Køleskabs-gate 2
Rimelig lyd fra et køleskab?
Køleskabs-gate 2
Kære læser – vil du være rar lytte til denne lydfil og fortælle i kommentarfeltet – ikke på Facebook, om du mener, det er rimelig lyd fra et nyt køle-/fryseskab? Jeg synes det ikke selv. Det tidligere køleskab hørte jeg aldrig nogensinde. Det nye hører jeg, hver gang kompressoren kører, selvom jeg sidder ved min PC eller ligger i min seng. Jeg synes ikke, det er rimeligt.
Filen er 2 minutter og 3 sekunder lang.
Skabet blev leveret den 1. februar og omleveret den 2. februar (dog i år). Siden har jeg kæmpet med Skousen i Taastrup og viceværten for at få dem til at komme og:
- Afhjælpe støjen
- Bese de skader firmaet har lavet på
- komfuret
- en dørkarm
- en væg
- Er det naturligt, at der dannes is på kølesektionens bagvæg? Okay – det står ganske vist til 4°, så automatsvaret vil sikkert være, at det skal stå til 6°. Jeg synes nu, det er mig selv, der skal bestemme, hvor meget jeg vil køle mine varer. Man kan ikke vælge 5° …
Begge parter henviser til hinanden, der sker intet, og jeg er ved at være desperat. Jeg har lagt ugentlige “rykkere” ind i min kalender. Jeg giver ikke op.
Det er endelig lykkedes at få firmaet til at komme på torsdag og fortælle, hvad de vil gøre ved det. Mit foreløbige gæt er, at de ikke gør noget som helst, og at jeg må “leve med det”.
Jeg har forsøgt at sælge det på DBA
For første – og sidste – gang har jeg oprettet en annonce på DBA, hvor jeg forsøger at sælge køleskabet. Annoncen finder du her.
Det var spild af 177 kr., fordi folk ikke accepterer den pris, jeg har sat. En gav et bud, jeg ikke kunne gå med til, og vedkommende ville heller ikke acceptere mit forslag om at “mødes på midten”.
Hun kunne få et splinternyt køleskab 2.000 kr. under butiksprisen. Men hun ville have det til det halve, da det var brugt i 28 dage … Sådan leger vi ikke, uanset hvor meget studerende hun var. Hun ville vældig gerne have det, men ville ikke betale. Hvis der var tale om et likviditetsproblem, foreslog jeg, at hun kunne betale de sidste 500 kr. måneden efter. Men nej …
Jeg har fundet et Miele uden fryser, jeg vil have. Jeg bruger alligevel ikke en fryser. Og kunne jeg finde en måde at transportere det ned i kælderen, ville jeg stille det der. Så må mit dødsbo finde det frem igen om 30 år, eftersom der til lejemålet hører både køl og frys.
Sanseprofil i Distriktspsykiatrien
Da sansesensitiviteten bliver værre og værre, har jeg drøftet det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Måske larmer det køleskab slet ikke? Måske er det mig, der er noget galt med? (Det er selvfølgelig svært at forestille sig/mig).
Hun er utrolig god, seriøs og dygtig, og jeg kommer vitterligt til at savne hende her efter 8½ år, når de formentlig snart udskriver mig, hvilket er helt rimeligt.
Hun har skaffet mig en ergoterapeut, som jeg skal træffe første gang i morgen. Formålet er at lave en sanseprofil, som vist nok går ud på at finde ud af, hvordan man lever med sansesensitiviteten.
Jeg er meget spændt på, om han kan hjælpe mig. Jeg håber …
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.