Indlæg

/34 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Invalid

Invalid

Nu er jeg invalid

Det lyder absurd, men alligevel vil jeg dele glæden med alle mine trofaste læsere: Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP (Nu P+)) har i dag meddelt, at de tilkender mig invalidepension med virkning fra 1. august i år og til min død. Det skyldes, at deres lægekonsulent har vurderet, at jeg er 2/3 invalid. Altså det er vel lidt absurd at være glad over at blive erklæret invalid. Det handler bare om penge – mange penge – selv efter skat.

Jeg sendte JØP det samme materiale, som rehabiliteringsteamet havde til rådighed. Og det var åbenbart tilstrækkeligt.

Der er utrolig meget, der nu bliver lettere!

  1. Jeg kan betale tandbehandlingen selv og slipper for at bede om hjælp til det i Hvidovre Kommune. Jeg hader ikke at kunne klare mig selv.
  2. Hvis jeg står uden job 1. januar 2017, kan jeg vist nok klare mig for ledighedsydelsen sammenlagt med invalidepensionen.
  3. Jeg kan bringe min kassekredit i nul (den har jeg “levet af” i et par år), og derefter få det endelige overblik over økonomien igen. Før i tiden havde jeg fuldstændig styr på alting, men de seneste to år er det gledet mig af hænde. Jeg har overlevet fra dag til dag, og har ikke kunnet overskue at få styr på sagerne.
  4. Jeg kan tænke på at rejse igen. Jeg har ellers haft indstillet mig på, at rejserne tilhørte en svunden tid. Det er livskvalitet at kunne rejse.
  5. Rosinen i pølseenden: Jeg mangler faktisk et par nye sko.

Endelig kan jeg helt slippe bekymringerne om indtægt og bolig. Jeg har undersøgt om kommunen skal modregne. Det skal de ikke – pengene er mine.

Det er altså en stor dag, og jeg ville da lige dele den med jer.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Værdi

Præstetanker – det var billig hvidvin i 70’ernes Irma

Det var “præstedag” i dag, og det er altid godt med præstetanker. I dag kom vi rundt om et stort eksistentielt emne, som fylder meget for mig p.t., og som vi startede lidt på sidste uge, men ikke blev færdige med.

Jeg tænker på, at jeg egentlig er lidt heldig, at kunne tage fat på livet en gang til, ja nærmest starte ved et nyt nulpunkt. Vejen hertil har været op ad bakke og ingen dans på roser. Så jeg er jo på sin vis nærmest lykkelig. Men jeg er 52, har levet over halvdelen af mit liv, og formentlig meget mere end det, da mennesker med bipolar affektiv sindslidelse dør ca. 14 år før gennemsnittet, og derfor er det naturligt at blive lidt tilbageskuende.

Det, der piner mig, er de 25 år jeg spildte med kun at arbejde. Det gav indflydelse og en eller anden form for diskret magt, ikke direkte over andre mennesker, men over systemer, processer og metoder. Jeg prøver at undlade at tænke, at det var temmelig talentløst ikke at kunne finde på noget andet.

Jeg kunne måske have stiftet en familie – og så alligevel nej det kunne jeg ikke, for det er jeg slet ikke typen på. Jeg er for nørdet og for meget enspænder til det.

Jeg kunne have etableret andre relationer og bevaret dem. Psykologen fra Psykiatrifonden sagde så ofte, at jeg var god til at etablere relationer men ikke god til at bevare dem. Jeg må give hende fuldstændig ret.

Og nu… hvad er det så jeg er i gang med? Gentager jeg bare mig selv: Jeg føler, jeg får værdi som menneske, når det går godt på arbejdet. Lige netop af den grund var de to års sygeperiode uden for arbejdsmarkedet to år i helvede for mig. Det vil måske ikke føles lige så slemt for andre mennesker, selv om jeg har en grundlæggende tro på, at alle mennesker er glade for at bidrage til samfundet på en eller anden måde.

Mette kunne nogle gode sentenser fra Prædikerens Bog, der passede fint, men jeg kan ikke finde dem igen.

Merværdi

For nu at køre videre i den samme fantasiforladte rille: Jeg skaber merværdi på arbejdet; jeg tror, de/Sune er tilfredse, og det glæder mig selvfølgelig, for i baghovedet er der den lille djævel, der spøger, hvis tema det er, at jeg kun har job til årsskiftet – og hvad så? Man finder ikke bare lige et fleksjob! Jeg brugte et år på at søge ordinære jobs uden så meget som at komme til samtale. Jeg konkluderede til sidst, at det var alderen, og den har jo ikke bevæget sig i nedadgående retning siden da. Hvis man ikke kan finde et ordinært job, kan man da slet ikke finde et fleksjob. Kommunen skal vist nok bistå på en eller anden måde, men det har jeg ikke så meget fidus til.

Jeg hyggede mig i aftes med Google og med at surfe rundt og kigge på andre HR-systemer (og sådan skaber jeg merværdi 🙂 ). Jeg fandt en masse interessante ting, som jeg har foreslået, at vi kigger nærmere på ud fra det princip om, at nu ved vi en masse om, hvad vi ikke vil have, ikke for meget “farvelade”, ikke så mange løfter om alt muligt smart, når vores initielle behov er på et helt andet niveau: Hvor mange er vi, hvor er folk ansat, hvem er chef, hvad er bankkontonummer og fødselsdato og i den dur. Selvfølgelig skal vi på sigt kunne mere, men man skal kravle, før man kan gå.

Det mest interessante jeg fandt, var to forskellige firmaer, der ikke var sælgere af HR-systemer, men som til dels levede af at sælge rådgivning om sådanne systemer. Der lå en lang rapport fra et af firmaerne, der sammenlignede 30 leverandører, det så spændende ud. Hvis, hvis, hvis vi skal skifte leverandør, vil jeg agitere stærkt for, at vi køber os til noget tværgående og uvildig rådgivning forud for beslutningen, nogen der ikke vil sælge men vil rådgive.

Det vil være en stor beslutning at skifte. Jeg har spildt min tid i et halvt år, bortset fra at kilderne til data nu er “kørt sammen”, så det kan genbruges. Vi har spildt penge, men det er kun 30.000 kr – Herregud. Vi taler faktisk om, at en af grundene til, at vi får så dårlig service måske er, at vi er en tabsgivende forretning for dem.

En af de ting Sune og jeg er meget enige om er, at skal vi skifte, skal den næste leverandør have en vis volumen. Det kan ikke være sandt, at vi skal “bestille tid” 3 – 4 uger før, for at komme ind i deres kalender, eller at vi er afhængige af, at en medarbejder har en infektion. Det behøver ikke være Oracle eller SAP, men de skal være mere end 5 – 6 medarbejdere.

JØP er også en værdi – faktisk ret stor

Jeg har fået alletiders pensionsrådgiver i JØP. Hun er lynhurtig, sød og effektiv. Jeg har udfyldt ansøgningsskemaet til invalidepension (lidt sær tanke måske at være invalid) og sendt alle de bilag, som Rehabiliteringsteamet også fik. Til morgen var der en lille besked om, at hun har sendt det videre til deres lægekonsulent, og det går der 2 – 3 uger med. Det er da helt OK.

Jeg havde selv prøvet at undersøge, om kommunen skal modregne i invalidepensionen, hvis jeg altså får den. Jeg kunne ikke finde et klart svar, min tidligere kollega kunne heller ikke, så derfor spurgte jeg i JØP. Hendes svar var kort og kontant: De skal/må ikke modregne.

Hvis jeg bliver erklæret 2/3 invalid, kan jeg leve som grever og baroner 🙂

 

/16 Kommentarer/i , /af ,

Hvidovre Kommune yder omsorg

Hvidovre Kommune yder omsorg

Katastrofe

Hvidovre Kommune yder omsorg

(Overskriften er i høj grad ironisk ment. Denne post er rodet, men det var mødet også, og jeg har endnu ikke haft overskud til at sætte mig ned at høre lydfilen.)

Min bisidder og jeg har været til møde med Hvidovre Kommune i dag, og konklusionen er en katastrofe: De vil indhente en speciallægeerklæring og afhængig af konklusionen heri, vil de overføre mig til det, der hedder “jobafklaringsforløb”, hvor ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Samtidig vil de sætte forløbet hos Psykiatrifonden i bero. Årsagen er, at de er bange for, at jeg ikke kan klare en virksomhedspraktik eller et fleksjob, når de ser tilbage på et forløb med mange indlæggelser. Flinke folk…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vi spurgte til forskellen på en virksomhedspraktik og et jobafklaringsforløb. Svaret var, at det var ordet. Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan de kan være bekymrede for, om jeg kan klare en virksomhedspraktik men samtidig henviser mig til at jobafklaringsforløb.

Vi havde selv ønsket en speciallægeerklæring for at få en samlet og dækkende beskrivelse af forløbet fra 2003, hvor jeg havde den første depression, og frem til nu – altså en periode på 12 år, der ikke er dækket af diverse statusattester fra egen læge og Psykiatrisk Center Hvidovre. Statusattesterne giver netop en status altså et øjebliksbillede set med en psykiaters briller. Speciallægeerklæringen vil også omhandle min egen vurdering samt speciallægens subjektive vurdering.

Kampklar hos speciallæge Pia Glyngdal

Sagsbehandleren havde drøftet spørgsmålet om en speciallægeerklæring med kommunens lægekonsulent. Min opgave må så være at virke frisk og maksimalt kampdygtig den dag, jeg skal til speciallægen. Jeg skal have hende til at skrive, at det er hendes vurdering, at jeg kan klare både en virksomhedspraktik og et fleksjob. Hvis jeg kan det, kan forløbet hos Psykiatrifonden genoptages og sygedagpengene fortsætte. Jeg er så ked af at miste det samarbejde med Psykiatrifonden, som er det mest givende af alt det, jeg render til for øjeblikket. Psykologen kan få mig til at se helt anderledes på verden, og det har jeg brug for.

Jeg spurgte til, hvorfor forløbet med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) så ikke også skulle stilles i bero? Svaret var, at det skulle forbedre min hverdag. Flinke folk…, men jeg forstår det ikke. Jeg synes, erhvervspsykologen i høj grad forbedrer min hverdag.

Jeg er så glad for, at jeg har Bodil. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden hendes kolde overblik over alt dette her.

Lige nu er jeg i en chokfase, fordi mødet udviklede sig så markant anderledes, end vi havde forventet. Jeg ved som sagt ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Tilføjelse: Jeg er ikke i målgruppen for ressourceforløb, da jeg kun har ét problem, nemlig at jeg er blevet syg. For rehabiliteringsteamet er der derfor kun to muligheder:

  • Indstille til førtidspension
  • Indstille til fleksjob.

Førstnævnte er jeg på ingen måde interesseret i.

/46 Kommentarer/i /af

Talgymnastik

Talgymnastik

Hvis det ikke var så trist, ville det være til at grine af. Jeg sidder og regner på min fremtidige økonomi og på, om jeg på en eller anden måde kan få enderne til at nå sammen. Jeg løser opgaven, som var det en arbejdsopgave, for jeg kan slet ikke forholde mig til, at det er min egen fremtid, jeg regner på.

Lige nu har jeg udbetalt 11.712, som skal reduceres til 60 pct., dvs. 7.057 kr. udbetalt og altså en nedgang på 4.600 pr. måned.

På borger.dk har jeg beregnet, at jeg vil kunne få 700 kr. i boligstøtte. Det ser ud til, at man max kan få til 15 pct. af huslejen, og det passer meget godt med de 700 kr.  Når der tages højde for boligstøtten, har jeg 3.900 i underskud hver måned og det er dette beløb, der på en eller anden måde skal indhentes.

Da huslejen er den største post, kan jeg overveje at flytte. Men regnestykket går kun op, hvis jeg kan finde en lejlighed til 1.900 kr. (5.800 – 3.900), og det er udelukket i Københavnsområdet og sikkert også alle andre steder..

Hvis vi nu lige et øjeblik forestiller os, at eneste faste udgift er huslejen på 5.800, så vil der være 7.800 – 5.800 = 2.000 kr. at købe mad og medicin mv. for.  Realiteterne er bare, at man kun dårligt kan leve for 2.000 om måneden, og at der er mange flere faste udgifter end husleje.

En anden model er at prøve at skære i de faste udgifter: Jeg kan droppe Børnefonden, forsikringer, fagforening, slægtsforskningsforening, tandlæge og vinduespudser. Disse poster giver til sammen 1.051 kr. pr. md. Der er stadig langt op til de 3.900, selv om jeg synes, jeg skærer ind til benet ved at droppe fagforening, forsikringer og tandlæge.

Summa summarum: uanset hvilken synsvinkel jeg ser det fra, er der ikke noget at gøre. Indtægtsnedgangen er simpelthen for stor til, at den kan hentes hjem på andre poster. De poster, der kan gøres indhug i, er ikke store nok til, at det batter noget. End ikke verdens bedste socialrådgiver vil kunne løse denne gordiske knude. Gad vide hvad andre mennesker gør?