer, men også at årene i psykiatrien har afsløret en ekstremt presset organisation, der muligvis vil kunne optimeres lidt her og der, og at en optimering måske vil kunne øge den oplevede kvalitet. Det er med fuldt overlæg, jeg udtaler mig forsigtigt her, for det ved jeg jo reelt intet om endnu, og jeg ønsker ikke at støde nogen.

Jeg vedhæfter jeg en anbefaling fra HR-chef Sune Lyng i Folkekirkens Nødhjælp (fleksjob nr. et ud af i alt seks inden jeg gav op). Jeg vedlægger den, fordi det er min oplevelse, at Sune rammer plet med sin beskrivelse, og at I bliver klogere af den end af mit curriculum vitae. Er I alligevel interesserede i det, kan jeg naturligvis sende det.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

Jeg er vældig spændt på deres reaktion og på, om de har lyst til at tale med mig. Jeg synes ikke, stillingsopslaget er helt “klar i spyttet” angående “jobbets” indhold, men det må de så fortælle om, og måske ved de det ikke engang selv endnu. Det ser man jo ofte.

/i /af

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.