Indlæg

/i , , /af , ,

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Klog på sprog

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Min ven har åbnet mine ører for de mange fine podcasts, man kan høre på DR Lyd. Jeg er ikke selv typen, der surfer rundt for at finde noget interessant i diverse apps eller på diverse hjemmesider, og derfor er jeg altid glad for tips fra mennesker, jeg deler værdier og interesser med.

Da vi betalte licens, gjorde jeg det med glæde. For der har altid været et udvalg, der tiltalte mig. Der har altid været både “Fjernsyn for mig” og “Radio for mig”. Nu betales det via skatten, men den har jeg også altid betalt med glæde, for jeg kan ikke forestille mig en mere retfærdig fordelingsmekanisme.

Det er minimum 20 år siden, jeg fravalgte konkurrenten TV2, primært fordi jeg ikke kunne leve med de hjernedøde reklamer, for produkter jeg alligevel aldrig nogensinde ville købe, og ting, der hopper og danser på skærmen.

Klog på sprog

Jeg vil gerne lære om det danske sprog, så lige nu finder jeg godnathistorierne i podcasten “Klog på sprog”, der bestyres af Adrian Hughes. Det er i høj grad “Radio for mig”. De har tid, og de tager sig tid til at holde snuden i sporet og grave dybt ned i emnerne. Det er i sandhed en podcast, hvor man kan blive klogere.

Eksempelvis fandt jeg i serien Klog på sprog “Korsfæst ham, korsfæst ham” fra langfredag den 29. marts i år. Jeg er lidt interesseret i teologi, hvilket fik mig til tænde.

Udsendelsen viste sig at ligge i krydsfeltet mellem jura og teologi, og det var utrolig interessant. Blandt de medvirkende var Anne Birgitte Stürup, der er pensioneret senioranklager og foredragsholder. Hun står bag bogen “På ofrenes side”. I udsendelsen fortæller hun blandt andet om miskmasket i Jesus’ rettergang langfredag. Miskmasket består i, at Pontius Pilatus på en gang er forsvarer, anklager og dommer.

Den danske brug af varetægtsfængsling

Også da jeg i forhistorisk tid læste, og interesserede mig inderligt for både kriminalpolitik og kriminologi, var brugen af varetægtsfængslinger et varmt emne. Vi varetægtsfængsler langt mere end vores nabolande, og vi har ikke formået at flytte os en tøddel på de mere end 30 år, der er gået siden da.

Adrian Hughes fortæller blandt andet om den (også) aktuelle diskussion om, hvorvidt vi i Danmark bruger varetægtsfængslingen alt for rundhåndet, fordi ca. ti pct. af de mennesker, der har siddet i varetægt, ender med en frifindelse. Ergo er de uskyldige – eller man har i hvert fald ikke kunnet finde bevis for, at de skulle være skyldige.

Princippet hedder på latin “In dubio pro reo”, som vi også kalder “Uskyldsformodningen” og udtrykker princippet om, at man er “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Det står ikke i retsplejeloven, men det er hævet over al tvivl, at det gælder.

Adrian Hughes fortæller også, at Inger Støjberg fornylig har udtalt, at man jo også sætter folk i varetægt “for at presse dem lidt”. Anne Birgitte Stürup svarer, at hun finder, at det er et rystende udsagn, og at hun sandelig ikke håber, at der er nogen, der finder på det. Det kan man jo kun give hende ret i. Jeg er også temmelig rystet.

Retfærdighed

For mig er retfærdighed, at “De lige tilfælde skal behandles lige”, som stammer direkte fra “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross.

Der er en længere omtale af Alf Ross’ bog, som jeg selv læste efter og elskede, fordi den er så abstrakt. Doktor jur. Jonas Christoffersen fortæller noget, jeg aldrig har forstået af bogen, selvom jeg da fik 9 i skriftlig retslære, da jeg blev “candidata juris” dengang i januar 1990.

Alf Ross skrev – ifølge Jonas Christoffersen – “Ret er det, der foregår ude i virkeligheden ved domstolene, i kommunerne, i staten osv. Retfærdighed findes ikke. Det er et luftigt overnaturligt begreb, så vi skal skille tingene ad.” Jeg synes selv, jeg husker ordene “… en apriorisk hest …” men har ikke lige tid at lede efter det.

Det betød – stadig ifølge Jonas Christoffersen – at der opstod en indædt modstand mod at tale om retfærdighed, og at det var det, der fik nogle til at sige, at man ikke skal starte på jura, fordi man interesserer sig for retfærdighed. Det kender jeg ellers flere, der gjorde.

Juristløftet omtales også

Juristløftet er fra 1736 og er gengivet i eksamensbeviset. Jeg har ikke tidligere bemærket det, men lever alligevel ubevidst efter det, fordi jeg finder det rigtigst.

I beviset står

Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Våbenhvile blandt tastaturkrigerne

Våbenhvile blandt tastaturkrigerne

Miljøsvin, klimatosser, Israel og Gaza

Våbenhvile blandt tastaturkrigerne

I aftes hørte jeg en fremragende podcast i DR Lyd; jeg kunne end ikke fald i søvn fra den. Den stammer fra serien “Klog på sprog” den 12. april i år og hedder “Miljøsvin og klimatosser”. Afsnittet beskriver sig selv således:

Kan ord bygge bro mellem klimaaktivister og landbrugere? Kan en kop grøn dialogkaffe give næring til en spirende samtale mellem dem, der sørger ved Vejle Fjords begravelse, og dem, der spiser pølser til Inger Støjbergs CO2 Rally? Og er “bonde” egentlig et skældsord?

Gæster: Özlem Cekic, generalsekretær for og stifter af foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.

Merete Juhl, administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer.

Sabine Kirchmeier, privat sprogkonsulent, tidligere direktør for Dansk Sprognævn.

Vært: Adrian Hughes.

Den første våbenhvile, der er behov for i Danmark, er den blandt tastaturkrigerne, der beskyttet bag skærmen, fyrer ord-missiler af mod hinanden. De holder deres ord-luftforsvar op og skyder alle fjendens ord-droner ned med de mest sindsforvirrede argumenter – ofte helt ude af kontekst.

Skriver fx statsminister Mette Frederiksen om et regeringsinitiativ eller et statsbesøg, svarer muslimerne, at hun har blod på hænderne, fordi Danmark eksporterer nogle dimser til israelske kampfly. De slutter med at vise det palæstinensiske flag og skrive et af deres mantraer enten “Free Palestine” eller “From the River to the See”. Sidstnævnte forstår jeg ikke helt.

Der bliver skrevet de vildeste ord i begge konflikter, fx at havde det været 100 år siden, ville man have opstillet en galge og underforstået altså hængt modparten. Rent historisk skulle man nu nok have været mere end 100 år tilbage, idet lex.dk blandt andet skriver:

“For Danmarks vedkommende var hængning fra middelalderen og frem til 1771 alene foreskrevet som dødsstraf for tyveri med en kort afbrydelse i perioden 1683-1690. Dødsstraf for tyveri blev ophævet i 1771.” Kilde: Jørgensen, Jens Ulf: hængning – straffedom i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. april 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/h%C3%A6ngning_-_straffedom.

Der er behov for en våbenhvile blandt tastaturkrigerne både om situationen i Israel og Gaza samt debatten om landbrugets CO2-udledning her i landet og mange andre konflikter. Begge nævnte konflikter viser med al u-ønskelig tydelighed, at intet flytter sig med de nuværende metoder. Det hjælper simpelthen ikke at forsætte, som vi er begyndt; det er for længst bevist. Altså må der noget andet til.

Fra krigen i Israel til klima-debat i Danmark

Der er selvfølgelig umådelig langt fra klima-debatten i Danmark til krigen i Israel, men der er også mange fællestræk.

Et af dem er, at debatten er så overophedet og polariseret, at ingen lytter til modparten. Det kan man overbevise sig om ved at høre den fremragende udsendelse. Özlem Cekic taler om, at der mangler et “uenighedsfællesskab”, altså at parterne er enige om at være uenige. Det kunne være et sted at starte.

Begge aktuelle debatter graver kun grøfterne dybere.

Formanden for Danmarksdemokraternes ungdom taler fx om at “landmænd har jagttegn”, mens han varmer op til Inger Støjberg, hoppeborgene og de gratis is og pølser. Hvad er det egentlig, man siger, når man taler om et “jagttegn”? Ja, man bringer våben ind i debatten, og hvad skal man med et våben? Det er jo typisk for at dræbe nogen. Det var umådelig uheldigt, at han sagde det i sin tale. Efterfølgende siger han, at det bare var en vittighed. Personligt mener jeg ikke, det var sjovt, men min humor er jo også neurodivergent.

Jeg holder mig i videst mulige omfang ude af debatten om situationen i Israel, for uanset hvad man skriver til og/eller om både den ene og den anden part, bliver det vendt og drejet og dernæst saboteret i det lys, hver part mener er det rigtigste.

Et eksempel: For kort tid siden skrev jeg alligevel et eller andet om “… krigen i Israel …” og at det forhold, at et par muslimer udeblev fra en middag i Tingbjerg, ikke bragte mad i de stakkels sultne og sultende børns maver 3.000 km. væk. Ca. 20 sekunder efter var svaret “Der er ikke tale om en krig, for ordet “krig” indebærer, at der skal være tale om to ligestillede hære, men her er tale om en besættelsesmagt …”. Det står der nu ikke noget om i Den Danske Ordbog (DDO) men jeg kan godt se idéen.

Modangrebene lød også “Ville du spise middag med en nazist?” Det ved jeg faktisk ikke, og spørgsmålet er også så hypotetisk, at jeg har svært ved at forestille mig svaret. Jeg synes, det kommer an på situationen: er krigen og/eller besættelsen aktuel? Er nogle af mine nærmeste berørte/døde/torturerede? osv.

Debatten – eller hvad man nu skal kalde den – udviklede sig til en diskussion om, hvorvidt man har indflydelse på Folketingets arbejde, hvis man stemmer blankt ved valg til Folketinget.

Eftersom vi jfr. grundloven har et repræsentativt demokrati, har man naturligvis ingen indflydelse, hvis man stemmer blankt. Der er jo ingen stole i salen, der er forbeholdt nogle, der sidder der, fordi ingen har stemt på dem. Det simple argument måtte jeg gentage mindst fem gange. Til sidst gad jeg ikke bruge mere tid på det. Sådan noget får mig til at synes, at folk er mentalt mindrebemidlede.

Sammenhængen til den oprindelige diskussion var, at jeg oprindeligt skrev om middagen i Tingbjerg, at man er sikker på ikke at have indflydelse, hvis man bliver væk. Sikke en udvikling i en samtale.

Lidt ud ad en tangent

En langt-ude-forbindelse – min fars første kones næste ægtefælles bror … – Eduard Frederik SOMMER blev i august 1944 skudt af Gestapo i Lauringe Mose ved Osted. Han blev kun 21 år. Drabene på de 10 unge mænd er velbeskrevet. Det gjorde stort indtryk på mig i foråret 2023 at høre genfortællingen om genbegravelsen i Mindelunden i august 1945 fra min fars ungdomskæreste, der havde deltaget.

Så måske ville jeg faktisk ikke spise middag med en nazist?

Jeg er ikke selv for god

Jeg må – fsva. miljødebatten – gribe i egen barm, selvom den ikke er så stor: Jeg tilhører dem, der mener, at der uden videre skal lægges en CO2-afgift på landbruget for at begrænse den kvælstofudledning, der dræber alt liv i fjordene. Jeg lytter mere til Danmark Naturfredningsforening end til interesseorganisationen “Landbrug & Fødevarer“, som jeg synes/tror/mener/tænker, bare er en lobbyvirksomhed.

I udsendelsen taler Merete Juhl om “kloge løsninger”. Og jeg kan næsten ikke holde ud at høre det, så jeg skruer ned for de imaginære høreapparater og skruer først op igen, når en klimaaktivist udtaler sig. Det er helt forkert af mig.

Nu vil jeg skrue op for de imaginære høreapparater igen og høre udsendelsen en gang mere, for den er god at blive lidt klogere af. Du bør også prøve.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Kaos i Forsvarsministeriet

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hvad bliver det næste? Bliver det hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Det skulle næsten ikke overraske mig med det kaos, der findes i det forsvar, vi poster milliarder af skattekroner i. Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvor pengene bliver af, har Rigsrevisionen sagt. Og de plejer at have ret i deres kritikker.

Forleden sad jeg og lo højt, da jeg så nyheden om, at en enhed i Forsvarsministeriet (formentlig Forsvarskommandoen, men det er jeg i tvivl om) har skrevet noget papir med forslag til initiativer, der kan få flere kvinder til at søge ind i forsvaret.

Den slags papir skal være konkret, for ellers beskyldes det for bare at være ord på papir, og det kan man jo godt forstå. Her var det endog meget konkret: “Betal kvindernes hygiejnebind, mens de er i forsvaret” og løber rundt med sort-grøn tvære i ansigtet eller – med samme ansigtskulør – sidder og pudser geværløb. Det var dog liiige konkret nok for ministeren, der ikke er på vej i føtex efter Tampax mv.

Nu sidder jeg og græder næsten ved tanken om, at fregatten “Ivar Huitfeldt” i 30 minutter ikke kunne forsvare sig mod droneangreb, da det virkelig gjaldt under en såkaldt skarp mission i Det røde Hav. Kanonerne kunne heller ikke affyres, så de virkede efter hensigten. Granaterne eksploderede for tæt på fregatten selv.

Det er rapporteret hjem, men ministeren har ikke hørt en lyd om det. Så nu har han sendt forsvarschefen hjem og udpeget hans afløser. Det er fint, og hvad skulle ministeren ellers gøre, når han har “mistet tilliden”? Havde han ikke sendt ham hjem, måtte han selv gå (hjem), da han selvfølgelig er den øverste ansvarlige. Topembedsmænds vigtigste opgave er at beskytte ministeren. Excelfilerne (altså tallene i tabellerne) har de folk til. Og sådan skal det også være.

Forsvarsforligskredsen kan nemt finde sammen om at poste 195 mia. kr. i forsvaret. (I parentes bemærket kan ingen finde sammen om 6 mia. kr. til psykiatrien til finansiering af 10-årsplanen. Men det er jo selvfølgelig min kæphest).

Stakken af møgsager vokser i Forsvarsministeriet

Jeg har arbejdet med statslig resultat- og økonomistyring i 23 år, og derfor undrer det mig, at det kan gå så galt, som det er gået i Forsvarsministeriet. Jeg er vant til, at vi som statsinstitutioner skal kunne redegøre for hver en bøjet femøre og dokumentere enhver proces. Og det er også rigtigt sådan, da det er skatteborgernes penge. Og jeg skulle hilse at sige, at de ikke sidder løst – hvilket også er rigtigt.

Mangler man som statsinstitution ressourcer, fx grundet en beviselig ekstraordinær tilgang af sager, udarbejder man et aktstykke til Folketingets finansudvalg, Det er en kæmpe proces, der tager flere måneder at gennemføre. Det har jeg brugt mange aftner og nætter på. Alt skal dokumenteres, herunder at det beviseligt er en overraskelse, og at man ikke burde kunne have forudset det ved udarbejdelsen af det seneste forslag til finanslov.

Det siges, at man altid bliver kompenseret fuldt ud som følge af ny lovgivning. Det er en stor løgn. Også her skal man kæmpe for sin overlevelse og godtgøre, hvad der vil ske, hvis man ikke kompenseres fuldt ud. Det indebærer fx estimater over, hvor meget sagsbehandlingstiden vil øges, og det er svært at sige noget om.

Hvordan kan der så være et helt ressortområde, hvor alt tilsyneladende sejler? (Med Ivar Huitfeldt og fregatten/fregatterne i Arktis er det meget konkret). Det forstår jeg simpelthen ikke. TV Avisen havde her til morgen kl. 7:00 en fornem opremsning af møgsager. Der var noget om:

  • nogle mia. kr., der blev bevilget i 2018, hvor ingen ved, hvad vi har fået for pengene. Hvor er de blevet af? Som Mads Korsager siger “Soldaterne har endnu ikke set noget til de penge”. dr.dk skriver “Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har i en rapport rettet skarp kritik af Forsvarsministeriet for ikke at have haft styr på økonomien i af et af de helt centrale initiativer fra forsvarsforliget for 2018-2024 – nemlig etableringen af en 4.000 personer stor brigade, der skulle have stået kampklar i starten af i år.”
  • Elbit-sagen, hvor det politiske niveau fik at vide, at de havde utrolig kort tid til at træffe beslutning, da “det gode tilbud” fra Israelerne ellers ville løbe ud. I går kom det frem, at regningen forresten vil blive en milliard større, for man havde lige overset de afledte udgifter så som yderligere køretøjer, personel, ammunition og etablissement
  • Danmarks Radio har dygtigt dokumenteret, at den eller de fregatter, der har sejlet rundt i Arkis, ikke kan skyde og ikke har kunnet det i 15 år. De sejler altså rundt uden at kunne levere den ydelse, vi betaler dem for
  • som dr.dk skriver den 4. april: “Først kunne de ikke skyde; nu kan de ikke sejle”. De skriver endvidere: “Cirka en måned efter kanon-problemerne blev afsløret, blev to af Søværnets nyeste og mest moderne inspektionsfartøjer så taget midlertidigt ud af drift på grund af tekniske problemer.”
  • TV2 har med vanligt blik for folkelige “nede på jorden-sager enhver kan forstå” i 2020 udarbejdet en liste over møgsager i forsvaret. Den er godt krydret med både sex og mobning
  • Danmarks Radio har lavet en bruttoliste over endnu flere møgsager. Den finder du her.

Hvordan kan det ske?

Det er som om, forsvaret er noget “helligt”, man ikke piller ved, før det er uundgåeligt. Først når alt er gået fuldkommen “bananas”, sker der noget – og på det tidspunkt er det urimeligt dyrt at rette skuden op. Lige nu tales der om nogle mål, der skulle nås i 2024 men nu er udsat til 2030 …

Kan det ske, fordi man har sparet det såkaldt “unødige bureaukrati” væk? Er det et billede på, at de underliggende institutioner skal holdes mere i ørerne, end man lige troede? Og det sker jo ikke af sig selv via neurale netværk. Det kræver “kolde hænder”, men dem kan vi ikke lide. Der er for mange djøfer blandt dem.

Der er noget ved denne scene, der minder mig om – ikke om Romeo og Julie som Sebastian sang – Vurderingsstyrelsens system til ejendomsvurdering, som de selv oplyser, man ikke skal regne med. Det er (også) det rene Anders And, som muligvis er opstået som følge af, at man på et tidspunkt stort set nedlagde Skat. Og de tilbageværende medarbejdere blev spredt rundt omkring i landet, hvilket også er meget folkeligt.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.