Indlæg

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

Tanker om to typer praksis

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

To katte har på få måneder lært mig noget om, hvad der skaber tryghed i mødet med sundhedsvæsenet: tid, information, kontinuitet og mulighed for at stille spørgsmål. Paradoksalt nok finder jeg det hele hos dyrlægen – mens jeg savner det hos egen læge.

Teksten til dagens topbillede er “Josephine: Jeg elsker denne her tunnel lavet af en stor papkasse, hvor jeg lige netop kan kravle ind og ud”.

Hos dyrlægen

Hos min dyrlæge, Avedøre Dyreklinik, er der tid til en samtale om, hvorfor man kommer.

Er det de almindelige rutinetjek og vaccinationer, bliver dyrlægens observationer skrevet ind i kattens ‘Sundhedsbog’, så både dyrlægen og jeg kan følge status på en række parametre (adfærd, vægt, fodertilstand, muskeltonus, øjne, tænder etc.). Jeg har Sundhedsbogen herhjemme og skal medbringe den ved næste besøg, hvis det er relevant.

Har katten været opereret og derfor selvfølgelig i narkose, er der tid til at dyrlægen fortæller om forløbet, fx om/at det er gået godt, hvad hun [altså dyrlægen] har foretaget sig, hendes vurdering af kattens generelle sundhedstilstand, hvad katten har ment om at være på klinikken etc. Josephine ville hellere have brugt dagen på andre aktiviteter end at blive steriliseret.

Jeg får at vide, hvad jeg skal være opmærksom på i den første tid efter en operation, og hvordan og hvor længe jeg giver de smertestillende dråber, som jeg får med hjem – altså ingen tur på apoteket. Efter sterilisationen var det fx at holde øje med, om der var blodpletter herhjemme, om det barberede stykke på maven blev rødt, da det kunne skyldes en blødning etc.

Jeg får et print af epikrisen, hvor der står stort set det samme, som vi talte om, men det er alligevel trygt at kunne tage det frem igen, for jeg kunne jo have glemt noget.

Både ved de almindelige kontroller og efter operationer er der tid til, at jeg kan stille spørgsmål og få dem besvaret. Der går helt sikkert mere end ti minutter. For mig som ejer er det værdifuldt, da jeg er ansvarlig for et væsen, der ikke selv kan ringe til dyrenes 1813, bestille en tid eller fortælle, at det gør ondt. Katte skjuler smerte, så det er mig, der skal kende og se signalerne.

Måske er jeg bare for fjollet, men jeg tager mit nye ‘job’ seriøst. Jeg har selvfølgelig undskyldt, at jeg stiller spørgsmål, men de tager det pænt og siger, at det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt, da det gør, at vi kan tage ting i opløbet.

  • Der var nogle værdier i Jasons blodprøver, der ikke var helt, som de skulle være. Aftalen: det kan være et tilfældighedsfund. Vi tjekker igen efter en måned.
  • Josephine vejede 100 gram for lidt (svarende til fem pct. fra idealvægten, som jo er en del). Aftalen: Ugentlige kontrolvejninger herhjemme.

Jeg har oprettet et lille regneark for at følge udviklingen i deres vægt. Den røde streg i grafikken herunder er Josephines, den blå er Jasons. Senest tog hun 20 gram på pr. dag, så der er overhovedet ingen grund til bekymring, hvis den udvikling fortsætter.

Tryk på linket for en læsevenlig version (åbner i et ny vindue).

Udvikling i vægt

Hos egen læge

Lægen har samlet set ti minutter til at se mig. Jeg kan ikke bestille en dobbelttid. Jeg har ingen sikkerhed for, at det er den samme læge som sidst.

På de ti minutter skal jeg forklare aktuel status (altså hvorfor kommer jeg overhovedet), symptomer, hvad der er gået forud, har jeg prøvet det før etc. Hun skal undersøge mig og skrive ind i sit system etc. Eftersom det er tilfældigt, hvilken læge jeg lander hos, er hun selvfølgelig nødt til at skrive alting ned til den næste læge.

Stiller jeg spørgsmål, føler jeg, at jeg forstyrrer og er irriterende. Da jeg senest var der, spurgte jeg til mit dumme knæ, men det var som om, hun ikke fandt det relevant at høre om problemstillingen. Standardsvaret var styrketræning.

Skal jeg evt. have medicin, skal jeg – forståeligt nok – selv på apoteket.

Jeg får ikke et papir med hjem, jeg kan læse op på, hvis jeg bliver i tvivl om noget, selvom det er dokumenteret af flere specialister, at min hukommelse er skadet. Jeg kan heller ikke slå det op i Sundhedsplatformen, da almen praksis ikke er tilsluttet dette system.

Jeg har én gang ringet til 1813. Det gør jeg aldrig mere, blandt andet fordi standardsvaret er “gå til egen læge”. Det kunne de lige så godt have bedt ChatGPT lire af, men det har de måske også. For fremtiden lirer jeg det selv af.

Væk er den tid, jeg voksede op i, hvor familielæge Bendix kom forbi med sin store lægetaske, hver gang jeg havde ondt i halsen eller igen var besvimet uden påviselig grund.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Konklusion

Jeg er mere tryg hos dyrlægen end hos egen læge, hvilket jo egl. er lidt paradoksalt.

Selvfølgelig er dyreklinikken en privat virksomhed, hvor jeg betaler for at komme, og som skal generere overskud.

Var det muligt, ville jeg foretrække samme model for ‘almen praksis’, der så ikke længere var ‘almen’, hvilket selvfølgelig er et problem, men for mig fungerer det aktuelle system ikke.

Jeg kan ikke bruge det til noget. Måske er jeg ikke alene?

Billedet herunder

Det er søndag, så direktør Jason pakker varerne fra Aarstiderne ud.

Direktør Jason pakker varer ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vi har næsten ikke nogen legesager – 2

Vi har næsten ikke nogen legesager

Jason og Josephine arbejder koncentreret på at aflive den påstand

Man skal passe på med at forkæle sine katte. Derfor har Jason og Josephine naturligvis næsten ingen legesager. Kun lige det mest nødvendige. En flagrende sommerfugl, et intelligensspil, diverse mus, bolde, pinde, papkasser og hvad der ellers skal til for at sikre to små kattes helt basale fornødenheder. De nyeste anskaffelser bliver i hvert fald taget meget alvorligt.

Jeg synes egentlig ikke, Jason og Josephine har ret meget legetøj.

Det er muligt, at en uvildig observatør ville nå frem til et andet resultat, hvis vedkommende foretog en optælling, men det behøver vi ikke hænge os i.

Forleden ankom endnu et par helt nødvendige remedier til husholdningen.

Det ene hedder “Kattelegetøj Funny Butterfly”. Det består af en grøn fod med en lille motor, der drives af tre AAA-batterier. Fra foden stikker en tynd metaltråd ud, og yderst på den sidder en sommerfugl, der flyver rundt på en måde, som må være stærkt provokerende, hvis man er kat.

Jeg købte ovenikøbet fire reservesommerfugle.

Man kender jo sine børn.

Hele herligheden kostede 82 kr., og det synes jeg faktisk er billigt for noget, der kan beskæftige to killinger så intenst.

(Teksten fortsætter under videoen).

Sommerfuglen skal nedlægges

De har endnu ikke haft ret lang tid til at træne med den, men princippet har de forstået.

Sommerfuglen bevæger sig.

Derfor skal den fanges.

Det er meget enkelt.

Der er ikke noget med at sidde på afstand og overveje situationen eller analysere, om det måske ville være mere hensigtsmæssigt at spare på kræfterne. Den slags strategiske overvejelser overlades til mennesket.

Når sommerfuglen bevæger sig, skal den have tæsk.

Efter kampen er Josephine fuldkommen udmattet, og det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg bliver næsten træt bare af at se på hende.

Men sommerfuglen er ikke den eneste nyanskaffelse.

Er mine katte intelligente?

De har også fået et TIAKI Fun Puzzle Intelligenslegetøj.

Her er princippet et andet. Jeg lægger godbidder ned i forskellige huller og fordybninger, og så er det kattens opgave at finde ud af, hvordan man får fat i dem.

I begyndelsen tænkte jeg, at mine katte måske ikke var voldsomt intelligente.

Det lykkedes nemlig ikke ligefrem omgående.

Men nu må jeg nok trække den mis-tanke tilbage.

Især Josephine går til opgaven med en koncentration, der er imponerende. Næsen kommer helt ned til brættet. Der snuses grundigt. Poten kommer i arbejde. Hun prøver ét hul og derefter et andet.

Der er tydeligvis noget dernede, som er værd at arbejde for.

Det interessante er næsten ikke, om hun får fat i godbidden med det samme. Det interessante er at se, hvordan hun undersøger problemet og bliver ved.

Det er jo netop dét, den slags legetøj skal kunne: Katten skal ikke bare løbe efter noget. Den skal bruge næsen, poterne og hovedet.

(Teksten fortsætter under videoen).

To forskellige slags kattearbejde

De to stykker legetøj viser egentlig meget godt to forskellige sider af kattelivet.

Sommerfuglen vækker jagtinstinktet. Noget bevæger sig hurtigt og uforudsigeligt, og hele katten bliver aktiveret.

Intelligensbrættet kræver noget andet. Her hjælper det ikke meget at kaste sig hovedkulds over modstanderen. Problemet skal undersøges.

Begge dele kræver til gengæld fuld koncentration.

Når Jason og Josephine leger, findes der tilsyneladende ikke ret meget andet i verden.

Og det er måske noget af det dejligste ved at have katte: At se dem være så fuldstændig optaget af noget, der for et menneske ser ganske ubetydeligt ud.

En flagrende sommerfugl af plastik.

En godbid gemt i et hul.

Et stykke pap med den helt rigtige lyd.

Store oplevelser behøver åbenbart ikke være komplicerede.

Og nej, vi har naturligvis stadig næsten ingen legesager.

Det er i hvert fald den forklaring, jeg holder fast i.

Billedet herunder

Jason er på det billede simpelthen direktøren. Den ene pote helt afslappet frem, den anden med trædepuderne demonstrativt fremvist og det blik: “Jeg har gennemgået materialet. Vi tager resten efter frokost.”

 

Direktøren efter formiddagsmødet

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Vi har næsten ikke nogen legesager

Vi har næsten ikke nogen legesager

Derfor var det nødvendigt at købe lidt mere

Jason og Josephine lider under en alvorlig mangel på legetøj. I hvert fald hvis man spørger deres menneske. Derfor er der ankommet en elektrisk sommerfugl og to forskellige intelligensspil plus diverse småting. Sommerfuglen er allerede blevet nedlagt adskillige gange. Intelligensen arbejder vi stadig på.

Der er næsten ikke noget legetøj her i huset.

Det er i hvert fald den forklaring, jeg har valgt at give mig selv.

Jeg er klar over, at en udenforstående muligvis ville nå frem til en anden konklusion, hvis vedkommende betragtede gulvene, papkasserne, musene, boldene, pindene, tunnellerne og resten af Jasons og Josephines efterhånden ganske omfattende aktivitetspark.

Men der er en væsentlig detalje:

Legetøjet bliver væk.

Jeg ved ikke præcis, hvor det bliver af. Min hovedmistænkte er køleskabet. Det forekommer mig sandsynligt, at der efterhånden befinder sig en mindre zoologisk samling af mus, bolde og andre interessante genstande inde under det.

Og når kattelegetøj forsvinder, må man naturligvis købe noget nyt.

Det siger næsten sig selv.

En sommerfugl flyttede ind

Det seneste indkøb hedder det meget mundrette navn “Kattelegetøj Funny Butterfly”.

Det består af en grøn fod, der bruger tre AAA-batterier, og en sommerfugl, der flyver rundt for enden af en tynd stang.

Prisen var 82 kr. inklusive fire reservesommerfugle.

Det synes jeg faktisk er billigt.

Ikke mindst når man ser, hvor meget underholdning der tilsyneladende kan komme ud af tre AAA-batterier og en sommerfugl.

De har ikke haft den ret længe, da filmen blev optaget, så man kan ikke ligefrem påstå, at de er rutinerede sommerfuglejægere.

Men interessen fejler absolut ingenting.

(Teksten fortsætter under videoen).

Det interessante ved filmen er faktisk, at de ikke bare farer hovedløst efter sommerfuglen.

De sidder på hver sin side af den grønne fod og følger dens bevægelser meget koncentreret. Hovederne drejer med, ørerne er rettet mod det interessante objekt, og poterne er parate.

De venter.

Så kommer sommerfuglen tæt nok på.

KLASK!

En pote ryger af sted.

Og så begynder overvågningen forfra.

Josephine går flere gange meget målrettet efter sommerfuglen. Jason sidder også klar og uddeler sine egne forsøg på at nedlægge det flyvende bytte. Indimellem sidder de begge to næsten helt stille og følger det med blikket, indtil muligheden for et nyt angreb viser sig.

Det ligner faktisk i miniatureformat en hel lille jagtsekvens:

Først skal byttet opdages. → Så skal det følges. → Så skal man vente. → Og endelig skal man slå til på det rigtige tidspunkt.

At byttet i dette tilfælde består af stof, plastik og tre AAA-batterier, behøver vi ikke fortælle dem.

En anden ting, jeg godt kan lide ved filmen, er, at de begge kan være med. De sidder tæt på hinanden og holder øje med den samme sommerfugl, uden at legen udvikler sig til en brydekamp mellem dem.

For en gangs skyld er modstanderen en anden.

Sommerfuglen.

Efter kampen var begge killinger fuldkommen udmattede.

Det er hårdt arbejde at være storvildtjæger.

Så skal intelligensen testes

Som om sommerfuglen ikke var nok, er der også ankommet et TIAKI Fun Puzzle Intelligenslegetøj.

Det er denne:

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Princippet er enkelt.

Mennesket putter godbidder ind forskellige steder i banen, og derefter er det meningen, at katten skal finde ud af, hvordan den får dem ud eller op med poterne.

Det lyder jo nemt.

I teorien.

I praksis må jeg konstatere, at Jason og Josephine endnu ikke har demonstreret et intellektuelt niveau, der gør mig alvorligt bekymret for, om de snart overtager administrationen af husholdningen.

Det lykkes dem næsten ikke.

De ved godt, at der er noget interessant derinde. Og de ved selvfølgelig også, at det dufter af noget, man burde kunne spise.

Men derfra og til at gennemskue den tekniske løsning er der åbenbart et stykke vej.

Måske er de ikke særligt intelligente.

Det er naturligvis én mulighed.

En anden og måske lidt mere rimelig forklaring er, at de endnu ikke har lært spillet.

For den slags legetøj er jo ikke en egentlig intelligenstest. Det handler om erfaring, vedholdenhed og om at opdage sammenhængen mellem en bestemt bevægelse med poten og belønningen, der pludselig dukker op.

Når først de har haft succes nogle gange, skal det nok blive interessant at se, hvor hurtigt de lærer teknikken.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg kan komme til at fortryde mine bemærkninger om deres intelligens.

Og så er der den svære

De har også fået et Trixie Cat Activity Flip Board.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Her er ambitionsniveauet skruet yderligere op.

Der er forskellige beholdere, låg, fordybninger og mekanismer, og igen er ideen, at der gemmes godbidder, som katten skal finde ud af at få fat i.

Det må de virkelig øve sig på.

Foreløbig er det vist ikke helt indlysende for dem, hvorfor mennesket først viser dem en glimrende godbid og derefter gør noget så tåbeligt som at gemme den inde i et stykke plastik.

Set fra kattens synspunkt kan der måske også stilles spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig mangler intelligens.

Hvorfor ikke bare udlevere godbidden?

Det ville være langt mere effektivt.

Jeg skal selvfølgelig huske, at de lige har været i kamp med en sommerfugl.

Man kan ikke forlange intellektuelle toppræstationer umiddelbart efter en voldsom jagt.

Måske skal de bare have en lur først?

De havde jo næsten ikke noget

Det er altså forklaringen på de seneste indkøb.

De havde næsten ikke noget legetøj.

Eller rettere:

De havde masser af legetøj, men en del af det er på mystisk vis forsvundet.

Jeg tror stadig på teorien om køleskabet.

En dag må jeg have undersøgt, hvad der egentlig ligger under det. Jeg forestiller mig, at det bliver lidt som en arkæologisk udgravning.

Lag 1: En bold.

Lag 2: En mus.

Lag 3: En genstand, ingen længere kan huske at have købt.

Lag 4: Yderligere tre bolde.

Og muligvis resterne af en civilisation, der forsvandt omkring begyndelsen af august.

Indtil den udgravning finder sted, må jeg sørge for, at de stakkels dyr har noget at lege med.

Misser i hjertet

Og så er der dette billede, som Karen sendte mig.

“When the doctor takes an x-ray of your heart.”

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Det passer vist meget godt på mig.

Jeg ved godt, at jeg køber ting til dem.

Jeg ved godt, at jeg holder øje med, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide, hvem der leger mest, hvem der holder sig lidt tilbage, og om de begge får mulighed for at være med.

Jeg ved godt, at jeg fjerner løse fjer, snore og legetøj på pinde om aftenen, og at jeg kan bruge forbavsende meget tid på at betragte to katte forsøge at få en godbid ud af et stykke plastik.

Og jeg ved godt, at jeg nu har brugt penge på en batteridrevet sommerfugl med fire reserver, fordi de jo “næsten ikke har nogen legesager”.

Måske er jeg lidt skør med de to?

Det kan jeg godt leve med.

For da Jason og Josephine flyttede ind den 29. juli, flyttede der meget mere end to killinger ind.

Der kom liv i lejligheden.

Der kom lyde og bevægelse. Små poter hen over gulvet. Brydekampe. Middagssøvn. Inspektioner af skabe, badeværelse og vindueskarme. Ting, der forsvinder. Ting, der vælter. To katte på kugledynen om morgenen (og en ved navn Jason under den om aftenen – og den vejer altså ti kilo).

Og en hel masse små øjeblikke, jeg ikke vidste, jeg manglede.

Så nej, de mangler nok ikke legetøj.

Men jeg tror heller ikke, det i virkeligheden er derfor, jeg køber det.

Jeg gør det, fordi jeg holder af at se dem undersøge verden. Jeg holder af at se dem lære noget nyt. Jeg holder af forskellene mellem dem og af at opdage mere og mere af, hvem de hver især er.

Og fordi det gør mig glad at gøre deres lille katteliv interessant.

De har ændret mit liv. Det var godt før – nu er det bare endnu bedre.

Jeg var ikke klar over, at jeg havde så meget kærlighed i overskud.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Jason er 80 cm. lang – Josephine ved ikke, at størrelse har betydning

Den mindste kat har overtaget

Jason er 80 cm. lang – Josephine ved ikke, at størrelse har betydning

Jason bliver større og større og måler nu hele 80 centimeter fra forpoter til halespids, når han ligger helt udstrakt. Josephine er stadig klart den mindste af de to. Men ser man dem lege, skulle man ikke tro, at hun havde opdaget det. Hun angriber, forfølger og kaster sig over sin storebror med en selvtillid, der er vokset næsten lige så hurtigt, som Jason er vokset i længden.

Jeg synes efterhånden, at Jason er enorm.

Ikke enorm i absolut forstand, selvfølgelig. Han er stadig en killing. Men sammenlignet med den lille røde mis, der flyttede ind sammen med sin søster den 29. juli, er der sket noget.

Jeg fandt tommestokken frem og målte ham, mens han lå helt udstrakt. Fra forpoterne til spidsen af halen er der nu cirka 80 centimeter kat.

80 centimeter!

Jeg tror efterhånden, at han er omkring 50 pct. større end Josephine. Jeg har ikke aktuelle vægte på dem begge, så det er alene mit øjemål, men forskellen er i hvert fald blevet meget tydelig.

Det interessante er bare, at ingen tilsyneladende har fortalt Josephine, at hun er den lille.

Josephine har overtaget

Da de kom, var det meget ofte Jason, der var den frembrusende.

Han var nysgerrig, modig og skulle undersøge alting. Josephine var mere forsigtig. Hun så verden an og lod ofte sin bror gå forrest.

Det billede er efterhånden blevet noget mere nuanceret.

Se bare filmen.

De første sekunder fortæller næsten hele historien. De er i gang med en regulær brydekamp på gulvet, og det er ikke en lille forsigtig Josephine, der prøver at slippe væk fra sin storebror.

Tværtimod.

Hun går ind i kampen med stor entusiasme. Hun hopper på ham, de vælter rundt, de skifter position, og kort efter er de på benene igen.

Og så går jagten.

På et tidspunkt ender den henne ved transportkassen. Jason søger om bag den, mens Josephine følger efter.

Det ser simpelthen så morsomt ud, fordi størrelsesforholdet burde tilsige det modsatte: Den store røde hankat på retræte med den betydeligt mindre hunkat lige i hælene.

Jason bakker længere og længere ind bag transportkassen, mens Josephine følger efter ham.

Man kan næsten høre hende sige:

“Kom du bare frem. Jeg er ikke færdig med dig endnu.”

(Teksten fortsætter under videoen.)

 

Det er ikke bare Jason, der bestemmer legen

Noget af det, jeg bedst kan lide ved filmen, er, at den viser, hvor gensidig deres leg er.

Hvis man kun så et enkelt stillbillede af en af deres brydekampe, kunne man nemt få det indtryk, at Jason med sin efterhånden betydelige størrelse var for voldsom over for sin mindre søster.

Men videoen viser noget helt andet.

Her kan man se forløbet.

De skifter roller. De går fra hinanden. De opsøger hinanden igen. Den ene jager, og lidt efter er det den anden. Josephine kan sagtens forlade situationen, men vælger at vende tilbage.

Og hun nøjes bestemt ikke med at deltage.

Hun tager initiativ.

Det synes jeg faktisk er noget af det dejligste ved at se deres udvikling. Den forsigtige lille kat, jeg lærte at kende i slutningen af juli, er stadig Josephine. Hun har stadig sin egen måde at møde verden på, og hun behøver ikke blive en kopi af Jason.

Men hendes selvtillid er vokset enormt.

Hun tør mere. Hun opsøger mere. Hun gør mere.

Og over for Jason er der tilsyneladende ingen som helst tvivl om, at hun betragter sig som hans ligeværdige.

Centimeter er ikke det samme som autoritet

Jeg ved ikke, hvor stor Jason ender med at blive.

Når jeg ser ham ligge helt udstrakt, synes jeg allerede, der er temmelig meget kat over ham. De lange ben, den lange krop og ikke mindst den lange hale bidrager naturligvis til de 80 centimeter.

Josephine er bygget helt anderledes og er tydeligt mindre.

Men katte måler heldigvis ikke hinanden med tommestok eller målebånd.

Hvis størrelse automatisk gav rang, har Josephine i hvert fald ikke læst instruktionsbogen.

Hun går lige på ham.

Og Jason ser på ingen måde ud til at have noget imod det. Tværtimod. Han kommer igen, og så begynder næste omgang. De ruller rundt på gulvet, bruger både for- og bagpoter, springer væk og vender tilbage.

Det er selvfølgelig også værd at huske, at de to har været sammen hele deres liv. De kender hinandens signaler på en måde, jeg aldrig kommer til.

Jeg kan se på.

De kan tale kat.

Den stille killing taler højere

Noget af det, jeg har været meget opmærksom på, siden de flyttede ind, er, at Jason ikke måtte komme til at fylde så meget, at jeg overså Josephine.

For han fylder.

Han fylder fysisk mere og mere, men han har også altid været meget tydelig i sin kontakt med mig og i sin måde at indtage verden på.

Josephine taler lidt lavere.

Derfor glæder det mig ekstra meget at se sådan en film.

For her taler hun ikke lavt.

Her er hun en lille, stærk og selvsikker kat, der udmærket ved, hvad hun vil. Og hvis det, hun vil, er at forfølge en 80 centimeter lang Jason ind bag en transportkasse, så er det åbenbart det, der skal ske.

Jeg har tidligere været meget optaget af forskellen mellem dem.

Efterhånden bliver jeg mindst lige så optaget af, hvordan forskellen udvikler sig.

Jason bliver større.

Josephine bliver modigere.

Og på en eller anden måde ser det ud til at passe dem begge to ganske glimrende.

En kort AI-genereret samtalepodcast

Her følger en AI-genereret podcast, som egl er meget sjov.

De to værter taler sammen med udgangspunkt i fem artikler om banditterne.

Der er nogle få faktuelle fejl, fx at Jason går ind i vaskemaskinen, det passer ikke.

Men jeg synes alligevel, den er meget sjov og et imponerende billede på, hvad AI efterhånden kan, og vi har kun set begyndelsen.

Lydfilen er 11 minutter lang – og der er ikke mere tekst efter den, bortset fra den generelle opfordring til at efterlade en kommentar.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.