Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …
Mit indre barn #1
Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …
Jeg er nødt til at dele denne oplevelse, for jeg er så glad, for jeg har Danmarks dygtigste psykolog. Jeg har oplevet noget, jeg simpelthen ikke troede, jeg kunne: Jeg har for første gang arbejdet med mit indre barn. Jeg var spændt og lidt nervøs på “den gode måde”, for kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg skuffe hende, hvis jeg overhovedet ikke dannede nogen billeder af noget som helst barn inde i mit hoved? Jeg er jo ikke et føle-menneske. Jeg trives bedst med tal og tabeller i regneark. Det ved jeg, hvad er.
Det hele handler dybest set om at forstå, hvorfor dødsangsten i forbindelse ECT er så voldsom og øges gang på gang. Vi har i lang tid talt om alle rationalerne og logikkerne, om alt det jeg kan bevise og verificere, og alligevel er jeg hver gang bange for at dø, selvom der aldrig nogensinde i hele verden, er nogen, der ikke er vågnet op efter ECT. Altså må vi se, om vi kan gøre noget andet i det. Snak, rationaler og logik er ikke nok.
På forhånd havde hun fortalt lidt om, hvordan sådan en session forløber og at en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at man tør slippe lidt af kontrollen. Ergo var jeg lidt forberedt på, hvad vi skulle, men kunne jeg nu finde ud af det?
Nogle terapeuter har det med at lave deres stemme om, når de faciliterer den slags. Det er jeg fuldkommen allergisk over for, og det sagde jeg til hende. Men hun kunne aldrig finde på at ændre sin stemme. Hun er den livline, jeg kender så godt og har 120 pct. (eller mere) tillid til.
Vi går i gang: Rigshospitalet ca. februar 1964.
Jeg sidder godt, kaffekoppen er tilbage på bordet. Vi godtager det, der kommer. Det er vigtigt ikke at blive suget ind i det, det er historik. Men det er (sgu) okay at blive lidt berørt over følgende stærke billeder:
Det er ikke noget, jeg digter, finder på eller har tænkt mig til. Psykologen og jeg har aldrig nogensinde i de ti år, jeg er kommet hos hende, talt om dette! Jeg har har heller aldrig talt med nogen anden om det. Jeg har aldrig tænkt på det. Altså er det ikke noget, jeg hiver frem eller genfortæller.
Vi er på Rigshospitalet ca. februar 1964, for jeg er ca. 4 mdr. og de ca. 50 cm. lang. Jeg ligger i en kuvøse eller plastikseng. Lokalet er tomt bortset fra mig og en simpel stol henne ved vinduet. Hvordan har et barn, der oplever sådan noget, det? Jeg kunne kun et “voksenord” for det, og jeg bøvlede lidt med at “være tre personer” men pyt med det. Ordet er traumatisk. Jeg sover og har lukkede øjne; en følelse af at være frygtsom og ensom.
Nu kommer det, der er lidt sværere: Den voksne jeg kommer ind i lokalet og placerer sig/mig til højre for sengen/kuvøsen, eller hvad det nu er. Barnet vil på den ene side gerne tages op men er samtidig fyldt med skepsis. Er det en voksen, man kan have tillid til og stole på? Barnet bliver trist – ikke mig på 61 år. Den voksne tager barnet op, og holder det ikke bare i hænderne men tæt ind til kroppen. Den voksne holder det tættere og tættere ind til sig, til modstanden forsvinder/går væk. Hun prøver at formidle en oplevelse af: “Jeg går ingen steder. Jeg passer på dig. Jeg svigter ikke.”
Allerede her er jeg – som den der skriver dette – enormt stolt af mig selv. Jeg oplever noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Det er enormt spændende. Og vi holder en kort pause, så jeg lige kan tage en halv kop kaffe mere og trække vejret. Mine sessioner er altid to timer. Jeg elsker at have tid nok. Vil jeg gerne videre? Ja for pokker. Let’s go/let’s run.
Psykologen taler meget om “stemninger”, men egl. er jeg i tvivl om, hvad en stemning helt konkret er for noget. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kender ordet eller er specielt dum, men jeg har ikke kunnet danne et troværdigt billede inde i hovedet af, hvad en “stemning” egentlig er, så jeg spørger og får følgende eksempel: “Hvis et barn oplever, at far og mor skændes, er det ikke ordene, der er vigtige, det er stemningen med usikkerhed og utryghed. Hører det en anden gang folk tale lidt højrystet sammen, tror det, at de skændes, for der er den samme stemning i lokalet”. Fint. Tak for forklaringen. Det er skønt at kunne stille dumme spørgsmål!
Det er ikke noget, jeg digter. Ingen mennesker ser da sig selv 3-4 måneder gamle. Men barnet oplever en stemning. Det føler, at det er alene. Derfor er det enormt svært for mig, når nogen vil yde omsorg. Jeg ved ikke, hvordan “man gør”. Hvordan eller hvor skulle jeg have lært det?
Nu må jeg give mig selv den omsorg, jeg aldrig har fået. Der er ikke rigtigt/forkert. Jeg har intuitionen, men jeg tvivler bare på, om jeg har den. Men sessionen viser, at jeg godt kan inkl. kunsten at balancere mellem “de tre”. Hvis du er lidt forvirret over denne tekst, er det fuldt forståeligt, men så må du læse den en gang mere.
Fantastisk spændende. Så fedt. Vi går videre. Pausen er forbi.
Efter pausen
Barnet vil ikke lægges tilbage i sengen. Men jeg kan jo ikke blive stående med hende, så jeg sætter mig/os på den simple stol ved vinduet. Det er ca. februar, der er “vinterlys” med frost udenfor.
Virkeligheden er jo faktisk, at jeg er på Rigshospitalet, fordi børnehjemmet tror, jeg er retarderet eller måske åndssvag og derfor indlægger mig til udredning. Det er hårdt at blive sygeliggjort og betvivlet, når man er så lille, men selvfølgelig handler børnehjemmet Dear Home, som de skal og bør.
Den voksne jeg holder barnet op i lyset fra vinduet. Jeg mærker mit første sollys og varmen fra solen. (Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan sætte ord på det). Det hele passer sammen, for jeg er født i slutningen af oktober, så på dette tidspunkt er jeg altså ca. 4 mdr. En anden skør tanke fra mig, der skriver dette: Min biologiske mor fortalte, da jeg for mange år siden traf hende, at hun “fødte bag et blåt klæde og aldrig så det/mig”. Der var sådan set heller ikke noget lys, og lys er liv! Det barn har med et psykolog-ord “lukket ned”.
Den voksne kan kun en ting: holde det til det sover. Måske kan det/jeg for første gang falde godt i søvn i tryghed. Fredfyldt og roligt. Den voksne lægger hende tilbage, men hun vågner. Vi går tilbage til stolen i solen. Hun vil have mere, mere, mere …
Har jeg, som den jeg er, nogensinde siddet i lyset og varmen fra en solstråle? Tjah, jeg ved det ikke.
Psykologen og jeg selv går tilbage til virkeligheden. Og jeg er sindssygt glad. Det lykkedes for mig. Jeg har oplevet noget, der kan bringe mig videre. Jeg kan andet end tal i tabeller. Hvad skal vi næste gang? Jeg ved det ikke. Vi må se. Jeg plejer at tænke en del i mellemtiden, og jeg lytter til vores samtaler adskillige gange, for de gør mig klogere og mere robust!
Om omsorg og mangel på samme. Og hvordan håndterer man omsorg?
Har “min mor” nogensinde puttet mig ind til sig? Har hun pakket en madkurv, taget mig i hånden og gået et eller andet sted hen? Jeg tror det ikke. Hvis det var, ville jeg da kunne huske det – bare lidt af det! Men det kan jeg ikke. Jeg tror altså ikke, der nogensinde har været fysisk kontakt mellem hende og mig. Hvis der har været det, har det i hvert fald været meget lidt.
Da min far, Jørgen Stegemüller, dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned, kommer hun ud fra hospitalsstuen, hvor jeg har siddet ude på gangen og ventet. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at det er meget alvorligt. Hun siger bare “Han er død”, hvorpå vi kører fra Kolding til Brande. Der manglede en masse af et eller andet, som jeg ikke har ord for. Selvfølgelig er hun selv i chok, men hun skulle have sat sig ned, kigget på mig og sagt “Kom her skat. Nu er der kun os to. Far er her ikke mere”. Jeg husker det meget tydeligt! Et barn husker det så tydeligt, for her er en stemning. Hun rummede mig ikke med min sorg. Var hun stadig i live, ville jeg aldrig tilgive hende. Men hun er død for mange år siden, så det behøver jeg ikke tænke på.
Hendes første kontaktannonce resulterede i, at vi flyttede til Odense til revisoren, som jeg faktisk godt kunne lide. Det var seks måneder og to dage efter min fars død. Vi skulle jo være ude af fabrikkens funktionærbolig efter seks mdr.
Revisoren havde en søster, der hed Ruth, som jeg elskede at være hos, for hun var en frodig kvinde med store bløde bryster. Det var så skønt at sidde på skødet op ad hende ude i deres køkken og læne mig op ad hendes blødhed. Her kunne jeg være lille og få omsorg. Her kunne jeg få en stor del af det, jeg manglede. Der var en periode tale om, at jeg skulle bo hos Ruth og hendes mand Jimmy i Svendborg. Det ville jeg meget gerne; så hvorfor det ikke blev til noget, ved jeg ikke. Måske fordi vi ikke længere skulle bo hos revisoren, og så ville det vel være lidt sært, hvis jeg blev hos hans søster og svoger?
Og et andet billede stiller sig op blandt de billeder, der kommer i stakkevis (og det er fantastisk): Min fars ungdomskæreste kom altid og sagde “Godnat” når jeg sov hos dem i Kgs. Lyngby de første par år, jeg boede i København, og hvor de tog sig meget af mig. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere det der godnat-noget. Jeg ville vældig gerne, men jeg vidste ikke, hvordan “man gør”, når man er 16 år. Med min nuværende bevidsthed tænker jeg, at jeg da skulle have slået armene om hende og gengældt hendes omsorg. Jeg tror nærmest, jeg lå stiv som et bræt – men jeg ved det ikke.
Jeg er glad for, at jeg fik sagt tak til hende nogle gange, inden hun døde en naturlig død 98 år gammel. Hun og hendes mand var der virkelig for mig. Det var et ret ukendt fænomen i mit liv.
Vi har været “på en rejse”
I virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og misbrugt udtryk, men her passer det godt: Psykologen og jeg har været på en rejse sammen. Gad nok vide hvor den kan føre hen? Jeg er så spændt.
For at skrive denne artikel, har jeg lyttet til vores samtale og taget noter fra den, så jeg ved, at det, du har læst her – hvis du altså kunne finde ud af, hvem der var hvem hvornår – er den rene og skinbarlige session med masser af kød på.
Sov godt – måske er du blevet enten klogere eller rystet. Kommentarer på hjemmesiden er mere end velkomne.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Nyeste kommentarer