Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Jason læser jura

Mine gamle studiebøger har fået ny ejer

Jason læser jura

Jason er begyndt at interessere sig for mine gamle bøger fra jurastudiet. Og han går ikke forsigtigt til værks: Alf Ross og Eva Smith er allerede kommet på pensum. Spørgsmålet er, om en rød killing med stor observationsevne, sans for smuthuller og et noget afslappet forhold til reglerne har en fremtid som jurist?

Billede 1: Jason og Alf Ross

På det første billede ligger Jason næsten demonstrativt ved siden af Om ret og retfærdighed. Det er i sig selv et meget ambitiøst sted at begynde. Alf Ross er ikke ligefrem juridisk letlæsning.

Det morsomme er hans kropsstilling. Han ligger fuldstændig henslængt med forpoterne ud over kanten og hovedet lidt nedad. Han ser ikke ud som en studerende, der er blevet slået ud af retsfilosofien. Han ser snarere ud som en, der tænker:

Alf Ross har nogle interessante synspunkter. Jeg skal lige overveje præ-misserne.

Ørerne er oppe og fremme, øjnene åbne, og kroppen er helt afslappet. Der er ingen spænding i ham. Det er den klassiske kombination af tryghed og opmærksomhed: Han slapper af, men følger samtidig med i, hvad der foregår nedenfor.

Og så er der en god visuel kontrast mellem den alvorlige titel OM RET OG RETFÆRDIGHED og den lille røde killing, der hænger ud over hylden.

Det kunne næsten være en illustration til spørgsmålet:

“Hvad er retfærdighed?”

Jason: “At jeg må ligge på den hylde, jeg har valgt.”

(Teksten fortsætter under billedet).

Billede 2: Jason og Eva Smith

Det andet billede er fotografisk lidt bedre.

Her ligger han mellem de gamle juridiske bøger, og denne gang ser han meget mere juridisk koncentreret ud. Han kigger målrettet ud mod højre. Ørerne står frem, knurhårene peger forholdsvis fremad, og hovedet er løftet.

Det er nærmest en lille observatørpost.

Og det passer godt sammen med Vidnebeviset. 😄

Han ligner en, der er i færd med at vurdere et vidne:

“Forklaringen forekommer umiddelbart troværdig, men jeg vil gerne høre, hvor De befandt Dem, da posen med Dreamies forsvandt?”

Der er noget fint ved hans forpoter. De hænger ned over kanten, mens resten af kroppen ligger sikkert inde på hylden. Det får ham til at se både afslappet og årvågen ud på samme tid.

(Teksten fortsætter under billedet).

Bøgerne fortæller min historie

Hvis Jason bare lå i en bogreol, var det et sødt billede af en killing i en bogreol. Men her ligger han blandt mine gamle studiebøger. Derfor forbinder billederne to perioder af mit liv.

Jeg læste jura. Bøgerne fulgte med videre. Nu er de blevet en del af Jasons territorium.

Og han har tilsyneladende allerede foretaget den juridiske ejendomsovergang uden at spørge. Det lover godt for hans forståelse af faktisk råden over løsøre, om end hans respekt for ejerens adkomst måske kræver et suppleringskursus.

Jeg bemærker også, at han ikke har valgt en tilfældig hylde med krimier. Han har placeret sig ved Alf Ross og Eva Smith.

Det er næsten mis-tænkeligt målrettet.

Bliver han en god jurist?

Jeg vurderer hans kvalifikationer således:

  • Observationsevne: fremragende.
  • Koncentration: god, når sagen interesserer ham.
  • Evne til at indtage et overordnet perspektiv: særdeles god; foretrækker bogreoler.
  • Bevisvurdering: lovende, jf. placeringen ved Vidnebeviset.
  • Retsfilosofisk ballast: usædvanligt tidligt udviklet.
  • Selvsikker fremtræden: absolut.
  • Evne til at finde smuthuller: formentlig exceptionel. Han er trods alt kat.
  • Respekt for regler: Her forudser jeg visse problemer.
  • Evne til at sove gennem forelæsninger: allerede fuldt professionelt niveau.

Der er dog ét alvorligt problem med studiestarten den 1. september:

Jeg er ikke sikker på, at Studenterbogladen på Bispetorvet accepterer Dreamies som betaling for semesterbøger.

Men hvis de gør, har Jason en strålende juridisk karriere foran sig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Klatretårnet er officielt blevet deres

To killinger, én hængekøje

Klatretårnet er officielt blevet deres

To killinger, én hængekøje – og ikke ligefrem oceaner af plads. 😻 For få dage siden var klatretårnet stadig en mærkelig genstand, der skulle undersøges med passende skepsis. Nu er det blevet deres sted. Jason og Josephine vasker, putter, brydes og uddeler potedask i hængekøjen øverst – og ingen af dem har tilsyneladende tænkt sig at flytte sig. ❤️

For få dage siden var klatretårnet tilsyneladende bare endnu en af de mærkelige ting, mennesket havde fundet på at stille ind i hjemmet.

Jeg havde købt det til Jason og Josephine og forestillede mig selvfølgelig, at de straks ville forstå hele konceptet: Her kan man klatre. Her kan man ligge højt. Her kan man holde øje med sit territorium. Og øverst oppe er der ovenikøbet en hængekøje.

Hvad mere kan en kat ønske sig?

En hel del, åbenbart.

For i begyndelsen var interessen behersket. Jeg nåede næsten at tænke, at det så var godt, klatretårnet havde været på tilbud. Det er jo en af de ting, man hurtigt lærer som nyt kattemenneske: Det, man omhyggeligt har udvalgt og betalt penge for, er ikke nødvendigvis interessant. Til gengæld kan en papkasse, en pind eller noget andet fuldstændig banalt være dagens største attraktion.

Men klatretårnet har langsomt skiftet status.

Først begyndte de at undersøge det. Så blev hylderne interessante. Jason fandt ud af, at hængekøjen øverst faktisk var et glimrende sted at ligge.

Og nu er vi nået til næste trin: Nu ligger de der begge to.

(Teksten fortsætter under videoen)

To killinger, én hængekøje

Videoen er ikke dramatisk. Der sker ikke noget sensationelt. Ingen udfører halsbrækkende spring, vælter noget eller finder på en ny form for kriminalitet.

De ligger bare sammen i hængekøjen.

Og alligevel synes jeg, videoen fortæller en hel historie.

Der er ikke ligefrem oceaner af plads. To voksende killinger fylder efterhånden ganske godt i sådan en hængekøje, men det ser ikke ud til at være noget problem. De ligger tæt, flytter lidt rundt på sig selv og hinanden, vasker, putter og uddeler indimellem en pote.

Det ene øjeblik er der fredelig pelspleje. Det næste kommer en pote lidt for tæt på et hoved, og så må sagen naturligvis lige afgøres.

Men ingen går.

Det er måske det bedste ved hele videoen.

De kunne sagtens vælge hver sin hylde. Klatretårnet har flere etager, og resten af hjemmet er heller ikke ligefrem blottet for steder, hvor en killing kan lægge sig.

Men de vælger den samme hængekøje.

De vil være sammen.

Søskende på godt og ondt

Jason og Josephine er meget forskellige.

Jason har fra begyndelsen mødt verden med stor nysgerrighed og en næsten imponerende tro på, at selvfølgelig er alting lavet til ham. Josephine har været mere forsigtig. Hun har haft brug for at se tingene an og selv bestemme tempoet.

Det gælder også forholdet til mig.

Men når de to er sammen, er der ingen tvivl. De er søskende. De leger, jager hinanden, brydes, vasker hinanden og sover sammen.

Videoen fra hængekøjen viser det hele i miniatureformat.

Der er nærhed uden højtidelighed. Man kan sagtens elske sin søster og samtidig give hende en pote i hovedet. Man kan vaske sin bror det ene øjeblik og være lidt irriteret på ham det næste.

Og fem sekunder senere ligger man tæt igen.

Det er meget katteagtigt.

Og måske også meget søskendeagtigt.

Josephine midt i det hele

Jeg hæfter mig også ved Josephine.

Da hun kom hertil, var hun den forsigtige. Hun holdt afstand og betragtede tingene, før hun besluttede sig. Jeg måtte vente på hende og lade hende komme til mig.

Det gjorde hun.

Først lidt. Så mere.

Nu kommer hun med løftet hale, smyger sig omkring mine ben, gnider kinderne mod mig og spinder.

Og i videoen ligger hun ganske enkelt dér midt i det hele.

Hun ser ud til at høre til.

Det lyder måske mærkeligt, for selvfølgelig hører hun til. Hun har jo boet her sammen med Jason hele tiden.

Men der er forskel på at være et sted og på at have gjort stedet til sit eget.

Det sidste tror jeg, hun har nu.

Deres sted

Jeg kan godt lide den slags små forandringer.

Hvis man kun så Jason og Josephine en gang om måneden, ville man måske bare konstatere, at her er to killinger, der ligger i en hængekøje.

Når man følger dem hver dag, bliver det noget andet.

Så kan man se processen.

  • En hylde bliver undersøgt.
  • Et klatretårn bliver besteget.
  • En hængekøje bliver afprøvet.

Og pludselig er den ikke længere noget, jeg har købt til dem.

Den er deres.

Det er måske noget af det fascinerende ved at få katte ind i sit hjem. Jeg har indrettet det og besluttet, hvor tingene skal stå, men Jason og Josephine er i fuld gang med at lave deres eget kort over det:

  • Her spiser vi.
  • Her drikker vi.
  • Her leger vi.
  • Her holder vi øje.
  • Her sover vi.

Og her, helt oppe i klatretårnet, ligger vi åbenbart to killinger i en hængekøje beregnet efter princippet:

Er der hjerterum, er der husrum.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Banditterne har fundet nyt legetøj – og jeg har fået min frihed tilbage

14 dage – og en pind med en kugle

Banditterne har fundet nyt legetøj – og jeg har fået min frihed tilbage

Efter 14 dage er Jason og Josephine for alvor flyttet ind – også i mit hjerte. Jason kaster hele kroppen ind i kampen med en pind og en kugle, Josephine undersøger den i det smukke eftermiddagslys, og jeg har taget et lille, men vigtigt skridt: Jeg har været hjemmefra en hel time. Det tog de to banditter aldeles afslappet.

I dag har Jason og Josephine været her i præcis 14 dage.

Der kun fire ting, de ikke må:

  • Undersøge køleskabet indvendigt – det er livsfarligt for en killing
  • Undersøge toiletkummen indvendig – en killing kan lide druknedøden, men jeg har altid lukket låget, så den vane sidder
  • Blive forskrækkede over deres eget spejlbillede – det er der ingen grund til
  • Blive bange – jeg passer på dem

14 dage er på én gang meget kort tid og næsten svært at forstå. For hvor er der dog sket meget på de to uger. Jeg var fx ikke klar over, hvor meget kærlighed jeg havde i overskud.

Og netop i dag har de fundet et nyt stykke legetøj. Eller rettere: De har opdaget et gammelt stykke legetøj.

Det er så enkelt, som det næsten kan blive: en pind med en kugle i enden. Den skulle efter sigende smage godt. Den har ligget i den lille papæske med legetøj uden at vække nævneværdig interesse, men i dag fandt de den selv frem. Jeg er efterhånden ved at lære, at det ikke betyder, at et stykke kattelegetøj er blevet kasseret. Det betyder bare: Ikke endnu.

Nu var tiden åbenbart inde.

Jason den skøre kat

Jason har ikke nøjedes med forsigtigt at undersøge kuglen. Han har kastet hele kroppen ind i projektet.

På billederne ligger han på gulvet, holder fast i kuglen med poterne, vrider sig rundt, viser mave og får på et tidspunkt et bagben placeret højt oppe i luften.

Det ser ærlig talt ud, som om almindelige anatomiske regler midlertidigt er sat ud af kraft.

Det er meget Jason.

Når han finder noget interessant, går han ikke stille og roligt til værks. Han går ind i projektet med hele kroppen og med en imponerende mangel på værdighed.

Og det er svært ikke at grine af ham.

(Teksten fortsætter under billedet).

Samtidig er der noget andet i billederne, jeg holder meget af. Han ligger med maven helt blottet og leger uden tilsyneladende at bekymre sig om noget som helst. Han virker ganske enkelt hjemme.

Efter kun 14 dage.

(Teksten fortsætter under billedet).

Josephine i eftermiddagslyset

Josephine har naturligvis også fundet pinden med kuglen.

Men som så ofte før gør hun tingene på sin egen måde.

Billedet af hende blev taget i det smukke eftermiddagslys, der falder ind over de gamle gulvbrædder. Hun ligger lige i overgangen mellem sol og skygge med kuglen foran poterne.

Hvor Jason nærmest går i brydekamp med legetøjet, ser Josephine ud til at undersøge det.

Det passer så fint til de to forskellige personligheder, jeg efterhånden lærer at kende.

Jason møder verden med: Hvad er det? Det prøver jeg!

Josephine møder den snarere med: Hvad er det? Lad mig lige se på det først.

Begge dele virker glimrende.

(Teksten fortsætter under billedet).

14 dage

I dag er også en lille milepæl af en helt anden grund.

De første 14 dage er gået.

Jeg har ryddet kalenderen og været hjemme hos dem, mens de vænnede sig til deres nye hjem, mig og alle de mærkelige ting, der følger med et menneskehjem: støvsuger, køkken, lyde, rutiner, klatretårn og alt muligt andet.

Men nu må jeg gå fra dem. Så i dag tog jeg på biblioteket. Jeg var væk i en time. Det generede dem overhovedet ikke. De sov i klatretårnet, da jeg kom hjem.

Ingen katastrofe. Ingen sammenbrudt katteverden. Da jeg kom hjem, var alt ganske normalt.

Det er selvfølgelig præcis sådan, det helst skal være.

De har hinanden, de har deres kendte omgivelser, mad, vand, bakker, sovepladser og efterhånden en imponerende samling legetøj.

Og nu ved jeg også, at jeg godt kan gå ud ad døren og komme hjem igen. Det er lidt af en milepæl for os alle tre.

De første 14 dage handlede meget om, at Jason og Josephine skulle lære, at dette er deres hjem.

Måske handler den næste tid også om, at de skal lære noget andet: At når jeg går, kommer jeg tilbage.

Indtil videre ser det ikke ud til, at de er synderligt bekymrede. De har jo vigtigere ting at tage sig til.

For eksempel en pind med en kugle i enden.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Killinger i klatretårn

Killingespam

Killinger i klatretårn

På deres første to uger her er Jason og Josephine gået fra forsigtige nybyggere til små herskere over hjemmet. Nu er også klatretårnet blevet godkendt: Jason har indtaget hængekurven, mens Josephine foreløbig foretrækker etagen nedenunder. To killinger, to personligheder – og endnu et lille tegn på, at de føler sig hjemme.

Jeg troede ikke, de overhovedet gad bruge klatretårnet og tænkte ved mig selv, at det så var godt, det var på tilbud. Helt på samme måde som godbidderne ikke er gode …

Klatretårnet er imidlertid ved at skifte status fra “mærkelig genstand i hjemmet” til “vores sted”.

I aften kl. 21:30 har de været her præcis to uger. Hvor er der dog sket meget.

Især Josephine har gennemgået en stor udvikling. Nu kommer hun glad med løftet hale, smyger sig op ad mine ben og afsætter duftmærker (feromoner) med kinderne. Jeg er blevet en del af flokken. Tilladelse til at løfte hende har jeg dog endnu ikke. Det kommer.

Jason vil gerne løftes, når han får en støttende hånd under bagpoterne. Ellers er hele trykket jo under maven, og det er som at flyve. Selvfølgelig er det ikke rart.

Jason i hængekurven

På nærbilledet ser Jason meget afslappet ud. Det er ikke bare en killing, der tilfældigvis er faldet i søvn et sted.

Der er flere små tegn:

  • Øjnene er helt lukkede, og ansigtet er afslappet.
  • Ørerne står neutralt og afslappet.
  • Kroppen ligger tungt ned i kurven i stedet for at være samlet og klar til at springe.
  • Bagbenet hænger helt ud over kanten. Det er næsten det bedste tegn: han føler tydeligvis ikke behov for at holde alle fire poter under kontrol.
  • Han ligger med maven og siden relativt ubeskyttet.

Det ligner altså rigtig søvn på et sted, han føler sig sikker på.

Og så har han opdaget noget, hængekurven er genial til: Den omslutter kroppen. For en kat bliver det lidt som en kombination af en rede og et højt observationssted. Når han er vågen, kan han holde øje med verden derfra; når han sover, ligger han beskyttet af kanterne.

Billedet er et relativt godt katteportræt. Det udstrakte bagben med de lyserøde trædepuder gør billedet levende, giver det dybde og en god fornemmelse af, hvor totalt henslængt han er.

Hvor jeg dog ærgrer mig over, at jeg ikke har fået hele venstre øre med. Det er sjusket. Bedre held næste gang …

(Teksten fortsætter under billedet).

Og så er der Josephine …

Hun er ikke nem at få øje på, men hun ligger på hylden under Jason. Alligevel er det interessant rent adfærdsmæssigt.

Man ser først Jason. Han fylder visuelt, ligger højt og frit og gør absolut intet for at skjule sig.

Og så opdager man Josephine nedenunder.

Hun har valgt samme konstruktion og næsten samme område, men på sin egen måde. Hun ligger på den lavere hylde og delvist bag stolpen. Det passer fint med den forskel, der er mellem dem:

    • Jason går direkte ind og tager den mest eksponerede plads,
    • Josephine undersøger gerne tingene lidt mere forsigtigt.

Det afgørende er: Hun er der.

Hun har ikke valgt et skjulested et andet sted i lejligheden. Hun har valgt klatretårnet sammen med Jason. Hun behøver bare ikke ligge øverst og helt synligt endnu.

Det er et ret stort fremskridt for dem begge.

(Teksten fortsætter under billedet).

De bruger tårnet meget katteagtigt

På billede nr. 2 kan man kan se, hvordan tårnet giver dem mulighed for at være sammen uden at skulle være oven i hinanden.

Jason har øverste etage. Josephine har etagen nedenunder.

De kan lugte og høre hinanden og vide præcis, hvor den anden befinder sig, men begge har deres egen plads. Det er en god ressource for to katte. De kan selv regulere afstanden.

De bruger tårnet til hvile, ikke kun til klatring og leg. Det er et vigtigt skridt. Når en kat begynder at sove et sted, er stedet i praksis blevet en del af dens trygge territorium.

Der er også noget morsomt ved arbejdsfordelingen:

  • Jason: “Fremragende. Øverste hængekøje er min. Jeg sover nu.”
  • Josephine: “Jeg undersøger foreløbig etagen nedenunder. Vi evaluerer senere.” 😄

Og jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis Josephine en af de kommende dage også ligger i hængekurven. Hun har nu set sin bror demonstrere meget overbevisende, at konstruktionen både kan bære en killing og bruges til en seriøs formiddagslur efter den vilde leg med en forsvarsløs tøjmus og en fodbold.

Det er et godt fotografisk par: Nærbilledet viser Jasons totale afslapning; oversigtsbilledet fortæller historien om, at begge banditter er begyndt at tage klatretårnet i besiddelse.

Det minder lidt om, at Jason også har fundet ud af at se “katte-TV” fra en vindueskarm. Det er så spændende at kigge ud og en gang imellem, kommer der endda en fugl forbi.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.