Tag Archive for: ECT

/12 Kommentarer/i , /af ,

ECT hed engang elektrochok

ECT hed engang elektrochok

Hvordan foregår ECT?

ECT hed engang elektrochok

Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.

ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.

ECT gives fx i følgende tilfælde

Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.

Sådan foregår det

Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.

Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.

Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.

Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.

Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.

Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.

For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.

Opvågningen

Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/25 Kommentarer/i , /af ,

Altid velkommen og ikke pinligt

Altid velkommen og ikke pinligt

De ser mig gerne på Psykiatrisk Center Hvidovre

Altid velkommen og ikke pinligt

Det er rart at vide, at man altid er velkommen. Det er jeg, sagde lægen i morges, da jeg selv sad og syntes, at det er pinligt så mange gange, jeg har været der. Hun beskrev det som et tilbud, der altid er der. Et sted jeg altid kan vende mig hen…

Jeg har taget endnu en tur omkring Psykiatrisk Center Hvidovre; det bestod i, at jeg blev der efter ECT-behandlingen i fredags, har været der i weekenden og er kommet hjem her i formiddag. Jeg havde det for dårligt til at være hjemme. De “dårlige tanker” tog over og fyldte det hele, og sådan kan det ikke gå, det dør jeg af i bogstaveligste forstand.

Katalysatoren for depressionen var min kommende ringe økonomi, som Bodil og jeg nu ikke er helt enige om, hvornår indtræder. Jeg mener, det er om ca. 14 dage, mens hun mener, det er som planlagt i april. Vi må spørge den kommunale sagsbehandler ad. Jeg håber, Bodil får ret.

Kan de gøre mere for mig?

Det var psykologen i Psykiatrifonden og hospitalspræsten, der fik mig til at tage derud og blive der. Egentlig var min egen holdning, at de ikke kunne gøre mere for mig, så hvad skulle jeg der?

  • Min medicin er allerede optimeret og justeret
  • Jeg er allerede i et forløb med ECT.
  • Hvad skulle de ellers kunne stille op?

Men de har givet mig noget ro og et helle, som har fået alle de syge tanker til at lægge sig lidt i dvale igen. Lige nu har jeg det faktisk udmærket. Jeg var bange for, at tankerne ville vende tilbage, så snart jeg trådte over mit eget dørtrin, men sådan er det heldigvis ikke. Og så har jeg nu en læges ord for, at jeg altid er velkommen, og at jeg ikke skal gå hjemme og få det så dårligt. Det er jeg glad for, for det andet er ubærligt. Selvfølgelig vil jeg helst klare mig selv hjemme – hvem vil ikke det? – men det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre, og så skal man have et sted at vende sig hen.

Hos Pia Glyngdal er man i gode hænder

Det er på fredag, jeg skal ind til den psykiater, der skal skrive speciallægeerklæringen. Pia Glyngdal viser sig at være tidligere læge og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, og alle siger, at hos hende er jeg i gode hænder. Det, håber jeg, er sandt. Jeg er nervøs for det, for det hun skriver vil få afgørende betydning for min fremtid. Hvis hun er enig med kommunen i, at jeg er for syg til sygedagpenge, er jeg på den. Dagsformen skal bare være god på fredag. Når jeg har det godt, har jeg det faktisk rigtig godt og omvendt, når jeg har det dårligt. Jeg må nok se i øjnene, at mit liv altid vil bestå i disse svingninger, selvom det er hårdt.

Overblik over økonomien

En af de ting, jeg hidtil har været for handlingslammet til, er at få kigget på mit budget. Det skal bringes up to date, så jeg præcis ved, hvor galt det kan komme til at stå til. Af hospitalets socialrådgiver fik jeg tre numre til “gældsrådgivninger”; jeg har ingen gæld, men det gælder også for folk med små indkomster, så når budgettet er færdigt, vil jeg tage kontakt til et af de steder. Der må være nogle muligheder; jeg skal bare lige ud af handlingslammelsen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/25 Kommentarer/i /af

Lukket afdeling i fem dage

Lukket afdeling i fem dage

Indespærret pga. pladsmangel

Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.

Magtesløs

Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.

De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…

Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.

Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.

På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.

Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.

En venter på at blive tvangsmedicineret

En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.

De fysiske rammer er bedre

Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.

Om mig selv

Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.

Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.

En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.

* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/16 Kommentarer/i , , /af , ,

Noget der virker

Noget der virker

Jeg går og filosoferer over, om jeg har noget der virker

Hukommelse

Noget der virker.

Min hjerne virker i hvert fald ikke, som den skal. Fx kan jeg ikke genkende folk endsige huske deres navne. Jeg kan ikke finde vej, fordi jeg ikke kan visualisere det for mig. Fx aner jeg ikke, hvordan jeg skal finde ind til byen på cykel. Jo, jeg kan huske den første 1½ km., men så er det også slut. Jamen jeg har jo kørt den vej hver dag i syv år, nemlig i al den tid jeg har boet her på Torvet.

Forleden skulle jeg planlægge vejen til Psykiatrifonden på Hejrevej i Nordvest, hvor jeg jo har været masser af gange. Jeg kunne huske, at jeg skulle med S-toget til Nørrebro Station. Men hvad derefter? Det hjalp ikke at kigge på et kort. Gudskelov “kom det til mig” langt hen på dagen, og det var jeg meget lettet over.

Der er også adskillige andre ting fra mit liv (lange forløb, hvornår var jeg ansat hvor mv.), jeg ikke kan huske, og det, parret med følelsen af ikke at kunne noget som helst længere, er meget ubehagelig. Jeg var inde og tale med Gitte i Distriktspsykiatrien i går, og hun mindede mig om mit ønske om en henvisning til Hukommelsesklinikken. Paradoksalt nok havde jeg glemt alt om dette ønske. Jeg har været lidt på Hukommelsesklinikkens hjemmeside, og det ser relevant ud, omend de fokuserer meget på demens. Uden at ville gruble unødigt kan jeg dog ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg har læst af professor Poul Videbech om, at man lettere udvikler demens, hvis man har haft mange depressioner eller har udviklet bipolar affektiv sindslidelse.

Kan det evt skyldes de utrolig mange ECT-behandlinger?

Programmer er ikke noget der virker?

Mit backupprogram til bloggen – BackupBuddy – virker heller ikke. Programmet kører endeligt igennem, men når jeg så tjekker, om det er gået godt ved at kigge ind i status, står alting til “empty”. Øv – den slags skal bare virke. Jeg mistænker lidt Windows 10, da jeg ikke kan se, hvad det ellers skulle være. Jeg kan ikke huske, at jeg skulle have lavet andre ændringer. Jeg har nu prøvet at skrive til firmaet i håb om, at de vil hjælpe. Det bør de, da det er et købeprogram.

Jeg synes, der er adskillige programmer, jeg ikke kan få til at virke eller bare ikke kan finde igen. Jeg har svært ved at finde mine dokumenter, der pludselig er spredt for alle vinde, så jeg nu har mistet overblikket over års historik. Igen: Jeg mistænker Windows 10, selv om det selvfølgelig er svært at forestille sig at et nyt styresystem skulle bytte rundt på ens dokumenter. En af de nærmeste dage bliver jeg nødt til at sætte mig ned og rydde op i alt det rod.

Andagt for Claus Bjerregaard

I aften skal jeg til en lille andagt i kirken for vores provst Claus Bjerregaard og bagefter er der samling i menighedshuset med en bid brød og øl/vand. Jeg synes, det er fint at menighedsrådets formand har sat sig i spidsen for den proces, der skal i gang nu. Vi skal jo blandt andet have lavet et stillingsopslag og have gang i ansættelsesproceduren.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.