Vi har næsten ikke nogen legesager

Derfor var det nødvendigt at købe lidt mere

Jason og Josephine lider under en alvorlig mangel på legetøj. I hvert fald hvis man spørger deres menneske. Derfor er der ankommet en elektrisk sommerfugl og to forskellige intelligensspil plus diverse småting. Sommerfuglen er allerede blevet nedlagt adskillige gange. Intelligensen arbejder vi stadig på.

Der er næsten ikke noget legetøj her i huset.

Det er i hvert fald den forklaring, jeg har valgt at give mig selv.

Jeg er klar over, at en udenforstående muligvis ville nå frem til en anden konklusion, hvis vedkommende betragtede gulvene, papkasserne, musene, boldene, pindene, tunnellerne og resten af Jasons og Josephines efterhånden ganske omfattende aktivitetspark.

Men der er en væsentlig detalje:

Legetøjet bliver væk.

Jeg ved ikke præcis, hvor det bliver af. Min hovedmistænkte er køleskabet. Det forekommer mig sandsynligt, at der efterhånden befinder sig en mindre zoologisk samling af mus, bolde og andre interessante genstande inde under det.

Og når kattelegetøj forsvinder, må man naturligvis købe noget nyt.

Det siger næsten sig selv.

En sommerfugl flyttede ind

Det seneste indkøb hedder det meget mundrette navn “Kattelegetøj Funny Butterfly”.

Det består af en grøn fod, der bruger tre AAA-batterier, og en sommerfugl, der flyver rundt for enden af en tynd stang.

Prisen var 82 kr. inklusive fire reservesommerfugle.

Det synes jeg faktisk er billigt.

Ikke mindst når man ser, hvor meget underholdning der tilsyneladende kan komme ud af tre AAA-batterier og en sommerfugl.

De har ikke haft den ret længe, da filmen blev optaget, så man kan ikke ligefrem påstå, at de er rutinerede sommerfuglejægere.

Men interessen fejler absolut ingenting.

(Teksten fortsætter under videoen).

Det interessante ved filmen er faktisk, at de ikke bare farer hovedløst efter sommerfuglen.

De sidder på hver sin side af den grønne fod og følger dens bevægelser meget koncentreret. Hovederne drejer med, ørerne er rettet mod det interessante objekt, og poterne er parate.

De venter.

Så kommer sommerfuglen tæt nok på.

KLASK!

En pote ryger af sted.

Og så begynder overvågningen forfra.

Josephine går flere gange meget målrettet efter sommerfuglen. Jason sidder også klar og uddeler sine egne forsøg på at nedlægge det flyvende bytte. Indimellem sidder de begge to næsten helt stille og følger det med blikket, indtil muligheden for et nyt angreb viser sig.

Det ligner faktisk i miniatureformat en hel lille jagtsekvens:

Først skal byttet opdages. → Så skal det følges. → Så skal man vente. → Og endelig skal man slå til på det rigtige tidspunkt.

At byttet i dette tilfælde består af stof, plastik og tre AAA-batterier, behøver vi ikke fortælle dem.

En anden ting, jeg godt kan lide ved filmen, er, at de begge kan være med. De sidder tæt på hinanden og holder øje med den samme sommerfugl, uden at legen udvikler sig til en brydekamp mellem dem.

For en gangs skyld er modstanderen en anden.

Sommerfuglen.

Efter kampen var begge killinger fuldkommen udmattede.

Det er hårdt arbejde at være storvildtjæger.

Så skal intelligensen testes

Som om sommerfuglen ikke var nok, er der også ankommet et TIAKI Fun Puzzle Intelligenslegetøj.

Det er denne:

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Princippet er enkelt.

Mennesket putter godbidder ind forskellige steder i banen, og derefter er det meningen, at katten skal finde ud af, hvordan den får dem ud eller op med poterne.

Det lyder jo nemt.

I teorien.

I praksis må jeg konstatere, at Jason og Josephine endnu ikke har demonstreret et intellektuelt niveau, der gør mig alvorligt bekymret for, om de snart overtager administrationen af husholdningen.

Det lykkes dem næsten ikke.

De ved godt, at der er noget interessant derinde. Og de ved selvfølgelig også, at det dufter af noget, man burde kunne spise.

Men derfra og til at gennemskue den tekniske løsning er der åbenbart et stykke vej.

Måske er de ikke særligt intelligente.

Det er naturligvis én mulighed.

En anden og måske lidt mere rimelig forklaring er, at de endnu ikke har lært spillet.

For den slags legetøj er jo ikke en egentlig intelligenstest. Det handler om erfaring, vedholdenhed og om at opdage sammenhængen mellem en bestemt bevægelse med poten og belønningen, der pludselig dukker op.

Når først de har haft succes nogle gange, skal det nok blive interessant at se, hvor hurtigt de lærer teknikken.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg kan komme til at fortryde mine bemærkninger om deres intelligens.

Og så er der den svære

De har også fået et Trixie Cat Activity Flip Board.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Her er ambitionsniveauet skruet yderligere op.

Der er forskellige beholdere, låg, fordybninger og mekanismer, og igen er ideen, at der gemmes godbidder, som katten skal finde ud af at få fat i.

Det må de virkelig øve sig på.

Foreløbig er det vist ikke helt indlysende for dem, hvorfor mennesket først viser dem en glimrende godbid og derefter gør noget så tåbeligt som at gemme den inde i et stykke plastik.

Set fra kattens synspunkt kan der måske også stilles spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig mangler intelligens.

Hvorfor ikke bare udlevere godbidden?

Det ville være langt mere effektivt.

Jeg skal selvfølgelig huske, at de lige har været i kamp med en sommerfugl.

Man kan ikke forlange intellektuelle toppræstationer umiddelbart efter en voldsom jagt.

Måske skal de bare have en lur først?

De havde jo næsten ikke noget

Det er altså forklaringen på de seneste indkøb.

De havde næsten ikke noget legetøj.

Eller rettere:

De havde masser af legetøj, men en del af det er på mystisk vis forsvundet.

Jeg tror stadig på teorien om køleskabet.

En dag må jeg have undersøgt, hvad der egentlig ligger under det. Jeg forestiller mig, at det bliver lidt som en arkæologisk udgravning.

Lag 1: En bold.

Lag 2: En mus.

Lag 3: En genstand, ingen længere kan huske at have købt.

Lag 4: Yderligere tre bolde.

Og muligvis resterne af en civilisation, der forsvandt omkring begyndelsen af august.

Indtil den udgravning finder sted, må jeg sørge for, at de stakkels dyr har noget at lege med.

Misser i hjertet

Og så er der dette billede, som Karen sendte mig.

“When the doctor takes an x-ray of your heart.”

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Det passer vist meget godt på mig.

Jeg ved godt, at jeg køber ting til dem.

Jeg ved godt, at jeg holder øje med, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide, hvem der leger mest, hvem der holder sig lidt tilbage, og om de begge får mulighed for at være med.

Jeg ved godt, at jeg fjerner løse fjer, snore og legetøj på pinde om aftenen, og at jeg kan bruge forbavsende meget tid på at betragte to katte forsøge at få en godbid ud af et stykke plastik.

Og jeg ved godt, at jeg nu har brugt penge på en batteridrevet sommerfugl med fire reserver, fordi de jo “næsten ikke har nogen legesager”.

Måske er jeg lidt skør med de to?

Det kan jeg godt leve med.

For da Jason og Josephine flyttede ind den 29. juli, flyttede der meget mere end to killinger ind.

Der kom liv i lejligheden.

Der kom lyde og bevægelse. Små poter hen over gulvet. Brydekampe. Middagssøvn. Inspektioner af skabe, badeværelse og vindueskarme. Ting, der forsvinder. Ting, der vælter. To katte på kugledynen om morgenen (og en ved navn Jason under den om aftenen – og den vejer altså ti kilo).

Og en hel masse små øjeblikke, jeg ikke vidste, jeg manglede.

Så nej, de mangler nok ikke legetøj.

Men jeg tror heller ikke, det i virkeligheden er derfor, jeg køber det.

Jeg gør det, fordi jeg holder af at se dem undersøge verden. Jeg holder af at se dem lære noget nyt. Jeg holder af forskellene mellem dem og af at opdage mere og mere af, hvem de hver især er.

Og fordi det gør mig glad at gøre deres lille katteliv interessant.

De har ændret mit liv. Det var godt før – nu er det bare endnu bedre.

Jeg var ikke klar over, at jeg havde så meget kærlighed i overskud.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.