Tag Archive for: Aspergers syndrom

, ,

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Så oprandt dagen, hvor overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske skulle komme kl. 14:00, så vi kunne drøfte mit brev til centerchef Birgitte Welcher om mine oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som har fået mig til at skrive, at jeg aldrig tager til Glostrup igen.

Jeg var nervøs, men det var positivt

Jeg var nervøs ved tanken. Det var dog ubegrundet, for det gik langt over forventning, og vi havde en rigtig god dialog.

Vi drøftede følgende:

1) De mange nye diagnoser

Det interessante ved dem, nemlig at jeg bliver ved at blive indlagt, er, at det kunne pege i retning af, at man skulle rette blikket andre steder hen. Måske er der grund til at tænke ud af boksen? Men det skal bare ikke ske umiddelbart efter en indlæggelse, hvor man/jeg er sårbar, skrøbelig, forvirret mv. Angsten for alle disse diagnoser blev for stor, jeg opfattede det som om, jeg skulle forholde mig til en ny virkelighed, der blev præsenteret efter en times samtale, mens resten af det psykiatriske system har kendt mig ret godt i 2½ år uden at komme på disse absurde idéer.

Han har muligvis ret i, at fx Aspergers syndrom slet ikke er så sjælden oven på bipolariteten, for det viser udenlandske forskningsresultater. Men igen skal det ikke præsenteres, når man lige er trådt ind ad døren og er i et skrøbeligt mode.

Jeg nævnte for dem, at nogle af deres kolleger havde sagt, at han var dygtig til at tænke ud af boksen, og det blev han naturligvis glad for at høre.

2) Mine oplevelser med Glostrup skærtorsdag 2016:

Jeg havde det meget dårligt og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme gennem påsken.

Denne situation er ikke medtaget i brevet til Birgitte Welcher, da den er gammel, men jeg fremdrog den på mødet for at underbygge, hvorfor jeg aldrig vil tage til Glostrup igen.

Skærtorsdag hændte dette: Jeg startede med at ringe til Psykiatrifondens telefonrådgivning og kom til at tale med en meget kompetent rådgiver. Efter omkring en times samtale anbefalede hun mig at tage på skadestuen. For at få en second opinion ringede jeg til min præst, der har 18 års erfaring med psykiatrien. Også hun anbefalede skadestuen.

Da det koster 200 kr. i taxa hjemme fra mig, ringede jeg til skadestuen og forelagde dem situationen for ikke at køre forgæves og spilde en masse penge. De ville ikke se mig, de anbefalede egen læge efter påsken eller førstkommende aftale i Distriktspsykiatrien. Man kan nå at tage livet af sig en del gange på den tid, der går, inden egen læge åbner igen, og man endnu senere kan få en tid.

Skadestuen skal se patienten blandt andet for at se, om der stadig er mimik og en hel masse andet, som jeg ikke har forstand på.

Vi fik en god drøftelse af denne situation. De var ret pikerede over det og de lagde vægt på, at jeg jo selv på forhånd havde gjort alt det, man kan forventes at gøre – og måske mere til. Det kan sagtens være, at man ikke skal indlægges, men man har krav på at blive vurderet af en læge face to face. Det kan ikke være rigtigt, at man afvises i telefonen. Det var vi fuldstændig enige om.

De lagde også vægt på, at jeg faktisk har en god sygdomsindsigt, så når jeg henvender mig, er der noget om snakken!

3) Jeg følte mig til gene

I min journal er anført, at jeg henvendte mig for meget til medarbejderne. Det er korrekt, at jeg bankede på og bad om en (lille) snak, og fik svaret, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kollega dagen før. På den måde føler man sig til gene for medarbejderne. Og umiddelbart efter en indlæggelse er man meget sårbar, og så skal man ikke afvises.

En medarbejder her på 808 har bekræftet mig i, at jeg har forståelse for, at de har mange patienter og mange opgaver, og at aftalen let kan blive om to timer. Jeg har aldrig før følt mig til gene her, og jeg håber heller ikke at komme til det igen. Det er trods alt mig, der er “kunden”.

Både Jannik og oversygeplejersken var enige i, at denne opførsel ikke var i orden. De vil gå hjem og undersøge sagen nærmere. Herudover vil de tage samtlige punkter op og se, hvad de kan gøre ved dem.

4) Jeg blev taget alvorligt, så jeg vil gerne hjælpe til

Jeg tilbød dem at være behjælpelig, hvis der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det sagde de uden videre ja tak til. Der skal skabes en situation, hvor jeg næste gang har mod på at følge kommandovejen via Glostrup og ikke venter hjemme på at få det så dårligt, at Distriktspsykiatrien kan indlægge mig via fast track.

Jeg er imponeret af at blive taget så alvorligt, at de ligefrem møder op her med et åbent sind og gerne vil lytte til en patient. Det er åbenbart, hvad man kan få ud af at henvende sig til centerchefen.

Og så noget helt andet: menighedsrådet og kommissoriet

Mit kommissorium om økonomistyringen til menighedsrådsmødet i går blev ikke videre vel modtaget. Det blev vedtaget med det mindst mulige antal stemmer (5 mod 4, og en pokkers masse blanke). Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg havde gjort en del for at skrive det let forståeligt, så alle kunne være med, men det var åbenbart ikke nok. Det, der ligger til grund, er formentlig, at de, der sidder på magten, vil miste magt med kommissoriet, og det er de selvfølgelig ikke videre interesserede i.

Men ok det blev vedtaget, og så må vi se, om det har gang på jord.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke bliver valgt ind i det kommende menighedsråd, og det er måske meget godt? Jeg tror, min tænkning er for langt fra deres.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Brev til centerchefen

Brev til centerchefen

Jeg har skrevet brev til centerchefen

Kære Birgitte Welcher

Jeg beretter hermed om et par oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg gerne ville have været foruden. Jeg har desværre været indlagt temmelig mange gange på Psykiatrisk Center Hvidovre, afsnit 808, og har derfor en vis erfaring med det psykiatriske system, omend det selvfølgelig er brugererfaringer og ikke professionelle erfaringer.

Problem nummer 1

Jeg blev indlagt via fast track på Psykiatrisk Center Glostrup af Distriktspsykiatrien den 6. oktober og talte to gange med Jannik Bjerrum, der var vældig venlig og imødekommende. Allerede ved den første samtale nævnte han tre forskellige nye diagnoser: ADHD, Aspergers syndrom og personlighedsforstyrrelser.

Set ud fra mit perspektiv er de alle alvorlige diagnoser, der ikke kan stilles efter en lille times samtale og et begrænset antal minutters læsning af min – sikkert fyldige – journal.

Jeg nævnte for Jannik, at jeg ikke rigtig kunne forstå, at han kunne præsentere disse diagnoser efter at have kendt mig ca. en time, når hverken Psykiatrisk Center Hvidovre eller Distriktspsykiatrien, der har kendt mig meget godt og intenst i to og et halvt år, har nærmet sig disse.

Det undrede mig endvidere, at han kunne sætte disse diagnoser på en voksen, da de jo oftest opdages i barndommen. Jeg er 52 år.

Problem nummer 2

Idet jeg har det meget dårligt, har jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter.

En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, og inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser.

Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Konklusion

Hvis jeg kan undgå kontakt med Psykiatrisk Center Glostrup i fremtiden, vil jeg sørge for det. Jeg følte mig ikke betragtet som et menneske med en diagnose men derimod som:

  1. en prøveklud, og
  2. et forstyrrende element.

Jeg hører vældig gerne din reaktion på ovenstående.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

—-

Efterskrift: allerede dagen efter fik jeg dette svar fra Birgitte Welcher. Det er ganske imponerende. De tog mig meget alvorligt, og der blev arrangeret møde med Jannik Bjerrum og oversygeplejersken allerede den 28. oktober 2016. Du kan læse om mødet her.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Stuegang

Stuegang

Stuegang med Melita Svraka

Var til stuegang med Melita, der er lidt spooky men også fantastisk. Jeg antager, at hun er hamrende dygtig. Jeg fortalte om mine bekymringer om Aspergers syndrom, autisme og personlighedsforstyrrelser. Hun fejede det af bordet med det samme; det skulle jeg bare glemme alt om, og det gør jeg så! Hold op et kvaj i Glostrup, der bare slyngede disse tre alvorlige ting ud. Ved han overhovedet, hvad han taler om? Han har kendt mig i en time!

Det, han vist primært baserede sig på, var, at jeg fortalte, at jeg havde haft selvmordstanker, siden jeg var 14 år gammel, og at jeg kan huske, hvor på vejen mellem Aakirkeby og Vestermarie jeg cyklede, da jeg tænkte det første gang. Melita mener ikke, det er unaturligt, med det jeg kommer af. Det har hun nok ret i.

Hun iværksætter et netværksmøde: Hende selv, Gitte og Pernille fra Distriktspsykiatrien, fleksjobkonsulenten fra kommunen og vist et par mere, fordi hun tager mine bekymringer om manglende arbejde alvorligt. På mødet kan vi lægge en plan, som jeg forhåbentlig kan være tryg ved. Det lyder rigtig godt! Hvis det virker… Hun handler og snakker ikke kun. Det kan jeg godt lide.

Af at være her falder jeg til ro. Her kan ikke ske noget. Jeg kender jo det hele alt for godt, men det er trygt. Jeg kan ikke få det bedre, hvis jeg ikke føler mig tryg. Jeg synes ikke, de første to ECT-behandlinger har haft den forventede mirakeleffekt. Det kommer forhåbentlig med de næste.

Hav en god dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.