Indlæg

/1 Kommentar/i /af

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Har de professionelle behov for sparringspartnere?

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Hvis jeg havde alle de kræfter og alt det overskud, jeg kunne tænke mig at have, ville jeg gå i gang med at kontakte forskellige fagpersoner inden for psykiatrien og spørge dem, på hvilken måde et netværk af psykiatribrugere kan understøtte deres arbejde?

Ville det være interessant?

Jeg har i årevis skrevet om psykiatripolitik, da jeg er interesseret i både psykiatri og politik, men det er som at slå i en dyne, når man bare er bruger.

Det flyttet intet. Jeg kommer ingen vegne og er på vej til at mene, at jeg spilder min tid. Det er umuligt at trænge igennem til det politiske niveau både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau. Det højeste, jeg måske opnår, er, at et par stykker trykker på en knap på Facebook. Det er ikke nok.

Jeg kan ikke drive og lede et sådant netværk alene. Der må da bare være andre psykiatribrugere, der er interesserede i politik?

Min vision

  1. Meningsdannere og/eller professionelle (men de falder heldigvis som oftest sammen) inden for psykiatrien har en idé og et budskab, de gerne vil have hjælp til at “markedsføre”. Et dugfrisk eksempel kunne være budskaber i relation til 10-årsplanen ⇒
  2. Meningsdannere og/eller professionelle retter henvendelse til et sådant netværk af politisk interesserede psykiatribrugere, der gerne vil hjælpe med egne erfaringer fra psykiatrien ⇒
  3. Netværket kontakter politikere, interviewer andre meningsdannere mv. ⇒
  4. Netværket leverer input, skriver artikler mv. ⇒
  5. Meningsdannere og/eller professionelle har fået fornyede input, som de kan arbejde videre med.

Jeg vil vende bøtten rundt

Hele det etablerede “setup” er baseret på, at interesseorganisationerne og deres medlemmer – altså psykiatribrugerne – skal hjælpes af de professionelle.

Jeg vil vende bøtten rundt: psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle.

Vi har masser af erfaringer og ressourcer, hvis vi slår os sammen og hjælper hinanden. Vi kan også levere empiri, der kan understøtte den kliniske empiri, som de professionelle har qua forskning, professorater og patientkontakter. Vi har tilsammen masser af ressourcer, og de må simpelthen kunne bruges til noget.

Baggrund

Interesseorganisationer som fx både SIND og Depressionsforeningen har været anonyme i debatten om 10-årsplanen for genopretningen af psykiatrien. De var lidt i vælten efter de forfærdelige hændelser i field’s, men det var en døgnflue, da det var en enkeltstående hændelse og den slags dør ret hurtigt ud. Men 10-årsplanen var det rigtige tidspunkt at markere sig på.

Det er den, der peger fremad og vil tegne psykiatrien i de kommende år. Det er den, der har betydning for om jeg skal ligge på en to-, tre- eller firsengsstue de kommende ti år. Det er den, der bestemmer, om jeg uden videre bliver sendt hjem efter et selvmordsforsøg.

Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) hører man heller ikke meget til. Faktisk kendte jeg dem ikke før i sidste uge.

Lige nu er der masser af “psykiatrivalgflæsk”. Nogle mener det måske seriøst, mens andre ikke gør. Ingen nævnt, ingen glemt … Det vil et netværk kunne være med til at afdække.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Så lidt skal der til, før jeg er stresset

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Et skønt menneske skrev til mig: “Det er ærgerligt, du måtte droppe den bold, men du kan stadig jonglere”. Anledningen er, at jeg har været alt for stresset de seneste to uger, blot fordi jeg havde rodet mig ud i en lille opgave, som jeg havde brugt sølle 15 timer på. Så lidt skal der altså til!

Det er jeg rystet over. Jeg troede, alt det var en saga blot, at jeg var på den høje hest og kunne overskue det meste af verdensrummet. Det kunne jeg ikke.

  • “Bolden” indebar en del fuldkommen ukendt stof, men intet sad fast i hjernen; den føltes som en si.
  • Jeg var alt for bange for, at de, der skulle have et svar på et emne, ville få Anders And-svar fra mig.
  • En nat stod jeg op 01:30 og tændte PC’en, for jeg kunne alligevel ikke få ro, før jeg var i bund med x, y og z. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op.
  • Det lignede mest af alt mit arbejdsliv, dengang jeg “var noget”.
  • Jeg var nærmest beæret over, at nogen mente, jeg kunne bistå dem ~ stadig kunne bruges til noget.
  • Jeg har ikke følt, jeg havde tid til at være pensionist.
  • Jeg måtte imødese, at jeg i et par måneder frem – og måske også mere – ville skulle bruge mere tid på det, end jeg havde lyst til.
  • Jeg har ikke haft kræfter til mit PHP-kursus.

Psykologen har fået ret for 425. gang. Der skal ingenting til, før jeg bliver stresset, og jeg tåler ikke stress. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en ualmindeligt dårlig kombination.

Men jeg troede, jeg kunne, og da jeg gik ind i det, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville blive sjovt, eftersom det var temmelig “nørdet”. Det var bare slet ikke sjovt.

Den positive vinkel

Det er positivt at opdage faresignalerne i løbet af kun 15 timer (og 11 minutter). Var jeg fortsat, kunne det måske have ført til en ny sygdomsperiode. Selvfølgelig skal man ikke male Fanden på væggen og forestille sig det værste. Jeg skal bare ikke på nogen måde ud til kanterne igen, og sporene skræmmer. Jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Nu skal jeg bare lige sunde mig, og jorden er jo ikke gået under. Jeg er imidlertid blevet (meget) klogere.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

10 % af 10-årsplanen for psykiatrien

10 % af 10-årsplanen for psykiatrien

Politikerne er stolte. Hvad siger patienterne?

10 % af 10-årsplanen for psykiatrien

Jeg tror, der er noget, det politiske niveau helt har misforstået. Og det gælder uanset partifarve.

I går blev den længe ventede psykiatriaftale offentliggjort. Der er finansiering af 10 % af de omkostninger, som Dansk Psykiatrisk Selskab sammen med professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg har beregnet er nødvendige, hvis vi vil have en psykiatri, der kan løse opgaverne.

Dansk Psykiatrisk Selskab har udsendt denne pressemeddelelse i anledning af aftalen.

Det drejer sig ikke om indkøb af smarte møbler, flere kugledyner (selvom man som voksen sagtens kan blive mødt med en kugledyne til børn, fordi afsnittet ikke har råd til at købe en, der passer i størrelsen. Kugledyner er ofte et instrument til at nedbringe brugen af sovemedicin. Men så må man jo nøjes …) eller bedre computere.

Det drejer sig fx om, at lægerne ikke hver morgen skal lave over en liste over de mindst syge med henblik på at udskrive dem, fordi der er mere syge, der venter.

Bevillingerne øges med 450 millioner i 2023 ff. Men der er behov for 4,5 milliard. En 10-årsplan betyder ikke, at man skal løse 10 % af problemerne. Jeg tror, det er her, de har misforstået et eller andet, fordi tallet 10 indgår begge steder.

Flere politikere har stolt fortalt om resultatet på Facebook. Var jeg dem, ville jeg ikke føre mig frem med det, når de nu kun har løst en tiendedel af den stillede opgave. Jeg synes faktisk, det er pinligt. Jeg har både høfligt og venligt spurgt dem, hvad de så forestiller sig med de resterende 90 %, men det svarer de ikke på. De har sikkert travlt med (resten af) valgkampen.

Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg med 37 indsatser

I januar (dog 2022) præsenterede de to styrelser udkast til en 10-årsplan, der havde titlen “Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”. Det fremgik allerede af forståelsespapiret fra sommeren 2019, at regeringen sammen med støttepartierne skulle vedtage en 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet har naturligt nok været forsinket af to år med Corona-pandemi.

Styrelserne har i fællesskab tillige udgivet en Pixi-udgave af udkastet. På 24 sider gennemgås baggrund og anbefalinger. Alt er utrolig gennemarbejdet og henvender sig både til det politiske niveau, klinikere og brugere, og man bliver bestemt klogere af at læse de få sider, der er både spændende og uhyggelige.

Klinikerne ved, hvor skoen trykker

Dagligt kan man læse om, hvor mange læger, der vælger at forlade psykiatrien, fordi de simpelthen ikke kan holde ud at afvise så mange mennesker, der angiveligt mangler hjælp. Eller om praktiserende læger, der henviser til psykiatrien, men mødes af afvisninger. Eller om, at der er en ventetid på 63 uger på at komme i behandling om en psykiater.

Hvor mange kræftpatienter beder man have tålmodighed i 63 uger? Svaret er “ingen”, for de kan være afgået ved døden inden da. Og sådan skal det også være, men sådan er det bare ikke på psykiatriens område.

Grafen herunder, som jeg har stjålet hos professor Merete Nordentoft, er den simple fortælling om udviklingen i omkostninger i hhv. somatik ctr. psykiatri. Jeg synes, den taler for sig selv.

10 % af 10-årsplanen for psykiatrien

Hvis man har selvmordstanker

Har man selvmordstanker, vil en besked om 63 ugers ventetid kunne gøre, at man tænker: “Det kan jeg ikke vente på. Livslinjen dutter optaget. Psykiatrifondens chat er ikke bedre. Nu gør jeg det, for jeg kan ikke andet, når ingen har tid til mig.” Når der ikke er hjælp at hente nogen steder, slutter man sig måske til den uhyggelige statistik, der viser, at den gennemsnitlige levetid for psykiatriske patienter er 10 – 20 år kortere end for baggrundsbefolkningen.

Prioriteringen af de unges mistrivsel

Det er fint, at den nuværende – nye – psykiatriaftale fokuserer på de unge, idet de er de kommende psykiatribrugere. De er potentialet. Det vil sige, kan vi stoppe deres mistrivsel, er der mulighed for, at vi ikke om 2, 5 eller 7 år (også) ser dem i voksenpsykiatrien. Og ser man problemerne med Excel-briller (jeg elsker Excel – ikke et ondt ord om regneark!), kan der ligge en besparelse en gang ude i fremtiden. Det er godt både for de unge og for samfundet.

Men vi har jo med aftalen ikke gjort ret meget for de voksne psykiatribrugere? Og os er der ganske mange af – skal vi vente til år 9 eller 10?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Psykisk sygdom koster for lidt

Psykisk sygdom koster for lidt

Kronik til Politiken

Jeg sendte denne kronik til Politiken, men de er ikke vendt tilbage. I stedet er den bragt på en side, der hedder DK Nyheder. Med dem har jeg aftalt, at jeg gerne selv må publicere sideløbende.

PS: Jeg ærgrer mig, for Politiken vendte tilbage senere og sagde, de gerne ville antage kronikken. Men da var det jo for sent.

Psykisk sygdom koster for lidt

Efter de forfærdelige og meningsløse drab i field’s er der langt om længe opstået den nødvendige, stærkt savnede debat om forholdene i psykiatrien, fordi man antager, at gerningsmanden var alvorligt syg af en psykisk sygdom i gerningsøjeblikket. Tænk at tre mennesker skulle miste livet, inden debatten kom i gang. Det er svært at forstå.

Jeg lever selv med to psykiatriske diagnoser og det er p.t. svært, fordi det stempel, der altid har været sat på os, nu bliver meget tydeligt. Sociale medier svømmer over med lægfolks antagelser om vores overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, vores personfarlige kriminalitet, antallet af varetægtssurrogater (der bruges, når man er for syg til at sidde varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel), hvad vi koster samfundet osv.

Ikke under en eneste af mine mange indlæggelser siden sommeren 2014 har jeg mødt en medpatient, der havde begået kriminalitet bortset fra måske at have kørt over for rødt. Så vidt jeg ved, har jeg heller aldrig selv overtrådt nogen bestemmelser. I hvert fald er det ikke blevet opdaget.

Kunne tre liv være sparet?

Det er vanskeligt at finde tal om vores kriminalitet, der er til at stole på. De mest valide tal, jeg kender, stammer fra Gitte Ahle, der er tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og nu er retspsykiater. Følgende fremgik forleden af dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

Nøgleordene er: “… have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling”.

Også Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup og professor i psykiatri ved Københavns Universitet anlægger synsvinklen “hvordan det kunne være undgået”, når han foreslår, at der nedsættes en havarikommission. Dette citat stammer også fra dr.dk

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Der er behov for massive investeringer i psykiatrien

Psykisk sygdom koster for lidt

Den såkaldte “Sær- og åndssvageforsorg” blev udlagt i 1980. Det betød kort sagt, at amter og kommuner overtog ansvaret for os. Formålet var at sikre, at vi fik et så normalt liv som muligt med “nærhed” som det bærende princip. Man ville væk fra de store centrale institutioner, hvilket kun er positivt. Bagsiden af medaljen er, at der siden da er sparet og sparet på psykiatrien, der med rette kaldes “nødlidende”.

Ordet “nødlidende” har været korrekt i mange år. Et hverdagseksempel er, at man kan risikere at ligge i “den fjerde seng” på en tresengsstue. Personalet skubber ganske enkelt en ekstra seng ind langs den frie væg. Det er selvfølgelig langt bedre end at blive sendt hjem på grund af pladsmangel.

Når der er flere patienter, end der i realiteten er sengepladser, betyder det selvfølgelig også, at medarbejderne skal tage sig af flere patienter, end der er ressourcer til. Jeg husker tydeligt, at min kontaktperson en dag sagde: “Jeg kan ikke tale med dig længere, for jeg er kontaktperson for 13 patienter i dag”. Af den offentlige debat fremgår det af og til, at vi bare bliver fyldt med medicin på en psykiatrisk afdeling. Eksemplet fortæller for det første, at det er en skrøne. Skulle det evt. være sandt – hvad der altså ikke er min mangeårige erfaring – forklarer udtalelsen måske en del af årsagen? Samtale er ofte den vigtigste og bedste behandling på en åben afdeling. Samtale kræver menneskelige ressourcer og tid til opbygning af gensidig tillid. At være kontaktperson for 13 mennesker kræver derfor overnaturlige evner.

Kun én gang er jeg blevet “fodret” med indslumringspiller den første aften. Årsagen var, at jeg var så manisk, at hjernen var på kogepunktet efter fem dage uden mad og søvn, hvor jeg fik ca. fem idéer i minuttet. Det kunne ikke kureres med snak. Hjernen har brug for søvn.

Meget konkret betyder overbelægningen også, at man ikke har hverken natlampe eller stikkontakt, så iPadden må ligge til opladning i håndvasken natten over. Det byder man vist ikke kræft- eller hjertepatienter. Jeg tror heller ikke, man byder dem at være 18 mennesker om ét baderum.

Genopretningen er bestemt ikke gratis. Sundhedsøkonomer fra bl.a. VIVE har regnet sig frem til følgende “…en årlig merudgift til drift på 4,5 milliarder kroner og oven i den en engangsinvestering på 3,5 milliarder kroner til anlægsudgifter.” Regnestykket blev præsenteret i Ugeskriftet den 10. januar i år, altså et par dage dage før præsentationen af Socialstyrelsens og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

4,5 mia. kr. er en formue, men investeringen vil barbere noget af udgiften på de 110 mia. alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det tal kan man også finde i Ugeskriftet. Og under alle omstændigheder er 4,5 mia. kr. væsentlig mindre end yderligere 18 mia. kr. til det danske forsvar fra 2033 og frem. Politik handler om prioritering.

Psykisk sygdom koster for lidt

Regeringen, støttepartierne og Alternativet afsatte på finansloven for 2020 600 mio. kr. til “en styrket indsats for personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.”. Efter årtiers nedprioritering er 600 mio. kr. desværre bare ikke tilstrækkeligt.

I årenes løb har der herudover været talt og skrevet om “løft” til psykiatrien og adskillige “projekter”. Problemet med den slags er, at det ikke er varige midler eller indsatser. De omhandlede “løft” har ofte været finansierede af Satspuljen (der nu er skrottet). Det har ofte betydet, at der har været tale om midlertidige bevillinger i modsætning til egentlige finanslovsmidler, der er fireårige. Når man er “på finansloven”, kan midlerne anses for varige, selvfølgelig kun til det øjeblik, det politisk besluttes at prioritere andre områder. Og et “projekt” har en klart defineret start- og slutdato. Det er simpelthen definitionen på et projekt. Ingen andre sundhedsfaglige områder tvinges til at udvikle, implementere og evaluere indsatser med så kortvarigt et sigte. Opgaven er umulig og ændrer ikke på, at psykiatrien i dag er et område med lav status for det sundhedsfaglige personale.

Den politiske behandling udeblev – men så blev tre dræbt i field’s

Det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien blev aldrig behandlet i Folketinget. Det blev hældt af brættet af statsministeren i starten af maj måned, hvor Pia Olsen Dyhr i spørgetimen spurgte, hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede, at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på, om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Statsministeren talte endvidere om fodbold og om at gå til spejder som et svar på manglen på tilstrækkelig hjælp og behandling. Det byder man ikke hjerte- eller kræftpatienter.

Psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt”. Det svar havde Kræftens Bekæmpelse ikke fundet sig i. Og det er bemærkelsesværdigt, at det kommer, når forståelsespapiret fra juni 2019 rummer følgende

…regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

I skrivende ser det imidlertid ud til, at der endelig sker noget, og det kan jeg kun bifalde. Forhandlingerne vil blive fremrykket, skriver Pernille Skipper fra Enhedslisten på sin Facebookprofil. Det må forstås sådan, at de var planlagt, men som resultat af organisationernes utrættelige indsats og den massive debat i kølvandet på de tre dræbte i field’s, fremrykkes de.

Jeg glæder mig meget til en seriøs behandling af det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.