Indlæg

,

Gensyn med Hejrevej 43

Gensyn med Hejrevej 43

Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen”. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Bare der var regler for venskaber

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Nu er det sket for mig igen: Jeg har mistet en ven, fordi jeg igen har gjort det forkerte, fordi der mangler regler for det rigtige.

Historien er

En tidligere medpatient var for kort tid siden indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og senere overflyttet til Brøndbyøstervej. Jeg besøgte hende på begge adresser. Hun havde det virkelig dårligt og var meget psykotisk.

Jeg satte mig ind i, hvordan man er pårørende i den situation, og jeg prøvede at gøre det rigtige, som fx er, at man ikke skal forsøge at rive mennesket ud af psykosen ved at påpege “vildfarelserne”. Så når hun sagde, at Putin havde en dobbeltgænger, at Mette Frederiksen lige havde været i USA for at tale med Joe Biden mv., talte jeg hende ikke imod men fandt metoder til at bøje af og føre samtalen et andet sted hen.

Efter udskrivelsen skulle hun til Glostrup, hvor man har samlet alle bipolare patienter. Hun turde ikke selv tage bussen, så jeg fulgte hende både ud og hjem, selvom det var en værre rejse, hvor vi stort set så hele Vestegnen.

Jeg forærede hende en iPad Pro, jeg havde stående og ikke brugte mere. Jeg sørgede for, at den kom på hendes netværk, hvilket var ret besværligt, da hun ikke vidste, hvem udbyderen var og ikke kendte adgangskoder til noget som helst.

For mange opringninger

Forleden kom jeg til at tænke på, at det egl. var længe siden, jeg havde hørt fra hende. For at “holde de sociale forbindelseskanaler vedlige” ringede jeg til hende om eftermiddagen og lagde en telefonbesked. Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg bekymret for, om hun var indlagt igen. Derfor ringede jeg igen om aftenen; lagde ingen besked. Og igen næste formiddag; lagde ingen besked. Jeg blev mere og mere bekymret og fandt situationen underlig.

Endelig ringede hun op, og vi førte en temmelig indholdsløs og overfladisk samtale lige til slutningen.

Den sluttede med, at bare fordi hun ikke tog telefonen, behøvede hun ikke at være indlagt. Og det er selvfølgelig rigtigt. Der var ingen grund til bekymring. Hvor skulle jeg vide det fra? Og herudover var det lige rigeligt, at jeg havde ringet tre gange.

Det var det

Naturligvis har hun ret til at sige fra.

Jeg er bare tilbage ved, at jeg igen, igen har opført mig forkert i “det relationelle”, og at jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvordan jeg skal bære mig ad, når jeg ikke bare kan følge min intuition/fornemmelse for, hvad der nok vil være rigtigt.

Gider man ikke tale i telefon, hvilket er en menneskeret, kan man jo tage telefonen og sige, at man ikke gider, at det ikke passer lige nu, at man er i færd med noget andet el.lign. Man kan sende en e-mail med det indhold. Man kan sende en SMS med det indhold. Mulighederne er legio.

Jeg orker ikke gættelegen og den velkendte følelse af, at jeg ikke ved, hvordan man har venner. Jeg orker ikke den velkendte fornemmelse af at skulle svømme i hajfyldt farvand.

Heldigvis findes der nu til dags adskillige metoder til at lukke folk ude af ens liv: blokering på telefon, e-mail og Facebook.

Det har jeg gjort. Det var det.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker:

  • Hvem kan slægtsforske uden detaljer?
  • Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer?
  • Hvem kan læse korrektur uden detaljer?
  • Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer?

Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

Her har jeg vist endnu ikke gjort noget forkert

I morgen skal jeg heldigvis noget, jeg (tror), jeg kan finde ud af: Jeg skal besøge min fars ungdomskæreste, som jeg vist endnu ikke har trådt over tæerne uden at ville det.

Jeg skal have hevet gamle billeder og breve ned fra den øverste hylde, scanne og printe, de billeder jeg ved, hun så gerne vil have.

Jeg finder aldrig ud af det relationelle


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg skal være med i en podcast

Jeg skal være med i en podcast

Når andre kan, kan jeg også …

Jeg skal være med i en podcast

Efter at have lyttet til “Særklassens” episoder med Mathias Emil Nielsen fra GladTeknik (han er “stifter, IT-tekniker, Hardware- og Ubiquiti Broadband Wireless Specialist”) besluttede jeg at kontakte dem for at spørge, om de vil lave en episode med mig.

Det vil de gerne.

Det bliver spændende, for jeg har et budskab: Der er en masse, vi kan på grund af vores diagnose – ikke på trods af. Vi har en #Superkraft, det drejer sig “bare” om at finde den.

Her kan du læse om min #Superkraft, som går ud på, at jeg ser alle detaljer.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

Ad myter og fordomme: Folk sagde i årevis til mig: “Du har ikke Aspergers syndrom, for du kan holde øjenkontakt …”. Det er en udbredt misforståelse, at vi ikke kan holde øjenkontakt. Nogle kan ikke, men mange kan. Det er ikke et diagnosekriterie.

Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting

  1. Sociale kompetencer
  2. Forestillingsevne
  3. Kommunikationsevner
  4. Du kan læse mere om det i denne artikel.

Jeg brugte 16 år på at læse om Aspergers syndrom og til sidst manglede jeg bare en psykiater, der ville skrive under. En overlæge i Distriktspsykiatrien spurgte mig, hvad jeg ville med en udredning. Det lykkedes vist aldrig at få ham til at forstå, at jeg bare gerne ville vide det.

Sådan foregår optagelsen

Ann-Sophie, der er “Digital kommunikationsansvarlig” hos Sputnik, havde netop gået og tænkt på, at hun gerne ville lave en episode med en person, som var sendiagnosticeret (med Aspergers syndrom eller en anden autismespektrumforstyrrelse). Jeg er naturligvis klar over, at med ICD-11 sondres ikke længere mellem forskellige Autismespektrumforstyrrelser, men jeg vil til min dødsdag tænke, at jeg har Aspergers syndrom, for det var sådan, jeg blev diagnosticeret i april 2019, efter psykologen i årevis havde sagt: “Du har nok nogle asperger-træk”.

Vi har aftalt to datoer efter påske. Hvornår episoderne, for der bliver nok to, kan høres, afhænger af deres sendeplan, som jeg ikke kender.

  • Første dato: Et online for-interview med disse formål:
    • Vi mødes – skabe tryghed og afslappethed, når vi laver det optagede interview
    • Et overblik over min historie og sikring af relevante og skarpe spørgsmål, når vi optager
    • Viden om hvordan det reelle interview vil forløbe og afstemme hvilke veje, vi går ad.
  • Anden dato: Live-interviewet. Jeg er meget spændt på det.

Podcast er det nye “sort”

“Alle” lytter nu til dags til podcast lige bortset fra mig, for jeg har svært ved at holde koncentrationen, med mindre det er høj-interessant. De to udsendelser med Mathias faldt netop i kategorien høj-interessant, fordi jeg kender ham og hjælper i kulissen med firmaets hjemmeside. På mange måder fortalte han både om sig selv og om mig. Et eksempel: Vi har begge været “hjælpelærere” i folkeskolen.

Jeg har gennem længere tid overvejet, at jeg ville lave min egen podcast-serie, der skulle handle om Bipolar Affektiv Sindslidelse, god behandling i psykiatrien og om et langvarigt psykologforløb.

Det er strandet på, at man skal have godt lydudstyr (kan dog købes for ca. 1.000 kr.) og selvfølgelig på min tvivl om, hvorvidt jeg nu er dygtig nok, og om jeg har en eller flere historier, nogle gider lytte til. På samme måde som man skriver for at have læsere, laver man podcast for at få lyttere.

Jeg har læst adskillige artikler om, hvordan man laver en god podcast, nogle har lyst at lytte til. Formentlig vil jeg kunne lære det, og idéen er ikke lagt i graven.

Andre spændende projekter har imidlertid stået i vejen.

 

Jeg skal være med i en podcast


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Køleskabs-gate 2

Køleskabs-gate 2

Rimelig lyd fra et køleskab?

Køleskabs-gate 2

Kære læser – vil du være rar lytte til denne lydfil og fortælle i kommentarfeltet – ikke på Facebook, om du mener, det er rimelig lyd fra et nyt køle-/fryseskab? Jeg synes det ikke selv. Det tidligere køleskab hørte jeg aldrig nogensinde. Det nye hører jeg, hver gang kompressoren kører, selvom jeg sidder ved min PC eller ligger i min seng. Jeg synes ikke, det er rimeligt.

Filen er 2 minutter og 3 sekunder lang.

Skabet blev leveret den 1. februar og omleveret den 2. februar (dog i år). Siden har jeg kæmpet med Skousen i Taastrup og viceværten for at få dem til at komme og:

  1. Afhjælpe støjen
  2. Bese de skader firmaet har lavet på
    • komfuret
    • en dørkarm
    • en væg
  3. Er det naturligt, at der dannes is på kølesektionens bagvæg? Okay – det står ganske vist til 4°, så automatsvaret vil sikkert være, at det skal stå til 6°. Jeg synes nu, det er mig selv, der skal bestemme, hvor meget jeg vil køle mine varer. Man kan ikke vælge 5° …

Begge parter henviser til hinanden, der sker intet, og jeg er ved at være desperat. Jeg har lagt ugentlige “rykkere” ind i min kalender. Jeg giver ikke op.

Det er endelig lykkedes at få firmaet til at komme på torsdag og fortælle, hvad de vil gøre ved det. Mit foreløbige gæt er, at de ikke gør noget som helst, og at jeg må “leve med det”.

Jeg har forsøgt at sælge det på DBA

For første – og sidste – gang har jeg oprettet en annonce på DBA, hvor jeg forsøger at sælge køleskabet. Annoncen finder du her.

Det var spild af 177 kr., fordi folk ikke accepterer den pris, jeg har sat. En gav et bud, jeg ikke kunne gå med til, og vedkommende ville heller ikke acceptere mit forslag om at “mødes på midten”.

Hun kunne få et splinternyt køleskab 2.000 kr. under butiksprisen. Men hun ville have det til det halve, da det var brugt i 28 dage … Sådan leger vi ikke, uanset hvor meget studerende hun var. Hun ville vældig gerne have det, men ville ikke betale. Hvis der var tale om et likviditetsproblem, foreslog jeg, at hun kunne betale de sidste 500 kr. måneden efter. Men nej …

Jeg har fundet et Miele uden fryser, jeg vil have. Jeg bruger alligevel ikke en fryser. Og kunne jeg finde en måde at transportere det ned i kælderen, ville jeg stille det der. Så må mit dødsbo finde det frem igen om 30 år, eftersom der til lejemålet hører både køl og frys.

Sanseprofil i Distriktspsykiatrien

Da sansesensitiviteten bliver værre og værre, har jeg drøftet det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Måske larmer det køleskab slet ikke? Måske er det mig, der er noget galt med? (Det er selvfølgelig svært at forestille sig/mig).

Hun er utrolig god, seriøs og dygtig, og jeg kommer vitterligt til at savne hende her efter 8½ år, når de formentlig snart udskriver mig, hvilket er helt rimeligt.

Hun har skaffet mig en ergoterapeut, som jeg skal træffe første gang i morgen. Formålet er at lave en sanseprofil, som vist nok går ud på at finde ud af, hvordan man lever med sansesensitiviteten.

Jeg er meget spændt på, om han kan hjælpe mig. Jeg håber …

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.