Indlæg

, ,

Det var dyrt 1

Det var dyrt

Jeg pusler med et bogprojekt

Det var dyrt 1

Det kan være, jeg har en medforfatter til bogen. Hun skal først tænke, da hun har travlt, og hvem er målgruppen, kan vi, har vi et budskab og alt det der. Det er ikke lige min gebet.

Jeg laver ikke så meget p.t., så jeg er gået i gang med at pusle lidt. Jeg hygger mig vældigt med det.

I morgen er det præcis et år siden, jeg sidst (eller er det senest?) blev indlagt. Det er da en lille fest værd!

Hvad har det kostet?

Noget af det, vi kunne tænke os, er et afsnit om, hvad et forløb som mit sygdomsforløb har kostet. Hun gætter på to millioner kr. grebet ud af den blå luft. Det er rigtig mange penge, men efterhånden som jeg får puslet nogle af dataene sammen i mit elskede Excel, så løber det op. Det kan godt være, hendes gæt ikke er helt tosset. Det, man kan spørge om, er: Hvad havde det kostet, hvis man ikke havde lavet investeringen? Et liv? Evig førtidspension, som flere mente, jeg kunne være berettiget til.

Jeg er så startet fra en ende af, og det er utrolig interessant. Jeg deler det op alt efter, om det er Hvidovre Kommune, der har betalt, eller om det er psykiatrien. Der er selvfølgelig også noget psykiatri i kommen, nemlig socialpsykiatrien, men så fint skal det trods alt ikke være.

Kommunen

Det er slet ikke så nemt at få et overblik på det område, for det er forskellige afdelinger, der rekvirerer diverse ydelser. Og hvordan skulle jeg kunne vide, om det er den ene eller den anden afdeling? De har ikke mulighed for at slå det op nogen steder, finder jeg nogen, der kan finde et tal, er de ikke sikre på, om de må udlevere det, for de har aldrig haft sådan en forespørgsel før. De er søde og flinke, men det er lidt op ad bakke. Jeg fandt dog frem til en chef, der gerne ville prøve at samle trådene. Jeg troede egentlig, at man registrerede en kugledyne til 6.000 kr. på mit CPR-nummer, men sådan spiller klaveret altså ikke i kommunalt regi.

Jeg har fået fat på en meget imødekommende herre, der gerne vil finde omkostningen til den støtte-kontaktperson, jeg havde i en kort periode. Det hele skal med! Psykiatrifonden i over et år, forløbet hos CSV (Center for Specialundervisning af Voksne), speciallægerklæringen mv.

Dog var det uproblematisk at få at vide, at jeg fra maj 2014 til maj 2016 havde fået 405.000 brutto i sygedagpenge.

Psykiatrien

Man kan komme rigtig langt vha. Sundhedsdatastyrelsens Afregning og finansiering (DRG). Styrelsen skriver selv: “Sundhedsdatastyrelsen vedligeholder og udvikler DRG-systemet, som bruges til økonomistyring i sundhedsvæsenet i fx kommuner, ministerier, styrelser, hospitaler og regioner.” DRG er en forkortelse af DiagnoseRelaterede Grupper.

Nogle steder er det meget tydeligt at se det indregnede produktivitetskrav… det er det krav, regeringen sammen med Dansk Folkeparti i dag har sat på stand by for 2018. Så har de et år til at udtænke noget endnu værre.

Medarbejderne er søde til at hjælpe med at finde tallene

Super fine og overskuelige tabeller om stort set alt, hvad man kan ønske sig, når man synes, det er sjovt at “lave tal”, når man lige har fundet systemet, og når man har en konkret opgave. Noget af det er lidt indforstået, men ved opringning til deres forskerservice, fik jeg noget fine links og forklaringer. Jeg undrer mig over, at tabellerne ikke sondrer mellem lukkede og åbne afdelinger. Der er mere personale på lukket, og de massive sikkerhedsforanstaltninger er bestemt ikke gratis. Nåh, men det er vel derfor, man har opfundet gennemsnittet.

Indtil videre har jeg (vistnok*) regnet ud, at jeg har fået ECT-behandlinger for 248.523 kr. (51 * 4.873 kr.).

Note: * “Vistnok” fordi jeg ikke kan se, om ECT-behandlingen er inkluderet i den diagnosekode, jeg har fundet. Men det er nok ikke helt skævt.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har lovet at tælle antal besøg hos hende og hos diverse læger der. Hukommelsesklinikken, den neurologiske speciallægeerklæring til 2.000 – jeg synes, det er meget billigt for 2 * 2½ times tests og samtale. Og så kan jeg ikke komme i tanke om mere. Men det er vel egentlig også nok…

Sundhed.dk

Jeg har altid syntes, at sundhed.dk er lidt af en rodebutik. De har mange fine oplysninger, men det er svært at få et overblik og at finde det, man skal bruge. Nu blev jeg imidlertid stædig, og så lykkedes det. En anden ting, jeg undrer mig over, er, at de ikke tilbyder mulighed for overførsel til fx Excel. Det ville gøre det noget nemmere at søge og sortere. På et tidspunkt skrev jeg faktisk til dem, hvorfor det ikke var en service. Men jeg fik aldrig et svar.

Jeg har været indlagt ni gange i i alt 188 dage i perioden fra den 5. september 2014 til 21. november 2016. Jeg har aldrig talt det op før, så jeg har bare gået og sagt ti gange. Det er da meget godt ramt 🙂  Når jeg kigger nærmere på nogle af datoerne, slår det mig, om jeg ikke bare blev udskrevet for hurtigt? Der er af og til kun et par uger imellem forløbene. Tre forløb har varet længere end 30 dage.

De 188 sengedage skal så omsættes til kroner – hvem ved måske nærmer vi os hastigt de to millioner kr.?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Pension

Pensionsrådgiver

I dag (8:30) havde jeg besøg af  pensionsrådgiveren fra “Willis Towers Watson”, og jeg har faktisk været meget, meget spændt på det. Hvornår kan jeg gå på pension uden at smadre min økonomi fuldstændig? Hvornår har jeg lyst til at blive pensioneret? Hvor mange penge skal jeg til den tid bruge på årsbasis.

Det sidste først: Det er ikke nemt at vide, hvad man skal bruge om 15 år. Jeg vil gætte på, at det er nogenlunde det samme niveau.

Han havde lavet en million tal (mindst 🙂 ), og beløbene føg over spisebordet. Jeg kan ikke huske halvdelen, og jeg har bedt om at få konklusionerne på skrift. Det, jeg dog kan huske, er, at mit rådighedsbeløb vil falde med omkring 100.000 kr., hvilket er et stort beløb. Det hele er baseret på, at jeg først går på pension, når jeg er 68. Hvis jeg går fra, når jeg er 65, ryger hele fleksløntilskuddet. Det er ikke en option. Men der er muligheder:

  • Rygestop: 16.425 kr. årligt 1)
  • Tandlægen bliver betalt ud: 36.000 årligt
  • Besparelse i alt: 52.425 kr. årligt. Manko: 47.575 kr.
  • Herefter: få kommunen til at hjælpe med at beregne boligstøtten, som den ca. vil se ud til den tid. Vi blev hurtigt enige om, at det ville være håbløst at bede Udbetaling Danmark om hjælp til det. De er det er det mest håbløse statslige organ, jeg kender.

Ad note 1: En kollega er i færd med rygestop, og det går hende godt. Jeg vil også prøve. Måske går det ikke, men så har jeg da forsøgt, og der er ingen gode argumenter for ikke at prøve. Distriktspsykiatrien har tit tilbudt mig et rygestopkursus, men jeg har hver gang takket pænt nej, men når jeg ser min kontaktperson igen om et par uger, vil jeg spørge om tilbuddet stadig står ved magt?

Der var nogle flere muligheder, men dem kan jeg ikke huske.

Reelle udgifter?

Jeg har faktisk et fint og flot budget, som jeg pænt ajourfører ved årsskiftet, og det viser et overskud hver måned; det kalder jeg nu for “det teoretiske overskud”, for jeg synes aldrig, jeg ser de penge. Alle de faste udgifter er selvfølgelig nemme og synlige, men hvad med husholdningen? Han foreslog noget banalt: “Gem bonerne for en måned og læg dem sammen til sidst for at få det reelle billede”. Det burde jeg jo selv have tænkt på, men det har jeg altså ikke, så nu er der oprettet et regneark lige til at taste ind i, og det er lavet sådan, at der er en særskilt kolonne til tobak, så det reelle forbrug uden tobak kan vises. meget spændende.

Jeg ejer/abonnerer på alt mulig software, der betales hvert år mere eller mindre automatisk. Hvert enkelt beløb er jo ikke de store penge, men samlet set løber det nok op. Det skal jeg have styr på, og slut med “Auto renewal”. Der er garanteret noget af det, der er mere “nice to have” end “need to have”. Her skal så findes en eller anden balance, for PCen og diverse software er min hovedinteresse, og det jeg bruger tid og penge på; og jeg går fx aldrig i biografen, i teateret, spiser kun sjældent ude osv. Lidt sjov skal jeg da have. Men det skal undersøges, og der skal prioriteres.

Faktisk tror jeg, det kan blive en helt sjov øvelse.

Fin service

Normalt koster rådgivningen 9.000 kr., men han kom med et tilbud på 2.400 kr., da sagen jo er relativt enkel, når jeg ikke har hverken fast ejendom, bil, værdipapirer mv. Så jeg sagde uden videre ja tak. Det, synes jeg, er, fair forretning.

Hold øje

Gennemgang af behov

Jeg har længe haft på fornemmelsen, at jeg hos YouSee betaler for meget mere, end jeg bruger. “Pakkerne” er simpelthen for store. Fx har jeg fri tale, men jeg taler maks 10 timer pr. måned set over et år. På deres hjemmeside kan man tjekke historikken, og den viste klart, at jeg betalte for mere, end jeg har behov for.

Også for det mobile bredbånd til iPadden betaler jeg for meget. TV og internet kan kun blive billigere, hvis jeg opgiver min højhastighedsforbindelse, og det vil jeg ikke.

I virkeligheden burde jeg gennemtænke hele molevitten, men jeg kan ikke rigtig gennemskue det. Der er masser at finde med Google, og der er også noget, der er billigere, men siderne fortæller oftest ikke noget om oppetider eller om de reelle hastigheder, som er ret vigtige for mig. Endvidere har jeg ikke rigtig forstand på det, men jeg ved, at jeg helst vil have det hele hos én leverandør. Der skulle vel ikke være en af jer, der kan komme med input evt. et link?

Nu med regning

Efter at have betjent mig selv og ikke kunne komme længere, ringede jeg til YouSee, der på fornemste vis hjalp mig med at få pakkerne tilpasset mit behov. Der var kun småpenge at spare men alligevel…

Mobilabonnementet blev reduceret fra 159 kr. til 119 kr. Det samme gjorde det mobile bredbånd. Man betaler forud.

Dagen efter fik jeg en mail, hvor de fortalte, at de havde hævet 119 kr. Jeg skrev til dem, at det altså ikke var mig, der skyldte dem 119 kr., men at det var dem, der skyldte mig 40 kr. Min mail fik dem til uden videre at gå mine konti igennem, og derefter kom der en mail om, at de havde trukket 330 kr. for meget. Normalt holder jeg aldrig øje med de regninger. Det vil jeg begynde at gøre nu!

YouSees hjemmeside

Det firma har en af Danmarks ringeste hjemmesider. For det første er den evigheder om at hente siderne ned til ens computer og for det andet, er det komplet umuligt at finde rundt. Det skyldes blandt andet, at man har en konto pr. produkt, hvilket betyder, at man skal logge ind og ud adskillige gange, hvis man vil undersøge flere konti, og det tager som sagt sin tid. Jeg undrer mig over, at så stort et firma ikke gør et eller andet ved det. Oplagte muligheder er:

  1. Lav én side, hvor man kan få adgang til alle konti på én gang ved at klikke på et eller andet.
  2. Gør noget ved loadtiden. Det er en af de ting, der irriterer mig, hver gang jeg skal ind på siden.
  3. Gør siden intuitiv. Man er nødt til at rode rundt i lang tid, inden man finder det, man skal bruge.
  4. Gør det muligt at se det kreditkort, man benytter. Lige nu står der bare, at der er et kort, men man kan ikke se hvilket.
  5. Hvis man fx skifter kort, får man den første måned et brev om, at det kort, de har registreret, ikke fungerer. Det er da OK. Problemet er bare, at det fx vedrører “Regning nummer 9”, men ingen steder fremgår det hvilken af de tre konti, nummer ni vedrører. Og da man ikke inde under betalingskortene kan se kortnummeret, er det også umuligt at sikre, at det nye kort er tilknyttet alle de rette konti. Altså bliver man nødt til at ringe til dem, og det kan i travle perioder medføre, at man skal vente 45 minutter.
  6. Sjusk og dårlig hundeservice!
,

Pension

Overblik

TV Avisen havde i aftes et godt indslag, der handlede om, at mange mennesker slet ikke har styr på deres pensioner. Jeg må med skam melde, at jeg, indtil for et par timer siden, var en af dem. Derfor var der et rådgivningsfirma, der rejste rundt til arbejdspladser, og rådgav “on site”. I indslaget blev også hjemmesiden pensionsinfo.dk omtalt. Den har jeg herefter studeret i flere omgange. Dens styrke er, at den samler alle pensionerne et sted, og laver én samlet beregning, hvorfor der fx kan tages hensyn til diverse modregninger ordningerne imellem.

65 eller 68? Om 12 eller 15 år?

Jeg bliver nødt til at fortsætte på arbejdsmarkedet, til jeg er 68, for hvis jeg går som 65-årig, bliver ydelsen fra min pensionskasse (JØP) stort set halveret, og jeg kan næppe leve af resten. Det er formentlig helt uproblematisk at blive hængende så længe, hvis jeg også til den tid kun arbejder 15 timer pr. uge.

Samtidig er det gået op for mig, at min invalidepension fra JØP stopper, når jeg er 65. Altså opstår der et slip på tre år. Det ser alt andet end godt ud.

Pensionsrådgivning?

Selvom det forekommer banalt og ligefremt, kan jeg ikke lade være at tænke på, at der måske findes muligheder, som jeg bare ikke kender til. Jeg vil derfor købe mig til noget pensionsrådgivning. Det bør ikke blive særlig dyrt, da sagen vel er oplagt for en professionel?

Forbrugerrådet har en fin artikel om, hvad man skal være opmærksom på, når man vælger en rådgiver. De skal være uafhængige og uvildige. Hvis de skriver sådan på deres hjemmeside, er de godkendt af Finanstilsynet.

Finanstilsynet tjekker desuden, at rådgivere, der kalder sig uafhængige eller uvildige, rent faktisk er det. Manden nede i banken er i hvert fald ikke uvildig, for han får provision af at sælge pensioner. Adskillige andre firmaer er heller ikke uvildige.

Find en uafhængig rådgiver, der passer til dine behov

Uafhængig økonomisk og finansiel rådgivning fokuserer på, hvad der er bedst for dig, fordi rådgiveren ikke får provision eller anden belønning for at sælge dig bestemte produkter. Kilde: Forbrugerrådet.

Google

Jeg gik i gang med søgning på termerne: “uafhængige finansielle rådgivere”, og fandt plancap, der tilbyder gratis at sende opgaven i udbud og at  indhente de tre bedste tilbud. Tilbuddene er uforpligtende. Så nu har jeg udfyldt formularen og er spændt på, hvad der sker, og hvornår det sker. Og ikke mindst hvad der kan gøres.