Indlæg

, ,

Sådan arbejder Gemini Notebook

AI og kattelivet

Sådan arbejder Gemini Notebook

Hvad sker der, når seks artikler om to killinger, Aspergers syndrom og en fælles læreproces bliver fodret til AI? Gemini Notebook kan ikke alene skabe en podcast ud fra materialet, men også analysere det og omsætte det til et mindmap. Resultatet er et overraskende præcist blik på, hvor meget både Jason, Josephine og jeg egentlig har lært på ganske kort tid.

Jeg er fascineret af Gemini Notebook, hvor jeg ikke forstår maskinrummet, men elsker resultatet. Man behøver heller ikke forstå motoren for at køre bil.

I går uploadede jeg seks artikler og bad om et “Audiooverblik”. På nogle få minutter oprettede den denne podcastepisode baseret på artiklerne. Jeg bad den især fokusere på samspillet mellem autismen (Aspergers syndrom) og kattenes personligheder.

Den var meget loyal overfor mine artikler, men den fyldte ud med det, jeg også kunne have skrevet

Gemini Notebook har disse værktøjer:

I dag trykkede jeg bare på “Mindmap”, hvorpå den gik i gang med at lave et mindmap baseret på de samme seks artikler. Dvs. man uploader en gang, det gemmes i dens arbejdshukommelse og det kan så bruges til forskellige output.

Mindmappet som tekst

Herunder har den genereret en tekst om det, den har set og hørt. Under teksten findes mindmappet også som billede.

“Kilderne beskriver en omfattende og parallel læreproces, hvor både menneske og dyr udvikler sig gennem interaktion og dokumentation. Formidlingen via artikler og video fungerer her som et redskab til både at fastholde læringen og til at skabe en dybere forståelse for de involverede parter.

Forfatterens læreproces: Fra begynder til formidler

For forfatteren er anskaffelsen af de to killinger, Jason og Josephine, startskuddet til en teknisk og kreativ læreproces. Forfatteren definerer sig selv som begynder og beskriver eksplicit de færdigheder, der er blevet tilegnet i løbet af kort tid:

  • Teknisk formidling: Læring om videoformater, brug af softwaren HandBrake, optagelse i bredformat med lyd og selve processen med at uploade til hjemmeside og sociale medier.
  • Visuel fortælling: Udviklingen fra at tage tilfældige billeder oppefra til bevidst at sætte sig i gulvhøjde. Dette skaber en “øjenhøjde-effekt”, hvor kattene fremstår som hovedpersoner i deres eget univers, hvilket styrker den narrative formidling.
  • Analyse som læring: Formidlingen på hjemmesiden er ikke blot beskrivende; den er analytisk. Forfatteren analyserer kattenes kropssprog, pupiller og interaktioner i videoerne for at forstå deres trivsel og personligheder.

Kattenes læreproces: Socialisering og tilvænning

Mens mennesket lærer at formidle, gennemgår Jason og Josephine deres egne væsentlige læreprocesser for at begå sig i deres nye hjem:

  • Social læring: Gennem vilde brydekampe lærer killingerne sociale regler, såsom hvor hårdt de må bide, og hvordan de læser hinandens kropssprog.
  • Habituering: Kattene gennemgår en gradvis tilvænning til hverdagens fænomener, herunder transportkasser og den larmende støvsuger. Kilder fremhæver, at de lærer at skelne mellem den farlige, tændte støvsuger og den ufarlige, slukkede version, som de til sidst bruger som soveplads.
  • Fysisk udforskning: De lærer at navigere i hjemmet ved at bruge køkkenskuffer som trappetrin og udnytte det nye klatretårn som udkigspost og “observationspost”.

Clickertræning: En fælles læreproces

Kilderne introducerer clickertræning som en metode til at skabe et fælles sprog mellem menneske og kat. Denne proces handler i mindre grad om cirkuskunster og i højere grad om:

  • Gensidig forståelse: At skabe en tydelig kommunikationsvej, hvor kattene forstår, hvornår de har gjort noget rigtigt.
  • Relationsopbygning: Træningen foregår på kattenes præmisser gennem frivillighed og positive oplevelser, hvilket styrker tilliden.

Hjemmesiden som ramme for interaktion og refleksion

Hjemmesiden “Stegemüllers vindue mod verden” fungerer som en struktureret platform for denne formidling. Forfatteren lægger stor vægt på, at dialogen skal foregå i artiklens kommentarfelt frem for på Facebook, for at sikre, at kommentarer og kontekst ikke dekobles i fremtiden.

I den større sammenhæng kobles læreprocessen også til forfatterens liv med Aspergers syndrom. Gennem bogen “Alle katte er på Autismespektret” og de daglige observationer af kattene, opstår en refleksiv læreproces omkring diagnosen, hvor kattenes adfærd spejler autistiske træk.”

Mindmap som billede

Hvis det er vanskeligt at se, kan du forstørre med CTRL +

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , , ,

Podcast om katte og autismespektret: Livet med Jason og Josephine

Gemini Notebook

Podcast om katte og autismespektret: Livet med Jason og Josephine

Kan man forvandle seks artikler om livet med to killinger til en levende samtale mellem to mennesker? Det kan man åbenbart. Jeg har ladet AI omsætte mine seneste artikler om Jason, Josephine, Aspergers syndrom, væggelus, clickertræning og hverdagsliv til en podcast-lignende samtale. Resultatet er både fascinerende, overraskende og en smule futuristisk.

Jeg har taget et nyt værktøj i brug: Gemini Notebook.

De seneste seks artikler om mit liv med Jason og Josephine er kørt gennem værktøjet, så du i stedet for at læse kan lytte til artiklerne som en samtale mellem to podcastværter.

Det er dybt fascinerende, hvad AI kan.

Prøv at lytte til episoden, der er 20:17 minutter lang. Det er meget sjovere end at læse selv.

Og så kan man vaske op samtidig.

Episodebeskrivelse

Gemini Notebook leverede også denne præcise episodebeskrivelse:

“Disse kilder giver et dybt personligt indblik i Stegemüllers hverdag med de to nye killinger, Jason og Josephine, og hvordan deres tilstedeværelse fletter sig sammen med forfatterens liv med Aspergers syndrom.

Gennem observationer af kattes adfærd drages der paralleller til det autistiske spektrum, mens praktiske udfordringer som væggelus og frygten for larmende støvsugere beskrives med stor sårbarhed.

Teksterne udforsker også glæden ved at lære nye færdigheder inden for fotografering og clickertræning for at styrke båndet til dyrene.

Derudover introduceres læseren for faglige begreber som feromoner og det sjældne ord ailurofil, som betegnelse for en katteelsker.

Samlet set skildrer kilderne en meningsfuld proces, hvor både mennesker og dyr lærer at finde tryghed og fællesskab i et nyt hjem.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Endelig har de fundet udkigstårnet

Nye udfordringer

Analyse af topbilledet

Kropssprog

  • Josephine ligger afslappet på siden med kroppen strakt ud.
  • Forpoterne er samlet og ikke spændte.
  • Ørerne peger fremad og en smule ud til siderne, hvilket signalerer nysgerrighed og tryghed.
  • Pelsen ligger glat uden tegn på ophidselse eller frygt.

Det fortæller, at hun føler sig relativt sikker i situationen.

Øjnene

Det mest interessante er hendes blik.

  • Pupillerne er moderat åbne, men ikke kæmpestore.
  • Hun ser direkte mod kameraet.
  • Blikket virker undersøgende snarere end udfordrende.

Det passer meget godt med en killing der observerer først og handler bagefter.

Ansigtsudtryk

Katte har ikke ansigtsudtryk som mennesker, men:

  • Mundpartiet er afslappet.
  • Knurhårene er neutrale til let fremadvendte.
  • Der er ingen spænding omkring øjne eller næse.

Hun er en tilstand af rolig opmærksomhed.

Alder og udvikling

Billedet viser også en killing, der stadig er meget ung:

  • Store ører i forhold til hovedet.
  • Runde øjne.
  • Relativt lange ben og slank krop.

Det er typiske proportioner for en killing på 15 uger.

Fotografisk

Det er et godt portræt:

  • Kameraet er næsten i øjenhøjde med katten.
  • Baggrunden er sløret (lav dybdeskarphed), så fokus bliver på Josephine.
  • Gulvplankernes linjer leder blikket mod hendes ansigt.
  • Lyset er blødt og naturligt.

Endelig har de fundet udkigstårnet

Jeg var på vej til at tænke, at pengene til udkigstårnet var spildt, og at det heldigvis var på tilbud, men her på sjettedagen er det begyndt at interessere dem. Først sprang Josephine op på anden etage og lidt efter fulgte Jason efter. De havde et af legeslagsmålene der, selvom der kun lige er plads til, at de kan vende sig.

Så gik hun over i den bløde plyskurv, der bare hænger, men der var alligevel for langt til vindueskarmen. Pokkers også.

Til sidst sad de sammen og betragtede verden, inden de besluttede at hoppe ned.

Mange katteejere køber et kradsetræ eller et udkigstårn og tænker:

Det var da godt nok mange penge for noget, de overhovedet ikke bruger.

For en killing er et nyt møbel ikke bare et møbel. Det er et ukendt objekt, der skal undersøges, lugtes til og indarbejdes i dens mentale kort over hjemmet. Josephine tog første skridt ved at hoppe op, og Jason fulgte efter. Det er sådan, søskende lærer af hinanden.

At de allerede havde et af deres legeslagsmål deroppe, er næsten det bedste tegn. Katte leger kun vildt på steder, hvor de føler sig rimeligt trygge. Og når de sad sammen og betragtede verden, har tårnet formentlig allerede fået status som observationspost.

Da Josephine i den hængende kurv opdagede, at vindueskarmen var uden for rækkevidde, var hun ved at lave en af de geometriske beregninger, katte er så gode til: “Hvis jeg står her … kan jeg så komme derover?” Svaret var nej denne gang.

Katte elsker at holde udkig

Katte elsker at sidde eller ligge højt oppe på et eller andet. Det kan være en boghylde, en radiator eller i en vindueskarm, og altså nu også klatretårnet.

  • Den har overblik over territoriet og kan se, hvad der foregår.
  • Den kan opdage bevægelser tidligt, både spændende og potentielt farlige.
  • Den føler sig mere sikker, fordi ingen kan komme bagfra eller ovenfra uden at blive opdaget.
  • Den kan holde øje med mennesker, andre katte og interessante begivenheder uden selv at være midt i det hele.
  • Den får mere ro, fordi høje steder sjældent bliver forstyrret.

Mange katte foretrækker derfor at observere verden frem for at deltage i den hele tiden. Det er som at sidde på en balkon og kigge ned på gaden.

Vindueskarme er ekstra attraktive, fordi de kombinerer højde med “katte-tv”: fugle, mennesker, biler, blade der bevæger sig og alt muligt andet spændende.

Når Jason og Josephine vælger bogreolen, vindueskarmen, radiatoren eller andre høje steder, er det et godt tegn. Det fortæller, at de føler sig trygge nok til at slappe af og samtidig gerne vil følge med i, hvad deres menneske foretager sig.

Køkkenskufferne

De begyndte at klatre op ad køkkenskufferne ved at træde på håndtagene, men det lykkedes dem ikke, da der ikke var noget at få fat i. Forkanterne er jo glatte.

Jeg åbnede den næstnederste, men der var alligevel for højt op. Så kontrollerede jeg, at der ikke var noget potentielt farligt, da katte kan få fat i hvad som helst, i nogen af skufferne og åbnede også den nederste skuffe, så de havde trappetrin. Skuffer er ikke opbevaringssteder, det er trappetrin, udkigsposter og huler. Her var noget nyt at udforske.

Støvsugeren

Lige nu ligger de op ad støvsugeren og sover lur, for det har været en anstrengende formiddag. Josephine ved slangen, der danner en cirkel omkring hende, og Jason op ad kabinettet.

Den står lige nu fremme og udgør en herlig forhindring, når de farer rundt efter hinanden. Den står fremme, fordi de skal vænne sig til den, og den er så dejlig i slukket tilstand. Men tændt …

I går var jeg nødt til at støvsuge i spisestuen. Det var frygteligt at se Josephine så bange. Jeg havde det som om, jeg mishandlede hende. Hun blev liggende oppe på en boghylde og holdt øje med, hvad der foregik, flugtparat og trykket helt ned i hylden. Stakkels lille mis.

Jeg skyndte mig, men selv da der var slukket igen, lå hun inde ved bagkanten af hylden i lang tid, efter larmen var hørt op. De plejer begge at ligge ved forkanterne.

Jeg forstår ikke, at de ikke bare trak ind i soveværelset, hvor jeg ville kunne lukke bag dem?

Analyse af støvsuger-situationen

Når noget ubehageligt eller skræmmende sker, har katte grundlæggende tre muligheder: flygte, gemme sig eller holde øje. Josephine valgte det sidste.

Set fra min synsvinkel ville soveværelset være den logiske løsning. Der var længere væk fra støjen, og jeg kunne endda lukke døren bag dem. Men Josephine ved ikke, hvor længe støvsugeren larmer, eller hvad den har tænkt sig at gøre. For hende kan det have været tryggere at blive på boghylden, hvor hun trods alt havde udsyn til “monsteret”.

At hun trykkede sig helt ned mod hylden og lå inde ved bagkanten bagefter, fortæller at hun stadig var påvirket af oplevelsen. Men det fortæller også noget positivt: Hun blev på sin observationspost. Hun gik ikke i panik, løb rundt eller nægtede at komme frem resten af dagen. Hun håndterede situationen på sin egen forsigtige måde.

Jason og Josephine har også noget, mange enekatte ikke har: hinanden. Jason virkede nogenlunde rolig bagefter, og det har sandsynligvis hjulpet Josephine med at falde til ro igen.

Det interessante er næsten, at de nu dagen efter lægger sig op ad selve støvsugeren igen. Katte er ikke gode til abstrakte begreber som “den ting larmer altid”. For dem er den slukkede støvsuger og den tændte støvsuger to forskellige fænomener. Den slukkede støvsuger er et mærkeligt møbel, der lugter af hjem, dem selv og af mig. Den tændte støvsuger er derimod et frygteligt, larmende uhyre.

Den skal stå fremme i nogle dage. Den skal blive en del af deres normale omgivelser. Når den så indimellem larmer afskyeligt og derefter bliver fredelig igen, lærer de gradvist, at den ikke er farlig.

Jeg havde det som om, jeg mishandlede Josephine, fordi jeg bekymrer mig så meget om dem. Men at støvsuge en lejlighed er ikke mishandling. Det er en helt almindelig del af et hjem. Killinger skal lære, at der findes støvsugere, dørklokker, vandhaner, gæster og alle mulige andre ting, som kan virke frygtelige i starten.

Hvis Josephine om nogle dage igen ligger oppe på udkigstårnet eller i vindueskarmen og ser afslappet ud, så er hendes dom allerede faldet:

Støvsugeren er stadig irriterende, men den æder mig ikke.

Det er lidt pudsigt, at de nu bruger den som soveplads. Det tyder på, at den slukkede støvsuger allerede er blevet optaget i kategorien “ting, der hører til her”. Og det er en større sejr, end det måske umiddelbart ser ud til.

 

 

 

 

 

 

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

To killinger – to personligheder

To killinger – to personligheder

De to billeder herunder viser meget mere end blot to søde killinger. De indfanger også forskellen mellem Jason og Josephine. Josephine betragter verden med rolige, undersøgende øjne og virker til at tænke sig om, før hun tager næste skridt. Jason møder derimod verden med åben nysgerrighed og en naturlig tillid.

Hvor Josephine langsomt har valgt mig til, virker Jason som en kat, der besluttede sig allerede den første dag. Netop derfor holder jeg så meget af disse billeder. De viser ikke bare, hvordan de ser ud, men også hvem de er.

To søskende med hver deres måde at møde verden på

Josephine

Det første, jeg lægger mærke til, er øjnene. Hun ligger afslappet, men ikke henslængt. Der er stadig en lille smule opmærksomhed i blikket, som om hun tænker:

“Jeg slapper af, men jeg holder stadig øje med verden.”

Poterne er trukket ind under hende, næsten som om hun beskytter dem. Det giver et forsigtigt og lidt eftertænksomt udtryk.

Ørerne står fremad, hvilket fortæller, at hun er nysgerrig og interesseret. Hun virker ikke vagtsom eller bange. Mere observerende.

Og så er der viskelæder-næsen. Den er en lille killingesnude, som nærmest fungerer som centrum i ansigtet. Når man ser på billedet, bliver blikket automatisk trukket mod øjne, næse og de lange knurhår.

Hele billedet siger til mig:

“Jeg stoler på dig, men jeg vil gerne selv bestemme tempoet.”

Det passer meget godt med den Josephine, jeg langsomt lærer at kende.

Jason

Jasons billede er næsten det modsatte.

Han ligger helt fladt på gulvet som en lille pandekage med poter og ører.

Blikket er direkte. Ikke udfordrende, bare meget åbent.

Der er noget uimodståeligt killingeagtigt over måden, han har lagt hovedet helt ned mellem forpoterne på. Han ligner en, der:

  • enten er ved at falde i søvn,
  • eller er ved at planlægge den næste vilde leg.

Man kan ikke helt afgøre hvad.

Hans store ører virker næsten for store til resten af kroppen. Det er sådan noget, der får killinger til at se ekstra nuttede ud. Naturen har nærmest designet dem til at udløse omsorg hos os.

Hvor Josephine virker eftertænksom, virker Jason umiddelbar.

Hans billede siger:

“Hej. Hvad skal vi lave nu? Jeg er klar.”

Hvis jeg skulle sætte én sætning på begge billeder samlet, ville det være:

Josephine ser ud som en kat, der har valgt mig til. Jason ser ud som en kat, der allerede havde besluttet sig på forhånd.

Clickertræning – fælles sprog mellem kat og menneske

Næste skridt bliver clickertræning. Formålet er ikke at lære Jason og Josephine cirkuskunster, men at skabe et fælles sprog, hvor de tydeligt kan forstå, hvornår de har gjort noget rigtigt.

Metoden er enkel: Først lærer katten, at lyden fra clickeren altid efterfølges af en godbid. Efter nogle gentagelser begynder katten at forbinde lyden med noget positivt. Derefter bruges clicket til præcist at markere den adfærd, man ønsker at belønne.

Hvis Josephine for eksempel kommer hen til mig af egen fri vilje, kan jeg klikke i det øjeblik, hun tager initiativ til kontakten, og derefter give en godbid. Hvis Jason sætter sig på kommando eller kommer, når jeg kalder, kan han få samme belønning. På den måde bliver clicket en slags besked, der fortæller:

Ja, lige præcis dét var det rigtige.

Clickertræning bygger på positive oplevelser og frivillighed. Kattene bliver aldrig tvunget til noget. De lærer ved selv at eksperimentere og opdage, hvad der udløser belønningen. Det gør træningen til en leg, som samtidig stimulerer deres nysgerrighed og intelligens.

For mig handler clickertræningen mindst lige så meget om relation som om læring. Den giver mulighed for at bruge tid sammen med Jason og Josephine på deres præmisser, styrke tilliden mellem os og give dem mentale udfordringer i hverdagen. Målet er derfor ikke perfekte tricks, men glade og trygge katte, der synes, det er sjovt at samarbejde med deres menneske.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.