Indlæg

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Det er aldrig første udkast, du ser

Før jeg trykker “udgiv”, er ordene vendt og drejet, erstattet af nogle, der måske er bedre, overflødige ord er fjernet, teksten er strammet op, kommaer forsøgt sat rigtigt osv.

Pixabay med millioner af gratis billeder er besøgt, det mest passende er valgt, hentet, beskåret og optimeret, så det passer præcist i størrelsen på forsiden.

Alt det bevirker, at det tager lang tid at skrive det indlæg, du skimmer eller læser på måske mindre end et minut på din telefon. Nu om dage finder halvdelen af besøg på hjemmesider sted fra en telefon.

Imens hele den proces finder sted, arbejder hjernen, og det er det, der gør, at hjemmesiden – og databaserne – er en ventil og måske nærmeste ven. Jeg har ikke mange relationer i den virkelige verden men mange virtuelle. Den virkelige verdens relationer bor mere end 400 km. væk, og der er en naturlig grænse for, hvor ofte jeg kan belaste dem med mine tanker pr. telefon.

At skrive har en fordel frem for (telefon-)samtaler: der er masser af tid til at vende og dreje ordene. I en samtale skal man være klar med det samme, for ellers bliver det en underlig samtale. Det tænker jeg ikke helt hurtigt nok til.

Det betyder, at indholdet bliver personligt

Jeg besøger af og til andre blogs men er vist aldrig stødt på nogen, der er lige så personlige som min egen. Mit liv ligger på nettet. Af og til tænker jeg på, om jeg overskrider en usynlig grænse for, hvad man kan publicere, når den udefinerede mængde af øvrige bloggere holder sig tilbage. Måske har de en hel masse relationer at dele tanker med, hvorfor de ikke har behov for at bruge hjemmesiden/bloggen som ventil og bedste ven?

60 hænger på og to reflekterer

Mit nyhedsbrev, der bliver sendt hver mandag kl. 06:00, har ca. 60 abonnenter. De hænger på og har gjort det i årevis. Når de ikke har meldt fra, må det betyde, at de kan lide det, de får til morgenkaffen om mandagen. Jeg ser bort fra, at de måske sletter mailen ulæst. Det kan jeg vist ikke se nogen steder i MailChimp, der sørger for forsendelsen. Jeg har ikke en gang undersøgt det.

To venner fra den virkelig verden reflekterer tydeligvis over det, de læser og deler herefter deres refleksioner med mig. Det gør mig selvfølgelig glad. Det betyder, at min gratis “selvterapi” kan bruges af andre, og det er ikke så ringe.

/i , , /af , ,

Personlig blog?

Er det for meget?

Jeg har været lidt rundt på diverse blogs efter dagens tur til kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien, som jeg i parentes bemærket jo er begejstret for. Hun holder mig på sporet. Det er hendes opgave!

Det, der fremgår med al ønskelig tydelighed, er, at min blog er meget mere personlig end andre blogs.

Mit spørgsmål er: Er det for meget?

Hvad er dit svar?

Hvis dit svar er “Ja, det er for meget”, ved jeg alligevel ikke helt, hvad jeg skal stille op. Jeg bruger bloggen som erstatning for levende relationer og synes de virtuelle relationer, jeg har opbygget via hjemmesiden, har en uendeligt stor værdi. Jeg har fx ikke mærket “corona-nedlukningen”, for mit liv er faktisk ikke forandret. Jeg sidder ved min 32″ skærm, helt som sædvanligt, og jeg elsker det. Med min nye status som pensionist kan jeg hvile under min kugledyne, som jeg faktisk også har fået af kommunen, når jeg har behov for det, og blive oppe hele natten, når jeg ikke har tid/lyst til at gå i seng. Jeg glemmer af og til at gå i seng, fordi jeg er optaget af andre ting. Det er så fantastisk.

Jeg vovede at fortælle Gitte (kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien) om det i dag. Vi blev enige om, at det er okay, bare jeg ikke gør som nogle, der bytter op og ned på nat og dag, når de får pension. Det gør jeg ikke, og det er også kun sket to gange i alt, at jeg har glemt at gå i seng. Bytter man helt op og ned, melder man sig ud af samfundet, og det er ikke godt. Det har jeg intet ønske om.

Dygtig dreng!

Jeg har en god ven på Mors, der er utroligt dygtig til at finde ud af, hvad der foregår i Windows (10). Hurra for ham; han kan alt det, de andre ikke kan.

I et stykke tid har jeg haft det problem, at filer ikke kunne up- eller downloades ordentligt til og fra mine hjemmesider. De første par tusind filer gik godt, men herefter gik det galt, og der kom røde meddelelser om, at der var ophold på 20 sekunder og at up- eller download ikke kunne fortsættets og en fejlmeddelelse om ECONNABORTED. Samlet up- eller download lød på 45 – 60 minutter, hvilket er helt uholdbart. Jeg startede med at spørge hos Sucuri, hvor jeg har min firewall; de henviste til min sædvanlige host, som undersøgte sagerne, og ikke kunne finde fejl på deres systemer (er).

Min host er cHosting, og dem er jeg uhyre tilfreds med. Der er aldrig noget bøvl med dem, og de er så hjælpsomme. Når de siger, de har undersøgt sagerne, så har de undersøgt sagerne, og der er ikke mere at gøre. De mente, der kunne være fejl på netværket, og at et alternativ kunne være at bruge telefonen som hotspot og at forbinde til et trådløst netværk i stedet for det kablede netværk. Min PC har ikke som udgangspunkt et trådløst netværkskort, for hvad skulle jeg med det, når jeg er på en stationær?

Jeg ringede til Labtech Valby, som ikke eksisterer mere men er blevet til en afdeling på Amager. Jeg fik fat i eleven eller sådan noget lignende, der stort set ikke gad høre på mit problem, og som alligevel gerne ville sælge mig en tp-link-dims til 149,00 kr. Dem gider jeg ikke handle hos længere! Jeg er vant til at tale med bestyreren, der ønsker at høre på problemet og at løse det. Jeg gider ikke købe en dims til 149,00 kr., hvis jeg skal bruge en til 1.149,00 kr. for at løse problemet. Men så vil jeg også have sikkerhed for, at det er den rigtige vej at gå.

Næste opringning var via Facetime til den dygtige dreng på Mors. Han brugte en time på mig og mit sære problem.

For det første kunne han fortælle, at man aldrig skal købe en dims fra tp-link. Hvor skulle jeg dog vide det fra?

Vi var herefter alle mulige og umulige steder i Windows 10, som jeg aldrig selv ville pille i, fordi man kan lave en vældig ravage, hvis man ikke ved præcist, hvad man gør; og det gør jeg ikke. Der var adskilligt, der kunne stilles på. Vi stillede på noget i FileZilla (programmet, der overfører filer til/fra nettet), på noget i Bitdefender (sikkerhedsprogrammet på PC’en) og også andre steder, jeg ikke kan huske. At fejlfinde sådan noget er en kompliceret proces med mange medspillere og ikke bare et enkelt tryk på en knap.

Vi sluttede af med en test: overføre hele slægtssiden til min egen PC, som en form for backup. Det lykkedes sørme! FileZilla gjorde et længere ophold ved et enkelt billede, men da den havde fået tygget sig igennem det, var alle filer ført afsted på 15 minutter uden mærkelige fejlmeddelelser med rød skrift og uden ECONNABORTED. Jeg tror på, problemet er løst. Det er så dejligt.

Hjælpsomheden på nettet

Jeg har vist skrevet om det før, men hjælpsomheden i de rette fora er enorm. Min ven på Mors er ikke “på nettet”, ham har jeg kendt mange år og skal formentlig træffe til sommer, når corona-cirkusset er ovre, men alle de andre steder er jeg jo en anonym bruger blandt tusinder og stiller bare et spørgsmål og er glad for et svar. Den slags koster ikke noget. Dukker der spørgsmål op, jeg kan svare på, og der bliver da flere og flere, bidrager jeg gerne som en form for afbigt for al den hjælp, jeg selv har fået gennem årene. Spørgeren bliver glad, og det gør jeg også.

Gad vide hvordan vi løste den form for problemer før Google og internettet?

/10 Kommentarer/i , /af ,

En gammel dinosaur?

Er blogosfæren ved at uddø?

Lene skriver her: “blogsfæren er ved at være en gammel dinosaur”. Det var jeg ikke klar over, men måske har hun ret, for jeg har bemærket, at en del af de bloggere, jeg har fulgt gennem årene, ikke længere skriver nye indlæg. Det er trist, for det er folk, der skriver godt og vedkommende. Det er blandt andet hos dem, der altid har været ny inspiration at hente, og hvis liv det har været rart og ligefrem spændende at følge med i. Både i opgangs- og nedgangstider.

Årsagerne?

Det er ikke så tit, folk skriver om, hvorfor de stopper med at blogge, men det hænder da. Nogle bliver syge, andre har ikke tid på grund af for meget arbejde. Og så er der dem, der ikke takker af men bare bliver passive. Her kan jeg kun gætte på baggrunden:

Måske mister de lysten? Måske mangler de emner? Måske mangler tiden?

Sidstnævnte med tidsmangel er fuldkommen forståelig, for det tager faktisk lang tid at skrive et indlæg i hvert fald for mig, der aldrig gik til ‘maskinskrivning’, som det hed, og derfor skriver med sådan cirka fire eller fem fingre. Derefter skal der læses korrektur, og der skal findes et billede, der på rimelig vis hænger sammen med dagens tekst. Det kan alt sammen tage en del tid. Det piber jeg nu ikke over, for jeg har ikke andet.

Indholdet?

En tendens i tiden er, at det skrevne ord måske ligefrem er ved at dø ud? Vi skriver ganske enkelt ikke så meget, som vi gjorde tidligere, og det er ærgerligt. Alting skal gå så stærkt. Jeg elsker telefonsamtaler, da de tit er min forbindelse til verden uden for mine egne fire vægge, men jeg kan savne en god mail, som kan læses flere gange, og som jeg kan bruge tid på at besvare. Men mails bruges næsten heller ikke længere. Nu er det meste flyttet til Messenger, SMS, Twitter, Facebook og mange andre tjenester, som selvfølgelig er rare at have ved hånden.

Min egen blog er med tiden gået hen og blevet meget personlig, uden at jeg helt ved, hvordan det kom dertil. Eller rettere jeg ved det godt: Den blev min livline og et sted at nedfælde tanker og følelser i vanskelige tider. Og den blev et virkelig fint sted at korrespondere med læserne. I skrivende stund rummer siden lidt over 12.100 kommentarer. Halvdelen af dem er mine egne, da jeg altid svarer mine læsere, men ca. 6.000 kommentarer ‘udefra’ er da meget godt, og jeg hæger om hver og en. Tak til jer, der trofast kommenterer!

Siden rummer 1.710 indlæg, siden bloggens start for 14 år siden.

Alt i alt håber jeg ikke, blogosfæren er ved at uddø. Det ville nu være så trist.

Med disse (håbefulde) ord: Godt nytår!

 

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Bloggens fødselsdag

Bloggen fylder år

Jeg undskylder på forhånd for alle stavefejlene men pga. medicin, ser jeg pt. meget dårligt, og stavekontrollen fanger ikke alt.

Det er i dag 13 år siden, det først indlæg kom til verden i 2005. Indlæggene fra 2005 og 2006 er dog slettede, da de ikke klarede de mange omflytninger mellem webhoteller, platforme CMS’er og you name it. Nu er jeg på WordPress med temaet Enfold, og her bliver jeg.

Min verden ser en del anderledes ud end dengang; der er vendt op og ned på meget, men på mange måder ser den egentlig bedre ud.

Op- og nedturene

Det er en del af den bipolare lidelse, det er faktisk det i sig selv, at man tager op- og nedturene. Det er gudskelov længe siden, jeg har haft en depression, for det er slemt, bl.a. fordi det ‘eraser’ store dele af hukommelsen. Det ved man fra forskningen gennem mange år. Og fordi det eneste, jeg ønsker, er at finde en måde at komme herfra på. Det tærer endnu mere på psyken, og så er ringen sluttet.

Hukommelsen: Jeg har egl. tit tænkt på, at jeg formentlig ofte gentager mig selv her på bloggen. Jeg orker bare ikke at læse baglæns for at se, hvad jeg allerede har skrevet om. I må leve med genudsendelserne..

Bedre end før

Jeg har tid! Tid til at øve mig på fx

  • Webudvikling. P.t. sidder jeg og laver en side for en veninde med nogle teknikker, jeg ikke har prøvet før. Det er i et vist omgang ‘try and error’, men det morer nu en gang mig.
  • Være webmaster for letsupport.dk.
  • Billedbehandling med GIMP, der på fornemste vis har afløst min oldgamle Photoshop CS6 (PS). Jeg synes, jeg hurtigere er blevet venner med GIMP end jeg nogensinde blev med med med PS.
  • Avanceret Excel.
  • Og bliver glad hvis nogen kan bruge min sans for detaljer til fx korrekturlæsning.

Fremtid

At jeg har tid, betyder ikke, at jeg sidder og glor ind i væggen. Fx er det næste, der skal på plads, en præsentationsvideo på ca. to minutter som fleksjobmenneskerne nede på jobcenteret kan placere i en database, som jeg ikke tror på, men så har jeg da forhåbentlig skilt mig lidt ud.

Jeg har lavet et såkaldt ‘storyboard’, og jeg har prøvet en 4 – 5 gange, men hvis det skal være meningsfyldt også for mig selv, kan jeg ikke få det ned under ca 02:30 minutter. Gider en arbejdsgiver se og lytte så længe? Men hvordan kan man fortælle om fortid, nutid og forventninger på to minutter?

Ingen mennesker ved, hvad fremtiden vil bringe, men for mig er det sikkert, at nu kunne jeg allerhelst i hele verden tænke mig et fast fleksjob, jeg kunne have, til jeg skal på pension om 15… år (eller måske 12). Jeg orker ikke kontinuerligt at skulle sælge mig selv hver dag i tre måneder. Af og til kunne det være dejligt bare at træde ind af døren på jobbet. Hente kaffen. Tænde maskinen og gå i gang i stedet for hele tiden at skulle være overskudsagtig, glad, robust, udadvendt, smilende, hjælpsom, venlig osv. Nogen gange er det bare rart ikke at skulle spørge, hvad printeren hedder.

Jeg kommer næppe uden om at tage en praktik eller to elle tre, før det lykkes, men det har jeg sagt ja til, for jeg vil i gang, og jeg vil vise, at jeg vil i gang. Man må gerne være strategisk, selv om det bare drejer sig om et fleksjob.

Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke kan arbejde på det samme niveau som jeg kunne tidligere, men rent tidsmæssigt, har jeg fået et liv forærende;  så nu er der tid til ‘at juice’: