Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

ECT: Nyt forsøg på at imødegå angsten

Electroconvulsive Therapy/Elektrokonvulsiv behandling (ECT)

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

Alle har gjort alt, hvad de kan.

Angst er irrationelt; sådan er det bare. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har gjort alt, hvad hun kan. Jeg har fx overnattet i Glostrup inden behandlingen. Men de kom hver anden time for at spørge, om jeg sov, og så kan man selvfølgelig ikke sove. Har man ikke sovet, er man endnu mere skrøbelig. Tårerne triller endnu lettere.

Jeg har vendt det med psykologen mindst 50 gange, alligevel kommer tanken “Det er sidste gang, jeg låser min dør”, når jeg tager afsted til ECT. Det er meget ubehageligt. Når jeg lægger mig på ECT-lejet, triller tårerne, og jeg kan kun lige nøjagtigt fremstamme navn og CPR-nummer. De vil jo gerne vide, om de har fat i den rigtige patient.

Psykologen har heldigvis en dejlig operationel og kreativ tilgang “Vi har et problem, vi skal have løst”, så hun udtænkte noget nyt: “Har du en, du stoler 100 pct. på, som kan tage med næste gang?”. Mit svar faldt prompte “Ja, dig”.

Kontaktpersonen ringede til ECT-afdelingen og spurgte, om det var muligt, at psykologen måtte komme med? “Ja, hun må meget gerne komme med” (jeg bemærkede ordet “meget”), og det var så i går, jeg havde følgeskab. Det var så rart, at nogen holdt mig i hånden, da jeg vågnede op. Det har jeg ikke prøvet før.

Der var ingen bøvl ved at få lov til at tage hende med, og personalet var så søde og imødekommende. Jeg havde nok forestillet mig 5 overlæger, 5 blanketter, samtykkeerklæring, GDPR osv., men sådan var det ikke. J i ECT-afdelingen sagde, det var i orden, så var det sådan, og vi skulle bare finde en dato.

Sådan er det, når gode mennesker lægger sig i selen for en.

Formålet med følgeskabet

Når jeg ellers ikke føler mig for fjollet og dum og kan fremstamme det, beder jeg J “sige højt, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt”. Intellektuelt ved jeg naturligvis godt, at de aldrig nogensinde vil tænde for strømmen, hvis narkosen ikke er på plads. Men dødsangst og intellekt har intet med hinanden at gøre. Men jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om J rent faktisk gør det, for jeg er jo (forhåbentlig) i narkose. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for at mærke strømmen eller for at dø. (I parentes bemærket sætter man ikke strøm gennem hjernen – det er en myte – man sætter strøm til hovedbunden. Strømstyrken svarer til strømmen i en lommelygte).

Jeg er så bange for, om de passer på mig. Måske er de bare ligeglade? Nej, det er de naturligvis ikke, for hvis jeg dør, er det en klar UTH (utilsigtet hændelse), og det har de ingen interesse i.

Gør de virkelig alt det, de siger, de vil gøre, når jeg sover? Det kan jeg jo ikke vide:

  1. Er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?
  2. Giver de bilateral ECT?
  3. Har de bideskinnen parat?
  4. Slår de sengehestene op?
  5. Siger J rent faktisk, når de tænder for strømmen?
  6. Passer de på mig?

Professor i psykiatri Poul Videbech skriver

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder. Energimængden svarer til ca. 1/10 af den energi, som afsættes af en almindelig defibrillator (hjertestarter). Langt størstedelen af strømdosis shuntes imidlertid udenom hjernen via huden og kraniet, således at kun ca. 5 pct. af strømmen påvirker hjernen, hvor den synkroniserer nervecellerne i et lille område. Efter at strømmen er ophørt, breder impulserne sig ud fra dette område og ender med at fremkalde et krampeanfald, ligesom man ser det hos en person med grand mal-epilepsi.

Psykologens referat

Det varede ca. 40 sekunder. J sagde, da de tændte for strømmen. ECT-apparatet var indstillet til 90 pct. bilateral ECT, bideskinnen var parat, og de slog sengehestene op. Alt dette er selvfølgeligheder for mennesker uden dødsangst.

Nu håber jeg sådan, at jeg om fem uger kan genkalde mig dette, for der er ingen grund til at tro, at de bare gjorde det, fordi psykologen var med. De gør naturligvis sådan hver gang. Åh Gud hvor jeg husker det!

Yderligere forklaring om ECT

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved i detaljer, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker. Virkningen fremkaldes ved, at nogle neurotransmittere genfinder hinanden.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til medicinsk behandling og samtaleterapi.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg er afhængig af ECT, og derfor må vi løse problemet med dødsangsten.

  • Gør jeg ikke noget, bliver jeg syg.
  • Tager jeg medicin, bliver jeg også syg.

Jeg fik Parkinsonisme af medicinen, hvor jeg tror, jeg fik “den fulde pakke”, og det var værre end den tilgrundliggende bipolare lidelse.

Da jeg var ligeglad med livet

Det er klart, at dødsangsten er overvældende nu, hvor jeg har fået et lykkeligt liv og aldrig har haft det bedre. Nu vil jeg så nødigt af med livet. De år, hvor jeg helst ville dø, var jeg ikke angst for ECT. Det behøver man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at regne ud. Det er den rene logik.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

headspace spørger "Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Poul Nyrup om headspace

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Jeg har hørt Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024, hvor Poul Nyrup fortæller om headspace. Det er faktisk anden gang, jeg hørte udsendelsen, for jeg elsker at høre på Poul Nyrup. Han er menneske før system, og jeg er herudover gammel nok til at huske “Stuerene, det bliver I aldrig”.

Jeg har haft en oplevelse (herom til sidst), der aktualiserede hans helt centrale tilgang: Når en ung henvender sig i headspace er det første, den frivillige spørger om “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Man siger, at 20 pct. af de unge mistrives, men det betyder ikke, at de hører til i psykiatrien, de hører til i headspace, for det er ikke en sygdom at være ked af det, faktisk er det lige så naturligt som at være glad. Livet er ganske enkelt ikke en perlerække af succeser, men det har vi på en eller anden måde fået bildt dem ind.

Problemet er, at vores samfund har indsnævret normalitetsbegrebet så meget, at det næsten er umuligt ikke at falde uden for. Det øger presset på ventelisterne så meget, at de unge, der virkelig har behov for psykiatriens eksperter og vildt dygtige medarbejdere, må vente urimeligt længe på at få hjælp.

Fokuserer vi mere på det forebyggende arbejde, kan det være med til at løse ventelisteproblemerne.

Når headspace opgør, hvad de unge henvender sig om, er det:

  1. Relationen til forældrene
  2. Bøvl med kærester og venner
  3. Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen
  4. Selvværd – de trænger til at høre “Du er god nok”
  5. Angst – men uden at det er patologisk – herunder angsten for fremtiden

20 pct. af de unge, der henvises til psykiatrien, hører slet ikke til der, for de er ikke syge, de trænger “bare” til nogen, der spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”.

Henvisningen til psykiatrien udløses ofte efter at to eller flere kommunale tilbud er gået helt Anders And, og sagsbehandleren nu ikke kan finde på andet. De skal henvises til headspace, længe før “systemet” sætter ind med kommune og psykiatri. Man er ikke enten rask eller psykisk syg – der er også noget midt imellem.

Poul Nyrup havde en skøn sætning: “Diagnosen er en ‘overfrakke’, men hvem har overfrakken på?”

De store valg

Noget af det, de unge er bange for (men ikke patologisk angste) er fremtiden og uddannelsesvalget. Vi har på en eller anden måde fået bildt dem ind, at det første valg ikke er førstevalget, og at de ikke kan vælge om. Men selvfølgelig kan de vælge om senere, hvis det viser sig, at de aldrig skulle have været jurister men hellere elektrikere. Det er ikke en katastrofe at måtte vælge om.

Selv husker jeg i min barndom/ungdom at sidde alene på værelset og bladre i bogen, der hed “Hvad kan jeg blive?”. Jeg var simpelthen så bange for at vælge forkert. For det første var det noget, man løbende skulle have talt om i familien, så jeg ikke skulle sidde alene, og så var der nogen, der skulle have sagt “Du kan altid vælge om”. Og der var heller ikke nogen, der sagde “Du er god nok”. Det havde nu været rart.

Jeg havde været i erhvervspraktik som apoteksassistent på Nexø Apotek, hvor jeg i en uge betjente den maskine, der spyttede Kodimagnyl ud. Det næste år var jeg i erhvervspraktik som agronom på Bornholms Landøkonomiske Forening. Jeg kunne ikke se mig selv i nogen af rollerne. På den anden side set kunne jeg heller ikke finde på noget andet.

Jeg blev jo så af mange årsager jurist. En af dem var, at det var den korteste akademiske uddannelse, man på det tidspunkt kunne tage, og der var kun mig til at betale studiegælden, da der trods alt var grænser for, hvor meget jeg kunne arbejde ved siden af. I virkeligheden skulle jeg jo have været cand. polit., men arbejdslivet tilbød ved tilfældigheder alligevel helt de samme opgaver, bare man havde en længerevarende uddannelse. Der var en medarbejder i sekretariatet, der døde, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge det ledige job, fordi vicedirektøren havde fået øje på mig. Det blev vejen fra de kirurgiske arbejdsskadesager til tal og analyser.

En anden årsag til juraen var, at jeg var optaget af, at der er noget, der er rigtigt, og at der er noget, der er forkert, det gælder både indenfor og udenfor straffelovens rammer. Jeg var optaget af store spørgsmål så som retfærdighed og resocialisering. De spørgsmål drøfter man her 40 år efter stadig, og folkestemningen viser, at man ikke er kommet meget længere …

“Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Det, der fik mig til endnu en gang at lytte til Poul Nyrup om headspace, var, at jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde tilbudt mig en samtale med deres recoverymentor, fordi jeg søgte hjælp til at prøve at udbygge mit netværk. Det er jo ikke kun sundt at være så meget alene, selvom jeg faktisk trives godt med det.

Når jeg får et tilbud, siger jeg da selvfølgelig “Ja tak”, da jeg mener, det ville være dumt andet. Det kunne jo være, han kunne byde på noget godt.

Han talte vældig meget om sig selv, og først i det 29. minut ud af i alt 36 spurgte han “Hvad vil du gerne”?.

Det var efter min mening helt Anders And. Og jeg er blevet bedt om en evaluering af mødet, og der har jeg tilladt mig at være ærlig og sige, at de måske i enheden skulle tale om, at det ville være godt, hvis han vendte sin proces om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg er fuldkommen udmattet

At møde nye mennesker

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg har haft en dejlig uge, men nu er jeg fuldkommen udmattet, så de kommende dage skal der ikke ske andet end min elskede slægtsforskning. Jeg slapper af, når jeg bladrer.

Ugen har vist, at jeg er lidt bedre til at møde nye mennesker, end jeg går og bilder mig selv ind, men eftersom jeg ikke er i træning, er det bare enormt anstrengende.

Psykologen siger tit, at jeg må gøre noget ved “det sociale”, for ellers ender jeg med at sidde og tale med fjernsynet. Det har hun sikkert ret i, men heldigvis har jeg ikke noget TV, så helt så galt kan det ikke gå. Jeg ser TV Avisen og “Forsvundne arvinger” på min iPad.

Mange med Aspergers syndrom har det svært med “det sociale”. Det har jeg også, og til tider synes jeg, det er utrolig svært at være i verden, som den jeg er.

En veninde fra Jylland

En veninde fra Jylland, som jeg har lært at kende via hendes TNG-side, som jeg har været konsulent på, var sød at invitere på frokost, og det var utrolig hyggeligt at mødes IRL (in real life), efter vi  har lært hinanden at kende gennem et par år via mails og telefon. Vi kom rundt om mange emner på de ca. fire timer, vi var sammen, og maden var perfekt.

Jeg gik hjem og kom til kræfter i nogle timer under kugledynen.

Respons via Boblberg

Jeg har oprettet “en boble” på platformen Boblberg. Jeg skrev

Hej. Jeg søger et menneske, der vil være interesseret i at gå en tur om Damhussøen en gang pr. uge og få en god samtale undervejs. Den kunne fx dreje sig om den aktuelle verdenssituation. Jeg interesserer mig for historie og slægtsforskning.

Jeg er fuldkommen udmattetEn sød kvinde, der også bor i nærheden af Damhussøen, svarede, og vi har gået den første tur. Det var den dag, jeg nåede lige knapt 17.000 skridt. Vi har også lavet en ny aftale, idet den første var en succes. Så langt så godt.

Turen til Odense

For mere end 20 år siden mødtes jeg med en masse slægtsforskere på Odder Højskole. Det var hyggeligt, og jeg lærte et sødt menneske at kende. Hun var en utrolig dygtig slægtsforsker, der kunne alt det, jeg så gerne ville kunne. Jeg var dybt fascineret.

Vi var også en uge i Rom sammen. Altså er hun slet ikke rigtig “ny”, men når der er gået 20 år, så føles det lidt sådan.

Kontakten gled på et tidspunkt ud – jeg tror, det var da jeg blev syg og lagde slægtsforskningen på hylden grundet manglende kognitiv kapacitet.

Pludselig en dag for ikke så længe siden, dukkede hun op på min Facebook. Hun er nu 92 år, og alt med iPad, MitID osv. er svært. Det var jeg i ugen, der gik, på en dagsrejse for at hjælpe lidt med, for jeg tænker på, hvordan jeg vil have det, hvis jeg selv bliver 92. Så vil jeg også gerne have en, der kommer og hjælper. Det var utrolig hyggeligt at mødes igen, vi har slet ikke forandret os, og vi fik også løst en del af problemerne.

Jeg er kommet mig

For et stykke tid siden talte jeg lidt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om, at jeg savner kontakter/relationer. Hun spurgte, om jeg havde lyst at tale med deres recoverymentor, og det svarede jeg selvfølgelig “Ja tak” til. Det ville da være dumt at sige nej.

Recovery betyder “at komme sig”.

Ham mødtes jeg med i går, og det gik for alvor op for mig, at jeg er kommet mig, og at mødet var skudt helt ved siden af. Men det var jo ikke til at vide på forhånd. Jeg har ikke længere behov for at mødes med mennesker og tale sygdom. Jeg har behov for kontakter.

Han var sød og flink, men jeg var en ond kælling og kom ikke med “lytte-lyde” i de første syv minutter, hvor han talte om sig selv. “Lytte-lyde” har blandt andet til formål at få samtalepartneren til at føle sig tryg. Han fortalte, at han selv brugte fysisk træning meget og agiterede for en forening, der kaldes “Håb i psykiatrien”. Der er mange fine tilbud, og man kan deltage i fysisk træning, komme på en tur til Haslev, hvor man går op i et rundt tårn (jeg aner ikke, hvad det er for noget). Man kan komme i Tivoli og Zoologisk Have. Jeg fik næsten kvalme bare af pamfletten.

Jeg spurgte til antal deltagere og til, om der var muzak under træningen, for det går bare ikke. Jeg kender da mig selv. Jeg skal ikke til Haslev, i Tivoli eller i Zoologisk Have. Jeg er slet ikke til noget med fysisk træning, svømmehal og den slags.

Eftersom jeg bor i Hvidovre, har hele psykiatrien et autosvar, der hedder “Kender du ‘Samleren?'”. Ja tak, jeg har været der en gang for mange år siden. Og jeg har ikke lyst at komme igen.

Jeg prøvede at fortælle kort om mig selv, da jeg fandt det relevant. Han var jo nødt til at vide lidt om mig.

Efter 29 minutter ud af de i alt 36, spurgte han til, hvad der kunne være det fedeste for mig, og hvad jeg gerne ville. 

Hvis det nu var mig, der var ansat som recoverymentor i psykiatrien, ville jeg nok have vendt det hele om og startet med at spørge brugeren, hvad jeg kunne gøre for vedkommende, og hvad vedkommende gerne ville. Jeg synes simpelthen, han var en klaphat.

Vi har ganske vist lavet en ny aftale, men jeg har aflyst. Der er vist ingen grund til, at vi spilder mere af hinandens tid.

Det bedste der kunne ske for mig

Jeg vil så gerne have lidt flere kunder i min “TNG-butik”, men det lykkes ikke rigtig for mig. TNG, der står for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding, er et program, man bruger til at præsentere sin slægtsforskning på sin hjemmeside.

Og det kunne jeg tænke mig hjælp til. På denne side kan du se, hvad min konsulentbistand går ud på. Jeg hjælper gerne, men du skal prøve selv først. Det er learning by doing.

Her har du en videoguide, der fører dig gennem den grundlæggende installation af TNG. Den er ret længe om at komme frem på skærmen, uden at jeg ved hvorfor.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Vi har ikke råd til børn med særlige behov

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

TV Avisen 18:30 havde i aftes den 30. januar og også aftenen før et indslag med en lille pige ved navn Ellen, der kan være i børnehave ca. 15 – 20 minutter, når mor vel at mærke er med. Nu skal hun starte i skole i en helt normal klasse, og det glæder hun sig forståeligt nok ikke til. Pigen har en autismespektrumforstyrrelse, idet hun er diagnosticeret med infantil autisme.

Fra skolestart i år skal alle børn i Randers Kommune som udgangspunkt starte i folkeskolen. Og Randers er ikke den eneste kommune. Kommunernes Landsforening (KL) har i denne uge meldt ud, at flere børn skal inkluderes i den almene folkeskole.

Når man læser, hvad de skriver, ser det selvfølgelig både godt og rigtigt ud. Følgende er kopieret fra KLs hjemmeside den 31. januar:

“Samarbejde på tværs af alle i og omkring dagtilbud, skole og fritid

Alle kommuner er i gang med at udvikle de almene læringsmiljøer, styrke kvaliteten af dagtilbud og skoler og skabe bedre deltagelsesmuligheder for flere børn og unge i almene fællesskaber. Nogle har taget de første skridt, andre er godt på vej. På Børn og Unge Topmødet 2025 skal vi sammen inspirere og gøre hinanden klogere ved at vise de mange gode eksempler og visioner for fællesskaber for børn og unge, både i dagtilbud, skole og fritid.

Vi ved, at alle børn og unge har glæde og gavn af at spejle sig i mangfoldighed – både socialt og udviklingsmæssigt. Vi kan og skal derfor skabe bedre deltagelsesmuligheder i de almene læringsmiljøer, ikke mindst for børn og unge med særlige behov. Samtidig skal vi have specialtilbud af høj kvalitet for en mindre gruppe børn.”

Men hvordan hænger det sammen med alle de små klip og historier fra virkeligheden, som Danmarks Radio har bragt de seneste par dage? Jeg forstår det ikke.

“Succesfuldt inklusionsprojekt er for dyrt at udbrede”

Overskriften er kopieret fra en artikel på dr.dk om SISU-klasserne på Vamdrup Skole i Kolding Kommune. Det handler altså om penge! Men de penge, man investerer nu, er måske givet godt ud på lidt længere sigt?

Gad nok vide hvad det koster at tabe et barn på gulvet, så det aldrig færdiggør folkeskolen og måske en uddannelse? Autister er ikke dumme, men får de aldrig lært de basale færdigheder som at læse, skrive og regne kan man tro, de er dumme, og så får de aldrig et arbejde, hvorved de aldrig kommer til at bidrage til samfundet. Fremtidsudsigten kan bestå af en førtidspension. Det er temmelig dyrt.

I artiklen om SISU-klasserne bliver det fortalt, at Bo nu pludselig kan gå i skole, hvilket han ikke kunne tidligere. Det fremgår af artiklen:

“SISU-klasserne på Vamdrup Skole er særligt indrettede til at rumme 16 elever, hvoraf en fjerdedel har autisme. I alle timer er der tilknyttet to voksne, som har pædagogiske kompetencer til at håndtere børn med diagnoser.

Den særlige elevfordeling er noget af det, som er væsentligt, hvis flere børn skal inkluderes i de almene tilbud, lyder det fra inklusionsforsker Janne Hedegaard Hansen fra Københavns Professionshøjskole.”

“Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis det skulle fortsætte, så skulle der prioriteres mange flere midler”. Citat: Karen Albrechtsen, Skolechef Kolding Kommune. Og de midler vil man åbenbart ikke prioritere.

Noget er helt banalt

“På bordene i klassen er der høretelefoner, der sammen med lærerens mikrofon danner en direkte linje mellem lærer og elev. Og gør det muligt at lukke støj fra andre elever ude. For Bo betyder hjælpemidlerne, at han kan holde ud at være der.”

Det er vel ikke nogen stor videnskab at vide, at os med en autismespektrumforstyrrelse (selv har jeg Aspergers syndrom) meget ofte har svært ved at klare forskellige sanseindtryk? Støj kommer højt på listen over det ubærlige hos mange.

Husker du vor skoletid? Husker den så nøje …

Da jeg i forhistorisk tid gik både i almindelig folkeskole og på almindeligt fritidshjem, vidste man intet om fx autisme. Men jeg vidste, at støjen var forfærdelig. I klassen var der jo ikke noget at gøre, jeg måtte leve med det, men på fritidshjemmet flygtede jeg ud i stilheden til “Olga”, der var en shetlandspony. Jeg foregav at muge ud. Om jeg var særlig god til det, ved jeg ikke. Og Olga kunne jo (heldigvis) ikke tale.

Tænk hvis nogen havde foræret mig et sæt hovedtelefoner?

Jeg skulle blive en temmelig gammel dame, før en dygtig ergoterapeut i Distriktspsykiatrien i februar 2024 lavede en sanseprofil til mig, og lærte mig at bruge de ret dyre BOSE-hovedtelefoner, jeg på forhånd havde investeret i. Jeg havde været skuffet over dem, fordi jeg troede, at de bare skulle lukke al lyd ude, når jeg satte Noise Cancellation til det højeste niveau. Det viste sig, at idéen i virkeligheden er, at jeg skal lukke min egen “støj” ind, for derved at lukke anden støj ude. Nu kan jeg gå i butikker og bruge offentlige transportmidler, der typisk har tåbelig baggrundsstøj, fordi jeg hører en podcast, som jeg selv har valgt.

Med min frisør har jeg aftalt, at jeg bare altid får den sidste tid, for så kan han slukke for musikken. Det er også ret banalt.

Jeg har også problemer med lugte, og de er lidt sværere at gøre noget ved. Bare det at gå forbi et pizzeria er ubehageligt. Jeg har ikke fundet andre løsninger end at gå over på den anden side ad gaden. Men her hvor jeg bor, er der utrolig mange forskellige former for fastfood-restauranter på begge sider, så det er ikke let at slippe væk. Så må jeg i stedet holde vejret.

Jeg skal til Aarhus på et tidspunkt i løbet af foråret. Da det er ret dyrt med tog, var der en, der foreslog mig at tage bussen. Men bare tanken om folk, der åbner lugtende madpakker, får mig til at blive hos DSB.

I skolen hadede jeg at komme ind i lokalet efter spisefrikvarteret, fordi der stank af madpakker!

I min skoletid vidste man intet om autismespektrumforstyrrelser, og os med problemer, måtte bare leve med dem. I dag ved man en masse, men man siger, at det er for dyrt at agere på den viden. Børn skal med fandens vold og magt inkluderes, indtil de brænder ud. Er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.