Indlæg

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Det var kattens: Feromoner og ailurophiler

Nye ord

Det var kattens: Feromoner og ailurophiler

To nye ord er flyttet ind sammen med Jason og Josephine. Kattene har lært mig, hvad feromoner er, at der faktisk findes et særligt ord for mennesker, der elsker katte: ailurofiler, at transportkassen bør stå fremme længe før dyrlægebesøget. Samtidig tager banditterne endnu et skridt i deres tilvænning til livet – mødet med støvsugeren.

Jeg er ellers ret godt med rent sprogligt og elsker fremmedord, hvilket er almindeligt for mennesker på autismespektret; alligevel har livet med Jason og Josephine lært mig et par nye fremmedord: feromoner og ailurophiler

Feromoner

Af oldgræsk φέρω (phérō) ‘at bære’ og hormon.

Feromoner er usynlige duftsignaler, som katte bruger til at tale med hinanden og vise følelser. De afsætter dem fra kirtler ved munden, kinderne og poter, når de gnider sig op ad ting. Kunstige kopier kan købes som spray eller diffuser for at hjælpe stressede katte med at falde til ro. Kun katte kan lugte dem, mennesker kan ikke.

Sådan bruger katte feromoner:

  • Tryghed: Katten gnider kinderne mod ting for at vise, at her er trygt.
  • Kradsemærker: Poterne sætter duft, når katten kradser i møbler eller på kradsetræet.
  • Advarsel: Utrygge katte kan udskille stoffer, der viser angst eller ubehag.

Kunstige feromoner i hverdagen:

  • Feliway: En kendt Feliway-serie af diffusere og sprays, der kopierer kattens naturlige tryghedsdufte.
  • God mod stress: Hjælper ved flytning, larm fra nytår, nye kæledyr eller dyrlægebesøg.
Til dyrlæge

Næste mandag skal Jason til sit første dyrlægebesøg, og det er Josephines tur dagen efter. Jeg er meget spændt på, hvordan det vil gå, både med at få dem ind i transportkassen, et stop med bussen og selve håndteringen hos dyrlægen. Det vil gå nemt at få ham ind i den; jeg er mere i tvivl med hende.

Jeg har stillet kassen frem, så de kan vænne sig til den, men de er ikke interesserede i at lære den at kende. Papkasser er mere spændende.

Man kan selv forberede besøget ved at vænne dem til håndteringen, fx vænne dem til at blive rørt i ørerne, under poterne, på maven osv. Jeg har allerede trænet lidt med Jason, og det går fint. Endnu er jeg ikke begyndt med Josephine, men det skal jeg selvfølgelig afprøve, så hun får den bedst mulige oplevelse.

Nu er der nok ingen katte, der er videre begejstrerede for at komme til dyrlægen, men det skal jo til. De har endnu ikke fået deres 12-ugers vaccination, så det er på høje tid. De vil være 18 uger, når de kommer derhen. Men de skulle lige hjemmefra samt have tilvænningsperioden på to uger, hvor både de og jeg er hjemme hele tiden.

Ailurophiler

For at oversætte “ailurophile” (en katteelsker) til dansk bruger man ord som kattemenneske eller katteelsker. Det sjældne lånord ailurofil findes også på dansk, men det bruges næsten aldrig i daglig tale.

αἴλουρος, ailouros, betyder kat, og φίλος, philos, betyder ven/elsker.

Danske termer:

  • Kattemenneske: Den mest almindelige betegnelse for en person, der holder meget af katte.
  • Katteelsker: En mere direkte beskrivelse af en person, der elsker katte.
  • Ailurofil: Det faglige eller fremmedartede ord (af græsk ailuros, kat).

Altså er jeg γατόφιλος katteven, og det har jeg været hele mit liv. Jeg har altid haft katte. Måske er det sådan, at når man altid har haft dem, kan man ikke lade være at elske dem? Det, at de er deres egne med så meget personlighed, tiltaler mig. De er helt sikkert på <a “Linket åbner i en ny fane, hvor du kan læse flere artikler om Aspergers syndrom/autisme” href=”https://stegemueller.dk/tag/autisme/” target=”_blank” rel=”noopener”>autismespektret.

Og så er der det at støvsuge

De skal også vænne sig til, at jeg støvsuger.

Dagligt bruger jeg håndstøvsugeren for at ordne området omkring deres bakke. Den er de temmelig ligeglade med. De sover bare videre.

Jeg har stillet den store støvsuger midt på gulvet, så de kan vænne sig til den. Det går fint. De lægger sig op ad den og slangen, mens de undersøger ledningen.

Jeg prøvede at lukke døren til soveværelset og tænde støvsugeren nogle sekunder derinde. Det gik også fint.

Dernæst støvsugede jeg i rummet bag den lukkede dør. Det gik også fint. Selvfølgelig lyttede de, men bange blev de ikke.

Næste skridt vil være spisestuen, hvor de har efterladt masser af kunstige fjer fra legetøjet på tæppet, så det trænger. Det er spændende, hvordan det vil gå. Jeg er optimist.

 

 

 

 

 

Analyse af videoen

Videoen er kort (ca. 9 sekunder), men den fortæller faktisk en del om deres indbyrdes forhold og trivsel.

🐱 Begge er meget afslappede

  • Jason ligger flere gange på ryggen eller siden med bugen delvist blottet.
  • Josephine ligger udstrakt på siden uden spændinger i kroppen.
  • Ingen af dem sidder i alarmberedskab.

🐱 Der er ingen konflikt

  • De deler legetøjet uden at jagte hinanden væk.
  • De skiftes naturligt til at undersøge de forskellige dele af aktivitetsstativet.
  • Ingen flade ører, hvæsen, knurren eller piskende haler.

🐱 Josephine virker mere modig end tidligere

  • Hun deltager aktivt i legen.
  • Hun koncentrerer sig om legetøjet og ikke om omgivelserne.
  • Hun ser ikke ud til at holde ekstra afstand til Jason.

🐱 Jason er stadig den mest ubekymrede

  • Han vælter rundt på ryggen og slår ud efter fjerene.
  • Han virker fuldstændig tryg ved både legetøjet, rummet og sin søster.

🐱 Legetøjet fungerer præcis efter hensigten

  • Kradsetræet bruges både til krads, leg og udforskning.
  • De træner koordination, balance og jagtinstinkt.
  • Der er aktivitet, uden at de bliver overstimulerede.

Det mest interessante ved videoen er egentlig ikke legen, men den totale afslappethed. Begge killinger ligger ned næsten hele tiden. Hvis de havde været usikre, ville de typisk have siddet oprejst eller stået klar til at flygte. Her virker de som to killinger, der føler sig hjemme og hygger sig med et stykke legetøj en stille formiddag.

Og så er der en lille detalje, som jeg lagde mærke til: Josephine holder flere gange blikket rettet mod omgivelserne, mens hun leger. Det passer godt med hende som den mere forsigtige og observerende af de to. Jason har derimod travlt med selve legen og ser ud til at mene, at verden er helt i orden. 😊 🐾

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jason og Josephine lærer at være katte, jeg at være fotograf og videograf

Jason og Josephine lærer at være katte, jeg at være fotograf og videograf

To killinger og ét menneske gennemgår hver deres læreproces. Mens Jason og Josephine lærer at være katte i deres nye hjem, lærer jeg at fotografere, filme og fortælle historier med billeder og video. Det er blevet til to små film om samarbejde, leg og søskendekærlighed – og en erkendelse af, at vi alle tre er begyndere.

Analyse af topbilledet

Det første, du skal lægge mærke til, er hans kropsholdning. Han ligger i den klassiske “brødform” med poterne trukket ind under sig. Han er afslappet, men ikke søvnig. Øjnene er åbne, ørerne peger fremad, og hele hans opmærksomhed er rettet mod noget uden for billedet.

Det fortæller en historie: Han hviler sig, men er klar til at springe op, hvis der sker noget spændende. Det passer godt med hans rolle som husets direktør, den modige, den nysgerrige og den, der altid skal undersøge alting som den første.

Jeg har bevidst sat mig i gulvhøjde.

Det gør en enorm forskel. Havde jeg taget billedet stående oppefra – som jeg gjorde de første dage – ville Jason have set lille og lidt tilfældig ud. Her møder du ham i øjenhøjde. Han fremstår som hovedpersonen i sit eget univers.

Den slørede kontorstol i baggrunden giver billedet lidt dybde.

Analyse af video 1 (ca. 59 sekunder)

 

Den første video er egentlig ikke en video om legetøjet. Den handler om samarbejde.

Jason og Josephine undersøger aktivitetslegetøjet sammen. Ingen af dem forsøger at jage den anden væk. Ingen af dem dominerer situationen. Tværtimod ser du to killinger, der er optaget af den samme opgave.

Josephine ligger tæt ved siden af legetøjet og observerer. Jason går mere offensivt til værks.

Det passer næsten perfekt til at:

  • Jason er den handlende.
  • Josephine er den analyserende.

Det interessante er, at de begge deltager. De lærer af hinanden.

Igen optager jeg fra gulvhøjde. Det gør, at du som seer kommer helt ind i deres verden. Tæppet bliver nærmest et landskab, og aktivitetslegetøjet bliver et stort projekt, der skal undersøges.

Mod slutningen ser du Jason sætte sig oven på legetøjet, som om han har erobret det. Det er komisk. Man kan næsten høre ham sige:

Det her er min opfindelse nu.

Analyse af video 2 (ca. 78 sekunder)

 

Den anden video viser noget helt andet.

Her ser du søskendeforholdet.

Det er ikke et slagsmål. Det er træning.

Mange mennesker uden katteerfaring ville tro, at Jason og Josephine slås, men det gør de ikke.

De:

  • bider hæmmet,
  • skiftes til at være øverst,
  • slipper hinanden igen,
  • fortsætter uden aggression.

Det er sådan killinger lærer sociale regler og at være katte.

De lærer:

  • hvor hårdt man må bide,
  • hvordan man læser kropssprog,
  • hvordan man håndterer konflikter.

Det er også interessant, at der ikke opstår nogen spænding efter kampen.

De bliver ved. Ingen flygter. Ingen gemmer sig. Ingen puster sig op.

Det fortæller, at forholdet mellem dem er trygt.

Videoen er et stærkt argument for, hvorfor det var en god idé at få to killinger i stedet for én.

Meget af den læring ville være umulig for et menneske at levere.

Videoerne samlet

Når du ser videoerne i sammenhæng, fortæller de en større historie.

Først ser du samarbejdet.

Dernæst ser du legen og brydekampene.

Det er to sider af samme søskendeforhold.

De arbejder sammen om at udforske verden, og fem minutter senere vælter de rundt i en brydekamp på gulvet.

Begge dele styrker relationen.

Samtidig viser videoerne noget om den første uge i deres nye hjem.

De:

  • virker trygge,
  • bevæger sig frit rundt,
  • leger,
  • undersøger,
  • hviler.

De bruger energi på at være killinger frem for på at være bekymrede.

Det er et ret godt tegn.

Vi er alle tre begyndere.

For mens Jason og Josephine lærer at være katte i et nyt hjem, lærer jeg at være kattefotograf og kattevideograf. Vi deltager alle i en læreproces.

På et par dage har jeg:

  • lært at filme i bredformat,
  • lært at inkludere lyden,
  • lært at komme ned i gulvhøjde,
  • lært at tænke i motiver,
  • lært at håndtere videoformater,
  • lært at bruge HandBrake,
  • lært hvordan jeg får videoer på hjemmesiden,
  • lært hvordan jeg får dem på Facebook.

Det er egentlig ret sjovt.
Det er egentlig ret sjovt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

Aspergers syndrom

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

En lille bog med kattebilleder blev en uventet anledning til refleksion over både Aspergers syndrom, autismespektret og et liv, hvor det ikke længere er nødvendigt at maskere for at passe ind. Samtidig minder Jason og Josephine mig dagligt om, at der måske er mere end én grund til, at katte og mennesker med autisme ofte finder hinanden.

Jeg har købt bogen “Alle katte er på Autismespektret” af Kathy Hoopman. Den hed tidligere “Alle katte har Aspergers syndrom”. Titlen er ændret pga. ICD-11. ICD står for “International Classification of Diseases”.

Den fortæller om Autismespektret ved hjælp af skønne billeder – primært af killinger men også af voksne katte. Bogen er intet mindre end genial, og har du både Autisme og kat(te), må du ubetinget købe den. Selv er jeg ikke længere i tvivl om, at alle katte har Aspergers syndrom.

Bogens hovedformål er at fortælle børn om Autismespektret, men som voksen vil du sidde og nikke genkendende til alle de skønne billeder. Jeg har allerede bladret igennem den flere gange.

I ICD-10 inddeltes Autismespektret i:

  • Infantil autisme: Bliver opdaget i løbet af barnets første tre år. Begavelsen kan variere. Nogle har lavere end gennemsnittet, andre højere.
  • Atypisk autisme: Adskiller sig fra infantil autisme ved at vise sig senere og ved ikke nødvendigvis at have samme udfordringer. De sociale udfordringer er dog tilsvarende.
  • Aspergers syndrom: Man har ikke forsinket sproglig udvikling. Sproget fremstår dog ofte formelt og stift. De har samme sociale udfordringer som mennesker med infantil autisme. De har ofte mere detaljerede og specifikke interesser.
  • Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA): Diagnosen bruges, når kriterierne for de andre former for autisme ikke helt passer, men hvor barnet har tilsvarende sociale og andre udfordringer.

I ICD-11 er de tidligere undergrupper af autisme samlet under én fælles diagnose: autismespektrumforstyrrelse. Diagnosekriterierne er reduceret fra tre til to hovedområder:

  • vedvarende vanskeligheder med social kommunikation og interaktion samt
  • begrænsede, repetitive og ufleksible adfærdsmønstre eller interesser

Jeg har lidt svært ved at se, at landvindingerne fra ICD-10 til ICD-11 skulle være et stort fremskridt, og da jeg er diagnosticeret med Aspergers syndrom, vil jeg vedblive at mene, at jeg har Aspergers.

Autismen fylder mere og mere

Heldigvis har jeg et fantastisk liv og glæder mig hver morgen til og over at stå op, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg lever op til de to diagnosekriterier. Pyt med at jeg har to psykiatriske diagnoser (Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom). Jeg har jo også penge i banken, jeg har en hjemmeside mv.

Jeg har det jo godt, jeg føler mig ikke længere syg, og ingen kan længere fortælle mig, hvad jeg skal bruge mine dage på:

  • vil jeg lege med Jason og Josephine (banditterne)?
  • vil jeg arbejde på min slægtsforskning?
  • vil jeg gøre rent?
  • etc.

Jeg har en god 23-årig karriere i centraladministrationen bag mig. Tidligere har jeg maskeret meget for at leve op til hverdagens krav. At maskere er et andet ord for at forsøge at være “normal”. Nu hvor jeg ikke længere behøver at forsøge på det, fylder autismen mere og mere. Og det gør ingenting.

Desværre har jeg ingen livsvidner, der kan fortælle om forskellen på dengang og nu.

Den nærmeste er psykologen, der tit sagde, at jeg var blevet mildere med årene, hvilket jeg giver hende ret i. Det kategoriske og måske lidt markante ydre var begge overlevelsesstrategier.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus, frygt og to små banditter

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus for tredje gang satte gang i både skam, bekymringer og katastrofetanker. Men da frygten endelig slap sit tag, gik det op for mig, hvor meget to små killinger allerede betyder efter blot en uge. Dette er historien om væggelus, angst, lettelse – og om en rød hankat, der kom og trøstede mig, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg –  eller rettere min lejlighed – har fået væggelus.

Igen.

Det er tredje gang, og selv om jeg efterhånden kender proceduren, rammer det mig stadig som et slag i maven.

1. gang i 2016

2. gang i 2023.

Først kommer væmmelsen. Så kommer det praktiske: Hvem skal jeg ringe til? Hvornår kan skadedyrsbekæmperen komme? Hvad skal flyttes? Hvad skal vaskes? Hvor må man opholde sig?

Og derefter kommer skammen.

For selv om jeg godt ved bedre, dukker tanken alligevel op:

Er det, fordi jeg er et svin?

Væggelus har intet med snavs at gøre

Der findes en sejlivet forestilling om, at væggelus skyldes dårlig rengøring eller manglende hygiejne.

Det passer ikke.

Væggelus lever af blod. De lever ikke af snavs, madrester, støv eller affald. De er fuldstændig ligeglade med, om der blev støvsuget i går, og om hjemmet er nydeligt og velholdt.

Alle kan få væggelus.

De kan findes i almindelige lejligheder, i parcelhuse, på vandrehjem og på femstjernede hoteller. En væggelus er ligeglad med marmorgulve, roomservice og prisen på værelset. Den interesserer sig kun for, om der er et varmblodet menneske i nærheden, som den kan suge blod fra.

Man kan få dem med hjem fra en rejse. De kan gemme sig i bagage, tøj eller møbler. De kan også sprede sig mellem lejligheder. Måske har jeg fået dem med hjem fra højskolen? Eftersom de kan sprede sig mellem lejligheder, skal man reagere med det samme. Hvis man ikke gør det, kan det anses som misligholdelse af det lejede, hvilket i sidste ende kan resultere i, at lejemålet ophæves af udlejer.

Det er et skadedyrsproblem. Det er ikke en moralsk dom over den, der bor i boligen.

  • Jeg er ikke et svin.
  • Jeg er ikke uren.
  • Jeg har bare været uheldig.

90 pct. får udslæt og hævelser, når de bliver bidt af krapylet. 10 pct. mærker ingenting. Eftersom jeg tilhører de ti pct., er jeg længere om at opdage dem, og derfor kan jeg ikke reagere og kontakte udlejer lige så hurtigt.

Denne gang var alt anderledes

Normalt ville væggelusene i sig selv have været nok til at gøre mig urolig.

Men denne gang er Jason og Josephine flyttet ind.

De to små banditter har kun boet her i lidt over en uge, men de har allerede forandret hele min hverdag.

Dagen begynder med vask af madskåle, servering af vådfoder og ordning af kattebakken. Derefter følger leg, brydekampe, vilde spurter gennem lejligheden og lange formiddagslure på steder, jeg aldrig selv ville have udvalgt som sovepladser.

Jason har for længst udnævnt sig selv til husets direktør. Han undersøger alt og bevæger sig rundt, som om han har ejet lejligheden hele sit liv.

Josephine har været mere forsigtig. Derfor var det en enorm begivenhed, da hun efter præcis seks døgn og treogtyve timer lod mig ae hende. Hun spandt og gned sig op ad mine ben.

Jeg var helt høj.

Og så skulle der pludselig sprøjtes med gift mod væggelus.

Hvad nu hvis de får gift på poterne?

Min første tanke var ikke mig selv. Min første tanke var:

Hvad med kattene?

Jeg så straks for mig, hvordan de ville gå ind i soveværelset med deres små nysgerrige killingepoter.

  • Hvad nu hvis de fik giften på poterne?
  • Hvad nu hvis de bagefter slikkede sig?
  • Hvad nu hvis jeg ikke opdagede det?

Jeg lukkede døren til soveværelset, så de ikke kunne komme derind. Den er stadig lukket.

Killingerne forstod naturligvis ikke beslutningen. En lukket dør er jo en invitation til at undersøge, hvad der foregår på den anden side.

Jeg var imidlertid fast besluttet på, at de ikke skulle ind.

Skadedyrsbekæmperen forklarede mig heldigvis, at midlet er ufarligt for dem, når det anvendes korrekt. Skulle de mod forventning få noget på poterne, kunne jeg smøre dem med lidt fugtighedscreme.

Jeg havde forestillet mig alverdens katastrofer. Og så viste løsningen sig at være en almindelig tube fugtighedscreme.

Frygten for at blive opdaget

Men giften var ikke min eneste bekymring. Jeg var også bange for skadedyrsbekæmperens besøg. Jeg må nemlig faktisk ikke have husdyr i min lejlighed. Derfor går jeg med en konstant frygt for, at nogen skal opdage Jason og Josephine og fortælle det til udlejeren.

Da jeg bestilte besøget, begyndte tankerne straks at køre.

Hvem ville komme?

  • Ville det være en fremmed, der mente, at regler er regler?
  • Ville vedkommende fortælle udlejeren, at der boede to killinger i lejligheden?
  • Kunne et helt almindeligt besøg fra en skadedyrsbekæmper ende med, at jeg mistede dem?

Jeg gennemspillede alle tænkelige scenarier. Da det ringede på døren, var jeg anspændt overalt

Så åbnede jeg.

Og dér stod Patrick.

Patrick har været her før. Han er venlig, rolig og professionel. Jeg tror, mine skuldre sank ti centimeter, da jeg så ham. Og som om det ikke var nok, fortalte han, at han selv har to katte og en hund. Pludselig stod der ikke en kontrollant i min lejlighed. Der stod et dyremenneske, som var kommet for at løse et problem.

Ikke for at skabe et nyt.

Først bagefter kom gråden

Patrick kommer igen om to uger, så vi er sikre på, at væggelusene er væk.

Da han var gået, burde jeg måske bare have været lettet. Men først senere skete der noget andet. Jeg stod pludselig og græd. Ikke fordi der var sket noget nyt.

Tværtimod.

Det var, som om kroppen først nu gav mig lov til at mærke, hvor bange jeg havde været. Jeg havde handlet, ringet efter hjælp, lukket døren til soveværelset, tænkt på giften, tænkt på poterne og forsøgt at holde styr på alle detaljer. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at mærke frygten.

Først da Patrick var gået, og det værste katastrofescenarie ikke var blevet til virkelighed, kunne jeg give slip.

Og så gik det op for mig, hvor meget Jason og Josephine allerede betyder.

De har kun været her i en uge. En enkelt uge.

Alligevel er tilknytningen allerede så stærk, at tanken om at miste dem føles uudholdelig.

Mens jeg græd, kom Jason hen til mig.

Han trøstede mig.

Om han vidste præcis, hvad der foregik, ved jeg naturligvis ikke. Men han var der. Og lige i det øjeblik var det nok.

Jeg har brugt den seneste uge på at passe på banditterne.

I dag passede Jason lidt på mig.

Jeg er ikke et svin

Væggelusene skal bekæmpes, og Patrick kommer igen.

Soveværelsesdøren forbliver lukket, indtil det hele er sikkert.

Men noget andet er også blevet tydeligt.

Jeg er ikke et svin, fordi jeg har fået væggelus. Jeg er et menneske, der blev ramt af et skadedyrsproblem og gjorde det ansvarlige: Jeg reagerede med det samme og fik professionel hjælp.

Jeg er heller ikke fjollet, fordi jeg blev bange. Jeg var bange, fordi jeg har fået noget, jeg er utrolig bange for at miste.

To små banditter har på bare en uge fundet vej ind i mit hjem, mine rutiner og mit hjerte.

Først nu tør jeg rigtig mærke det.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.