Indlæg

, ,

Fast arbejde

Fast arbejde 1

Jeg kniber mig selv i armen

I morgen starter jeg i et fast job 15 timer pr. uge, hvor de første to uger er en praktik, hvor vi ser hinanden an, og det har jeg det fint med. Opgaverne består af sprog og web for et mindre webbureau i Lejre. Jeg arbejder primært hjemme, da det er bøvlet og dyrt at komme til Lejre fra Hvidovre.

Jeg har taget alle forbeholdene:

  • Jeg er tekniker ikke designer
  • Det gik ikke så godt i Farum, idet jeg ikke kunne gætte, hvordan siden skulle se ud men alligevel fik en pæn anbefaling
  • Jeg kan ikke afmaske billeder
  • Jeg har aldrig prøvet at sætte en webshop op
  • Jeg ved intet om SEO (en klar fejl).
  • Jeg ved intet om CSS (ditto)
  • Jeg har haft en sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2013 – men dog min form for fuldtid i både 2016 og 2017 i FKN.
  • Min hukommelse er elendig

Men jeg har også sagt til ham, at jeg er god til at bruge Google og da gud og hver mand sætter en webshop op, kan jeg vel også samt at jeg elsker læreprocesser.

Angsten

Alt dette er selvfølgelig angsten for at falde igennem, når nu endelig mit store, store ønske ser ud til at gå i opfyldelse. Derfor bliver jeg så pokkers ydmyg – også mere end godt er.

Vi har talt i telefon fire eller fem gange i dagens løb, sådan er det at forhandle kontrakt og tale opgaver pr. telefon, og det har været behageligt. Han har lige SMS’et, at han er glad for vores aftale. Jeg kunne kun skrive ‘Lige over’.

Den angst kommer, når man har prøvet at hænge med det yderste af neglene i det ikke særligt rummelige arbejdsmarked. Når man først er kommet udenfor – og det sikkert uanset årsag – er det uhyre vanskeligt at komme ind igen.

I sommeren (vist nok) 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen på grund af sygdom, hvilket set i bakspejlet ikke er så overraskende, for jeg var syg. Indtil sommeren 2014 søgte jeg helt almindelige jobs en masse, men jeg kom ikke engang til samtale. Jeg konkluderede, at jeg var for gammel (50/51), men fyresedlen løftede jo ikke ligefrem situationen.

Diagnosen kom i 2014. Jeg var indlagt eller kom mig efter en indlæggelse hele 2014 og 2015. Jeg startede i FKN den 1. januar 2016 og var der i to år. Og herefter har jeg igen haft svært ved at holde fast i arbejdsmarkedet – eller arbejdsmarkedet ville ikke have mig trods det, at jeg fik en pæn anbefaling også fra Securitas, der blot skulle omstrukturere, udnytte de eksisterende ressourcer bedre mv.

Efter sådan en rutschetur kommer også angsten for ikke at være god nok.

Nu skal det lykkes

Nu skal det lykkes, men det tror jeg også på, det vil. Min nye arbejdsgiver lyder uhyre fremkommelig, og kan lide de sider jeg har vist ham, jeg har lavet. Jeg har lavet nogle skitser til sider, som bare aldrig er kommet videre end til mit webhotel; forleden dag sad jeg og tænkte på at slette dem, men det var så godt nok, jeg ikke gjorde det.

Nåh men første arbejdsdag er i morgen… Der er travlt i firmaet. De har brug for mig 🙂

,

Et glas juice

Et glas juice 3

En sej død?

Slowjuiceren (en Witt B6100 – meget fin) har stået på køkkenbordet i månedsvis, fordi den ventede på, at jeg fik den slæbt op i Imerco og brokket mig over, at en maskine til tre og et halv tusinde ikke bare virkede. Den er tung som et ondt år, og derfor har jeg ikke fået gjort noget ved det. Ja og så almindelig dovenskab.

På torsdag skal jeg have en gæst, og så skulle den ikke bare stå der til venstre på køkkenbordet i usamlet og lidt fedtet tilstand, så den fik den helt store tur. Tanken om at give den et sidste forsøg opstod. Da jeg sidst/senest afprøvede den kom der hverken juice eller pulp. Det hele kørte bare rundt inde i kværnen.

Det faldt mig der ikke ind, at jeg kunne have samlet den forkert (for det er lidt ingeniøragtigt).

Det lykkedes

Jeg vaskede og samlede. Smed en bakke gulerødder, en stok ingefær, en pose mango og to poser havtorn i. Og det kørte bare. Den dejligste juice og den fineste pulp. Mange mener, det er fint at brugen pulpen i brød, men jeg bager ikke.

Blandt folk, der er modstandere af at lave juice/saft selv er det oftest hørte argument, at det tager for lang tid at rengøre apparaturet bagefter. For sjov tog jeg derfor tid på processen. Det tog mig 06:49:16 – det er da ikke så galt for to glas fornem juice. Men jeg står heller ikke og polerer med et viskestykke. Af mine bornholmske venner har jeg lært, at det kan man snildt lade lufttørre; og de er pæne mennesker…

Der blev 2½ glas (a 0,33 dl.) af den omtalte portion råvarer, så man kan sige, det er lidt smådyrt, men det er gode varer, og jeg kan faktisk godt lide, når vitaminerne kommer et naturligt sted fra. Jeg spiser så mange kemikalier hver dag, og burde også tage en multivitamin, men jeg er kørt træt i tabletter og angsten for at gøre det forkert. Så hvis jeg nu kan kværne noget grønkål, noget ingefær og nogle gulerødder på denne måde, har jeg en tro på, at det er bedre end en pille nede fra apoteket. Men det er formentlig et religionsspørgsmål.

Juiceren kan jeg ikke gøre andet forkert ved end at samle den forkert, hvilket vel var det, der skete i sommer. Det burde ikke være muligt, men jeg kan alt i den boldgade.

Aarstiderne har en ‘Juicekasse’, der ser spændende ud. Den vil jeg prøve bare en uge for at se, om det er noget for mig og om det er pengene værd.

Et glas juice 5

, ,

Livsambilancer

Livsambilancer 8
Det ser godt ud

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af uerkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.
Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet, er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i DPC. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden 11/1972.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.