Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Gensyn med Hejrevej 43

Gensyn med Hejrevej 43

Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen”. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Onkologi versus psykiatri

Onkologi versus psykiatri

I forlængelse af skandalen på AUH

Onkologi versus psykiatri

Jeg ved det allerede: Nu bliver jeg overfaldet af Kræftens Bekæmpelse, kræftpatienter, andre patienter med andre somatiske lidelser, tastaturkrigere på Facebook og mange flere. Men jeg har iført mig rustning.

Lad mig indledningsvist slå fast: Skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH) er fuldkommen utilgivelig. Der bør rulle mindst et hoved og patienterne bør have erstatning. Kunne vi forære dem et længere liv med børn og børnebørn, burde vi også gøre det.

Det kan ikke være sandt, at en region (eller flere/alle?) holder kæft med problemerne og maler et skønmaleri. Jeg har fået stor respekt for sundhedsminister Sophie Løhde, skønt hun – og det resterende Venstre – normalt ikke er min kop te. Hun handler med det samme. Hun er indædt rasende. Hun indkalder straks til møder med alle regioner, så vi kan få løgnagtighederne frem i lyset.

Regionernes formand agerer også. Faktisk står alle relevante aktører i kø for at handle. Og det skal de også, for kræft venter ikke. Alt er godt, bortset fra at vi måske står med en tikkende bombe, vi endnu ikke kender omfanget af.

Men hvad nu hvis det havde været i psykiatrien?

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser

Nogle kræftformer er så aggressive, at patienterne er i risiko for at dø i løbet af kort tid. Det er forfærdeligt, og det er baggrunden for, at der er fastsat maksimale ventetider. Sådan skal det også være.

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser. Jeg har gudskelov mødt masser af spillevende medpatienter i mine år i psykiatrien.

Hos “Center for selvmordsforskning” har jeg fundet dette svar på myten: “Selvmord skyldes psykisk sygdom”

Det er ikke kun psykisk syge mennesker, der begår selvmord. Vi ved, at 50-60 % af de mennesker, der begår selvmord, har en psykiatrisk diagnose. Dette vil så igen sige, at 40-50 % af selvmordene skyldes andre problemer, og det er derfor som tidligere nævnt vigtigt at inddrage såvel sociologiske, psykologiske og kliniske aspekter i forståelsen af selvmordsproblematikken.

Centeret oplyser også, at “Hver dag er der i gennemsnit 2 danskere, som begår selvmord”. Det vil sige ca. 700 – 730 årligt.

Som jeg husker det, tager 600 mennesker årligt deres eget liv. Tallet har været stabilt i en årrække. Psykiatrifonden skriver også tallet 600, der så måske er lidt lavt sat. Det ved jeg ikke noget om, og det eksakte tal er heller ikke vigtigt; lad os tage gennemsnittet, hvilket vil sige ca. 650. Det er 650 for mange, og det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.

Når ca. 50 pct. har en psykiatrisk diagnose, svarer det altså til, at ca. 325 selvmord årligt kan have forbindelse til den psykiatriske diagnose. Vi ved det ikke, for vi kan ikke spørge – længere.

Tallet ca. 325 svarer nogenlunde til antallet af patienter med mave- tarmkræft, som AUH ikke indberettede til Sundhedsstyrelsen (SST) fra 01/2022 til 02/2023. Det var helt præcist 293.

Den grimme kamp mellem kræft (onkologi) og psykiatri

Jeg bryder mig på ingen måde om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden – men nu gør jeg det selv. Det er altså bare markant, at når der er rod i onkologien, handler alle, men når psykiatrien er nødlidende, handler ingen. Det gør mig ked af det.

Som gennemgået ovenfor er tallene (måske) sammenlignelige. Størrelsesordnerne er de samme – i hvert fald indtil videre. Jeg ved ikke, om de “fristoverskredne” patienter på AUH vil dø af deres sygdom, og jeg ved heller ikke, om halvdelen af selvmordene rent faktisk skyldes den psykiatriske diagnose.

Fakta er:

  1. I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” for psykiatrien. Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Den har jeg skrevet om her i april 2022.
  2. Den 11. maj 2022 hældte statsminister Mette Frederiksen planen af brættet i spørgetimen. Hun mente, det ville være godt eller måske ligefrem bedre, om vi spillede fodbold og gik til spejder. Der var også noget med brætspil, og der var helt sikkert noget om, at civilsamfundet måtte træde til.
  3. I lang tid skete der herefter intet.
  4. Som jeg læser regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fra medio december 2022, er planen nu fuldt finansieret. I det nye papir “Ansvar for Danmark” står der side 18 og 19: “På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret [Min fremhævning]. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.”
  5. Og nu sker der igen ingen ting.

Hvor længe skal vi vente? Hvor mange skal tage deres eget liv?

Når der er rod i onkologien, er ministeren på banen få dage efter, Danmarks Radio har afsløret, at AUH lurepasser på det groveste.

Vi har indtil videre ventet 14 måneder på, at der sættes handling bag ordene i det faglige oplæg. Pengene var på plads i 12/2022, og forpersonen Merete Nordentoft fra Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har spurgt ministeren, hvornår vi kan forvente fremdrift. Jeg husker ikke svaret, men det var i hvert fald ikke noget om, at nu rykker vi (sgu).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Burde vi rive psykiatrien ned?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Det er 12 år siden, Fakta gik bort fra det kendte slogan om at blive lidt længere. Nu overvejer jeg, om psykiatrien har adopteret det.

Min undren skyldes to emner, der beskrives i denne artikel.

Selvfølgelig skal vi ikke rive psykiatrien ned uden at erstatte den med en anden psykiatri. Der er så mange mennesker, der i et livsforløb kommer i kontakt med psykiatrien (det er vist ca. 40 pct., så vidt jeg lige husker), så selvfølgelig kan den ikke undværes, men noget er altså helt Anders And.

Gennem de seneste år har jeg været i kontakt med flere fagpersoner, der tager sig til hovedet og siger “Der er et eller andet helt galt. Gad vide om ikke vi skulle tænke det hele forfra?”

1: Du kan være med til at forbedre psykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien i formiddag, fordi en dygtig, ung ergoterapeut vil prøve at hjælpe mig med problemerne med den vanvittige sensitivitet overfor lyd og lugt. Jeg er virkelig glad for hjælpen, hvis der er en. Jeg er klar over, at han ikke er ansat som troldmand på Gammel Kongevej 33, men selv de mindste tip vil være kærkomne.

Mens jeg ventede, fandt jeg en lille pamflet i firfarvet, lækkert tryk på kraftigt pap i reolen. Den er næppe blevet til uden konsulentmedvirken. Overskriften var “Du kan være med til at forbedre psykiatrien”.

Selvfølgelig tog jeg et af papstykkerne, for jeg ville gerne fortælle en positiv “solstrålehistorie” om et langt, effektivt og trygt forløb, hvor min egen opfattelse er, at 50 pct. af helbredelsen har bestået af opbygning af relationer til både min kontaktperson i distriktet, de kendte ansigter på “mit 808” på Brøndbyøstervej 160 og en fantastisk overlæge og farmaceut i Glostrup.

De øvrige 50 pct. har bestået af mere end 100 ECT-behandlinger.

Det har som hovedregel – bortset fra lægerne i distriktet – været de samme mennesker siden sommeren 2014.

Historien har ikke skullet fortælles 107 gange. Det har været dejligt. Når jeg grædende stod med tasken på Brøndbyøstervej 14 dage efter seneste udskrivelse, sagde de “Vi er her for dig, Hanne”. Det udsagn glemmer jeg aldrig. Jeg var “kendt”, og det har sine fordele.

Nej, det kan du alligevel ikke være med til!

Glæden over at blive inviteret til at sige min mening varede imidlertid kun kort, for da jeg vendte papstykket om, stod der (jeg har kortet det lidt ned, men meningen er helt den samme):

  • … da du bedst fortæller, hvordan det er at være patient
  • Tjek din e-Boks, måske er du blandt de udvalgte, som modtager et link til et spørgeskema
  • Hvis du er en af dem, håber vi, du vil svare.

Enhver ved, at e-Boks skal tjekkes. Det gælder også psykiatribrugere – dummere er vi ikke. Får man et link, kan man svare eller lade være. Papstykket og konsulentkronerne er spildte og fuldkommen Anders And.

Hvad vil de med det? Hvorfor ikke lade det være fuldkommen åbent? Er det angsten for at få for mange svar? I sidstnævnte tilfælde kan de jo bare lade være at bearbejde dem. Ingen vil være i stand til at kigge dem i kortene.

2: Nogle kan ikke få tiden til at gå, mens andre er ved at dø af stress

I aftes havde TV Avisen et hårrejsende indslag fra et psykiatrisk center. Jeg kan ikke huske hvilket, men det er også historien uvedkommende.

  • Den ene side af gangen husede et særligt afsnit, hvor 12 ud af 15 krævede sengepladser stod tomme, og derfor havde medarbejderne naturligvis svært ved at få tiden til at gå.
  • Den anden side af gangen var overbelastet. Patienterne lå i de nicher/indhak, der nu en gang er på en gang, i undersøgelseslokalerne mv., og medarbejderne kunne ikke få hverdagen til at hænge sammen. Deres whiteboard blev vist, og der var ikke plads til fem bogstaver mere.

En storsmilende Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, medgav, at det da var problematisk. Sundhedsministeren var nogenlunde lige så engageret, men havde i øvrigt ikke tid.

Det er både Anders And og Georg Gearløs. Hvordan kan det dog gå til?

Noget må gøres

Disse to banale eksempler fra hverdagen i psykiatrien viser, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Nogle af ressourcerne bruges ganske enkelt forkert på interimistiske lappeløsninger.

Det betyder naturligvis ikke, at sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra VIVE har regnet forkert i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien, hvor han, Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab m.fl. i januar 2022 kom frem til, at det udækkede behov er 4½ mia. kr.

Det er en svimlende sum (men kun ¼ af de kommende forsvarsudgifter). Og var det forkert, havde jeg selvfølgelig ikke kompetencerne til at se det.

Jeg ser bare to ting, jeg kan forstå, som jeg synes er idiotiske og som gør grin med en knalddygtig stab af medarbejdere, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Det er i hvert fald sådan, jeg har oplevet psykiatrien i lige knapt ni år.

Undskyld – men jeg måtte bare have luft!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Har de professionelle behov for sparringspartnere?

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Hvis jeg havde alle de kræfter og alt det overskud, jeg kunne tænke mig at have, ville jeg gå i gang med at kontakte forskellige fagpersoner inden for psykiatrien og spørge dem, på hvilken måde et netværk af psykiatribrugere kan understøtte deres arbejde?

Ville det være interessant?

Jeg har i årevis skrevet om psykiatripolitik, da jeg er interesseret i både psykiatri og politik, men det er som at slå i en dyne, når man bare er bruger.

Det flyttet intet. Jeg kommer ingen vegne og er på vej til at mene, at jeg spilder min tid. Det er umuligt at trænge igennem til det politiske niveau både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau. Det højeste, jeg måske opnår, er, at et par stykker trykker på en knap på Facebook. Det er ikke nok.

Jeg kan ikke drive og lede et sådant netværk alene. Der må da bare være andre psykiatribrugere, der er interesserede i politik?

Min vision

  1. Meningsdannere og/eller professionelle (men de falder heldigvis som oftest sammen) inden for psykiatrien har en idé og et budskab, de gerne vil have hjælp til at “markedsføre”. Et dugfrisk eksempel kunne være budskaber i relation til 10-årsplanen ⇒
  2. Meningsdannere og/eller professionelle retter henvendelse til et sådant netværk af politisk interesserede psykiatribrugere, der gerne vil hjælpe med egne erfaringer fra psykiatrien ⇒
  3. Netværket kontakter politikere, interviewer andre meningsdannere mv. ⇒
  4. Netværket leverer input, skriver artikler mv. ⇒
  5. Meningsdannere og/eller professionelle har fået fornyede input, som de kan arbejde videre med.

Jeg vil vende bøtten rundt

Hele det etablerede “setup” er baseret på, at interesseorganisationerne og deres medlemmer – altså psykiatribrugerne – skal hjælpes af de professionelle.

Jeg vil vende bøtten rundt: psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle.

Vi har masser af erfaringer og ressourcer, hvis vi slår os sammen og hjælper hinanden. Vi kan også levere empiri, der kan understøtte den kliniske empiri, som de professionelle har qua forskning, professorater og patientkontakter. Vi har tilsammen masser af ressourcer, og de må simpelthen kunne bruges til noget.

Baggrund

Interesseorganisationer som fx både SIND og Depressionsforeningen har været anonyme i debatten om 10-årsplanen for genopretningen af psykiatrien. De var lidt i vælten efter de forfærdelige hændelser i field’s, men det var en døgnflue, da det var en enkeltstående hændelse og den slags dør ret hurtigt ud. Men 10-årsplanen var det rigtige tidspunkt at markere sig på.

Det er den, der peger fremad og vil tegne psykiatrien i de kommende år. Det er den, der har betydning for om jeg skal ligge på en to-, tre- eller firsengsstue de kommende ti år. Det er den, der bestemmer, om jeg uden videre bliver sendt hjem efter et selvmordsforsøg.

Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) hører man heller ikke meget til. Faktisk kendte jeg dem ikke før i sidste uge.

Lige nu er der masser af “psykiatrivalgflæsk”. Nogle mener det måske seriøst, mens andre ikke gør. Ingen nævnt, ingen glemt … Det vil et netværk kunne være med til at afdække.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.