Indlæg

,

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

Mit indre barn #1

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Jeg er nødt til at dele denne oplevelse, for jeg er så glad, for jeg har Danmarks dygtigste psykolog. Jeg har oplevet noget, jeg simpelthen ikke troede, jeg kunne: Jeg har for første gang arbejdet med mit indre barn. Jeg var spændt og lidt nervøs på “den gode måde”, for kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg skuffe hende, hvis jeg overhovedet ikke dannede nogen billeder af noget som helst barn inde i mit hoved? Jeg er jo ikke et føle-menneske. Jeg trives bedst med tal og tabeller i regneark. Det ved jeg, hvad er.

Det hele handler dybest set om at forstå, hvorfor dødsangsten i forbindelse ECT er så voldsom og øges gang på gang. Vi har i lang tid talt om alle rationalerne og logikkerne, om alt det jeg kan bevise og verificere, og alligevel er jeg hver gang bange for at dø, selvom der aldrig nogensinde i hele verden, er nogen, der ikke er vågnet op efter ECT. Altså må vi se, om vi kan gøre noget andet i det. Snak, rationaler og logik er ikke nok.

På forhånd havde hun fortalt lidt om, hvordan sådan en session forløber og at en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at man tør slippe lidt af kontrollen. Ergo var jeg lidt forberedt på, hvad vi skulle, men kunne jeg nu finde ud af det?

Nogle terapeuter har det med at lave deres stemme om, når de faciliterer den slags. Det er jeg fuldkommen allergisk over for, og det sagde jeg til hende. Men hun kunne aldrig finde på at ændre sin stemme. Hun er den livline, jeg kender så godt og har 120 pct. (eller mere) tillid til.

Vi går i gang: Rigshospitalet ca. februar 1964.

Jeg sidder godt, kaffekoppen er tilbage på bordet. Vi godtager det, der kommer. Det er vigtigt ikke at blive suget ind i det, det er historik. Men det er (sgu) okay at blive lidt berørt over følgende stærke billeder:

Det er ikke noget, jeg digter, finder på eller har tænkt mig til. Psykologen og jeg har aldrig nogensinde i de ti år, jeg er kommet hos hende, talt om dette! Jeg har har heller aldrig talt med nogen anden om det. Jeg har aldrig tænkt på det. Altså er det ikke noget, jeg hiver frem eller genfortæller.

Vi er på Rigshospitalet ca. februar 1964, for jeg er ca. 4 mdr. og de ca. 50 cm. lang. Jeg ligger i en kuvøse eller plastikseng. Lokalet er tomt bortset fra mig og en simpel stol henne ved vinduet. Hvordan har et barn, der oplever sådan noget, det? Jeg kunne kun et “voksenord” for det, og jeg bøvlede lidt med at “være tre personer” men pyt med det. Ordet er traumatisk. Jeg sover og har lukkede øjne; en følelse af at være frygtsom og ensom.

Nu kommer det, der er lidt sværere: Den voksne jeg kommer ind i lokalet og placerer sig/mig til højre for sengen/kuvøsen, eller hvad det nu er. Barnet vil på den ene side gerne tages op men er samtidig fyldt med skepsis. Er det en voksen, man kan have tillid til og stole på? Barnet bliver trist – ikke mig på 61 år. Den voksne tager barnet op, og holder det ikke bare i hænderne men tæt ind til kroppen. Den voksne holder det tættere og tættere ind til sig, til modstanden forsvinder/går væk. Hun prøver at formidle en oplevelse af: “Jeg går ingen steder. Jeg passer på dig. Jeg svigter ikke.”

Allerede her er jeg – som den der skriver dette – enormt stolt af mig selv. Jeg oplever noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Det er enormt spændende. Og vi holder en kort pause, så jeg lige kan tage en halv kop kaffe mere og trække vejret. Mine sessioner er altid to timer. Jeg elsker at have tid nok. Vil jeg gerne videre? Ja for pokker. Let’s go/let’s run.

Psykologen taler meget om “stemninger”, men egl. er jeg i tvivl om, hvad en stemning helt konkret er for noget. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kender ordet eller er specielt dum, men jeg har ikke kunnet danne et troværdigt billede inde i hovedet af, hvad en “stemning” egentlig er, så jeg spørger og får følgende eksempel: “Hvis et barn oplever, at far og mor skændes, er det ikke ordene, der er vigtige, det er stemningen med usikkerhed og utryghed. Hører det en anden gang folk tale lidt højrystet sammen, tror det, at de skændes, for der er den samme stemning i lokalet”. Fint. Tak for forklaringen. Det er skønt at kunne stille dumme spørgsmål!

Det er ikke noget, jeg digter. Ingen mennesker ser da sig selv 3-4 måneder gamle. Men barnet oplever en stemning. Det føler, at det er alene. Derfor er det enormt svært for mig, når nogen vil yde omsorg. Jeg ved ikke, hvordan “man gør”. Hvordan eller hvor skulle jeg have lært det?

Nu må jeg give mig selv den omsorg, jeg aldrig har fået. Der er ikke rigtigt/forkert. Jeg har intuitionen, men jeg tvivler bare på, om jeg har den. Men sessionen viser, at jeg godt kan inkl. kunsten at balancere mellem “de tre”. Hvis du er lidt forvirret over denne tekst, er det fuldt forståeligt, men så må du læse den en gang mere.

Fantastisk spændende. Så fedt. Vi går videre. Pausen er forbi.

Efter pausen

Barnet vil ikke lægges tilbage i sengen. Men jeg kan jo ikke blive stående med hende, så jeg sætter mig/os på den simple stol ved vinduet. Det er ca. februar, der er “vinterlys” med frost udenfor.

Virkeligheden er jo faktisk, at jeg er på Rigshospitalet, fordi børnehjemmet tror, jeg er retarderet eller måske åndssvag og derfor indlægger mig til udredning. Det er hårdt at blive sygeliggjort og betvivlet, når man er så lille, men selvfølgelig handler børnehjemmet Dear Home, som de skal og bør.

Den voksne jeg holder barnet op i lyset fra vinduet. Jeg mærker mit første sollys og varmen fra solen. (Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan sætte ord på det). Det hele passer sammen, for jeg er født i slutningen af oktober, så på dette tidspunkt er jeg altså ca. 4 mdr. En anden skør tanke fra mig, der skriver dette: Min biologiske mor fortalte, da jeg for mange år siden traf hende, at hun “fødte bag et blåt klæde og aldrig så det/mig”. Der var sådan set heller ikke noget lys, og lys er liv! Det barn har med et psykolog-ord “lukket ned”.

Den voksne kan kun en ting: holde det til det sover. Måske kan det/jeg for første gang falde godt i søvn i tryghed. Fredfyldt og roligt. Den voksne lægger hende tilbage, men hun vågner. Vi går tilbage til stolen i solen. Hun vil have mere, mere, mere …

Har jeg, som den jeg er, nogensinde siddet i lyset og varmen fra en solstråle? Tjah, jeg ved det ikke.

Psykologen og jeg selv går tilbage til virkeligheden. Og jeg er sindssygt glad. Det lykkedes for mig. Jeg har oplevet noget, der kan bringe mig videre. Jeg kan andet end tal i tabeller. Hvad skal vi næste gang? Jeg ved det ikke. Vi må se. Jeg plejer at tænke en del i mellemtiden, og jeg lytter til vores samtaler adskillige gange, for de gør mig klogere og mere robust!

Om omsorg og mangel på samme. Og hvordan håndterer man omsorg?

Har “min mor” nogensinde puttet mig ind til sig? Har hun pakket en madkurv, taget mig i hånden og gået et eller andet sted hen? Jeg tror det ikke. Hvis det var, ville jeg da kunne huske det – bare lidt af det! Men det kan jeg ikke. Jeg tror altså ikke, der nogensinde har været fysisk kontakt mellem hende og mig. Hvis der har været det, har det i hvert fald været meget lidt.

Da min far, Jørgen Stegemüller, dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned, kommer hun ud fra hospitalsstuen, hvor jeg har siddet ude på gangen og ventet. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at det er meget alvorligt. Hun siger bare “Han er død”, hvorpå vi kører fra Kolding til Brande. Der manglede en masse af et eller andet, som jeg ikke har ord for. Selvfølgelig er hun selv i chok, men hun skulle have sat sig ned, kigget på mig og sagt “Kom her skat. Nu er der kun os to. Far er her ikke mere”. Jeg husker det meget tydeligt! Et barn husker det så tydeligt, for her er en stemning. Hun rummede mig ikke med min sorg. Var hun stadig i live, ville jeg aldrig tilgive hende. Men hun er død for mange år siden, så det behøver jeg ikke tænke på.

Hendes første kontaktannonce resulterede i, at vi flyttede til Odense til revisoren, som jeg faktisk godt kunne lide. Det var seks måneder og to dage efter min fars død. Vi skulle jo være ude af fabrikkens funktionærbolig efter seks mdr.

Revisoren havde en søster, der hed Ruth, som jeg elskede at være hos, for hun var en frodig kvinde med store bløde bryster. Det var så skønt at sidde på skødet op ad hende ude i deres køkken og læne mig op ad hendes blødhed. Her kunne jeg være lille og få omsorg. Her kunne jeg få en stor del af det, jeg manglede. Der var en periode tale om, at jeg skulle bo hos Ruth og hendes mand Jimmy i Svendborg. Det ville jeg meget gerne; så hvorfor det ikke blev til noget, ved jeg ikke. Måske fordi vi ikke længere skulle bo hos revisoren, og så ville det vel være lidt sært, hvis jeg blev hos hans søster og svoger?

Og et andet billede stiller sig op blandt de billeder, der kommer i stakkevis (og det er fantastisk): Min fars ungdomskæreste kom altid og sagde “Godnat” når jeg sov hos dem i Kgs. Lyngby de første par år, jeg boede i København, og hvor de tog sig meget af mig. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere det der godnat-noget. Jeg ville vældig gerne, men jeg vidste ikke, hvordan “man gør”, når man er 16 år. Med min nuværende bevidsthed tænker jeg, at jeg da skulle have slået armene om hende og gengældt hendes omsorg. Jeg tror nærmest, jeg lå stiv som et bræt – men jeg ved det ikke.

Jeg er glad for, at jeg fik sagt tak til hende nogle gange, inden hun døde en naturlig død 98 år gammel. Hun og hendes mand var der virkelig for mig. Det var et ret ukendt fænomen i mit liv.

Vi har været “på en rejse”

I virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og misbrugt udtryk, men her passer det godt: Psykologen og jeg har været på en rejse sammen. Gad nok vide hvor den kan føre hen? Jeg er så spændt.

For at skrive denne artikel, har jeg lyttet til vores samtale og taget noter fra den, så jeg ved, at det, du har læst her – hvis du altså kunne finde ud af, hvem der var hvem hvornår – er den rene og skinbarlige session med masser af kød på.

Sov godt – måske er du blevet enten klogere eller rystet. Kommentarer på hjemmesiden er mere end velkomne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

, ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Glæden ved at glæde mig

Grüß Gott geht nicht - 2

Turen til Frankfurt (Oder)

Glæden ved at glæde mig

Frankfurt an der Oder er ikke så eksotisk som mine tidligere rejser Asien rundt, men glæden er måske større? Turen sætter nemlig punktum for ti år, hvor jeg ikke har været uden for landets grænser bortset fra forårets tur til Skåne.

Da jeg mistede hukommelsen og end ikke kunne finde vej til byen, regnede jeg med, at jeg aldrig kom ud at rejse igen, for når jeg end ikke kunne finde hjemmefra og ind til centrum, hvordan skulle jeg så kunne finde tilbage til hotellet i en fremmed by i et fremmed land? Det gjorde mig meget trist.

Nu tænker jeg, at hvis jeg farer vild, spørger jeg da bare de forbipasserende eller Google Maps til råds. Hvor svært kan det være? Men i mange år var det af mange årsager uden for min rækkevidde.

Nu glæder jeg mig over at have muligheden for at rejse igen. Der er mange ting, der skal planlægges inden rejsen, men dem har jeg styr på (pas, togbilletter og hotel), og jeg mangler egentlig bare at tage afsted. Jeg mangler dog at lave en alfabetisk liste over alle de adresser, jeg kender i Frankfurt  (fra arkivalierne). Nogle af gaderne findes ikke længere, mens andre har taget navneforandring. Det ved de sikkert noget om på arkivet.

Jeg tager Snälltåget til Berlin Hbf fra Høje Taastrup, da det er mere klimavenligt end at flyve. Det koster det dobbelte og varer ca. fire gange så lang tid. Forhåbentlig snorker “makkerinden” ikke for højt, måske er hun endda sød at tale med? Det kan man ikke vide. Der er timedrift med Deutsche Bahn fra Berlin til Frankfurt (Oder). Det er formentlig bare at hoppe ombord. Det tager ca. en time, og der er ca. 80 km.

Tiden skal gå med

  1. Glæden ved at glæde migSelvfølgelig en tur eller to på arkivet – jeg skal have bestilt plads og arkivalier
  2. Tur til Guben for at se industrimuseet, der forhåbentlig stadig har udstillingen om hatte-fabrikken. Jeg tager oldefars og oldemors vielsesbillede fra 21. juli 1891 med. Måske vil de ansatte synes, det er sjovt at se det?
  3. Tur på kirkegården (måske er der flere?) for at fotografere gravsten, hvis der er nogle relevante
  4. Besøg i Sankt Georg Kirche
  5. Spadsereture i Sankt Georg Gemeinde
  6. Spadsereture i resten af Frankfurt
  7. Kaffe og vand på de bedste fortovscaféer
  8. At nyde livet

Det er min første “slægtsrejse”, men hvis det er sjovt, kan det være, det blot er den første.

Slægten er temmelig omkringfarende, så det kunne være en anledning til at se både lidt af Litauen og lidt af Polen. Jeg har læst en del om ghettoen i Warszawa og ved, at noget af området er omdannet til et museum, jeg altid gerne har villet se.

Stor tilfredshed med livet

Mange vil måske mene, at mit liv er “mærkeligt”, men jeg synes, det er godt og ønsker mig ikke mere. Når det af flere årsager har være meget op ad bakke, er der en stor tilfredshed over, at det nu går ligeud.

Når jeg står op og drikker de tre kopper morgenkaffe, overvejer jeg, hvad dagen skal gå med. En del af den går med at “lege”:

  1. Lige p.t. glæder jeg mig over at hjælpe en anden slægtsforsker i gang med The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG). Der er en stor tilfredshed med at kunne formidle viden.
  2. Af og til er der lidt ny software at lære
  3. Måske har tankerne kreeret tilstrækkeligt indhold til en artikel på hjemmesiden, der gennemsnitligt tager 1½-2 timer at skrive – inkl. at følge hjernens veje og vildveje
  4. Der er stadig lidt at lave med det frivillige arbejde hos GladTeknik, men det er i aftagende
  5. Når man har en hjemmeside, er der altid opgaver. Der er altid noget, der pludselig ikke virker. Jeg elsker at løse problemerne.
    1. Forleden var skabelonen til nyhedsbrevet gået i stykker, hvordan det så end kan ske. ChatGPT og jeg havde en længere samtale om at få oprettet en ny
  6. Jeg trevler stadig Görlsdorf op som en del af forberedelsen til turen til Tyskland. Åh hvor jeg glæder mig.

Lille udvalg af slægtsbilleder

Glæden ved at glæde mig


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

At sætte den ene fod foran den anden

At sætte den ene fod foran den anden

Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok

At sætte den ene fod foran den anden

Af en eller anden årsag har jeg altid fundet det fascinerende, hvor langt man kan komme ved blot at sætte den ene fod foran den anden. Jeg havde nære venner i Bayern, der åbnede mine øjne for det. Sydtyskland, Østrig og Schweiz var blandt målene. Og ja, så var der engang, jeg var i stand til at bestige Kilimanjaro.

Søren Kierkegaard syntes også om at vandre. Der findes mange Søren Kierkegaard citater. Et af dem følger her om det at vandre:

SK i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard (1847), her gengivet efter B&A 150, s. 168.

Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, – men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.

B&A:
Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard, udg. af Niels Thulstrup og Carl Weltzer, Kbh. 1953
Citaterne er samlet og redigeret af Karsten Kynde, Søren Kierkergaard Forskningscenteret, senest revideret 18.5.2009

Indtil videre har jeg ikke forsømt mine daglige vandreture i de 37 dage, der er gået, siden jeg begyndte “projektet” den 12. april. Nogle ture er lange og andre er korte, sådan er det.

Dagene med de 11.000 – 12.000 skridt er turene omkring Damhussøen via den smukke Vigerslevpark med lilla og hvide duftende syrener og udsprungne bøge. Man kan ikke gå rundt om Damhussøen når som helst, for der er for meget trafik fra løbere, cyklister og andre, der også synes om søen. Stedet er blevet for turistet. Man skal sørge for at ramme den i normal arbejdstid på hverdage, ellers går det ikke.

De dage tager jeg den korte tur ned til Rebæk Sø og rundt om den. Den er ikke så spændende, men der er dog svaner og nogle andre fugle. Mit eneste mål er, at hver uges antal skridt skal være bare en smule større end ugen før. Fx er 2 skridt ekstra tilstrækkeligt.

En dag vil jeg tage S-toget til Lyngby og gå til Brede og tilbage. Måske kan jeg genkalde den følelse, jeg engang havde, da jeg stod på trappen med ryggen til Brede Hovedbygning og så over på “Lange længe”, hvor mine oldeforældre boede og fik næsten alle deres ti børn. De otte overlevede barndommen. Jeg havde den underlige følelse af at “komme hjem”.

At sætte den ene fod foran den anden

At sætte den ene fod foran den anden

Jeg er næsten blevet afhængig af mine ture. Jeg skal ud hver dag og i det aktuelle vejr er det jo skønt at gå bare i en T-shirt på overkroppen. Af og til taler jeg i telefon imens, og andre gange hører jeg podcasts. Der er så mange fine på DR Lyd. En ny verden har åbnet sig for mig.

Hjernekassen på P1 om vandring

I går faldt jeg tilfældigvis over en “Hjernekassen på P1” fra den 14. maj i år med titlen “Vandring”. Dorthe Carlsen bliver træt af sit topjob med alle Excelarkene (forstå det hvem der kan), og hun beslutter at vandre fra Viborg Domkirke til Peterskirken – dog ikke i et stræk. Udsendelsen handler om, hvad der sker i hjernen, når vi vandrer. Hun går langt: mellem 20 og 40 km. dagligt. Selv er jeg ind til videre træt i benene efter de otte km.

Hvad sker der i hjernen, når man vandrer? Hvad kan vandring gøre ved stress? Hvor langt skal man gå for at slappe helt af? Hvad sker der, når hjernen er “helt tom”? Hvordan møder verden oftest en ensom vandrer? Hvordan undgår man angst og ensomhed? Hvilke eventyr kan man møde, hvis man tør vandre ud i det blå?

At være tanketom

Dorthe Carlsen taler om tanketomheden. Bevidstheden om at man ikke har tænkt på noget som helst en hel dag.

Det må være det samme folk oplever, når de har lært at meditere. Fra flere ved jeg, at det er vældig svært. Det er simpelthen svært at lade alle tankerne glide forbi.

Der genereres 100.000 tanker i minuttet, og de er jo ikke alle sammen geniale. Så det er sundt at lade dem glide forbi.

Selv bliver jeg selvfølgelig ikke tanketom, når jeg går og samtidig lytter til noget eller taler i telefon. Jeg tror ikke, jeg egner mig til tanketomhed, men jeg kan sagtens se idéen i det, og det var spændende at høre hendes oplevelse af det. Jeg er tilfreds, bare jeg kommer ud og afsted. Måske var jeg tanketom på Kili? Der var ikke kræfter til andet end at holde varmen og at sætte den ene fod foran den anden. Opad – opad – opad. 5.896 højdemeter!

De rigtige sko

De første dage gik jeg bare i de almindelige ecco-sko, og det resulterede i, at fødderne var trætte og ømme. Derfor har jeg fundet de rigtige vandresko frem, og forskellen er mærkbar. En stiv sål gør underværker.

At sætte den ene fod foran den anden


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.