Indlæg

/16 Kommentarer/i , /af ,

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Kun de færreste vil forstå

Aspergers syndrom fra tvivl til vished.

Dette indlæg vil sikkert efterlade flere af mine læsere med en underlig følelse af: “Hvorfor er det dog så vigtigt?”

Det er svært at forklare. Det er bare sådan. Jeg vil prøve at redegøre for mine mangeårige tanker. Jeg tænker af og tilbage til min vrede over Jannick Breum i Glostrup, der talte om Aspergers syndrom. Måske var min vrede helt urimelig og uretfærdig? Måske var han i virkeligheden særdeles skarp og klog?

Psykologen sagde ofte, jeg har Asperger-træk. Jeg har selv fundet dokumenter på min harddisk, hvor jeg har argumenteret for og i mod allerede for ti år siden. Og det er ikke bare træk.

Nu vil jeg vide det!

Jeg har fået ny læge i Distriktspsykiatrien. Han hedder Henrik og er sød. Jeg redegjorde for mine mangeårige tanker om Aspergers syndrom, men det eneste, han kunne sige, var, at kommandovejen er via egen læge. Herudover syntes han, jeg skulle vide, hvad jeg ville med en udredning. Det ved jeg naturligvis ganske udmærket: Jeg har da tænkt mig om! Jeg vil vide, om det, jeg har tænkt i mange, mange år, er “rigtigt” eller “forkert”. Og det vil jeg vel vidende, at det næppe er en eksakt videnskab, hvor man kan sige, at jeg er Aspergers syndrom eller ej. Svaret kan meget vel være, at xx pct. peger i den retning eller yy pct. peger i den anden retning.

Jeg kræver ikke en eller anden form for behandling, opfølgning eller lignende. Jeg er rede til selv at betale for en speciallægeerklæring. Jeg vil bare veksle min uvished til vished, flytte mine fornemmelser til  faktum. Jeg angler ikke efter flere diagnoser, for jeg har allerede tilstrækkelige. Jeg må bare vide det i den evige – men snart overståede – søgen efter “hvem er jeg?”

Psykologen sagde ofte, at jeg har Asperger-træk. Nu vil jeg vide, om det er mere end træk. Hvis jeg får den viden, er der måske mangt og meget, der vil falde på plads?

Asperger-træk

For otte år siden skrev jeg nedenstående til mig selv, hvor jeg argumenterer frem og tilbage. Og det gør jeg i lyset af, at jeg er klar over, at alle vil prøve at tale det ned eller tale mig væk fra det. Jeg er klar med argumenterne. Jeg har tænkt mine tanker om fantasivennen Jens i ca. 1970 i indkørslen i Brande. Det var bedre at lege med Jens end den virkelige Niels, der var inde i huset. Jens sagde mig fx ikke i mod.

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne.

Det er en del af det bipolare.
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament.

Det er en del af det bipolare.
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

  1. Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.
  2. Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.
  3. Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.
 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at se – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Den 6. februar 2010

Diverse tests

Jeg så til mine store begejstring TV1-Dokumentaren “De skjulte talenter“, hvor vi bl.a. følger Louise, der er ansat på Novo Nordisk. Hun kan huske 36 vilde tal tolv måneder efter; det kan jeg på ingen måde. Alligevel talte hun og de øvrige direkte til mig: Vi er sære, vi kan noget med tal og mønstre, vi er tosser i sociale sammenhænge osv. De kunne have været mig!

Der findes adskillige AQ-tests, hvor jeg bonner kraftigt ud, dvs. fx 80 – 95 pct. Et sted, der virker seriøst er “Psykologisk Ressource Center”, der selvfølgelig også gerne vil tjene penge. Men det ønske kan man jo ikke tage fra dem. Centeret var en del af serien “De skjulte talenter”. Derfor har jeg tillid til dem.

En aftale ud i fremtiden

Da Henrik ikke rigtig mente, det var hans bord, måtte jeg selv gå i gang med at finde en privatpraktiserende psykiater, der ved noget om både Aspergers Syndrom og bipolar. Jeg tog mig sammen og kontaktede Pia Glyngdal, der skrev min speciallægerklæring til rehabiliteringsteamet. Hun er en ping og har været klinikchef på Hvidovre. Jeg går altid kun til toppen – jeg vil have det bedste! Hun kunne så henvise til Pia Bohn Christiansen med speciale i koblingen Aspergers Syndrom og bipolar, som jeg efter 15 opringninger har fået en tid hos “allerede” den 24. januar 2019. Vi sludrede lidt, da jeg endelig kom igennem, og hun virkede utrolig sød, venlig og kompetent. Jeg glæder mig allerede.

Hun var noget uforstående overfor, at Distriktspsykiatrien er ligeglad og bare skubber det fra sig, da der jo er tale om en psykiatrisk diagnose. Det er da deres bord.

Nå pyt. Jeg betaler selv, og jeg vil bare gerne have vished, eller noget der ligner, efter alle disse år i uvished.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i /af

Kedsomhed hvis man er Mensaner

Kedsomhed hvis man er mensaner

Bare ikke sløjd og håndgerning

Kedsomhed hvis man er Mensaner.

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik. (Jeg er Mensaner.)

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Aspergers Syndrom. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?

/i , /af ,

De skjulte talenter med Aspergers syndrom

De skjulte talenter med Aspergers syndrom

De skjulte talenter

De skjulte talenter med Aspergers syndrom.

Det var en god aften på TV i går, for DR viste første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.

Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.

Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.

På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.

Her ligner jeg en med Aspergers syndrom

Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “asperger-træk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo med mange ting.

Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Aspergers syndrom, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?

Legetøj

Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.

Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet et regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Jeg gør ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…

Psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdomme

DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:

Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!

Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.

Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?

Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.

Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!

Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.

Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og for så vidt angår de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtigt, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?

Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske på grund af den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!

Højinteressant

Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Kognition og detaljer

Det er fortsat svært i Folkekirkens Nødhjælp, fordi mine kognitive problemstillinger viser sig.

Kognition betyder “tænkning” i bred forstand – herunder hører mine problemer  med overblik, koncentration og hukommelse. Jeg står for bestillingerne fra vores ca. 125 genbrugsbutikker. De skal bruge alskens ting for at skaffe os de omkring 25 millioner på årsbasis, som vi sender videre til verdens ca. 795 millioner fattigste. De (altså butikkerne) har behov helt almindelige ting så som prismærker, støvleklemmer, plastikposer, tallerkenholdere mv.

Mine begrænsede kognitive kompetencer kommer i den grad på overarbejde, fordi der er to hovedregler og 27 undtagelser, og herudover er der mindst fire kokke i maden de dage, jeg ikke er der, som jo er de fleste (fem ud af syv). Jeg skal så prøve at overskue den oprindelige bestilling, og finde ud af, hvad andre allerede har gjort, og hvad der resterer. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Mails, mails, mails. Jeg synes, jeg kommer til kort og bliver mindet om de ting, jeg ikke længere kan.

Af og til er der så nogle butikker, der klager, fordi de ikke har modtaget varerne. I dag viste det sig, at det var en tredjepart, der havde haft hovedet under armen og ikke havde håndteret en ordre fra 1. november korrekt. Fair nok – det kan ske for alle. Problemet for mig er, at alle pile peger på mig, så for at dokumentere, at jeg ikke er en sjusket idiot, gemmer jeg mails, som der kan søges i. Jeg skal hele tiden dokumentere, at det ikke er min fejl. Det er ikke særlig rart.

Detaljer

En god ven og læser mener, at jeg går alt, alt for meget op i detaljerne i forbindelse med bogen. Jeg har forsket lidt i “sagen”, og talt med psykologen om det. Der er tre årsager til, at detaljerne er væsentlige og skal med:

  1. Forfattercoachen Morten Bracker bekræftede mig i, at detaljer er vigtige i en bog.
  2. Psykologen bekræfter, at jeg har nogle Aspergertræk på samme måde som min far: For mig er der 48 km mellem Give og Kolding – ikke 47,75 km 🙂 “I følge Simon Barry-Cohen er personer med Aspergers Syndrom eller træk af Aspergers Syndrom ofte meget bevidste om detaljer, og de kan være specielt dygtige til at arbejde med matematiske problemer eller med fakta og systemer hvor de skal finde mønstre. Det svarer til de evner som kræves for at designe og overskue kompliceret software, og det er da også omtalt at der er en del med Aspergers Syndrom blandt både ingeniører og dataloger.” Kilde: Aspergerforeningens tidligere hjemmeside. Jeg kan ikke finde artiklen på deres nye side.

    • Efterskrift september 2021: 1½ år efter psykologen forsigtigt talte om “Asperger-træk” fik jeg den klokkeklare diagnose “Aspergers syndrom” i foråret 2019.
    • Jeg havde da selv tænkt over diagnosen i 16 år. Hvis du er interesseret, kan du læse hele historien her.
  3. Jeg bruger fx ambulancen og isenkræmmerne til at validere hukommelsen. Der er så meget af det, jeg har oplevet, der er virkelig sindssygt; så sindssygt at jeg selv af og til kan tvivle på, om det er noget, jeg finder på. Lyver jeg? Men når jeg kan se, der er detaljer, der virkelig er fakta, tror jeg på min hukommelse. Alt det andet kan jeg jo ikke dokumentere.

Mærkedag(e)

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Magi hos psykologen

Som sædvanlig er jeg lidt bagud, så det er der jo ikke noget nyt i. Det nye er, at jeg havde en mærkedag i tirsdags den 21. november 2017.

Den dag var det nemlig præcis et år siden, jeg sidst blev udskrevet efter seks og en halv uge på Psykiatrisk Center Hvidovre med “svær depression med psykotiske symptomer”.  Jeg plejer at dække mig ind ved at skrive senest, men nu tror jeg på, det holder. Som hovedregel har jeg fået det rigtig godt og måske endda bedre, end før jeg blev syg.

Forløbet hos psykologen, der startede den 2. december 2016, har virkelig rykket. Vi havde også fine og meget givende samtaler fra maj 2015 til april 2016, hvor hun var i Psykiatrifonden, men der drejede det sig jo alt sammen om sygdommen og en eventuel fremtid på arbejdsmarkedet, hvilket var rigtigt, når det var Hvidovre Kommune, der betalte. Det endte på 151.000 kr.

Nu er vi kommet langt, langt videre. Jeg havde aldrig troet, det ville være muligt at nå hertil, hvor jeg/vi er nu. Jeg synes, vi har taget fat om tingene og fået placeret dem tilstrækkeligt langt fra det, der er det nuværende mig. Hvis det ikke var sådan, kunne jeg heller ikke forsøge på det med en “måske-bog”, for den bringer ting frem fra “Absurdistan”. Jeg bliver bare ikke hverken skræmt eller fedtet ind i det, som jeg gjorde tidligere. En operationel og praktisk orienteret tilgang fra psykologens side har bragt mig hertil. Jeg er glad og lettet!

Herudover var det i tirsdags valgdag og også præcis 45 år siden, min elskede far døde. Vi havde hinanden i seks og et halvt år, og han nåede at overføre vigtige værdier til mig på den korte tid. Dem er jeg glad for den dag i dag. Jeg synes, de – trods alt – har gjort mig til et nogenlunde ordentligt menneske nutildags. Billedet her er det eneste, jeg har fra min barndom. Det er fra ca. 1966 kort tid efter, de hentede mig på børnehjemmet. Derfor er jeg meget glad for det, og der er styr på backuppen; det ligger mange steder…

Vidner

De dejlige mennesker, der tog sig af mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980 (dvs. fra jeg var 14, til jeg var 16), er helt egenhændigt begyndt at samle “vidner” til min bog. Jeg har altså ikke bedt dem om det. De er fra Bornholm, nærmere bestemt Aakirkeby, og kender selvfølgelig Gud og hver mand, idet de havde den isenkram, hvor jeg dengang havde et eftermiddagsjob. Jeg har givet dem psykopatens navn, som jeg kun har udtalt den ene gang i 37 år, og dette er de gået lidt videre med.

En nærtstående person (familie) siger om psykopaten: “jeg får et billede af en lettere fordrukken, lidt sjusket person”.

En tidligere lærer, altså en kollega til psykopaten, er med på at fortælle, hvad han husker. Jeg er meget spændt på det, og jeg har stillet lidt supplerende spørgsmål, fx. hvilke fag han underviste i, og om der var stort sygefravær? Jeg spørger til disse emner, fordi jeg undrer mig over, at han vist aldrig forberedte sig så som at rette stile mv. og over, at der vist nok var lange perioder, hvor han ikke var på arbejde. I hvert fald kan jeg huske, at jeg i de perioder ventede på bussen kl. 15:00 i en til to timer. Ofte gik jeg hen til isenkræmmerne i ventetiden.

Jeg kan sagtens tage fejl, og derfor er jeg glad for vidner – især disse, som jeg aldrig nogensinde selv ville kunne fremskaffe. Mine udsagn skal i det omfang, det overhovedet er muligt, være verificerede.