Indlæg

Hvorfor spinder katten?

Hvorfor spinder katten?

Jason starter dieselmotoren – men kattens spinden betyder mere end bare “jeg er glad”

Jason spinder højt og længe, når han ligger afslappet hos mig. Men kattens spinden er langt mere end bare et tegn på velvære. Den bruges også til social kontakt, selvberoligelse og måske endda til at få mennesket til at makke ret. Jeg undersøgte, hvad der egentlig foregår, når den lille dieselmotor starter.

Jason spinder.

Ikke sådan en lille diskret snurren, hvor man skal lægge en finger på halsen for at finde ud af, om motoren faktisk er startet. Han kan spinde højt og længe.

Og det er en vidunderlig lyd.

Når han ligger afslappet hos mig og bliver nusset, er der ikke meget tvivl om det umiddelbare budskab: Han har det godt.

Men jeg blev nysgerrig.

For hvad er det egentlig, katten gør, når den spinder? Hvor kommer lyden fra? Hvorfor gør den det? Og betyder spinden altid, at katten er glad?

Det viser sig, at kattens spinden er langt mere kompliceret og interessant, end jeg troede.

Jeg fik ChatGPT til at hjælpe med at udforske det.

En lyd både ind og ud

Noget af det særlige ved kattens spinden er, at den kan fortsætte næsten uafbrudt.

Mennesker er vant til, at stemmen først og fremmest produceres på udåndingen. Katten kan derimod spinde både under indånding og udånding. Derfor får man den næsten kontinuerlige:

rrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr …

Man kan ikke bare høre den. Lægger man hånden på en spindende kat, kan man også mærke vibrationerne i kroppen.

Spinden er en lavfrekvent, rytmisk lyd, som katten normalt frembringer med lukket mund. Den grundlæggende frekvens ligger typisk omkring 25–30 Hz, selv om lyden også indeholder højere frekvenser. Forskning beskriver spinden som en kontinuerlig lyd, der følger både ind- og udåndingen.

Hvordan laver katten egentlig lyden?

Det spørgsmål har forskerne faktisk diskuteret i mange år.

Den klassiske forklaring har været, at kattens nervesystem sender meget hurtige og regelmæssige signaler til musklerne omkring strubehovedet. Ældre fysiologiske undersøgelser fandt rytmiske muskeludladninger omkring 20–30 gange i sekundet, som påvirkede stemmeridsen og luftstrømmen gennem strubehovedet.

Men her bliver det interessant, for nyere forskning har gjort historien mere kompliceret.

I 2023 undersøgte forskere strubehoveder fra otte tamkatte og fandt, at de kunne frembringe vibrationer i kattens normale spindefrekvens på omkring 25–30 Hz uden nerveimpulser og aktive muskelsammentrækninger.

Forskerne fandt desuden nogle små specialiserede vævspuder i stemmelæberne. De mener, at disse kan være med til at gøre det muligt for så lille et dyr at frembringe så dybe vibrationer. Resultaterne betyder ikke nødvendigvis, at nervesystem og muskler er uden betydning, men den gamle forklaring om, at spinden udelukkende skabes af hurtigt gentagne muskelsammentrækninger, er ikke længere tilstrækkelig.

Så selv noget så dagligdags som en spindende huskat rummer altså stadig spørgsmål, forskerne arbejder med.

Det kan jeg godt lide.

Killingen spinder, før den kan ret meget andet

Spinden begynder meget tidligt i kattens liv.

Små killinger kan spinde, mens de dier hos deres mor. Det giver god mening som en meget tidlig form for kommunikation mellem mor og killinger.

Spinden er en forholdsvis stille lyd, der fungerer godt på kort afstand. Den kan signalere kontakt og ro uden den kraftige lyd, som eksempelvis et højt miav ville skabe.

Katteforskningen beskriver blandt andet spinden som et venligt signal og som en del af den sociale kontakt mellem killingen og dens mor. Den kan fungere som noget i retning af et “alt er i orden”-signal under diegivningen.

Mor og killing kan samtidig mærke hinandens tilstedeværelse.

Det er fascinerende at tænke på, at den lyd, jeg nu hører fra Jason, har sine rødder helt tilbage i kattens allerførste sociale relation.

“Jeg har det godt”

Det er selvfølgelig ikke forkert at sige, at en spindende kat er glad.

Katte spinder ofte, når de er afslappede, bliver aet, ligger et trygt sted eller har behagelig fysisk kontakt.

Men det er mere præcist at betragte spinden som en del af et større sæt signaler.

Man må se på hele katten.

Hvis Jason ligger helt blød og afslappet, kroppen er uden spændinger, øjnene måske er halvt lukkede, ørerne står afslappet, og han samtidig spinder højlydt, er der en hel samling af signaler, der peger i samme retning.

Han er tryg.

Han har det godt.

Og når han selv har opsøgt mig og ligger hos mig, er der en vigtig ekstra detalje:

Jeg er en del af den situation, han har valgt.

Spinden er også social

Det er måske den del, jeg synes er allermest interessant.

En kat behøver ikke et menneske for at have det godt.

Jason kan ligge i klatretårnet. Han kan kigge ud ad vinduet. Han kan ligge på en boghylde, undersøge køkkenet eller foretage sig noget andet af alt det, en meget travl direktør har på dagsordenen.

Men nogle gange vælger han mig.

Han kommer hen, lægger sig, bliver nusset – og så starter motoren.

Forskning i kattens vokale kommunikation beskriver netop spinden som et signal forbundet med social kontakt og tilknytning. I samspillet mellem kat og menneske kan den blandt andet bruges til at opretholde kontakt og fremme ro.

Så når Jason ligger hos mig og spinder, er budskabet ikke nødvendigvis bare:

Jeg har det godt.

Det kan lige så godt forstås som:

Jeg har det godt her sammen med dig.

Det er faktisk en temmelig stor forskel.

Men en spindende kat er ikke altid en glad kat

Her kommer den vigtige undtagelse.

Katte spinder nemlig ikke kun, når de er tilfredse.

De kan også spinde, når de er stressede, bange, har smerter eller er syge. Spinden er endda beskrevet hos alvorligt syge og døende katte.

Det virker mærkeligt, hvis man har lært den enkle ligning:

spinden = glad kat.

Men den ligning er for simpel.

En mulig forklaring er, at spinden også kan have en selvberoligende funktion. Katten bruger måske spinden til at regulere sig selv i en vanskelig situation.

Det betyder også, at man ikke må bruge spinden alene som bevis på, at en kat har det godt.

Igen må man se på hele katten.

En kat, der ligger udstrakt og blød med rolige øjne og afslappede ører og spinder under nusning, fortæller noget helt andet end en kat, der sidder sammenkrøbet, er anspændt, har store pupiller eller trækker ørerne tilbage.

Begge kan spinde.

Konteksten fortæller os, hvad spinden sandsynligvis betyder.

En særlig spinden til mennesker

Og så har kattene naturligvis endnu et trick.

Nogle katte bruger en særlig type spinden, når de vil have noget fra deres mennesker – ikke mindst mad.

Den kaldes på engelsk solicitation purr, som nogenlunde kan oversættes til “anmodningsspinden”.

I 2009 undersøgte forskere forskellen mellem almindelig spinden og den spinden, katte brugte, når de forsøgte at få deres mennesker til at levere noget. Inde i den dybe spinden fandt forskerne en højere lydkomponent, der har lighed med et klagende kald.

Forsøgspersoner vurderede denne type spinden som mere påtrængende og presserende end almindelig spinden – også mennesker, der ikke selv havde kat. Da forskerne fjernede den højfrekvente komponent fra optagelserne, blev lyden vurderet som mindre presserende.

Det er fantastisk.

Katten har tilsyneladende fundet en lyd, som mennesker har svært ved at ignorere.

rrrrrrrrrrrr + en lille klagende tone = betjen venligst katten.

Man må beundre systemet.

Kan katten ligefrem helbrede sig selv ved at spinde?

På nettet kan man finde mange historier om, at kattens spinden skulle have helbredende egenskaber.

Her skal man være lidt forsigtig.

Der findes interessante hypoteser om sammenhænge mellem lavfrekvente vibrationer og biologisk væv, og det har ført til forslag om, at spinden måske kan have fysiologiske funktioner ud over kommunikationen.

Men derfra og til at konkludere, at katten “helbreder sig selv ved at spinde”, er der et stykke vej.

Det er ikke dokumenteret så sikkert, at jeg synes, man bør fremsætte det som et faktum.

At katte også spinder under sygdom, smerte og stress gør dog spørgsmålet interessant. Det er muligt, at spinden har flere funktioner samtidig, og der er stadig meget ved kattens spinden, forskningen ikke har et endeligt svar på.

Det gør den egentlig bare endnu mere spændende.

Jasons dieselmotor

Og så vender jeg tilbage til Jason.

For jeg behøver heldigvis ikke kende samtlige fysiologiske mekanismer i hans strubehoved for at forstå, hvad der foregår, når han kommer hen til mig, lægger sig afslappet og spinder højt og længe.

Jeg skal bare huske at læse hele katten.

Den afslappede krop.

Øjnene.

Ørerne.

Måden han ligger på.

At han selv har valgt at komme.

At han bliver liggende.

Og den lille dieselmotor, der bare fortsætter:

rrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr …

Spinden er ikke et ord med én bestemt betydning. Det er en del af kattens kommunikation, og betydningen afhænger af situationen.

Men lige dér behøver budskabet ikke være særlig svært at oversætte.

Jeg er tryg. Jeg har det godt. Og lige nu vil jeg gerne være her hos dig.

Det er svært at forestille sig en meget bedre lyd i hjemmet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Josephines første tur til dyrlægen

Sundhedstjek, vaccination og en meget træt killing

Josephines første tur til dyrlægen

Josephine har været til sit første sundhedstjek og fået sin første vaccination. Hun var bange og gjorde sig så lille som muligt hos dyrlægen, men alt var heldigvis, som det skulle være. Og hjemme igen gik der kun fem minutter, før hun og Jason vaskede hinanden. Dagen sluttede med en meget træt killing og en storebror med poten kærligt lagt hen over hende.

Så blev det Josephines tur.

Hun skulle til dyrlægen hos Avedøre Dyreklinik. Hun skulle til sit første sundhedstjek og have sin første vaccination, og jeg var spændt på, hvordan det skulle gå. Jason havde været af sted dagen før, men Jason og Josephine er to meget forskellige katte.

Jason tager det meste med en vis direktøragtig selvfølgelighed. Josephine er mere forsigtig, og især transportkassen havde jeg tænkt en del over.

Jeg havde forberedt den efter alle kunstens regler. Bunden havde stået fremme i flere uger, der havde været godbidder i den, og hele ideen var selvfølgelig, at transportkassen skulle blive en ganske almindelig og ufarlig del af hjemmet.

Det imponerede ikke Josephine det mindste.

Så på et tidspunkt må teori blive til praksis.

1-2-3 ned i kassen

Jeg gjorde, som jeg havde planlagt: en hånd under brystkassen, den anden under bagpart og bagpoter, et sikkert løft og så 1-2-3 ned gennem åbningen i toppen.

Ikke noget med at stå og tøve og gøre situationen længere end nødvendigt.

Budskabet var sådan set:

Du kan ikke lide det, men det må til, og vi kommer hjem igen.

Og ned kom hun.

Jeg havde bare ikke fået lukket fronten ordentligt.

Det opdagede Josephine.

Hun brød simpelthen ud igen, og jeg skal love for, at sådan en lille kat kan udvikle kræfter, når hun først har besluttet sig for noget. Heldigvis opdagede jeg det, inden hun nåede helt ud, for så havde jeg muligvis forpasset min ene gode chance.

Fronten blev lukket ordentligt, og så var vi klar.

Taxa til dyrlægen

Vi tog en taxa, og det var en rigtig god beslutning.

Ingen ventetid på bus, ingen skiftende lyde og mennesker omkring os og ingen risiko for forsinkelser. Bare ind i taxaen, hen til klinikken og hjem igen bagefter.

Hele turen inklusive dyrlægebesøget tog omkring en time.

Inde i transportkassen reagerede Josephine, som jeg egentlig havde frygtet. Hun frøs.

Hun sad trykket helt ned i et hjørne og forsøgte nærmest at gøre sig så lille som muligt.

Det var ikke rart at se.

Jeg ved godt, at det er en almindelig reaktion hos en bange kat. Nogle katte forsøger at flygte, nogle forsvarer sig, og andre reagerer ved at fryse og gøre sig små.

Men viden gør ikke nødvendigvis synet behageligt.

Det er min lille Josephine, og hjemme er hun en glad, nysgerrig og efterhånden meget tillidsfuld killing. At se hende sidde sammenkrøbet og bange i et hjørne af transportkassen gjorde ondt.

Men det skal jo til.

Katte skal undersøges, vaccineres og senere neutraliseres. Min opgave er ikke at sørge for, at hun aldrig oplever noget ubehageligt. Min opgave er at sørge for, at det nødvendige bliver gjort så trygt og ordentligt som muligt.

En virkelig god kattedyrlæge

Til gengæld var vi heldige med dyrlægen.

Hun hedder Maja, og hun var virkelig god til katte.

Jeg besluttede mig for at lade hende styre det hele. Hun ved, hvad hun laver, og der var ingen grund til, at jeg skulle blande mig i håndteringen, bare fordi jeg havde svært ved at se Josephine være bange.

Det var den rigtige beslutning.

Maja var rolig og sikker, og Josephine blev undersøgt.

Og resultatet?

Endnu en superfin kat.

Alt er, som det skal være.

Det er selvfølgelig det vigtigste af det hele. Nu har både Jason og Josephine været igennem deres første sundhedstjek, og begge er fine, raske katte.

Josephine fik også sin første vaccination.

Så selv om hun ikke selv ville have valgt dagens udflugt, fik vi præcis det resultat, jeg håbede på.

Jeg ville se, hvor hun skal vågne

Josephine skal neutraliseres den 16. september.

Det er næste store punkt i kalenderen, og det tænker jeg naturligvis allerede på.

Derfor bad jeg om at få lov til at se den opvågningsstue, hvor hun skal være efter operationen.

Det måtte jeg gerne.

Det var jeg glad for.

Der var fint og roligt med store, gode pladser til dyrene, og Maja forklarede mig, hvordan det hele foregår.

De bruger blandt andet rødt lys – fotobiomodulation – som kan anvendes efter operationer til blandt andet at dæmpe inflammation og smerter og understøtte helingen.

Det fortalte Maja mig faktisk.

Jeg havde bare glemt det igen, da jeg kom hjem.

For der var også mange indtryk for mig.

Det er netop derfor, det var så godt at få lov til at se stedet. Nu behøver jeg ikke selv opfinde billeder af, hvor Josephine befinder sig, mens hun vågner efter operationen. Jeg har set rummet. Jeg ved, at der er roligt. Jeg har set pladserne. Og jeg har mødt en dyrlæge, som jeg har stor tillid til.

Det fjerner ikke min bekymring, men det erstatter en masse ubekendte med konkret viden.

Det hjælper.

Hjem igen

Da vi kom hjem, åbnede jeg ikke transportkassen med det samme.

Jeg lod den stå et par minutter i fred.

Jason skulle ikke have mulighed for at komme farende hen til hende med hele sit sædvanlige repertoire af begejstring, nysgerrighed og almindelig direktørvirksomhed, før hun lige havde fået lov til at registrere:

Nu er jeg hjemme.

Så kom hun ud.

Og der gik omkring fem minutter.

Så vaskede de hinanden.

Det var næsten den bedste afslutning, dagen kunne have fået.

Hun havde været så bange. Hun havde været transporteret væk fra sit territorium, siddet hos dyrlægen, var blevet undersøgt og vaccineret og var kommet hjem med alle mulige fremmede lugte i pelsen.

Fem minutter senere var hun igen sammen med Jason.

Hun har også spist.

Hun er glad.

Og hun er meget, meget træt.

Billedet fortæller resten

Billedet herunder er taget efter hjemkomsten.

Det siger næsten mere om dagen end teksten.

Josephine ligger udstrakt og så fuldstændig træt efter alle oplevelserne. Ved siden af ligger Jason helt tæt op ad hende, og hans ene forben ligger hen over hendes krop.

Det ligner næsten en omfavnelse.

Man skal selvfølgelig passe på med at gøre katte til små mennesker og tillægge enhver kropsstilling menneskelige tanker. Men man behøver heller ikke gøre billedet mindre betydningsfuldt, end det er.

De vælger hinandens nærhed.

Deres kroppe ligger tæt sammen. De er afslappede. Josephine, der få timer tidligere sad presset ned i et hjørne af transportkassen, ligger nu hjemme på sit eget territorium med sin bror helt ind til sig.

Og Jason har lagt poten hen over hende.

Det er svært ikke at læse billedet som:

Så. Nu er du hjemme igen.

(Teksten fortsætter under billedet).

Og nu holder vi pause

Nu trækker vi vejret i tre uger.

Der har været meget nyt, siden Jason og Josephine flyttede ind. Nyt hjem, nye mennesker, nye lyde, transportkasser, sundhedstjek og vaccinationer – oven i alt det almindelige arbejde, der følger med at være to killinger og undersøge verden.

Næste punkt bliver Jasons kastration.

Og senere kommer Josephines neutralisering.

Jeg glæder mig til, at alt det er overstået.

Ikke fordi noget indtil videre er gået galt. Tværtimod. Alt er gået rigtig fint.

Men jeg glæder mig til den dag, hvor transportkasser, vaccinationer og operationer ikke længere står forrest i kalenderen.

Hvor etableringsfasen er slut.

Hvor de nødvendige ting er klaret.

Og hvor vi bare kan have hverdag.

Jason og Josephine.

Og mig.

Med kattegræs, drikkefontæne, legetøj, madskåle, pelsvask, lure, vilde 30 minutter og alt det andet, der efter ganske få uger allerede føles som vores helt almindelige liv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Super fin kat – Jasons første tur til dyrlægen

Vaccination, sundhedstjek og en stolt kattemor

Super fin kat – Jasons første tur til dyrlægen

😺 Første tur til dyrlægen er vel overstået. Jason klarede både bus, fremmede omgivelser, sundhedstjek og vaccination langt bedre end sin nervøse kattemor. Han kom hjem med ordene “Superfin kat” i sundhedsbogen – og jeg kom hjem med to erfaringer: En brugt bluse slår Feliway, og fremover tager vi taxa. 🐾❤️

Pyh ha.

Jason har været til dyrlæge for første gang, og det gik rigtig godt. Jeg var mere nervøs, end han var.

Jeg havde selvfølgelig været spændt på turen. Ikke så meget på selve dyrlægen, for Jason er generelt temmelig cool, når der sker noget nyt. Men der er alligevel forskel på at være direktør hjemme i lejligheden og pludselig blive puttet i en transportkasse, kørt med bus og vente et sted fyldt med fremmede mennesker, lyde og lugte. Også selvom klinikken har separate venteområder for katte og hunde, hvor der er forholdsvis stille og roligt. Jeg havde bare fået et dumt tidspunkt 16:30, hvor der er mange i klinikken. Lesson learned.

Men Jason var dygtig.

Og nu har han fået sin egen faste dyrlæge. Hun hedder Camilla og er virkelig sød; jeg tror, hun gav os lidt ekstra tid. Der er tjek på det.

Avedøre Dyreklinik er for et års tid siden flyttet op ved stationen i 600 m2 og har et stort personale: 5 dyrlæger, 5 veterinærsygeplejersker, 1 klinik-koordinator, 1 receptionist og 1 veterinærsygeplejerskeelev. Der kan man godt være tryg. Ikke en eller anden baggårdsklinik på Vesterbro. Topbilledet er tyvstjålet på deres hjemmeside. De tilgiver mig nok?

Feliway tabte til min bluse

Jeg havde naturligvis forsøgt at forberede transportkassen, så den kunne være så tryg som muligt. Den har hele tiden stået fremme uden top, og meningen er så, at de skal bruge bunden som et fast sovested på linje med andre sovepladser. Det har ingen af dem gjort. Den blev lidt interessant, da jeg i går satte toppen på, hvor Jason lagde sig op og nød udsigten, men mine katte følger ikke dyrlægens hjemmeside.

Feliway og feromoner har jeg prøvet, men det interesserer tilsyneladende hverken Jason eller Josephine det mindste. Det kan godt være, at videnskaben siger noget fornuftigt om katteferomoner, men banditterne har åbenbart ikke læst forskningen.

Til gengæld havde jeg fundet på en langt mere effektiv løsning.

Jeg lagde den bluse, jeg havde på i går, ind i den ene side af transportkassen. Den lugtede selvfølgelig af mig og af hjemmet.

Og dér sad Jason. Hele tiden ovre i siden.

Han havde ingen som helst interesse i Feliway. Min brugte bluse var åbenbart langt bedre.

Det giver egentlig god mening. Feliway efterligner nogle af kattens naturlige feromoner, men en brugt bluse indeholder en hel samling af lugte, Jason allerede kender. Den lugter af hjem og af det menneske, han bor sammen med.

Det skal jeg huske til næste gang.

Bus er noget skidt

Selve busturen var den del af dagen, vi brød os mindst om.

En bus er egentlig et temmelig elendigt sted at transportere en kat. Den starter og stopper, drejer, bremser, dørene åbner og lukker, mennesker kommer og går, og der er hele tiden nye lyde og bevægelser. Også selvom det kun er et stop. På hjemvejen var der også en hund.

Jason klarede det.

Det gjorde jeg selvfølgelig også.

Men jeg har truffet en beslutning:

Fra nu af bliver det taxa.

Det koster lidt mere, men det må være sådan.

I en taxa kan transportkassen stå stabilt, der er færre mennesker og langt færre uforudsigelige indtryk, og vigtigst af alt kommer vi direkte fra hjemmet til klinikken og tilbage igen. Ikke noget med at balancere en stor transportkasse til busstoppestedet.

Og jeg kan slet ikke forestille mig Josephine i en bus.

Hun er blevet utrolig tillidsfuld herhjemme, men hun er stadig en helt anden type end Jason. Hvor Jason nærmest møder nye situationer med et: “Nå, hvad har vi så her?”, har Josephine brug for længere tid til at vurdere, om verden nu også er sikker.

Så taxa bliver fremover en del af dyrlægebudgettet.

Jason ville gerne undersøge klinikken

Da vi kom ind til Camilla, viste Jason sig fra sin sædvanlige side.

Han ville undersøge det hele.

Der var nye ting, nye lugte og nye områder, der tydeligvis krævede en grundig inspektion. Hvis han selv havde fået lov at bestemme programmet, havde konsultationen sikkert taget betydeligt længere tid.

Men vi var jo kommet af en anden grund.

Han skulle undersøges og have sin første vaccination.

Jeg holdt ham, mens Camilla vaccinerede ham, og det gik helt fint. Han tog det virkelig flot.

Der kan muligvis komme lidt hævelse omkring indstiksstedet i morgen. Det er ikke noget at blive forskrækket over. Nu ved jeg det på forhånd og kan holde øje med ham uden straks at forestille mig alverdens katastrofer.

Det vigtigste var selvfølgelig sundhedstjekket.

Alt er, som det skal være.

Og så skrev Camilla noget i hans sundhedsbog, som naturligvis blev dagens vigtigste dokument:

Superfin kat

Mor er stolt. Meget stolt.

Jeg vidste det jo godt i forvejen, men nu foreligger det altså også som en professionel veterinærvurdering.

Næste punkt: kastration

Vi har samtidig fået bestilt tid til Jasons kastration. Og der bliver han samtidigt chippet, når han alligevel er i narkose.

Aflevering den 9. september kl. 8:40.

Han skal møde fastende. Jeg har fået at vide, at han godt må få en lille smule mad – omkring en teskefuld – men det skal jeg lige have helt styr på.

For der er et praktisk problem ved at have to killinger:

Jeg kan jo ikke forklare Jason:

Du skal opereres, så du må ikke få noget. Din søster må gerne spise.

Hvis den ene skal faste, bliver den praktiske løsning derfor sandsynligvis, at de begge må undvære morgenmaden, indtil Jason er afleveret. Jeg spørger naturligvis klinikken, så jeg er sikker på, at det er den rigtige løsning.

Og blusen?

Den skal selvfølgelig med igen.

Så er det Josephines tur

I morgen skal Josephine have sundhedstjek og første vaccination, og jeg skal bestille tid til hendes neutralisering.

Det er jeg noget mere spændt på.

For det første er Josephine ikke Jason. Hun er forsigtigere, og hele transportdelen skal derfor planlægges, så den bliver så rolig som muligt.

Og så er der økonomien.

Hold nu op, hvor er det dyrt at have to killinger.

Mad, grus, transportkasse, klatretårn, legetøj, drikkefontæne, dyrlæge, vaccinationer, sundhedstjek, neutralisering og alt det andet, man opdager undervejs, fordi man selvfølgelig gerne vil gøre det ordentligt.

Men der er ikke noget at gøre ved det.

Det her er ikke de steder, hvor jeg vil spare. Det må blive på noget andet.

Heldigvis er en del af udgifterne lige nu engangsudgifter. De skal kun neutraliseres én gang, og mange af de ting, jeg har købt til dem, kan forhåbentlig holde i mange år.

På et tidspunkt bliver kattebudgettet forhåbentlig lidt mere kedeligt og forudsigeligt.

Det ville passe mig glimrende.

Jeg kan godt lide budgetter, når de opfører sig ordentligt.

En hård dag for en lille kat

Da vi kom hjem, var der ikke mere direktør over Jason.

Han sov to timer på en boghylde men er nu stået op og spiser og leger med sin søster, som han plejer.

Det har været en lang dag for en lille kat. Transportkasse, bus, fremmede mennesker, nye lugte, dyrlæge, undersøgelse, vaccination og hjem igen.

Der har været meget at bearbejde.

Men hans første besøg hos dyrlægen blev en god oplevelse. Han var nysgerrig, han lod sig undersøge, vaccinationen gik fint, og han er sund og rask. Forhåbentlig fortæller han Josephine, at det ikke er farligt.

Og jeg har lært noget vigtigt om transport, som jeg kan bruge både næste gang med Jason og allerede i morgen, når jeg skal begynde planlægningen af Josephines tur:

Taxa frem for bus.

Og en brugt bluse frem for Feliway.

Resten står allerede i sundhedsbogen:

Super fin kat.

Det kunne jeg nu godt have fortalt Camilla på forhånd.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hjemmedyrket salatbar til banditterne

Kattegræs

Hjemmedyrket salatbar til banditterne

Det krævede lidt snilde at få kattegræsset til at vokse i fred for Jason og Josephine. Nu er den hjemmedyrkede salatbar endelig åben – og især Josephine har taget godt imod den grønne servering. Men hvorfor spiser katte egentlig græs?

Det er lykkedes!

Jeg har dyrket kattegræs til Jason og Josephine.

Det sværeste har sådan set ikke været at få græsset til at gro. Det sværeste har været at finde et sted, hvor det kunne få lov til at gro, uden at Jason og Josephine fandt det først.

Det lykkedes til sidst, og nu er græsset blevet så højt og kraftigt, at restauranten kunne åbne.

Og den er godkendt.

På videoen er især Josephine meget optaget af den nye grønne servering. Hun står med hovedet helt nede i græsset og arbejder koncentreret med at finde de helt rigtige strå. Jason dukker naturligvis også op. Hvis der foregår noget interessant i hjemmet, skal husets direktør selvfølgelig orienteres.

Det er egentlig fascinerende at se dem spise græs. De tager ikke bare en tilfældig mundfuld. Der bliver snuset, udvalgt, bidt og tygget. Nogle strå er åbenbart bedre end andre, og den slags beslutninger skal ikke forhastes.

Jeg havde været lidt spændt på, om de overhovedet ville interessere sig for det. Jeg har efterhånden lært, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem noget, jeg køber eller arrangerer til kattene, og noget kattene rent faktisk synes er interessant.

Klatretårnet skulle eksempelvis lige godkendes. Godbidder er tilsyneladende stærkt overvurderede. En pind med en kugle kan derimod være fantastisk.

Og nu altså: græs.

Formålet med kattegræsset

Når Jason og Josephine vasker sig, sluger de uundgåeligt løse hår. De fleste hår passerer gennem mave-tarm-systemet og kommer ud med afføringen, mens nogle kan samle sig til hårboller. Græs kan hjælpe fordøjelsen på vej, blandt andet fordi det indeholder ufordøjelige plantefibre, som kan fremme tarmbevægelserne.

Det interessante er, at man tidligere ofte sagde: Katte spiser græs for at kaste hårboller op. Det er for enkelt. Katte kan ganske vist kaste op efter at have spist græs, og dermed kan hår også komme med op, men opkastning ser ikke ud til at være hovedformålet med græsspisningen.

Der er sandsynligvis flere grunde på én gang:

  • Fibre og fordøjelse: Græssets fibre kan hjælpe materiale – herunder slugte hår – gennem tarmen.
  • Hår fra pelsplejen: Især når de vasker sig meget, kommer der hår ned i fordøjelsessystemet. Græs kan være en del af kattens naturlige måde at håndtere det på.
  • Instinktiv adfærd: Også vilde kattedyr og fritlevende katte spiser plantemateriale. Det ser altså ud til at være en normal del af kattens adfærdsrepertoire og ikke nødvendigvis et tegn på, at den mangler noget.
  • De kan simpelthen lide det: Friske græsstrå har både duft, smag og struktur. Videoen tyder på, at Josephine ikke betragter det som medicin. Hun nyder det, og det smager godt.

Restauranten har begrænsede åbningstider

Græsset får ikke lov til at stå fremme hele tiden.

Når de har spist og mistet interessen, stiller jeg det væk igen. Dels får græsset dermed en chance for at overleve lidt længere, så der også er noget til i morgen, dels har jeg en begrundet mistanke om, at to nysgerrige killinger med permanent adgang til en potte fyldt med græs, før eller siden ville udvide konceptet fra salatbar til havearbejde.

Det behøver vi ikke. Der er allerede nok at gøre. Engang havde jeg tid til at slægtsforske, Danske Slægtsforskeres hjemmeside …

Indtil videre fungerer ordningen glimrende: Græsset kommer frem, banditterne spiser, og bagefter lukker restauranten.

Jeg tror, den har fået fem stjerner i Kattenes Michelinguide.

I hvert fald hos Josephine.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.