Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

Positiv podcast om psykiatrien

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

For ikke at komme hjem til tomheden, må jeg starte noget her, jeg kan gå hjem og føre videre. M synes bestemt, jeg skal lave en podcast, fordi folk nu om dage ikke gider læse men gerne lytter. Det er nok også bedre end at få et sponsorbarn fra et sted i Afrika for 200 kr. om måneden mod at modtage et billede til jul. Hun rammer skiven temmelig godt, idet jeg for nogle måneder siden selv begyndte at undersøge, hvordan man laver en podcast. Men så døde det ud, og jeg kom ikke videre.

Serien bliver med deltagelse af professionelle, hvis jeg kan finde nogle, der vil være med, og med en personlig indledning om, hvorfor netop denne gæst deltager. På den måde vil jeg kunne afdække en lang række af aspekter af psykiatrien, sådan som jeg har oplevet den siden 2014.

Foreløbig liste over “interviewofre”

Jeg har truffet næsten alle på listen en eller adskillige gange. Eller i det mindste ved jeg, hvad de står for, fordi jeg har fulgt deres hjemmesider, Facebookprofiler mv. gennem lang tid. Det vil sige, at jeg har en eller anden form for relation til dem. Jeg ved, hvad de vil kunne bidrage med.

  1. Overlægen på Brøndbyøstervej 160, afsnit 808, Melita Svraka (forhåbentlig er det stavet korrekt), hospitalspsykiatri, mangeårig erfaring. Ryger måske ud af listen pga. sprogproblemer, da hun (vist) er fra Serbien. Vi kan godt forstå hende, men vil helt udenforstående kunne forstå hende på en radioforbindelse? Hvis hun skal med, skal hun så måske bare længere ned ad listen, når jeg har fanget en flok lyttere?
  2. Overlæge Kasper Thybo Reff, hospitalspsykiatri, tidligere Glostrup, nu Hillerød. Det var ham, der sagde “Du kan jo ikke holde på en kop”, da jeg havde parkinsonisme. Det var ham, der akut skaffede mig en øjenlæge, da jeg pludselig ikke kunne se. Det var ham og Christina, der gik til Poul Videbech og spurgte, om ECT ville kunne hjælpe på parkinsonisme.
  3. Christina Skovsende Eriksen, Cand.Pharm, tidligere Glostrup, nu ? Hun var makker med Kasper i “Akutteamet” i Glostrup. Vi holdt ugentlige møder, og de levede med mine regneark, hvor jeg kategoriserede bivirkningerne fra 1 – 10 og lavede grafer, så det var let og hurtigt at overskue, når man “kun” har en time. Det var hende, der kiggede tvivlende på mit læs af diverse dyrt indkøbt urte- og naturmedicin og spurgte, hvad jeg ville med det?
  4. Poul Videbech, Professor, Dr. Med. Danmarksmester i ECT, Glostrup. Der er simpelthen ingen i Danmark, der ved mere om ECT end ham. Jeg ved, han er en meget flink mand:
    1. Vi bytter links. Jeg har leveret ham tonsvis af indgående links, og han linker også til min side.
    2. Engang efter en ECT-behandling bankede jeg simpelthen på og spurgte, om han havde 30 minutter. Det havde han og vi talte om hans nyeste forskning. Desværre kan jeg ikke huske noget nærmere 🙂 
  5. Tidligere sygeplejerske med speciale i ECT, nu ?.
  6. Merete Nordentoft, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og overlæge på Bispebjerg. Aktiv i debatten om 10-årsplanen
  7. Gitte Askær Sørensen, min kontaktperson gennem ni år i Distriktspsykiatrien, ambulant psykiatri.
  8. Pia Olsen Dyhr, formand for SF. Viden om – og holdninger til – 10-årsplanen for psykiatrien. Hvornår sker der noget?
  9. Formanden for Psykiatrifonden. Hvad er status på deres forskellige udviklings- og afklaringsforløb, som jeg selv nød godt af, og som kommunen betalte mere end 150.000 kr. for – men det var også virkelig godt. 
  10. Pia Glyngdal, tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre. Da jeg fik at vide, at det var hende, der skulle skrive en speciallægeerklæring til Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam, sagde/skrev alle til mig: “Så er du i gode hænder”. Det var fuldkommen sandt.
  11. Jeg ledte efter en psykiater, der både vidste noget om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Den slags kan ikke lige Googles. Pia Glyngdal foreslog Pia Bohn Christiansen, så det blev hende, der udredte mig for Aspergers syndrom. Dejligt menneske, sindssygt dygtig og værd at vente knapt et år på.
  12. Anette Friis, min psykolog gennem herrens mange år. Vi kunne passende få en snak om, hvorfor psykiatri og psykologi er adskilte størrelser; bortset fra det er emnerne legio.
  13. Amar Al Molem, der er min tandlæge. Vi kunne tale om mundtørhed, hvad der bevirker den, hvordan man imødegår den og om “Vil du have den rigtige behandling eller den billigste?” Skulle kommunen have betalt, havde jeg fået den billigste, der havde bestået af en kunstig både over- og undermund. Jeg betalte selv over 100.000 kr., så jeg fik den rigtige behandling. Nu har jeg en enkelt tand, der ikke er en krone, men det kan man ikke se.
  14. Der kan måske komme flere på listen …

De kommer ikke med

Mange vil måske mene, at jeg burde inkludere diverse patientforeninger så som SIND og Depressionsforeningen. De kommer ikke med, idet de har været helt usynlige i debatten om 10-årsplanen.

Formanden for SIND var på et tidspunkt deltager i “Aftenshowet” som jeg for første og sidste gang tændte for, fordi hun var med. Hun sad og græd for åben mikrofon i et program mange ser, fordi hun var så berørt over, at en kollega, var blevet dræbt på en vagt. Jeg ville også være berørt over sådanne frygtelige erindringer; men en formand for en patientforening skal ikke sidde og græde for åben skærm, når hun i virkeligheden skulle forholde sig til 10-årsplanen. Det er der ikke meget politisk slagkraft i. Der mistede de et medlem.

Også Depressionsforeningen har jeg meldt mig ud af. Dels pga. deres manglende engagement i debatten om 10-årsplanen, dels fordi jeg er så evindeligt træt af at høre og læse om Peter Øvig Knudsens 7 ECT-behandlinger. Jeg har fået over 100, men er selvfølgelig ikke et kendt ansigt.

Da jeg her på 808 fortalte lidt om mine foreløbige overvejelser om en podcast, sagde en medpatient: “Så skal du virkelig tale med xyz; han har været udsat for tortur i psykiatrien”. Hertil har jeg kun at sige, at sådan en serie bliver det ikke!

Det bliver en positiv fortælling om psykiatrien. Det bliver en serie, der forsøger at dele viden krydret med lidt personlige oplevelser og tanker.

Teknik, ting og sager

Hvis ens podcast skal være værd at lytte til, skal den forberedes ordentligt. ChatGPT leverede et godt svar, da jeg spurgte: “How do I produce a great podcast?”. Min erfaring er, at man får bedre svar, hvis man spørger på engelsk.

Der er mange fine videoer på YouTube om det at producere en podcast. Jeg har fundet frem til Pat Flynn, der i punktform forklarer alt, hvad der er værd at vide. Den bedste hedder efter min opfattelse: “How to start a podcast – Beginner podcasting tutorial”.

Der skal selvfølgelig noget udstyr til, når lyden skal være i orden, for hvem gider lytte til en podcast med elendig lyd? Men det kan holdes inden for en fornuftig økonomisk ramme. Jubi, så bliver der noget nyt både hardware og software at nørde med.

Jeg vil begynde med at sikre deltagere, da der ikke er grund til at investere i udstyr, før jeg ved, om nogle har lyst at være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Onkologi versus psykiatri 2

Onkologi versus psykiatri 2

Diskussion med en tidligere kræftpatient

Onkologi versus psykiatri 2

Dette er artikel nummer to om onkologi versus psykiatri. Den første artikel finder du her.

Så lærte jeg også det: Jeg skal ikke diskutere psykiatripolitik med en tidligere kræftpatient! Det går bare galt.

Vi diskuterede, om det var rimeligt, at psykiatrien er blevet lovet (indtil videre er der intet sket, jfr. artiklen i Altinget den 26. april 2023) 4½ mia. kr. i regeringsgrundlaget (se side 18 og 19) til en genopretning. Det mente de ikke, når tarmkræftpatienter ikke bliver behandlet inden for behandlingsgarantien.

Desværre kunne jeg ikke alle tallene fra “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan. Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” udenad. Men selvom jeg havde kunnet dem, havde jeg ikke kunnet kæmpe mod faktaresistensen.

Jeg bryder mig meget lidt om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden, men den politiske virkelighed er, at der må prioriteres. Og prioritering er valget mellem det ene og det andet. Når man ikke vil være med til en genopretning, betyder det samtidig, at man mener, at psykiatrien for evigt skal halte bagud. Det kan jeg selvfølgelig ikke være med til.

Onkologi versus psykiatri 2Jeg kunne huske, at antallet af psykiatriske patienter er voldsomt stigende, men at bevillingerne aldrig er fulgt med og at den udvikling har været i gang siden særforsorgens nedlæggelse i 1980. Samtidig er der vedtaget tre eller fire kræftpakker. Det skyldes blandt andet, at Kræftens Bekæmpelse er en meget mere slagkraftig patientforening end både SIND, Depressionsforeningen, Psykiatrialliancen og Psykiatrifonden tilsammen.

De var tindrende ligeglade med historikken og mente, at man alene skulle se på den aktuelle status. Igen: inddrager man ikke historikken, accepterer man, at psykiatrien halter bagud, og man mener, at det skal den fortsætte med.

Endnu en gang ønskede jeg, at man kendte årsagerne til de 600 selvmord årligt, hvor det i hvert fald er kendt, at 50 pct. af ofrene havde en psykiatrisk diagnose. Det viser tal fra Center for selvmordsforskning.

Om der er kausalitet mellem diagnosen og beslutningen om ikke at ville leve længere, kan man af gode grunde ikke vide. Man kan jo ikke spørge de 300 døde. Argumenterne var nærmest, at psykiatrien ikke er et vigtigt område, når man kan dø af kræft men ikke uden videre af en psykisk lidelse.

Så gav jeg op. Men skuffelsen sidder stadig i mig, eftersom psykiatrien er mit hjertebarn. Jeg er oprigtigt ked af det!

Fakta hentet fra Pixiudgaven

  1. Psykiske lidelser medfører en markant overdødelighed
  2. Mennesker med psykiske lidelser mødes ikke med samme niveau af kvalitet i indsatsen som mennesker med fysiske lidelser
  3. Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse
  4. Mennesker med svære psykiske lidelser lever op til 15-20 år kortere end baggrundsbefolkningen
  5. På blot et årti er der sket en stigning på ca. 30 % i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 % i samme periode
  6. Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser er i dag præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet, manglende tilbud, væsentlige udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, utilstrækkelig faglig udvikling og forskning, stigmatisering og manglende prioritering
  7. Der er mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige, som har bedre muligheder og rammer for at fastholde og udvikle udredningen og behandlingen af patienterne med høj faglig kvalitet og ambitioner.
  8. I socialpsykiatrien er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte
  9. Mennesker, der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse, har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.

Onkologi versus psykiatri 2

Om tvang i psykiatrien

Det fremgår også af Pixiudgaven, at man siden 2014 har arbejdet målrettet på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien – men man er ikke i mål med det.

Som eksempel tester man p.t. brugen af virtual reality-briller til psykotiske patienter på Psykiatrisk Center Glostrup som et led i at nedbringe brugen af tvang. Det er umådelig positivt.

Af og til er tvang desværre nødvendigt i en kort periode. Et eksempel er, at nogle patienter holder op med eksempelvis at tage den antipsykotiske medicin, fordi de føler sig raske. Og hvem tager medicin, hvis man er rask? Det kan man naturligvis ikke tvinge nogen til! Og det skal man heller ikke kunne. Problemet er, at af og til kan “systemet” så bare vente på, at patienten igen bliver så syg, at vedkommende kan blive indlagt med tvang og medicineret.

Der burde være en mellemvej og mulighed for at gribe ind noget tidligere – ikke mindst af hensyn til patienten selv, da tvangsindlæggelse og evt. tvangsmedicinering er et voldsomt indgreb. Det kræver naturligvis lovændringer, men spørgsmålet er, om det ikke vil være det bedste.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Podcasten “Særklassen” er udkommet

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Det har været en lidt lang – men positiv – proces at deltage i podcasten “Særklassen”, der produceres af “Sputnik”.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det begyndte alt sammen den 11. marts i år, hvor jeg hørte min ven Mathias Emil Nielsen i “Særklassen”. Han fortalte sin historie og om hvordan og hvorfor, han besluttede at stifte virksomheden “GladTeknik” her i Hvidovre.

Jeg har handlet IT-ydelser og hardware hos dem i flere år. De er sindssygt dygtige. Jeg har valgt dem af to årsager:

Efter at have hørt Mathias i “Særklassen” skrev jeg til “Særklassens” digitale kommunikationsansvarlige Ann-Sophie Tønner, at jeg også har en historie. Den kan du høre her. Jeg håber, du har lyst at lytte med. Podcasten varer 33 minutter.

Har du kommentarer, skriver du af hjertens lyst i kommentarfeltet nederst på siden.

Historien drejer sig om

Historien drejer sig om at:

  • Have Aspergers syndrom og derfor at have en veludviklet sans for detaljer
  • Autisme kan være en styrke: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Være diagnosticeret sent i livet som 55-årig
  • Have fået en fremragende behandling i psykiatrien siden 2014

Ann-Sophie havde netop gået og overvejet, hvordan hun kunne finde et menneske med autisme, der var sen-diagnosticeret og hvor der også var komorbiditet.

Komorbiditet betyder, at flere diagnoser er tilstede hos den enkelte person. Hos mange med autisme og/eller ADHD vil komorbiditet optræde i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder. I mit tilfælde optræder komorbiditeten (som man også kan kalde for “samsygelighed”) i form af den bipolare affektive sindslidelse.

Min mail til hende var således en appelsin lige ned i turbanen.

“Særklassen” er en seriøst podcast

“Særklassen” er en seriøs podcast, og Ann-Sophie gør meget ud af, at man som deltager ender med en podcast, man også selv kan være tilfreds med. Det er jeg bestemt. Vi har begge brugt meget tid på at producere noget, der kan gøre lytterne klogere.

  • Vi lærte hinanden lidt at kende ved for-interviewet den 12. april. Det foregik online på Teams. Jeg havde på forhånd forberedt mig på ni spørgsmål
  • Efter for-interviewet sendte hun nye og mere relevante spørgsmål
  • Selve interviewet fandt sted den 19. april på Hejrevej 43.
  • Ann-Sophie har haft et stort arbejde med at klippe og fin-klippe, så alt er korrekt og falder naturligt som en samtale
  • Jeg har lyttet til to udkast og fanget fejl og unøjagtigheder (det er det med detaljerne …)

Som at skulle til eksamen

På dagen for live-optagelsen havde jeg det som om, jeg skulle til eksamen, for der var mange pointer, jeg bare ville have med. En af dem var det med den fremragende behandling i psykiatrien.

Jeg ville også have mine to mantraer med, så jeg medbragte et 5½ sides Worddokument, hvor det mest centrale var farvet gult for ikke at forsvinde i mængden. Der var meget gult!

De to mantraer er:

  • Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Gensyn med Hejrevej 43

Gensyn med Hejrevej 43

Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen”. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.